Arvesynden

"Oprindelig synd"kaldes det også – og det er en uopgivelig bibelsk lære. Står det virkeligt så slemt til med os mennesker, sådan som læren om arvesynd rummer?

Falder vi ned af en stige og brækker benet, er vi klar over, at den er gal. Vi kan mærke smerten og fornemme skaden, måske endda se bruddet. Er vi impliceret i en alvorlig trafikulykke, hvor vi brækker halsen, kan det tænkes, at vi ikke fornemmer skadens omfang. Det gør ikke ondt, selvom vi er ved bevidsthed. Men snart viser det sig, at der er en alvorlig grund til, at vi ikke mærker noget fra halsen og nedefter. Når det går op for os, at vi er i en tilstand, vi ikke kan slippe ud af, går virkeligheden op for os.

Situationen for os mennesker er, at vi ikke begynder livet i neutral position, hvor synden først bliver en realitet i vores liv, når vi begår en syndig eller ond handling. Vi er underlagt syndens magt og konsekvenser helt fra undfangelsen. Bibelen har ikke et negativt syn på mennesket, men et realistisk syn på menneskets situation. Det er, hvad læren om arvesynd egentlig handler om. Eller rettere: den oprindelige synd, eller personlige synd, som man kaldte det hos de reformatoriske fædre i 1500-tallet.

Skabelse og syndefald er uadskillelige

Den bibelske sandhed om skabelsen adskiller sig fra enhver anden religiøs eller filosofisk skabertro. For en bibelsk lære om skabelsen står altid i sammenhæng med det, som siges om menneskets synd og oprør mod Gud – og med Bibelens budskab om Guds frelse.

I forlængelse af skabelsesberetningen (1 Mos 1,1-2,3) fortælles om syndefaldet og om uddrivelsen af Paradis (1 Mos 3). Menneskets synd og oprør har medført, at hele den virkelighed, som Gud har skabt – mikro- og makrokosmos, det synlige og det usynlige, og mennesket – nu er under forbandelse og under forgængelighed (1 Mos 3,14f; Sl 90,1f; Rom 8,18f). Mennesket blev jaget ud af Paradiset, ud af fællesskabet med Gud og hans nærhed, som det havde ved Guds ord.

Denne forbandelse og forgængelighed, som er kommet på grund af menneskets synd mod Gud, vil mennesker, som fornægter Guds eksistens, og den religiøse filosofi helst ikke tale om. Man vil hellere finde en anden forklaring, som redder menneskets ære en smule. Men kristen forkyndelse kan ikke tie om skaberværkets forgængelighed.

Syndefaldets konsekvenser er åbenlyse med katastrofer, ondskab, sygdom og legemlig død eller med sorg, fjendskab, ugudelighed og åndelig død. Ja, at være under Guds vrede og skyldig til straf, forbandelse og evig død. Syndefaldet er ikke blot en mytisk forklaring på det onde og uperfekte. Syndefaldet er historisk og har medført virkelige konsekvenser (sml. Rom 1,21-28).

Gud har åbenbaret i sit ord, at skabelse og syndefald er to sandheder, som nu er knyttet nøje og uadskillelige sammen, ligesom mennesket og synden er det. Derfor må det også lyde sådan i forkyndelsen. Hvis ikke, så tilslører man den reelle virkelighed, mennesket lever i som Guds skabning. Begge dele må med, ellers forstår vi ikke på rette vis vores vilkår her i verden.

Menneskeslægtens alvorlige tragedie

Syndefaldet var ifølge Bibelen af en sådan karakter, at det fik konsekvenser på hele menneskeslægtens natur og forvrængede forholdet til Gud. Alle mennesker er derfor, siden Adam og Eva, født med en syndig, falden og gudsfjendtlig natur (Sl 51,6-7; Rom 3,9-20.23; 5,10.12; Ef 2,1-3; sml. Sl 10).

Denne tragedie for menneskeslægten ser Bibelen med stor alvor på, fordi den fører ethvert menneske til evig fortabelse bort fra Gud, hvis det ikke omvender sig til ham og tager imod hans nåde i Jesus Kristus, frelseren.

Dog er der mindst et par ting at få med: Arvesynden skal ikke forstås sådan, at vores natur og synden er det samme. Vi er alle skabt i Guds billede med vores natur, men Gud har ikke skabt os med en syndig natur. Derimod skal forholdet forstås således, at vores natur, er skabt godt i Guds billede, men nu er taget til fange, omklamret og gennemsyret af synden. Synden sidder nu uadskilleligt fast i vores natur. Arvesynden har altså fordærvet vores natur i forhold til Gud; fordærvet og forvrænget det, som er skabt i hans billede og er godt i sig selv (Rom 8,7-8).

Nok er hele mennesket – ånd, sjæl og legeme – faldet i synd og kan ikke befri sig selv ved egen kraft. Det betyder dog ikke, at mennesket er en notorisk uhæderlig person efter menneskelig målestok. I det ydre kan et menneske gøre godt og træffe rette valg (under skrøbelighedens fortegn), men i forhold til Gud har vores vilje vendt sig væk fra ham og er trælbunden af synden.

Det betyder, at vi ikke af os selv kan vælge Gud til eller omvende os. Han må gribe ind ved sit ord og sin Ånd, så vi ved troen kan modtage hans frelsende nåde, og så der skabes en forvandlet natur og ny lydighed i os.

Vi vil ikke læren om synden!

Netop spørgsmålet om, hvorvidt vi selv kan vælge Gud til eller ej, har været omdiskuteret i kirkens historien – ikke mindst siden 400-tallet. En irsk mund, Pelagius (d. ca. 418), satte ord på en typisk religiøs reaktion mod Bibelens lære om synden, som har været og stadig er en aktuel vranglære.

