Af de 150 salmer tilskrives de 73 Kong David, tolv Davids sangmester Asaf, tolv Koras sønner, en levitisk sangerfamilie, der virkede under David, to Kong Salomo. Musikmestrene Heman og Etan, der formentlig virkede under David og Salomo, tilskrives en hver.
Det er således forståeligt, at Davids navn på en særlig måde er forbundet med Salmernes Bog. Om David berettes det, at han efter at være blevet hemmeligt salvet til konge blev kaldt til Kong Saul, der var forkastet af Gud og plaget af en ond ånd, for at spille på harpe for ham. “Hver gang den onde ånd fra Gud kom over Saul, greb David sin citer og spillede. Så fandt Saul lindring og fik det godt, for den onde ånd forlod ham” (1 Sam 16,23).
Det kan have været begyndelsen til Davids salmedigtning. I Guds Ånds kraft, der var kommet over ham med salvningen til konge, fordriver han den onde ånd med sin sang. Der er ikke overleveret nogen salme fra tiden før salvningen. Det er altså en David, der er kaldet til messiansk konge, og som den lovede kong Jesus Kristus skulle nedstamme fra, der beder de sange, som senere bliver optaget i Den hellige skrifts kanon.
David og Kristus
Ifølge Bibelens vidnesbyrd er David, som den salvede konge for Guds udvalgte folk, et forbillede på Jesus Kristus. Det, David kommer ud for, sker med ham for hans skyld, der er i ham og skal udgå fra ham: Jesus Kristus. Det var David ikke uvidende om, for “eftersom han var profet og vidste, at Gud med ed havde tilsvoret ham, at en af hans efterkommere skulle sidde på hans trone, forudså og talte han om Kristi opstandelse” (ApG 2,30f).
David var et vidne om Kristus i sit embede, sit liv og sine ord. Ja, endnu mere, siger Det nye testamente. I Davids Salmer taler allerede den lovede Kristus selv (Hebr 2,12; 10,5) eller, som det også kan siges, den Hellige Ånd (Hebr 3,7). De samme ord, som David talte, talte altså den fremtidige Messias i ham. Davids bønner blev bedt med af Kristus, eller rettere: Kristus selv bad dem i sin forløber David.
Salmernes bog i NT
Disse korte bemærkninger i Det nye testamente kaster et vigtigt lys over hele Salmernes Bog. De får Salmerne til at handle om Kristus. Hvordan det skal forstås i detaljer, må vi så overveje nøjere. Vigtigt er det for os at vide, at David ikke kun bad personligt ud af sit overstrømmende hjerte, men ud af Kristus, der boede i ham.
Ganske vist er det ham selv, der beder Salmerne, men i ham og med ham er det Kristus. Den gamle Davids sidste ord formulerer det selv på hemmelighedsfuld måde: “Således siger David, Isajs søn, således siger manden, som den Højeste har ladet fremstå, Jakobs Guds salvede, Israels højt besungne. I mig taler Herrens ånd, hans ord er på min tunge”. Og så følger en sidste forudsigelse om den kommende retfærdigheds konge, Jesus Kristus (2 Sam 23,2ff).
Dermed er vi igen kommet til den erkendelse, som vi tidligere havde fået. Selvfølgelig er ikke alle salmer af David, og der er ikke noget ord i Det nye testamente, der lægger hele Salmernes Bog i Kristi mund. Men trods alt må de nævnte antydninger blive vigtige nok for hele Salmernes Bog, der jo er afgørende forbundet med Davids navn. Desuden siger Jesus selv om Salmerne som helhed, at de har forkyndt hans død og hans opstandelse og det, at evangeliet prædikes (Luk 24,44ff).
Kristus beder salmerne
Hvordan er det muligt, at et menneske og Jesus Kristus beder Salmerne samtidig?
Det er den menneskeblevne Guds Søn, der har båret al menneskelig svaghed i sit eget kød, der her udøser hele menneskehedens hjerte for Gud, han, der står i vores sted og beder for os.
Han har kendt pine og smerte, skyld og død dybere end vi. Derfor er det bønnen fra hans menneskelige natur, som han har påtaget sig, der her kommer frem for Gud. Det er virkelig vores bøn, men da han kender os bedre, end vi selv gør, fordi han selv var sandt menneske for vores skyld, er det også virkelig hans bøn, og det kan kun blive vores bøn, fordi det var hans bøn.
Hvem beder Salmerne? David (Salomo, Asaf osv.) beder, Kristus beder, vi beder. Vi – det er først og fremmest hele menigheden, og kun i den kan hele Salmernes rigdom bedes. Men det er egentlig også den enkelte, hvis han har del i Kristus og hans menighed og beder med på dens bøn. David, Kristus, menigheden, jeg selv – og når vi sammen overvejer alt dette, ser vi den vidunderlige vej, som Gud går for at lære os at bede.
Uddrag fra Dietrich Bonhoeffer, Bibelens Bønnebog (Fredericia: Logosmedia, 2020).
