Generelt er alle mennesker genstand for Guds kærlighed og beskærmelse, og den Onde har ikke bare frit spillerum! ”Gud lader det regne over både gode og onde” og ”Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte”. Gud er altså levende engageret i hvert eneste menneskes liv.
Når der i Ef 2,2 står, at vantro mennesker ”lader sig bestemme af denne verdens tidsalder (tidsånd) og af ham (Djævelen), som hersker over luftens rige, den ånd, der stadig virker i ulydighedens børn”, så betyder det ikke, at de er besat af Djævelen.
Neutralitet – en umulighed
Men det betyder, at de åndeligt talt er behersket af mørkets magter. De følger i høj grad deres egne lyster og lader sig i mere eller mindre grad styre af det, som denne verden sætter højt, og det som denne verden accepterer. Og da denne verden ikke kender Jesus, er den i den Ondes vold. Se 1 Joh 5,19; Joh 12,31. Det betyder, at mennesker, selv om de ikke er besat, alligevel er bundet af mørkets magt (Kol 1,13). De er ’vredens børn’ (Ef 2,3). Dvs., at de er på vej imod Guds dom og Guds vrede, hvis ikke de hører Guds kald og lader sig frelse af Jesus.
Neutralitet er altså ikke muligt i forholdet til Jesus. Der er tale om et enten eller. I Joh 8,44 siger Jesus til sine jødiske modstandere: ”I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad der lyster jeres fader”.
”Og er vores evangelium tilhyllet, er det kun tilhyllet for dem, der fortabes, for dem, der ikke tror; deres tanker har denne verdens gud (Satan) blindet, så de ikke ser lyset, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed … ”(2 Kor 4,3f).
Kontakt med åndeverdenen er farlig
En regulær besættelse opstår normalt kun der, hvor et menneske selv aktivt søger kontakt med åndeverdenen fx i okkulte eller nyreligiøse kredse. Det har Gud klart forbudt og advaret os imod i 5 Mos 18,9-15. Advarslen handler langt på vej om det samme, som i stor stil finder sted i Danmark i dag, blot med en anden etikette. Man bruger fx ord som clairvoyant, spiritist, astrolog, healer eller medie.
Gud understreger stærkt i sit ord, at hvis vi vil kontakte noget i den usynlige verden, som er større end os selv, så skal vi søge Gud selv. Desværre er det som regel ikke den tanke, der ligger mennesker nærmest. Vi vil hellere gå vores egne veje. Men når Gud understreger, at vi skal søge ham, så det fordi, han vil os det godt. Det er ganske enkelt det bedste for mennesker at søge Gud selv, se Es 55,6f.
Men det er ikke en hvilken som helst Gud, vi skal søge, men ham der har åbenbaret sig selv i sin søn Jesus Kristus. Påkalder vi Jesus Kristus, så påkalder vi den sande og levende Gud.
Enhver anden form for kontakt til den åndelige verden er farlig. For man bringer dermed sig selv under indflydelse af mørkets kræfter; kræfter som er langt stærkere og snedigere end vi mennesker. Det er rystende at se, at danskere bliver narret i stor stil, fordi de ikke erkender Djævelens eksistens, hans magt og hans virkemetoder.
I den forbindelse er det tankevækkende at læse ordene i 1 Kor 10,14f.19-22. Paulus understreger her, at afgudsdyrkelse leder direkte ind i kontakten med dæmoner. Jesus Kristus alene skal være Gud i vores liv. Alt andet er udtryk for Den Ondes bedrag og forførelse:
”Jeg våger skinsygt over jer med en skinsyge som Guds, fordi jer har trolovet jer med Kristus, og kun med ham, for at føre jer til ham som en ren jomfru – men jeg er bange for, at ligesom slangen forledte Eva ved sin snedighed, skal jeres tanker komme på afveje bort fra det oprigtige og rene forhold til Kristus. I finder jer jo kønt i, at der kommer nogen og prædiker en anden Jesus end ham, vi prædikede, og at I får en anden ånd, end den I fik, og et andet evangelium, end det I tog imod”. (2 Kor 11,3f).
En sand kristen kan ikke være besat
Kan en kristen være besat? Her er vi ved et punkt, der hersker en del uenighed om. Grundlæggende er det vigtigt at gøre sig klart, at NT aldrig antyder, at dette skulle kunne lade sig gøre. At Judas blev besat hang sammen med hans frafald, han vendte Jesus ryggen.
Nogle argumenterer med, at mennesket jo består af ånd, sjæl og legeme, og at det derfor skulle være muligt at have Guds ånd i ånden, men en ond ånd i sjælen og legemet. Fremgangsteologien er fx eksponent for dette synspunkt. De vil så ikke kalde det besættelse, men at have en ond ånd eller at være dæmoniseret.
En sådan opsplitning af mennesket opererer Bibelen dog ikke med. Mennesket er en helhed. Ånd, sjæl og legeme er en enhed, de hænger sammen og indvirker på hinanden.
”Den, der ikke har Kristi Ånd, hører ikke ham til”, står der i Rom 8,9b. En sand kristen har altså Kristi ånd, og dermed den stærkeste ånd. Derfor kan en kristen umuligt have andre ånder i sig. Helligånden er blevet Herre i det menneskes liv. Kristus bor i en kristens hjerte (sidder på tronstolen), og hjertet er betegnelse for det inderste i menneskets personlighed og er det styrende for vilje, tanke og følelser.
Vilje, tanke og følelser indbefatter både ånd, sjæl og legeme. Derfor kan vi også læse i 1 Kor 6,19f, at en kristens krop er et tempel for Helligånden: ”Eller ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud? I tilhører ikke jer selv, for I blev købt dyrt”.
Hvorfor hører vi om kristne med onde ånder?
Hvad skal vi sige til beretninger og vidnesbyrd om, at kristne har fået uddrevet dæmoner? Hvordan skal det forstås? Det fortælles fx, at mennesker – efter de blev kristne – har fået uddrevet dæmoner, som hang sammen med det liv, de tidligere havde levet. I disse tilfælde må vi overveje følgende mulige forklaringer:
- Der kan være tale om en psykisk helbredelse. Jesus kan give indre helbredelse lige så vel, som han kan give legemlig helbredelse. Det kan være så stærk en oplevelse, at man kan tro, at det er en ond ånd, der er faret ud af én. Jeg talte på et tidspunkt med en kristen, der havde det på den måde.
- Der kan være tale om at blive sat fri af et dæmonisk angreb. Måske har angrebet medført, at man er faldet i fristelse og har syndet mod Gud. Her er der brug for, at en kristen bliver sat fri og løst på ny ved at gøre brug af skriftemålet, jf. Matt 18,18.
- Der kan være tale om, at et menneske har antaget troen uden at modtage Helligånden, jf. de to specielle beretninger i ApG 8,14-17;19,1-6. Således hørte jeg i min tid som missionær i Tanzania flere gange om Masaikvinder, som efter endt dåbsundervisning blev udfriet fra dæmoner under selve dåbshandlingen, fordi dåben formidler Helligånden til et menneske.
- Der kan være tale om en ny kristen, der tidligere har haft tætte kontakter til ’mørkets kræfter’. Vedkommende bukker nu under for disse kræfter igen på grund af frygt og manglende oplæring i den kristne tro. Dette har jeg også set eksempler på i Tanzania, hvilket bekræfter Jesu ord i Luk 11,24-28.
Syndsbekendelse, tilgivelse og skriftemål
Hvis det drejer sig om en sand kristen, kan der som nævnt ikke være tale om en besættelse eller nogen som helst form for tilstedeværelse af onde ånder. Derfor skal der heller ikke foretages nogen uddrivelse! Hvis synden på nogle punkter har fået magt i en kristens liv, så er der brug for et opgør i form af syndsbekendelse og tilgivelse, og her kan skriftemål og forbøn for nogle være en stor hjælp.
Dertil behøves ikke nødvendigvis en præst. Hjælpen kan også findes hos en anden forkynder/ missionær eller blot en kristen bror eller søster, man har tillid til. At bekende sin synd og finde trøst i Kristi tilgivelse sætter en kristen fri i forhold til den skyld, der tyngede ham. Samtidig sætter det også en kristen fri i forhold til dæmoners underkuende indflydelse. Dæmonerne fik netop magt, fordi synden fik plads og råderum i den kristnes liv.
En kristens kamp
Samtidig med understregningen af, at en kristen ikke kan være besat, er det dog vigtigt at gøre sig klart, at en kristen står i en kamp, som vantro mennesker ikke kender til – en åndelig kamp. Vantro mennesker er blændet af Satan, så de ikke ser verdens lys, Jesus Kristus, og dermed ser og erkender de heller ikke det åndelige mørke, de selv er i.
En kristen ser og erkender altså en åndelig virkelighed, som vantro mennesker ikke ser og erkender: ”Vi er et ejendomsfolk, for at vi skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte os ud af mørket til sit underfulde lys” (1 Pet 2,10).
De vantro ser og erkender ikke, hvordan den åndelige virkelighed er. Dem har Satan derfor ingen problemer med, så længe de forbliver i mørket. Men det har han med de kristne. Han vil til stadighed forsøge at få os tilbage i mørket igen. Og problemet er, at han har en forbundsfælde i vores ’gamle hjerte’. At en kristen oplever kamp mod Den Onde, fristelser og nederlag, skal man derfor ikke tage som et tegn på, at man ikke er en sand kristen. Tværtimod! Fortvivl derfor ikke, men søg hjælp hos ham der er troens banebryder og fuldender. Ret dit blik mod Jesus (Hebr 12,1-3).
Hvordan beskytter vi os mod Djævelens indflydelse?
I forsagelsen (lige før Trosbekendelsen) siger vi: ”Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen!” Lidt mere mundret: ’Vi vil ikke have noget med Djævelen at gøre. Vi vender ryggen til ham, og vi vender os i stedet i tro til Gud den Almægtige, der i Jesus har vist, hvor højt han elsker os!’
Lad mig understrege, at der ikke ét eneste sted i Bibelen står, at vi skal være bange for Djævelen! Men der står en del steder, at vi skal være på vagt og være årvågne, fordi hans metode er bedrag og løgn. Han går ikke af vejen for at forføre os til at slå ind på hans vej og vælge Guds vej fra.
Det tragiske ved at blive forført er, at man ikke opdager det. Den Onde kan finde på at optræde som en lysets engel og sågar argumentere med skriftsteder (Jf. 2 Kor 11,13-15 og Matt 4,5-7). Derfor kan vi ikke beskytte os tilstrækkeligt mod ham alene ved hjælp af teologisk dygtighed, erfaring og bibelsk indsigt. Vi har brug for kraft og lys fra sandhedens ånd, Helligånden. Vi har ganske enkelt brug for at bede Jesus om at bevare os mod Djævelens forførende kræfter og afsløre hans fælder for os.
Våg og bed!
Jesus kommer selv med opfordringen, da han befinder sig i en intens åndskamp i Getsemane Have: ”Våg, og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt”. Og med tanke på de voldsomme begivenheder, der skal ske forud for hans genkomst, bl.a. åndelig frafald og forførelse, opfordrer han også til bøn: ”Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen” (Luk 21,36).
Lad mig slutte med en personlig oplevelse. For nogle år siden bad jeg for en kvinde, der var plaget af onde ånder. Hun blev sat fri i Jesu navn efter en intens kamp. Da jeg kom hjem og skulle i seng, mærkede jeg på min krop en uforklarlig kulde. Jeg frøs. Men der var ikke koldere i soveværelset end normalt. Jeg bøjede mig da i bøn til Jesus ved sengen. Øjeblikkelig forsvandt kulden, og jeg mærkede varmen i min krop og oplevede Guds nærvær. Jo, Jesus har virkelig besejret Den Onde! Det er trygt at tilhøre ham og hver dag lægge sit liv i hans hænder!
Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.