Pelagius forsøgte at svække Bibelens radikalitet i dette spørgsmål ved at benægte, at menneskets natur ved syndefaldet blev fordærvet i forhold til Gud. Og som en følge deraf nægtede han også at tale om arvesynden. Syndens gennemtrængende kraft hos os skyldes først og fremmest dårlig vane og Adams dårlige eksempel. Men vores vilje er fortsat fri og uberørt, og vi kan derfor selv både bestemme os for og vælge det, som er Guds vilje – ja, endda også selv vælge, om vi vil tro på Gud eller ej, mente han.

I Pelagius’ samtid var det ikke mindst kirkefaderen Augustin, som reagerede skarpt imod ham, og derved satte flere præcise ord på læren om oprindelig synd, som allerede kirkefædre før ham havde udledt af de bibelske skrifter, bl.a. Tertullian (ca. 200). Men Pelagius’ tanker fik indflydelse på den officielle kirkelære gennem de følgende tusind år, så katolsk teologi bl.a. hævdede, at ikke alt hos mennesket var ramt af syndefaldet hos mennesket. For eksempel gik fornuften og viljen fri.

Luthersk syndsforståelse

Luther fulgte i Augustins spor og reagerede kritisk på denne udvikling og skærpede forståelsen af syndefaldets konsekvenser tydeligere end Augustin. For faldet gælder hele mennesket! 1latinsk: totus homo

Den lutherske lære om ”arvesynden” – eller rettere: om mennesket og dets situation under synden – finder vi bl.a. udtrykt i en af de lutherske bekendelsesskrifter, Den Augsburgske Bekendelse (1530) i artikel 2:

Ligeledes lærer de, at alle mennesker som fødes på naturlig måde, efter Adams fald fødes med synd, det vil sige uden gudsfrygt, uden tillid til Gud og med begærlighed, og at denne arvelige sygdom eller skade i sandhed er synd, som virker fordømmelse, og som også nu medfører evig død for dem, der ikke genfødes ved dåben og Helligånden. De fordømmer pelagianerne og andre, som siger, at arvesynden ikke er synd, og som for at forringe æren af Kristi fortjeneste og hans velgerninger påstår, at et menneske kan retfædiggøres over for Gud ved fornuftens egne kræfter.

Her siges det, at syndefaldet gælder alle mennesker, og at vi fødes med synd. Bemærk, at hverken det seksuelle som sådan eller et samleje (at børn bliver til gennem samleje) ikke er syndigt i sig selv, men at syndefaldets forbandelse klæber sig til menneskeslægtens børn. Når det er nævnt ”på naturlig måde” går det på, at der er én, som er undfanget/født på unaturlig måde, nemlig Jesus. Med andre ord fastholdes læren om jomfrufødslen, og at Jesus var uden synd som sand Gud og sandt menneske.

Det understreges, at syndefaldet har ramt hele mennesket (ånd, sjæl og legeme) under forgængelighedens fortegn. Forbandelsen er årsag til gudsoprør og fordømmelse. Straffen er evig død, medmindre mennesket (gen)fødes ved dåben og Helligånden (sml. Joh 1,12-13; 3,1-19; Tit 3,3-7; 1 Pet 1,3).

Til sidst er nævnt, hvad der tages afstand fra, og som slører eller omtolker den bibelske lære om menneskets situation under synden. I de to næste artikler følger så, hvad Jesus har gjort til frelse for alle, og at denne frelse eller retfærdiggørelse gives ved troen på ham.

Skyldig til evig død uden Guds nåde

I et af sine skrifter, kaldt De Schmalkaldiske artikler (1537), formulerer Luther det sådan:

Denne arvesynd er en så omfattende og grusom fordærvelse af menneskets natur, at ingen fornuft kan begribe det, men det må tros ud fra Skriftens åbenbaring, Salme 51, Rom 5, 1 Mos 3 og 2 Mos 33.

Mange andre steder bruger Luther også formulereringer, som fastholder syndens alvor og virkelighed:

Arvesynden er ikke bare mangel på den oprindelige retfærdighed, men den er en medfødt ondskab, som gør os skyldige til den evige død og også forbliver i os efter dåben og står Guds lov og Helligånden imod (Teserne om retfærdiggørelsen, 1538).

Alle, som siger, at menneskets natur er ufordærvet efter faldet, filosoferer på ugudelig vis og i strid med teologien. På samme måde også dem som siger, at mennesket, når det gør det, som er muligt for det, kan fortjene Guds nåde og livet (Teserne om retfærdiggørelsen, 1538).

Vi er alle syndere og falder i synd. Men når en sand kristen falder, vender han snart om og kæmper mod synden, for at den ikke skal blive til anstød fort næsten. Det er vanskeligt, ikke at blive såret i krig, men det er en ære, når man kan stå op igen. Hvis man derimod viger, er det en skam. Sådan kæmper også den kristne midt i synden, og alligevel mod synden (Forelæsning over 1 Joh, 1527).

Noget helt afgørende på spil

Svækker vi syndefaldets alvorlige betydning og konsekvenser trækker det dybe spor ind i alle andre forhold i den kristne troslære og forkyndelsen. Ikke alene kan teologi og forkyndelse blive uklar, det kan også få et ubibelsk indhold, hvor der må lægges et andet indhold i bl.a. dåben, forsoningen, dommen og frelse-fortabelse. Hvis man i disse år følger den liturgiske debat i folkekirken, ikke mindst om dåbsritualet og synet på luthersk dåbsteologi, har man et godt eksempel.

At afvise den bibelske lære om oprindelig synd og dens konsekvenser fører til en anden lære end bibelsk kristendom. Derfor er der så meget på spil i denne sag.

Fodnoter:

Fodnoter:
1 latinsk: totus homo

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler