Det hebraiske navn for 1. Mosebog er ”I begyndelsen”, som også er det første ord i bogen. Dette er bogen hvor vi kan læse om verdens begyndelse, menneskehedens begyndelse, syndens begyndelse, frelsens begyndelse og Israelsfolkets begyndelse
Urhistorien (1 Mos 1-11)
Vi plejer at dele 1. Mosebog ind i to hoveddele, Urhistorien (Kapitel 1-11) og historien om fædrene (Kapitel 12-50).
En anden naturlig inddeling af 1. Mosebog er efter de inddelinger som bogen selv lægger op til – de såkaldte ”slægtshistorier”. Den første af disse begynder i 1 Mos 2,4, hvor vi kan læse: ”Dette er historien om himmelen og jorden da de blev skabt”. Den peger frem mod det som følger. Ellers finder vi lignede indledninger i 5,1; 6,9; 10,1 og 11,10.
Fra og med 11,27 begynder Teras slægtshistorie og dermed også historien om fædrene. Disse slægtshistorier er enten rene slægtstavler eller det er længere fortællinger.
Som en prolog til disse slægtshistorier læser vi om verdens skabelse i 1 Mos 1,1-2,4. Her er skabelsen fortalt skematisk gennem en uge. Blandt kristne har der altid været meget diskussion om hvordan vi skal forstå dette. Brugte Gud virkelig syv dage på at skabe verden? Kan han, hvis handlinger ligger udenfor al tid, bindes op på vort tidsbegreb?
Flere af de gamle kirkefædre landede på at fortællingen måtte forstås symbolsk. I vor tid har dette spørgsmål fået ny aktualitet fra en anden vinkel, nemlig fra spørgsmålet om, hvordan skabelsesfortællingen skal forstås i lyset af moderne naturvidenskab. Dette er fortsat et uafklaret spørgsmål.
I 1 Mos 2,5-4,26 læser vi ”Himlens og Jordens slægtshistorie”. Dette er fortællinger om de første mennesker – Adam og Eva og deres sønner Kain, Abel og Set. Historien begynder i Edens have, som beskrives med en sprogbrug, der har mange paralleller til senere beskrivelser af Israels tempel.
Dette gør at man næsten til alle tider har forstået Edens have som et helligsted, et sted hvor Gud og mennesker er hinanden fuldkomment nær.
Menneskets ulydighed og synd skaber et skel mellem Gud og mennesker og mennesket smides ud af haven. Gud opsætter keruber som vogter adgangen til haven og livets træ, på samme måde som Israels tempel sidenhen fik et forhæng med indvævede keruber, som vogtede adgangen til templets allerhelligste. Dette kaster lys over en tekst som Mark 15,38, hvor vi kan læse at templets forhæng revnede fra øverst til nederst da Jesus udåndede på korset. Fra da af var der ikke længere nogen hindring. Adgangen til Guds nærhed blev fri.
I 1 Mos 3,15 bliver der givet et lille glimt af håb midt i elendigheden. Gud lover kvinden en efterkommer som skal knuse slangens hoved. Dette kaldes «protoevangeliet» – «det første evangelium» – og her begynder historien om, hvordan Gud genopretter det som gik tabt ved syndefaldet. I følge Ef 1,4 er dette en frelsesplan, som blev lagt før verdens grundvold. I hvert fald er det her, på syndefaldets aften, at budskabet om frelsesplanen første gang forkyndes.
Den næste store historie handler om Noa og syndfloden. Dette er en fortælling, der har paralleller i næsten alle kulturer rundt om i verden. Lignende historier blev også fundet i det gamle Mellemøsten. Den mest berømte af disse er i Gilgamesh-eposet. Der finder vi også en historie om en oversvømmelse og en mand, der med gudernes hjælp byggede en båd og reddede sig selv og jordens dyr.
Historien om Noa er en historie om Guds dom og Guds frelse. I NT bruges historien som model for dåben (2 Pet 3,18-22). Efter syndfloden indgår Gud en pagt med Noa, hvor han lover aldrig mere at fælde en sådan dom over jorden. Regnbuen er tegnet på denne pagt, som også er den første pagt, vi kan læse om i GT.
Noa er på mange måder en slags ny Adam – en trøster (1. Mosebog 5,29). Men ligesom Adam, tager Noa noget af frugten fra et træ (vintræet), og konsekvenserne er, at det bliver til en forbandelse for hans søn Kam (1 Mos 9,18-25).
Efter historien om Noa kommer en liste over hans sønners efterkommere (1 Mos 10). Denne liste kaldes ofte “listen over folkeslag”, for her får vi en liste over, hvordan folkeslagene spreder sig.
I 1 Mos 11 læser vi så historien om Babelstårnet. Folk bryder op mod øst – et udtryk, der formentlig antyder, at de bevæger sig østpå. Flere steder i den tidlige historie ser vi, at en bevægelse mod øst betyder en bevægelse væk fra Gud. Og det er præcis, hvad der sker. De kommer til den vandige og frugtbare floddal mellem Eufrat og Tigris og her bygger de et tårn, der skal nå op til Gud. Formentlig henviser dette til en “ziggurat” – en type babylonsk tempeltårn. Man mente, at guderne boede på bjergtoppe og i dette flade land måtte man så selv bygge bjerget.
Historien om tårnet ender med, at Gud stiger ned og forvirrer folkets sprog, så det kun bliver til bab(b)el/sludder.
Sådan slutter Urhistorien. På mange måder er det en historie om menneskers konstante bevægelse østpå – væk fra Guds nærhed.
Historien om fædrene (1. Mosebog 12-50)
Den anden hoveddel af Første Mosebog er fædrenes historie. Så ændres perspektivet. Nu er der ikke længere en vægt på, at Gud handler med menneskeheden som helhed. I stedet handler Gud med én mand og til sidst én familie.
Historien om fædrene handler om Israels folks opståen og fædrene Abraham (11,27-25,11), Isak (25,12-26,35) og Jakob (27,1-36,43). Desuden finder vi et langt afsnit om Josef (37,1-50,26), som kun afbrydes af en indskudt fortælling om Juda og hans familie (38,1-30).
Hovedelementet i historien om fædrene er Guds løfte til Abraham, som vi læser det i 1. Mosebog 12,1-3:
Herren sagde til Abram: »Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse. Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande. I dig skal alle jordens slægter velsignes.«
Dette løfte indeholder tre komponenter – land, folk og velsignelse. På mange måder kan vi sige, at den videre historie i høj grad handler om, hvordan dette løfte begynder at blive indfriet. I Første Mosebog er vægten primært lagt på at blive en stor nation og det interessante og opbyggelige er, at Gud næppe kunne finde en mindre egnet kandidat end Abraham. Når Gud nu skal oprejse det folk, gennem hvem, han skal realisere sin frelsesplan, vælger han en 75-årig mand, som kommer fra en familie af månedyrkere fra det sydlige Irak. Josva 24,2 fortæller os, at denne familie oprindeligt “tilbad fremmede guder”. Ud over disse “kvalifikationer” var Abraham gift med Sarah, en kvinde på 65, som var ufrugtbar (11,30).
Men den Gud, der ved sit ord kunne omskabe en jord, der var “øde og tom”, griber ind i Abrahams og Saras liv. Og måden han griber ind på, er ved at tale. Historien om Abrahams vandring med Herren begynder derfor med ordene “Herren sagde til Abram”. Gud giver sit løfte, og Abram tror Gud på sit løfte:
Abram troede på Herren, og det blev regnet ham til retfærdighed. (1 Mos 15,6)
Begivenhederne følger derefter på rad og række. Abraham og Sara har endelig fået den søn, Gud lovede, Isak. Da Isak bliver voksen, gifter han sig med Rebekka. Og utroligt nok:
“Isak bad til Herren for sin hustru, fordi hun var ufrugtbar. Herren hørte hans bøn, og Rebekka, hans kone fik børn.” (1 Mosebog 25,21)
Rebekka var også ufrugtbar. De var gift i 20 år, før hun endelig blev gravid.
Det er konstant en historie om at tro mod alle odds, og som læsere bliver vi hele tiden mindet om, at dette er Guds historie. Det er på grund af Guds gerninger, at det umulige kan ske.
Hvad der også er trosberigende ved Fædrenes Historie er et nærmere kig på de mennesker, Gud bruger. De er meget forskellige. Abraham er troens store helt. Han stoler på Gud og går ind i de største prøvelser i tillid til, at Gud kan gribe ind. Han har nogle fejltrin (se 12,10-20; 16,1-4 og 20,1-18), men det er stadig en stærk tro på Gud, der forbliver som Abrahams arv.
Isak er derimod en helt anden type. Isak spiller næsten altid kun en birolle. Han er primært en person, der er udsat for andres handlinger. Han er stærkt knyttet til sin mor (24,67), og vi kan også bemærke, at Gud kaldes “Isaks Rædsel” ved to lejligheder (31,42 og 31,53). Vi får aldrig at vide præcis hvorfor, men alt tyder på, at vi ikke har at gøre med en stærk og modig person i Isak. Ikke desto mindre er Herren også “Isaks Gud”.
Den tredje af Israels fædre, Jakob, er den pralende bedrager. Hans liv er præget af snyd og bedrag (se 25,29-34; 27,1-45 og 30,25-43). Ganske vist får han også smagt sin egen medicin hos sin onkel Laban (29,15-30), men indtrykket består. Selv med Gud forhandler han:
Så aflagde Jakob et løfte: »Hvis Gud er med mig og bevarer mig på denne rejse og giver mig føde og klæder, og hvis jeg vender tilbage til min fars hus i god behold, så skal Herren være min Gud (1 Mos 28,20-21)
Men Jakob er også bøjet til sidst. På vej tilbage til sit hjemland, efter mange år væk, møder han Herrens engel til en brydekamp (32,21-32). Profeten Hoseas fortolker denne brydekamp på en måde, som vi bør bemærke:
I moders liv bedrog han sin bror,
i sin manddom kæmpede han med Gud.
Han kæmpede med englen og sejrede;
han græd og bad ham om nåde.
I Betel fandt Herren ham,
dér taler han til os,
(Hos 12,4-5)
Jakob vinder sejr ved at bede om nåde. Og dette er på mange måder et vendepunkt i hans liv. Men pointen er stadig klar for os. Herren er også “Jakobs Gud”.
Historien om fædrene slutter med historien om Josef og hvordan han bliver en frelser for både Egypten og sin egen familie – og sikkert også Egyptens nabofolk. I historien om Josef får vi det første glimt af, hvordan Abrahams familie kan være en velsignelse for andre. Og det er måske ikke tilfældigt, at Josef ofte er blevet set som et af Bibelens mange forbilleder for Jesus.
Slægtshistorien slutter med, at familien er samlet i Egypten. Der vokser de og bliver talrige. Og næste gang vi møder dem, er de blevet et fantastisk folk.
Plads i kanon
Det er også værd at reflektere lidt over bogens plads i kanonen. Første Mosebog her er naturligvis speciel ved, at den påbegynder hele Bibelen. Samtidig indgår den i den del af Bibelen, jøderne kalder “Loven” (Torah). I det omfang vi kan tale om et hovedtema i Loven, må det være Guds løfte, og hvordan det både opfyldes og ikke opfyldes.
Gud lover en frelser (1. Mosebog 3:15), og det bliver efterhånden klart, at det er gennem Abraham, at Gud vil bringe velsignelse til alle nationer (1. Mosebog 12,1-3). Gud lover Abraham et land, et folk og stor velsignelse. Til en vis grad ser vi, hvordan disse løfter bliver til virkelighed igennem de fem Mosebøger. Men når Femte Mosebog slutter, er Israels folk stadig uden for det land, Gud har lovet dem, og vi har endnu ikke set noget særligt om velsignelsen for alle folkeslag. Så der mangler stadig noget. Den endelige opfyldelse af Guds løfter og frelsesplan lader vente på sig. Og netop det er en vigtig egenskab ved GT. GT råber på en konklusion.
Historisk-kritiske spørgsmål
Vi skal ikke dvæle meget ved de historisk-kritiske spørgsmål i forbindelse med Første Mosebog. Her er diskussionen både omfattende og kompleks. Men en kort orientering om nogle hovedpunkter er på sin plads.
Formålet med den historisk-kritiske metode er at komme så tæt som muligt på forfatteren og hans samtid. På den måde forsøger man at få den mest præcise forståelse af bogens budskab og teologi. Dette arbejde har ført til en række hypoteser, og i Mosebøgernes tilfælde er kildehypotesen den mest udbredte. Tanken er, at bøgerne er en samling af en række kilder og traditioner fra forskellige steder og forskellige tider i Israels historie. Man kan enten forsøge at isolere og fortolke disse hver for sig, eller man kan tænke “redigeringskritisk” og spørge ind til teologien hos den eller de personer, der foretog den endelige redigering og samling af bogen. Denne tilgang antager, at bøgerne er af betydeligt nyere dato, end de selv hævder at være.
Blandt mere konservative bibelforskere har det været muligt at blive enige om, at der nok har været en vis redigering af bøgerne, men man vil alligevel hævde, at bøgerne går tilbage til personen Moses. Argumenterne er dels baseret på, hvad Bibelen selv siger (f.eks. Joh 5,46; Rom 10,5; Heb 7,14) og dels på, at en sammenstilling af Bibelens fremstilling af Moses og vores viden om forholdene i Egypten dengang, gør det muligt, at en mand som Moses kunne være læsekyndig nok til at samle og skrive et sådant værk, som Mosebøgerne er.
Artiklen er oprindeligt udgivet på foross.no. Oversat til dansk af Martha Væggemose.
