Paulus levede både i nærkontakt med Jesus og sig selv. Samtidig med at han i Jesus havde smagt glæden ved evangeliet, var han bevidst om sin kamp mod synd og fristelser. Han kaldte sig selv ”jeg elendige menneske” og benævnte sig selv som den største af alle syndere (1 Tim 1,15).
Paulus var også klar over, at han selv og andre havde brug for hjælp i kampen mod fristelser. Derfor skrev han til menigheden i Korinth: ”Derfor skal den, som tror, at han står, se til, at han ikke falder” (1 Kor 10,12). Bilder vi os ind, at vi er højt hævet over alle fristelser, står vi for alvor i fare for at falde. Du risikerer at falde for fristelsen til at lyve, hvis du siger: ”Jeg kunne aldrig finde på at lyve!” Du risikerer at stjæle, hvis du tænker: ”Jeg ville aldrig kunne snyde i skat eller snyde andre i handel!” Du spiller højt spil, hvis du siger: ”Jeg falder aldrig for fristelsen til at være min ægtefælle utro.”
Der er stor visdom i kong Salomos ord: ”Hovmod går forud for ulykke, overmod går forud for fald (Ordsp 16,18). Jeg tænker på en ung mand, som lige var kommet til tro. Han havde sagt ja til at gå med til en fest. Han var imidlertid betænkelig ved, om han klarede at sige nej til alle festens fristende tilbud. Derfor lavede han en aftale med os om, at vi skulle hente ham. Han var ny i troen, men overmodig var han ikke. Han vidste med sig selv, at han var sårbar for fristelser. Erkendelsen af egen svaghed fik ham til at række ud efter hjælp.
Død over synden
Er noget vigtigt for os, er vi parate til at ofre meget.
Den engelske og jødiske sprinter Harold Abrahams vandt guld i 100-meterløb ved OL i Paris i 1924. I filmen ”Chariots of Fire” siger han på et tidspunkt: ”Om en time vil jeg være derude igen. Jeg vil løfte mine øjne og se ned ad den der korridor og med 10 ensomme sekunder til at retfærdiggøre min eksistens. Men vil jeg?” For ham var sejr det vigtigste i livet. Derfor ofrede han alt for at vinde!
Jesus gør det helt tydeligt, at det vigtigste i livet er at følge ham. Derfor siger Jesus, at frister noget til synd og frafald, skal det hugges af. Jesus taler om dette i en sammenhæng, hvor han siger, at enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, allerede har begået ægteskabsbrud i hjertet. Derpå siger Jesus: ”Hvis dit højre øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; for du er bedre tjent med, at et af dine lemmer går tabt, end med at hele dit legeme kastes i Helvede” (Matt 5,29).
I 200-tallet kastrerede kirkefaderen Origines sig selv, fordi han ville være lydig mod Jesu ord. Men Jesu ord er tydeligvis billedtale. For hvorfor ikke rive begge øjne ud? Er vi ude over lystne blikke, hvis vi kun kan se med et øje? Naturligvis ikke! Jesu stærke billedsprog viser, at vi radikalt skal bortskaffe alt, som vil lokke os væk fra Jesus. For sker det, kastes hele vores legeme i Helvede.
Hvordan kan en radikal livsstil se ud i praksis? Tillad en illustration fra mit eget liv. Da jeg havde været en troende godt halvandet år, løb jeg ind i en troskrise, som skyldtes nogle dårlige valg. Jeg var hjemme på juleferie og drak nogle øl med mine gamle venner. Hvilket er helt i orden. Jeg drak mig ikke i hegnet, som jeg ofte havde gjort, før jeg kom til tro. Men jeg drak alligevel så meget, at samvittigheden tog ordet. Jeg forlod selskabet og satte mig på trappen ved kirken. Jeg indrømmede over for Gud, at jeg faldt for fristelsen til at flygte, når jeg mødte udfordringer i livet. Derfor lovede jeg mig selv, at fra nu af ville jeg ikke længere drikke alkohol.
Kan vi sige, at jeg gennem denne beslutning rev mit højre øje ud og kastede det fra mig? Faktisk har det ikke været noget afsavn at sige nej til alkohol. Sådan vil det måske være for andre. At leve med ét øje har konsekvenser. Men jeg er overbevist om, at beslutningen om at holde mig fra alkoholiske drikke har beskyttet mig mod mange fristelser.
