Vækkelse begynder med J, som Jesus

En kirkehistorisk refleksion over Den østafrikanske vækkelse. Nogle af os længes efter vækkelse – også i Danmark. Men hvorfor gør vi egentlig det? Og hvad kan vi i øvrigt lære af Den østafrikanske vækkelse?

Når jeg ser mig omkring og skal forsøge mig med en karakteristik af det danske samfund, så er noget af det første, der falder mig ind, at vi gennem de seneste årtier har været udsat for en meget gennemgribende sekularisering af samfundet og en ligeså gennemgribende afmytologisering (forsøg på at gøre Bibelens budskab ”tidssvarende” og uafhængig af overnaturlige, guddommelige kræfter, red.) af kirkens gøren og laden; altså at italesættelsen af den åndelige verden er forstummet.

Sekulariseringens spor

Dette ser vi først og fremmest i det offentlige rum, hvor religion er blevet et fy-ord og noget, man kun forholder sig til derhjemme i privaten. Det er dog også mit indtryk, at sekulariseringen og afmytologiseringen har lagt sin klamme hånd på kirken og langt ind i vores egne rækker.

Dette ser vi tydeligt i liberaliseringen af teologien og den tilhørende praksis. Her tænker jeg ikke alene på folkekirken – herunder missionsforeningerne, men også på metodisterne, baptisterne og en række frikirker. De kristne bliver færre og færre, og de mere institutionaliserede kirker bliver mere og mere golde i deres teologi og udtryk.

Hvordan responderer vi som kristne? Mange vil nok blive fristet af Dalgas’ ordsprog om, at ”hvad udadtil tabes, skal indadtil vindes”. Vi mister modet og holder os for os selv og bekræfter hinanden i, at vi heldigvis stadig er med på vejen. Andre kristne sætter deres lid til øgede og udadvendte aktiviteter i håbet om, at det det vil give et fornuftigt ”udbytte”.

Ønsker vi reelt en vækkelse?

I en krisetid som vores er der mange, der længes efter vækkelse – en tid, hvor mennesker drives ind i kirken i stort tal. Men hvorfor er det, at vi gerne vil have flere til at komme i kirke eller missionshus? Er det fordi, vi ikke kan holde ud at se på de tomme stole, eller skyldes det måske, at vores selvtillid stives af for hver gang, der træder et nyt menneske ind over dørtærsklen?

Sidste gang, en vækkelse ramte Danmark, var nok i midten af 70’erne, hvor mange blev tiltrukket af den karismatiske vækkelse. Den karismatiske vækkelse tiltrak mange fra de gamle missionsbevægelser som Indre Mission og Luthersk Mission og skabte en del furore i det danske kirkeliv.

Den karismatiske bevægelse fik hurtigt skabt sig et hold af modstandere og et hold af fortalere. Det, der vakte mest opmærksomhed, var det øgede fokus på Helligånden og muligheden for at erfare den på en meget mere konkret måde, end man havde været vant til før. Tungetale, forbøn for syge og profetiske ord fik en meget mere fremhævet placering under gudstjenesten, end de havde haft før, hvis de overhovedet havde haft en plads.

Meget af denne vækkelse er nu ”sivet ud”, hvilket er et klassisk eksempel på de ændringer, der sker i vores kirke, når en generation dør og en ny kommer til.

Uanset hvordan vi vurderer denne vækkelse og dens udtryk gennem tiden, så tror jeg, mange ønsker, at Gud igen blæser sin ånde over os og det danske samfund. Vi er trætte af at være i mindretal og hele tiden skulle kæmpe for vores eksistensberettigelse.

Men måske er det også på tide at spørge sig selv: Ønsker vi en vækkelse for at få fyldt kirkerne, eller fordi vi har en oprigtig nød for, at vores folk skal vende sig til Herren og blive frelst og dermed undgå at blive straffet i Helvede?

Baggrund for østafrikansk vækkelse

Under min og familiens udstationering i Tanzania for Luthersk Mission i perioden 2008-2014 stødte jeg på et interessant fænomen, Den østafrikanske vækkelse, som jeg faktisk tror, vi kan lære noget af – måske særligt i den situation, vi står i netop nu.

I begyndelsen af 1900-tallet brød der en vækkelse ud i Østafrika, der logisk nok kom til at gå under navnet ”Den østafrikanske vækkelse” (Vækkelsen). Selvom det er mange år siden, at denne vækkelse brød ud, så tror jeg godt, at vi kan lade os inspirere og lære af sådanne tidligere fænomener i kirkehistorien. Men for at sætte tingene ind i et større forståelsesmæssig sammenhæng vil jeg først kort opsummere nogle enkelte omstændigheder omkring vækkelsens opståen.

Vækkelsen bliver ofte beskrevet som en udløber af de evangeliske vækkelser, der opstod i England og Nordamerika i det 18.og 19. århundrede. Nogle af de klareste links kan spores tilbage til Keswick-bevægelsen i England i slutningen af det 19. århundrede.

I østafrikansk sammenhæng er en af de vigtigste forløbere Pilkington vækkelsen, som opstod i Uganda i 1890, centreret omkring George Pilkinton, en britisk lægemissionær fra den anglikanske kirkes missionsselskab i England (CMS). I 1920 blev denne bevægelse mere og mere indflydelsesrig i den anglikanske kirke i Uganda og havde tætte forbindelser til Rwanda Mission – den konservative udløber af CMS.

Blandt folk med baggrund i Vækkelsen anser man mødet mellem en afrikansk repræsentant fra den anglikanske elite, Simeoni Nsibambi, og en europæisk missionær, Dr. Joe Church, som startskuddet til Vækkelsen.

I afmagt og bøn til Jesus

Det interessante, for mig at se, var de forhold, der herskede i den anglikanske kirke, og som på en eller anden måde var medvirkende til at skabe en nød for kirken hos både Nsibambi og Church.

På mange måder var situationen i den anglikanske kirke i Uganda meget lig situationen, som vi kender så godt i Danmark i dag. Liberalteologien havde vundet stort indpas i den anglikanske kirke, hvilket ofte kom til udtryk i vanekristendom med manglende tillid og tro på Gud og hans ord.

Som en anden Joshafat (2 Krøn 20) gjorde Church og Nsibambi det eneste rigtige. De vendte sig til Gud i deres afmagt og begyndte af bede. Begge gennemgår senere en omvendelse, der ændrer deres liv. De begynder at prædike et frelsebudskab, og vækkelsen begynder at få fat.

Noget af det, som har fascineret mig mest ved vækkelsen, var de vaktes selvforståelse: Vækkelse var et ord, som udenforstående brugte om Vækkelsen. For de, som stod midt i selve vækkelsen, var bare optaget af at tale om Jesus. Jesus Kristus var for dem den nye liv. Jesus Kristus er vækkelse.

Vækkelsens kendetegn

Dette stemmer meget fint med Vækkelsens ydre kendetegn: Forkyndelsen af ordet om Jesus og hans stedfortrædende død på korset havde en meget central plads i bevægelsen. Der blev lagt vægt på forkyndelsen af ordet om forsoningen og helbredelsen af hjertet. Foruden korset havde forkyndelsen og opmuntringen til at leve i efterfølgelsen af Jesus ligeledes en central plads.

Under vækkelsessamlingerne blev der lagt vægt på en offentlig syndsbekendelse af de vakte samt en efterfølgende tilsigelse af syndernes forladelse. Dette var en hjælp til at holde den vakte på vejen, så han kunne ”vandre i lyset”.

”Walking in the Light” blev lidt en parole for de vakte. Opmuntringen og formaningen til at leve sit liv som kristen blev derfor meget kendetegnende for bevægelsen, og som tiden gik, fik det mere og mere opmærksomhed.

Kaldet til mission blev der ikke lagt særlig vægt på i forkyndelsen. Det var nærmere et naturligt ”spillover” (overløb). I glæden over at være blevet renset i Jesu blod skyndte man sig at forkynde de gode nyheder til andre i sit netværk. Evangelisation var en naturlig del af livet for den vakte.

Om fokus og blinde vinkler

Bagsiden af Vækkelsen var, at den med tiden desværre udviklede sig til at blive mere og mere lovisk i sit udtryk, hvilket skabte en del udfordringer i både forholdet til den anglikanske kirke, men også internt i Vækkelsen.

Det er selvfølgelig altid let at pege fingre ad andre, når vi oplever, at vi selv sidder med sandheden, men jeg tror, at det er vigtigt, at vi er klar over, at heller ikke vi i dagens Danmark, i hvert fald ikke hele tiden, sidder med alle de rette svar og den eneste rigtige teologi. Det må altid være Skriften, der agerer målesnor i vores vurdering af andre kirker og bevægelser.

Dette gælder selvfølgelig også for os, når vi skal vurdere vores egen kirkelige tradition og situation i Danmark. Vi må vende tilbage til kilderne – til Gud og hans eget ord, Bibelen, og få justeret vores egen måde at tænke kristendom på og blive opmærksom på vores egne kulturelle briller, der måske også kunne have et par blinde vinkler eller tre.

Det, som adskilte vækkelsen fra de nyere karismatiske vækkelser, var, at der kun var et meget lille fokus på de mere synlige og karismatiske elementer i den kristne tro. Her tænker jeg specielt på, at der ikke var et nævneværdigt fokus på helbredelsesundere, eksorcisme (uddrivelse af Djævelen og onde ånder), masseomvendelser og tungetale.

Virkningshistorie

Fra Uganda spredte Vækkelsen sig til hele Østafrika, og mange selv i Europa og USA blev berørt af den.

Tanzania er nok det land, som vækkelsen har udøvet mindst indflydelse på i Østafrika. Men Tanzania er heller ikke religiøst set et så homogent land, som Uganda og Kenya qua den forholdsvis store muslimske befolkning. Ligeledes har Tanzania også haft en mere socialistisk tilgang til nogle af de religiøse udfordringer i samfundet, hvilket også har haft afgørende indflydelse på tingenes udvikling.

Rent virkningshistorisk, så vurderer en del forskere, at bevægelsen stadig sætter sine aftryk på samfundet. Særligt i Uganda har Vækkelsen formået at få sat et klart aftryk i samfundet. For eksempel tænker jeg, at det ikke er uden grund, at man i Uganda har været så tydelig i sin modstand mod homofil livsstil. Det at ”vandre i lyset” har haft en afsmittende effekt på selve lovgivningen i samfundet.

Hold fast ved Bibelen og bønnerne!

Det fantastiske ved kirkehistorien er, at vi kan lade os inspirere og måske få genopdaget nogle grundlæggende sandheder, som vi mere eller mindre har glemt, fordi vi er blevet sovset ind i tidsånden. For mig at se har det været meget berigende at dykke ned i beretningerne fra den østafrikanske vækkelse. Det har været forfriskende at se, hvilken rolle bønnen og nøden for de u-frelste spillede for generationer af ”omvendte”. Men ikke mindst den rolle, som Jesus-forkyndelsen havde.

Jeg har ikke fundet de vise sten, så jeg kan biddrage med mange smarte ideer til, hvordan vi får gang i kirken igen. Jeg tror dog, at vi kan lære af de første vakte. De holdt fast ved Bibelen og bønnerne, ligesom de første kristne i øvrigt (ApG 2,42).

Litteratur:

Jacobs & Mac Master: A Gentle wind of God – The Influence of the East African Revival, Herald Press, Scottdale, Pennsylvania, 2006

Shaw, Mark: Global Awakening – How 20th – Century Revivals Triggered a Christian Revolution, IVP Academic, Downers Grove, IL, 2010

 

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler