Verdenshistorien går fra syndefaldet til dommedag. Historiens midtpunkt er et kors. Det er et sejrstegn! Inden Jesus forlod sine disciple, sagde han til dem: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden … og jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende” (Matt 28,18-20). Vi skal have dette billede klart for os, hvis vi skal forstå historien og de dele af den, som journalisterne fortæller os om.
Da Det Nye Testamente blev til, var kejser Nero på alles læber. Mange frygtede ham. Så vidt vi ved, henrettede han både Paulus og Peter. Men i sommeren 68 vendte senatet og hæren sig imod ham. Nero valgte at tage sit eget liv. Derefter var det andre politikere, der tog menneskers opmærksomhed. I 1930’erne talte alle om Adolf Hitler. Han indgød frygt i millioner. Men i foråret 1945 var hans bunker omringet på alle sider. Så tog Hitler sit eget liv. Snart forsvandt han fra avisernes overskrifter. Nu handlede det i stedet om Josef Stalin og den kolde krig, om Vietnam og om ungdomsoprøret. Mange spurgte: Hvad skal det dog ende med? I dag hører vi om krig i Mellemøsten og i Ukraine, om Vladimir Putin og Donald Trump.
Når vi gribes af angst for fremtiden, må vi løfte blikket og se det store billede. Om få år er Putin og Trump døde og borte. Da er det andre politikere, der fylder i medierne og indgyder os frygt. Ligesom tilfældet er med Nero, Hitler og Stalin, vil det mest være historikerne, der beskæftiger sig med Putin og Trump. De fleste af os har fået andet at tænke på.
Bibelens historiesyn
Indtil det 18. århundrede spillede Daniels Bog en afgørende rolle for kristen historieforståelse. Ingen anden bog i Bibelen forkynder Gud som tidernes Herre så klart som den bog. Daniel forklarer, at Gud indsætter og afsætter konger. Han bestemmer alle landes tider og grænser.
Kongen i Babylon, Nebukadnesar II (605-562 f.Kr.), fik en drøm, som Daniel tydede for ham. Kongen så en statue, hvis hoved var af guld, bryst og arme af sølv, mave og hofter af kobber, ben af jern og fødder dels af jern, dels af ler (Dan 2,31-33). Babylonerne var hovedet af guld. Men efter dette rige ville der komme en række riger, der ville være stadigt svagere, indtil en sten rev sig løs, ”men ikke ved menneskehånd” (2,45). Denne sten ville knuse hele statuen.
Daniel forklarer kongen, at himlens Gud står bag historiens forløb: ”Han lader tider og tidsrum skifte, han afsætter konger og indsætter konger” (2,21). Dette vers er helt centralt for Bibelens historieforståelse. Daniel anvender det på kong Nebukadnesar: ”Dig har himlens Gud givet kongedømme, magt, styrke og ære” (2,37). Gud indsætter ikke kun kongerne i Israel. Han styrer ikke kun Israels historie. Han er kongernes konge og indsætter, hvem han vil, som konge eller præsident i et hvilket som helst folk. Dette gælder hele verdenshistorien: ”Den Højeste er hersker over det jordiske kongerige, og han giver det, til hvem han vil” (4,14). Den sætning står fire gange i Dan 4-5, så vi ikke skal være i tvivl om, hvor grundlæggende den er.
Kong Nebukadnesar blev sindssyg. Han levede en tid blandt dyrene (4,30). Men da han kom til fornuft igen og gav Gud æren, blev han genindsat i sit kongedømme (4,33-34). Kort efter blev kong Belshassar (ca. 556-539) styrtet fra tronen af perseren Kyros den Store (ca. 550-530). Men hvad enten der var tale om sygdom eller fjendtlige hære, var det under alle omstændigheder Gud, der stod bag. Som Daniel siger til Belshassar: ”Den Gud, som holder dit liv og alle dine veje i sin hånd, har du ikke æret” (5,23). Han skulle have set på Nebukadnesar som et advarende eksempel. Den foreløbige dom skulle have fået Belshassar til at vende om til Gud. Det ville han ikke. Dermed bragte han den endelige dom over sit eget hoved.
Guds små og store domme
Kongetiden i Israel var nærmest én lang forfaldstid. Om nogle af kongerne læser vi, at de ”gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne” (1 Kong 15,11). Men efterhånden bliver de en sjældenhed. I stedet står der igen og igen: ”Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne” (15,26). Gud sendte sine profeter med denne advarsel til folket: ”Vend om fra jeres onde veje” (2 Kong 17,13). Men for det meste med dette resultat: ”De ville ikke høre. De gjorde nakken stiv som deres fædre” (17,14).
Så kaldte Gud på dem med ulykker. Gennem Amos siger Gud: ”Jeg lod det regne over den ene by, men ikke over den anden … Men I vendte ikke om til mig … Jeg ramte jer med kornbrand og rust … og græshopper åd jeres figentræer og oliventræer. Men I vendte ikke om til mig, siger Herren. Jeg sendte pest over jer som i Egypten. Jeg dræbte jeres unge mænd med sværdet … Men I vendte ikke om til mig” (Am 4,6-11).
Regn, sol og høst var udtryk for Guds velsignelse og Guds kald. Tilsvarende var sult, pest og krig både en straf eller tugt fra Gud og et kald til omvendelse. Når det regnede over den ene by, men ikke over den anden, burde israelitterne forstå, at det var Gud, der stod bag, for dette billede af Gud som naturens og historiens Herre fik de gennem alle deres profeter. Dårligt vejr, sygdom og ulykke var ikke tilfældigheder. De var Guds foreløbige domme, som skulle hjælpe israelitterne til at undgå den endelige dom. Men de ville ikke høre. De tænkte, at naturen af sig selv gav regn og tørke. De så ikke Guds hånd i disse begivenheder. Derfor måtte Gud til sidst sende fremmede magter ind over Israel som straf for synden. Da var kaldets tid ude.
Gennem Zakarias siger Gud: ”Jeg føler stor vrede mod de sorgløse folkeslag; for da jeg kun var lidt vred, fremskyndede de ulykken” (Zak 1,15). Der er forskel på Guds faderlige vrede og Guds farlige vrede. Den første er tugt og kald. Den anden er fordømmelse og død. Israel skulle have brugt den lille dom og den lille vrede efter Guds hensigt. Men da de ikke ville omvende sig, kom babylonerne i år 586 f.kr., ødelagde Jerusalem, rev templet ned og bortførte folket.
Gud giver tider og grænser
Det gælder endnu i dag, at Gud ”er Herre over himmel og jord.” Han giver alle mennesker ”liv og ånde og alle ting.” Han har ”skabt alle folk og ladet dem bosætte sig overalt på jorden og fastsat bestemte tider og grænser for, hvor de skal bo – for at de skulle søge Gud” (ApG 17,24-27). Han giver de enkelte folk og de enkelte konger og præsidenter en begrænset tid og bestemte områder, som de kan herske over. Guds hensigt er, at de skal søge hans ansigt, før det er for sent.
Som det gjaldt i Det gamle Testamente, sådan gælder det fortsat: ”Der er ingen øvrighed, uden at den er fra Gud, og de, som findes, er indsat af Gud” (Rom 13,1; 1948-oversættelsen). De konger og præsidenter, vi ser omkring os lige nu, er indsat af Gud. Om få år afsætter han dem igen. Han har givet dem livet, og han tager det tilbage igen. Det gælder for alle mennesker (5 Mos 32,39. Job 27,8). Snart står både Putin og Trump og du og jeg foran Himlens dommer. Derfor skal vi se Guds hånd og høre hans kald i de ting, der sker både i verdenshistorien og i vores private historie. Han har givet ikke bare folkene, men også dig og mig de tider og de begrænsninger, som blev vores. På den måde kalder han os ind for sit ansigt.
Hvis nyhederne vækker menneskefrygt i os, skal vi lade Bibelen kaste lys over nyhederne. Så får vi ærefrygt for Gud. Det er en bedre frygt!
Dette er den første artikel i en serie på fire om, hvad det betyder, at Gud er historiens Herre, og hvordan denne sandhed kan give os frimodighed i en utryg verden.
