En menighed af frivillige?

Det gør en forskel, om vi er Guds kaldede, eller vi bare er frivillige.

I menigheden er vi først og fremmest lemmer på Kristi legeme – ikke frivillige i en organisation.

Og det gør faktisk en forskel, hvordan vi tænker, og hvordan vi omtaler hinanden i kirke og menighed!

I den sognekirke, hvor jeg er engageret, sætter man lige nu fokus på ”frivillighed”. I kirkebønnen takkes der for de frivillige, ”der gør det muligt at drive arbejdet.” Og for kort tid siden blev jomfru Maria endda udnævnt til at være kirkens første frivillige. Menighedsråd og ansatte har holdt møde om frivillighed og bliver klogere på samarbejdet mellem ansatte og frivillige.

Det lyder jo alt sammen godt nok – at vi skal sætte pris på dem, der gør et stykke arbejde uden at få løn for det.

Men det har bare en mislyd. En medbetydning i ordet frivillig, som stille og roligt indfører en ny tænkning om menigheden og Guds kirke, som jeg synes, vi skal reflektere lidt over.

For det er ikke gratis at bruge nye ord og begreber fra verden omkring os. Sammen med ordet frivillig kommer et begrebsapparat, der kan ændre vores roller og vores forståelser af hinanden og af opgaverne i menigheden.

At være frivillig

Frivillighed er en af tidens – for så vidt fine – tendenser. Danmark har i mange generationer haft et foreningsliv, som byggede på frivilligt arbejde – og missionsforeningerne er en del af den tradition. Men de sidste 10 år har frivilligt arbejde fået en ny dimension: Det er blevet en del af velfærdsstatens offentlige institutioner.

Frivillige tænkes nu ind i hverdagen på plejehjem, på skoler, i indsatsen til anbragte børn, i de offentlige kulturtilbud og mange andre steder i det offentlige, hvor man må indse, at resurserne ikke står mål med det forventningspres, man oplever i hverdagen.

Den udvikling har betydet, at der er vokset nye begreber frem, en ny forståelse af, hvad det særlige ved frivillige er, og dertil ledelsesteorier om, hvordan frivillige kan integreres i organisationen, og hvordan de skal ledes.

Frivillig-begrebet har fået en særlig form og et særligt indhold – som er anderledes end den tænkning, vi ser i Bibelens menighedstanke. Derfor mener jeg, vi skal være bevidst om, hvilke ord vi bruger, og hvilke medbetydninger de har.

Først lidt om, hvad det betyder i samfundet i dag at være ”frivillig”.

Som frivillig kan man få adgang til andre dele af samfundslivet, end man normalt har adgang til. Du kan fx komme ind på et plejehjem uden nogen uddannelse i omsorg og pleje og på den måde prøve dig selv af i nye sammenhænge. Du kan dyrke noget, som du har fået interesse for, vise, hvilke værdier du står for – og udvikle dine personlige kompetencer.

At være frivillig er blevet en identitetsmarkør, som siger noget om, hvem du er: Du er et samfundsengageret menneske, der vil gøre en forskel for andre, du interesserer dig for noget særligt, og du har overskud nok til at arbejde uden at få løn for det. Mange tilføjer deres frivillige arbejde på cv’et.

Tjenesten i menigheden

Men det at være med i en menighed er noget andet end at være frivillig.

Paulus taler om, at alle får en eller flere nådegaver, og at disse gives til fælles gavn. Gud uddeler ansvar, evner og opgaver (nådegaver) til enkeltpersoner til fælles gavn.

Formålet er altså ikke, at den enkelte udvikler sin personlighed eller fremstår som et menneske med overskud, men at menigheden sættes i stand til at tjene Gud og udbrede hans kirke på jorden.

Fokus er ikke på den enkeltes personlige udvikling, identitet og omdømme, men på at være en del af Guds store mission.

Guds menighed har brug for kristne, som har omsorg for andre, og som vil gå Guds veje og tjene ham trofast. Guds menighed har også brug for nogen, der vil påtage sig opgaver, som ikke har meget status eller pynter på et cv – men som ikke desto mindre har en vigtig funktion.

Vi må ikke lade os smitte så meget af frivillighedstænkningen, at det kun er synlige, status-rige og sjove opgaver, som kan løses. Der er også brug for nogen til at lave kaffe, bage kage, bede og give.

Mange kristne oplever, at Gud taler til dem midt i de opgaver, de påtager sig, og at det er en velsignelse at gå ind i det, som man er blevet kaldet til.

Andre oplever at blive kaldet ind i opgaver, som er en stor udfordring, der kræver tro og tillid til, at Gud er med.

Der er ikke noget galt i at ønske vækst og åndelig udvikling – men jeg tror, det er vigtigt at huske, at målet med tjenesten er, at Guds rige vokser – ikke at du dyrker dig selv og din egen udvikling.

Frivillige i organisationer

I de offentlige organisationer har man igangsat overvejelser om, hvordan man bedst bruger den relativt nye gruppe af frivillige: Hvilke opgaver kan de varetage? Hvor går grænserne for de frivillige? Hvordan fastholder og vedligeholder vi de frivilliges motivation? Hvordan skal de frivillige ledes, oplæres og udvikles?

Disse tanker og principper kan være inspirerende og lærerige også for ledere i kirker og missionsforeninger. Mange af de vilkår, som frivillige i det offentlige arbejder under, ligner det, vi ser i kirkeligt regi. For eksempel at frivillige netop er frivillige og dermed kan stoppe, når de ikke har lyst længere – eller når de får lyst til noget andet.

Organisatorisk placeres de frivillige typisk et sted midt mellem de ansatte/de professionelle og brugerne. Det har sin indlysende berettigelse, når vi taler besøgsvenner på et plejehjem – besøgsvennen er ikke beboer og ikke ansat, men hører alligevel til og har sin plads.

”Frivillige” i menigheden?

Når vi benytter frivillig-begrebet i kirkelig sammenhæng, kan vi meget nemt komme til at introducere nogle lignende skillelinjer i organisationen. Det kan være skillelinjer mellem bestyrelse/menighedsråd/ledelse og (andre) frivillige, mellem ansatte og frivillige og mellem frivillige og deltagerne/de passive medlemmer.

Men det er meget langt fra Paulus’ billede af menigheden som en krop, hvor hvert lem har sin funktion. I kroppen er der ingen dele, som bare er ”med” uden at have en funktion. Kroppen er en helhed, som hænger tæt sammen.

I menigheden er vi nogle gange aktive (som frivillige eller ansatte) og andre gange lyttende og modtagende (som brugere) – og altid forpligtede til omsorg og kærlighed til næsten.

At inspirere til tjeneste i menigheden kan have visse lighedspunkter med ledelse af frivillige i andre organisationer.1Læs evt. mere om frivillige i kirken her: https://www.kirkefondet.dk/konsulentydelser/frivillighed-1.html

Men vi skal hele tiden holde fast i at formidle et kald fra Gud til at tjene ham – og ikke forfalde til at ”sælge” tjenesten som en genvej til personlig vækst og udvikling.

Det gør en forskel, hvordan vi taler!

Min påstand er, at det faktisk gør en forskel, hvilke ord vi bruger. For det påvirker, hvad vi tænker om os selv og hinanden i menigheden.

Frivillig-begrebet og den tænkning, som knytter sig til, kan meget nemt komme til at trække fokus hen på, at vi skal udvikle os menneskeligt og åndeligt.

I stedet må vi være bevidst om, at vi går i Guds gerninger og opbygger menigheden: Vi har fået lov til at være med i noget, som er meget større end os selv, nemlig den mission, som Jesus selv begyndte og stadig er i spidsen for.

Det gør en forskel, om vi er Guds kaldede, eller vi bare er frivillige. Forskellen er relationen til Gud – når vi tjener, gør vi det for ham.

Gud kalder ikke til bare at være frivillig i kirken. Gud kalder til at være barn hos ham og et aktivt og fuldgyldigt medlem af hans menighed. Han vil bruge alle i menigheden i den fælles opgave – og det er en opgave, som har betydning for evigheden.

Det kan godt være, det ligner frivilligt arbejde – men det er noget andet og meget større.

Fodnoter:

Fodnoter:
1 Læs evt. mere om frivillige i kirken her: https://www.kirkefondet.dk/konsulentydelser/frivillighed-1.html

Kunne du li' det, du læste?

Så hjælp os med at lave flere gode artikler til fordybelse og refleksion – ved at blive abonnent på Budskabet.

Del:

Twitter
Facebook