Livets sande nord
Nogle siger, at vores tid er præget af ”ekspressiv individualisme”. Heltinden i dag er ikke kvinden, der går hjemme og passer børn, men Elsa fra filmen Frost. Elsa synger: “Nu giver jeg los, går linen ud. Farvel til pligtens tyranni. Jeg er fri. Lad det ske. Det er forbi med skam og bitter gråd, når jeg bliver til den, jeg er!” Dagens heltinder lytter til sig selv og udviser mod ved at bryde med pligtens tyranni. Udlev hjertets råb. Så bliver du fri!
Helten er ikke manden, der passer sit arbejde, forsørger sin familie og tjener trofast i menigheden. Dagens helt er manden, der sælger alt for at udleve drømmen om at krydse Stillehavet, bestige Mount Everest eller løbe maraton på Den Kinesiske Mur.
Vist kan konventioner være snærende bånd, og det er ikke forkert at forfølge drømme. Står der måske ikke skrevet: ”Jeres gamle skal have drømme!” (ApG 2,17)? Problemet ligger i, at jeg skal mærke efter for at finde min drøm og blive til den, jeg er.
Når amerikanske prædikanter taler om ”the true north”, tænker de på kompassets pil, som altid peger mod nord og hjælper os med at navigere på turen og nå målet. Hvor finder vi livets sande nord? Hos Gud og i hans ord. Salomo siger: ”En vej kan forekomme en mand rigtig og dog ende med at føre til døden” (Ordsp 14,12). Det har han ret i! Derfor skal vi primært lytte til Gud og leve efter rådet i Salme 119,11: ”Jeg gemmer dit ord i mit hjerte, for ikke at synde mod dig.”
Velnærede får forlader ikke folden
Er jeg misundelig, fordi naboens græsplæne er pænere end min? Så må jeg gøde og passe min egen plæne. Det gælder på alle områder i livet. Finder jeg andres børn mere interessante end vores, må jeg bruge mere tid sammen med de børn, Gud har givet mig. Er jeg misundelig på vennernes harmoniske ægteskaber, skal jeg bruge mere tid på samvær med min egen ægtefælle. Gør gerne listen længere.
I kirken beskylder vi måske andre menigheder for at stjæle vores får. Hvorfor vil unge ikke længere lytte til sund forkyndelse? Hvorfor søger de bevidstløst mod menigheder med god lovsang og positiv atmosfære?
En sagde engang, at velnærede får ikke er så lette at stjæle. Ønsker vi at bevare hinanden i troens fællesskab med Jesus, må vi arbejde på vores eget menighedsfællesskab. Vil vi beskytte os mod materialismens fristelser, skal vi dagligt takke for alt det, Gud har givet os. Fortsæt gerne listen.
Andre forholdsregler
Mange andre praktiske forholdsregler kunne nævnes. Min kone Marie og jeg mødte som unge en, som sagde: ”Jeg har for travlt til at synde.” Teologisk holder den ikke vand! Paulus arbejdede hårdt og kæmpede alligevel med fristelser. Når det er sagt, er det stadig sandt, at tjenesten for Gud og næsten beskytter mod fristelser.
Musikskolen i Helsingør har lydisolerede rum med store vinduer, hvor eleverne får individuel musikundervisning. Både lærer og elev er synlige for alle. Hvorfor? Så er både lærer og elev beskyttet mod sladder og fristelser.
Den amerikanske præst Craig Groeschel fortæller, at han aldrig taler med kvinder i enrum eller rejser alene. Hans begrundelse? Han vil ikke falde i fristelse eller ødelægge sit navn.
Lad os gennemtænke vores eget liv. Hvad kan jeg gøre rent praktisk for ikke at falde i fristelser? Hvad betyder Jesus for mig? Er han mere værd end min højre hånd? Overvurderer jeg min egen modstandskraft? Hvordan kan jeg inddrage andre?
Løftet
Jesus gav Peter et løfte, før fristelsen blev så stærk, at han bandede på, at han ikke kendte ”det menneske.” Jesus siger: ”Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte” (Luk 22,31-32).
Satan ønsker, vi ender som lette avner, der blæser bort med vinden. Satan fik skovlen under Peter, så han faldt for fristelsen. Men Jesus bad for Peters tro! Jesu forbøn hjalp Peter! Jesus tilgav ham og gav ham tjenesten tilbage.
Jesus beder også for os! Det er den største hjælp i fristelsen.
Artiklen er fra Budskabet 01-2025 og er en del af temaet ”Kampen mod fristelsen”. Flere artikler i samme tema:
