”Jeg skammer mig over at leve i Vesten, hvor vi bidrager med så stor klimabelastning pr. borger … Jeg er ofte vågen i timevis om natten med frygtelige tanker om den ubeboelige planet, som vores efterkommere overtager … Min eneste trøst er, at jeg selv gør, hvad jeg kan.”
Ordene blev sagt af den ældre kvinde, jeg tilfældigt satte mig ved siden af til et lokalt valgarrangement i november måned. Ud over at give udtryk for klimaangst var det tydeligt, at kvinden også oplevede klimaskam.
Men er det bare en enkelt persons angstfyldte tanker? Hun var vel nok et ekstremt tilfælde, men jeg tror, hun i en kondenseret variant oplevede noget, der i dag er ganske normalt.
Så hvad er egentlig klimaskam? Har Gud noget at sige til den erfaring? Og bør oplevelsen fremkalde eftertanke?
Klimaretorik
”Burde du undlade at få børn af hensyn til klimaet? Det er kompliceret …” Sådan lød overskriften på en artikel i Washington Post i december 2022.
Overvejelsen var simpel: Børn = fremtidig klimabelastning! Det rejser spørgsmålet hos mig:
Burde jeg så skamme mig, når jeg er far til tre børn?
Der er ikke tal på medier og eksperters kritik og fordømmelse af kødspisning, flyrejser, tøjindustrien, varme- og energiforbrug. Burde jeg så skamme mig, når jeg spiser kød, indimellem rejser med fly, ejer en bil, køber nyt tøj og har et oliefyr (og en brændeovn!)?
I mediet Vice kunne man i 2022 læse om 68-årige Howard Breen, der havde søgt hjælp gennem det canadiske aktiv dødshjælp-program MAID. Som han sagde: ”Jeg er ikke bange for at dø. Jeg er bange for, hvad der vil ske, hvis vi ikke reagerer på klimaforandringerne … Jeg ønsker ikke at leve på en planet, hvor jeg skal dræbe for at overleve.”
I første omgang blev hans diagnose, klimaangst, afvist som grund til assisteret selvmord.
Men med Howard Breens logik må man jo spørge: Burde jeg skamme mig over at eksistere? Over at trække vejret?
Skam
Ordet skam bruges i forskellige betydninger. Helt forsimplet kan vi opdele det i to. Begge måder fremtræder faktisk i Bibelen.
Vi kan tale om den skam, som hænger sammen med skyld: Jeg skammer mig, fordi jeg gjorde noget forkert. Her er skammen den subjektive erkendelse af den objektive forseelse. Handler nogen skamløst, begår de derimod overtrædelse med stolthed eller ligegyldighed (Se fx Rom 1,27).
Men vi kan også tænke om skam som en mere eksistentiel ting: Jeg skammer mig, fordi jeg føler mig forkert, anderledes eller utilstrækkelig. Eller fordi jeg er blevet vanæret. Her er skam knyttet til oplevelsen af at blive udstillet for sig selv eller andre (Se fx 1 Kor 11,22).
Klimaskam som overtrædelse og eksistens
Men hvad er så det, vi kalder klimaskam? I udgangspunktet kan begge former for skam være i tankerne.
”Skam dig,” ville vi sige, hvis vi mødte Ibi Pippi, der i 2022 begik hærværk imod et kunstværk af Asger Jorn. Skader nogen på samme vis Guds skaberværk uforsætligt eller endda med vilje, ville skammen være den sunde reaktion, når overtrædelsen blev erkendt.
Klimaskam kan altså være en reaktion på, at vi har svigtet vores ansvar som forvaltere.
Men klimaskam kan også være rodfæstet dybere i os og vores eksistens.
Med Howard Breens eksempel kommer det til udtryk, når mennesker begynder at se sig selv som en destruktiv virus, der er uønsket og ødelæggende for resten af skaberværket. Det er skammen over at være til.
De gode nyheder: Tilgivelse
Nuancer er udeladt, men den lidt forsimplede opstilling hjælper os samtidig til at vise, hvordan den kristne tros budskab også har noget at sige til den, der erfarer klimaskam:
I sin kerne er kristentroens evangelium netop, at Gud kom til verden for at sone vores synd ved at betale for vores overtrædelse.
For den person, der skammer sig, fordi han eller hun som en ringe forvalter har ødelagt Guds skaberværk, forkynder Guds ord de gode nyheder: Omvend dig og tag imod Guds tilgivelse. Jesus har allerede sonet Guds dom i dit sted. Der er betalt.
Selvom det kan være svært at afgøre den enkeltes skyld i klimaspørgsmålet, må du, som oplever at have skyld, tage den sandhed til dig.
For når den sandhed bundfældes i den kristne, løsnes klimaskammens greb: For ikke blot har Kristus båret vores skyld – han har også fjernet vores skam.
I stedet for at gå med en tynget samvittighed kaldes den kristne ind i evangeliets frihed og glæde: ”Nok var min synd stor – men min frelser er større!” I bytte for min skam rækker han mig nu sin krone.
Nager klimaskammen fortsat, kan den være en fin hjælp til at lægge forbrug og vaner om. Men som kristne må vi indædt kæmpe for at holde skammen ude af vores samvittighed. Der skal kun Guds nåde og frihed regere.
De gode nyheder: Identitet
Men den kristne tro taler også til den, for hvem klimaskammen sidder dybere i selvforståelsen. På Bibelens første sider møder vi det fascinerende budskab, at Gud skabte hele universet som menneskets bolig.
Ganske vist afspejler skaberværket i sig selv Guds herlighed, og hele skaberværket lovpriser ham i en ordløs tilbedelse (Sl 19,1-7). Men årsagen til universets eksistens er denne: Den skulle være menneskets bolig.
Med andre ord: Du er ikke en virus. Du er Guds elskede skabning, der er skabt i hans billede.
Det er bl.a. for din skyld, at flora og fauna – ja, alt fra atomer til solsystemer – eksisterer. Gå på opdagelse i det. Nyd det. Og tak Gud for det. Det er en ufortjent gave, som kalder dig til lovprisning og taknemmelighed. Og en ydmyg forvaltning. For igennem skaberværket viser Gud sin generelle omsorg og storhed for os.
Når vi alligevel oplever et mismatch mellem beboere og bolig, skyldes det, at skaberværket blev underlagt tomheden af Gud efter syndefaldet, så det ”vånder sig sammen” indtil Jesu genkomst (Rom 8,18-23).
Skaberværkets brutalitet – herunder klimaforandringer og resursemangel – er et konstant vidnesbyrd om, at ikke alt er, som det burde være.
Pointen er ikke, at det menneskelige liv – Guds billeder – er problemet i sig selv. Vi er ikke en virus. Vi er skabt og elsket. Det er derimod synden og gudsoprøret, der er problemet. Her finder vi både vores og klodens fundamentale problem. Et problem, der klæber sig til vores hjerter.
Hvem bestemmer?
Når en kristen erfarer klimaskam (eller anden skam), gør han samtidig godt i at stoppe op. For ingen af os lever i et neutralt rum. Selv ikke FN eller TV2 er åndeligt neutrale. Eller de danske myndigheder for den sags skyld. Kristne må derfor undersøge alle budskaber og afsendere i lyset af Guds ord.
Hvem lader vi påvirke vores moral? Hvem får lov at definere vores tilværelse og dens vilkår? Eller livets mål?
Særligt må vi være på vagt, når nogle forsøger at massere en bestemt agenda ind i vores samvittighed og moral. Stemmer den overens med Guds ord? Sat på spidsen: Den eller det, der bestemmer i vores samvittighed, er vores religion eller Gud.
En klimareligion?
Efter hvad jeg med min faglighed, der ikke er naturvidenskabelig, kan vurdere, er der et væsentligt behov for, at vi besinder os på vores forbrug af jordens resurser. Vi er (mange) forvaltere, så lad os forvalte klogt og langsigtet.
Men lad os ikke acceptere de budskaber eller svar, som gør os håbløse, skamfulde eller selvretfærdige. Netop der begynder det at lugte af afgudsdyrkelse. Eller i det mindste et glemt eller misforstået evangelium.
Når den ældre kvinde fortsat lå søvnløs, skyldtes det, at hendes verdensforståelse aldrig gav hende fred. Klimaet var for hende et spørgsmål om frelse og fortabelse. Liv og død. På samme vis med Howard Breen.
Det er umuligt at kvantificere, hvor meget CO2 du kan ”tillade” dig at udlede. Selv vores syndfri herre, Jesus Kristus, udledte CO2.
Og indimellem viser det sig, at nogle af de tiltag, vi gør os, for at spare klimaet, viser sig slet ikke at være så klimavenlige. Eller måske direkte miljøskadelige.
Personligt tænker jeg, at et problem som dette bedst løses ved politik og teknologi, så det ikke skaber et unødvendigt moraliserende samfund, hvor man enten er en ”klimasynder” eller ender med fordømmende selvretfærdighed?
For den kristne gælder det i hvert fald, at Guds ord kalder os til at leve et stille, nøjsomt og flittigt liv – i troen på den Gud, der i Kristus giver håb, fjerner skam og gør ydmyg.
Dét gavner både klimaet, din psyke og din sjæl.
Artiklen er fra Budskabet og indgår i temaet ”Klima” i nr. 3 2023 – sammen med flg. artikler:
