Da de lutherske og de reformerte gik hver sin vej

12 minutters læsning

Under og efter reformationen opstod flere kirkeretninger. Hvad er historien bag? Hvad var de uenige om?

Kristentroen havde omkring år 1500 en meget central placering i de vesteuropæiske samfund. Alle skulle døbes og bekende sig til den kristne tro. Politisk og kulturelt var kirken en vigtig institution, idet uddannelse og socialvæsen blev drevet af den.

Sådan havde det været gennem hele middelalderen, men i senmiddelalderen (1300-1500) var meget i kirken gået i forfald. De øverste gejstlige – paven og biskopperne – var ofte mere optaget af deres verdslige magt end af det egentligt kirkelige. Netop omkring år 1500 havde man i Rom nogle helt verdsliggjorte paver. Paven lagde store økonomiske byrder på kirkerne i hele Vesteuropa, og bl.a. derfor var pavestolen upopulær.

Den danske konge Frederik 1. brød således med Rom i 1526 for at slippe for afgifterne. Derved blev “den katolske kirkeafdeling i Danmark” til “den danske kirke”, allerede 10 år før reformationen. Biskopperne havde store politiske og administrative opgaver, og uundgåeligt blev de kirkelige opgaver forsømt.

Mens kirkens top således var i åndeligt forfald var der tale om en stærk åndelig søgning i befolkningen. Man vidste, at Gud eksisterede, og frygtede ham og hans dom. Man bad helgener og Jomfru Maria om forbøn. Man købte afladsbreve for at forkorte tiden i skærsilden. Folkefromheden udmøntede sig i rejser til helligsteder og interesse for relikvier (fx stumper af Kristi kors). Bibelens evangelium om nåden i Jesus Kristus blev imidlertid sjældent forkyndt, og derfor gik mennesker i uvished om deres forhold til Gud.

Martin Luther

Luther var barn af sin tid: Han tog spørgsmålet om Gud alvorligt, men han kendte kun Gud og Kristus som den strenge dommer. Som 21-årig lovede han i dødsangst under et uvejr den hellige Anna at blive munk, hvis han overlevede. At gå i kloster opfattedes som udtryk for den virkeligt alvorlige kristentro, som den fulde overgivelse til Gud. Som munk blev Luther imidlertid sat til at læse teologi og undervise i bibeludlægning, og via Bibelen fandt han selv ind til sagens kerne: Nådens evangelium. Gennem Bibelen fandt han ud af, at mennesket ikke frelses af gerninger eller fromhedsøvelser, men alene af nåde ved tro.

Dette budskab var en stor befrielse for ham selv, og han gav sig straks til at prædike det for andre. Det var Luthers egen åndelige kamp og anfægtelse, der var udgangspunkt for reformationen. Han blev egentlig ikke drevet af noget ønske om at rydde op i de kirkelige forhold, men af sit eget ønske om “at finde en nådig Gud”. Reformationen begyndte derfor indefra, ikke udefra. For Luther var det en åndelig kamp, ikke en kirkepolitisk eller politisk strid. Luther var ikke selv nogen revolutionær type. For ham var nådens evangelium i centrum – og han var derfor villig til at beholde alle kirkelige skikke, blot de ikke direkte var imod Bibelen.

Så længe evangeliet blev forkyndt, kunne man godt leve med de gamle skikke, ritualer og kirkeorganisationsformer. Politisk havde han heller ikke ambitioner. Så længe evangeliet måtte forkyndes, skulle man adlyde den siddende øvrighed. Blev evangeliet forbudt, skulle man forkynde det alligevel og være villig til at lide døden for det. At folk gjorde oprør mod en lovlig øvrighed kunne han ikke finde bibelsk belæg for.

Trods Luthers forsigtighed bredte der sig en evangelisk bevægelse, der kom til at splitte Vesteuropas kirkeliv og politik midt over. Tyskland blev delt i en nordlig del, der var  evangelisk, og en sydlig del, der forblev romersk-katolsk. Det var en overraskelse for Luther selv, at hans virke fik så store politiske konsekvenser. Det hang sammen med, at de politiske forhold i Europa var i opbrud, fordi fyrster i bl.a. Tyskland og Danmark allerede stræbte efter uafhængighed af paven og kejseren – og kunne bruge Luthers teologi som et argument i deres sag. De nye nationale kirker, der opstod i Nordeuropa på denne tid, blev teologisk set præget af Luthers syn på Bibelen og evangeliet – men praktisk og politisk blev de præget af en stærk kongemagt over kirken.

Det var ikke menighederne, der reformerede Nordtyskland – det var fyrsterne. Luther havde sagt smukke ting om det almindelige præstedømme og menighedernes ret til at vurdere læren osv., men i praksis blev det ikke menighederne, der satte deres præg på kirkelivet efter den lutherske reformation. Det blev fagteologerne og kongerne! Derfor blev det på en gang en kongestyret dansk nationalkirke og en evangelisk-luthersk kirke, Danmark fik ved reformationen i 1536. Sådan er traditionen så fortsat siden, så vi i Danmark vel nok nu har verdens sidste rigtige statskirkeordning. Man kan ikke give Luther skylden for det. Han var oppe mod stærke kræfter i tiden, og selvom han havde villet, kunne han næppe have stoppet udviklingen i statskirkelig retning. Men han gjorde nu heller ikke meget for at forsøge at stoppe den.

Andre slags reformbevægelser

I betragtning af det kirkelige forfald i senmiddelalderen kan det ikke undre, at der allerede før Luther var andre fromme folk, der ville reformere kirken og forny dens indre liv. Der var forskellige måder at gøre dette på, og derfor blev den lutherske konservative reformationstype kun en blandt flere i Europa.

Den disciplinære reformtype: I Spanien ville kongehuset skabe disciplin i romerkirken og rydde op i den kirkelige slendrian. Med ret hård hånd blev gejstligheden holdt fast på deres opgave og en nidkær katolsk missionsvirksomhed blev sat i gang hjemme i Spanien og ude i verden, hvor spanierne havde magten (fx Latinamerika). I disse områder blev der ingen luthersk reformation. Dels blev alle tilløb i den retning undertrykt, dels ryddede romerkirken selv op i misbrug inden for kirkelivet i disse områder og førte det tilbage til middelalderlig katolicisme på godt og ondt. Man gik ikke tilbage til Bibelen, og da slet ikke til nådens evangelium – men snarere tilbage til middelalderlig teologi og gammelkirkelig disciplin.

Den humanistiske reformtype: Forud for Luther taler man om en bevægelse, der kaldes renæssancen eller humanismen. Det var en lærd bevægelse, der ville tilbage til kildeteksterne. Man ville ”genføde” (re-næssance) oldtiden med dens rige kulturliv og viden. Overført til kirken ville denne bevægelse tilbage til Bibelens egen tekst, og udrydde misbrug i kirken ved hjælp af Bibelen. Man ville bagom folkefromhedens vildskud til apostlenes autentiske kristendom. Luther lå på mange måder tæt på denne strømning, var vel med sin rige sproglige viden om Bibelen en del af den, men alligevel var der forskelle mellem ham og de andre humanister.

Renæssance-humanisterne havde en tilbøjelighed til at være mere interesseret i moral end i evangelium, og desuden rendyrkede de undertiden skriftprincippet, så alt hvad der ikke positivt var omtalt i Bibelen, var forbudt. Det var således fromme humanister, der i 1530 rev billederne ud af Vor Frue kirke i København, for hvor står der i Bibelen, at der skal være billeder i en kirke?

Fra humanismen går der en linje frem til den form for reformation, der var under ledelse af teologer som bl.a. Zwingli fra Schweiz

Zwinglis teologi

I Zürich virkede på Luthers tid præsten Zwingli som reformator i humanismens ånd. Hvor Luther ville beholde alle skikke, der ikke var direkte imod Skriften, var Zwingli mere tilbøjelig til at fjerne alt, hvad der ikke positivt kunne begrundes ud fra Skriften. Det gjaldt f.eks. liturgien, hvor Luther lugede misbrug bort, mens Zwingli skabte en helt ny gudstjeneste uden messetøj, alter og liturgisk sang. Kirkens billeder skulle typisk nok også fjernes, for billederne repræsenterede noget menneskeligt. Den mest iøjnefaldende teologiske forskel i forhold til Luther lå i nadverforståelsen.

For Zwingli var nadveren et mindemåltid, ikke noget nådemiddel. Brød og vin var efter hans opfattelse kun symboler på Jesu legeme og blod. Enhver tale om Kristi virkelige nærvær (realpræsens) i nadveren afviste han altså og mente heller ikke, at nadveren meddeler guddommelige gaver. Derfor kunne Luther på ingen måde acceptere Zwingli eller arbejde sammen med ham – så hellere blive martyr!

I forhold til Luther var Zwingli langt mere direkte engageret i det politiske liv. Hvor Luthers hovedvægt lå på befrielsen fra Guds lovs anklage i samvittigheden, talte Zwingli snarere om menighedens og dens medlemmers befrielse fra ydre, menneskelige bud. Zwingli døde i en ung alder som soldat i en borgerkrig mellem protestanter og gammelkatolske.

Calvin i Geneve

Calvin (1509-1564) var franskmand og oplevede en pludselig omvendelse til evangelisk tro ca. 1533, altså på en tid hvor reformatoriske skrifter forelå i stort tal, og hvor reformationen allerede havde sejret i Tyskland og Schweiz. Ikke desto mindre kom Calvin til at sætte afgørende præg på reformationens anden generation. Det gjaldt først og fremmest i de fransktalende lande, men også langt uden for disse kom nye evangeliske kirker til at bære tydelige mærker af Calvins tanker om teologi og kirkeorganisation.

Calvins kirkesyn må – som hele hans teologi – forstås som en kritisk stillingtagen til reformationens hidtidige udvikling. Han var fortrolig med udviklingen i Tyskland og Schweiz, og erkendte sin store gæld til evangeliske kristne i disse lande. Dog var han også en selvstændig person, der på basis af Bibelen og kirkefædrene søgte at undgå de skævheder, som den evangeliske bevægelse efter hans opfattelse led under disse steder. Forskellen til Luther kom frem i den større vægt, Calvin lagde på den synlige kirkes forhold. Kirken opfattedes som en organisme, som Guds redskab til at fremme sand tro og sandt liv blandt mennesker.

Den opgave kunne kirken ikke løse, hvis den selv var præget af interne splittelser eller af enkeltmedlemmers åbenbare afvigelser fra den sande lære. Derfor blev kirketugten et vigtigt anliggende for Calvin. Misforhold i kirken måtte holdes nede, idet de vanærede Gud og forvirrede andre mennesker, og fordi selve kirketugten var redskabet til at føre vedkommende tilbage til lydigheden mod Kristus som Herren. Kirkens selvstændighed i forhold til staten var et vigtigt anliggende for Calvin. Han insisterede derfor på, at kirketugten måtte foretages af kirken selv og ikke – som i Tyskland – overlades til fyrsterne som verdslig øvrighed.

Derfor opererede Calvin med et specielt kirkeligt embede til at varetage kirketugten. Foruden præster (til prædiken og sakramentforvaltning), doktorer (til højere undervisning i den sande lære), og diakoner (til at varetage kirkens omsorgstjeneste) tænkte han sig, at der skulle være ældste til at varetage kirketugten. Embedet som “ældste” varetoges af lægfolk, der – sammen med præsterne – skulle sørge for den indre tugt i menigheden. Denne forsamling (konsistoriet) havde ansvaret for medlemmernes sjælelige vel, mens diakonerne havde det for deres legemlige vel. Ved en sådan embedsstruktur forestillede Calvin sig at kirkens selvstændighed overfor øvrigheden kunne hævdes, således at man undgik den form for statskirkelighed, der udvikledes i de lutherske lande.

Ud fra denne tankegang organiserede han kirkelivet i Geneve – og det kom til at præge lande som Holland, Skotland og til dels England. Tankerne bag menighedslivet i hans lille schweiziske by overførtes til andre lande, hvor der opstod menigheder, der ligeledes opfattede sig som “reformerede efter Guds Ord”. Med tiden fik navnet “reformerte”.

Calvins teologi

Den tidlige påvirkning fra Luthers skrifter, den fælles dybe fortrolighed med Skriften og det fælles kendskab til kirkefædrene, betød at Calvin og Luther i væsentlige træk stemmer overens. Munken Luther var den ildfulde inspirator, der skrev kampskrifter, hvis indhold juristen Calvin en generation senere kunne samle i en klar og systematisk form. På nogle punkter gik Calvin dog selvstændige veje.

Han talte om en ”dobbelt prædestination”: Luther havde hævdet Guds nådige forudbestemmelse som den egentlige årsag til de enkelte troendes frelse. Hermed var “nåden alene” sikret: Frelsen var virkelig Guds ære – ikke menneskets egen. I samme baner tænkte også Calvin, der dog heraf drog en vidtgående konsekvens: Når Gud fra evighed har bestemt nogle mennesker til frelse, må han have bestemt andre til fortabelse.

Tankemæssigt ville Luthers forkyndelse ende i den samme konsekvens, men det var en karakteristisk forskel på de to reformatorer, at Luther netop lod det bibelske paradoks blive stående: at frelsen helt og holdent skyldes Guds nåde, mens fortabelsen derimod altid er menneskets egen skyld. Frafaldet var for Luther da også altid en truende mulighed for de troende. Calvins logik tvang ham til at sige, at de, der var forudbestemt til frelse ikke kunne falde fra troen.

Med hensyn til nadveren var der også forskelle, for Calvin sluttede sig hverken til Luthers eller Zwinglis lære. Nadveren ikke blot illustrerer en åndelig sandhed, men den rækker også denne sandhed til den troende: Nadvergæsten modtager virkelig, som indstiftelsesordene lyder, Kristi legeme og blod, får fællesskab med Kristus og bliver eet med ham. Det var noget ganske andet end Zwingli. Der var for Calvin virkelig tale om Kristi nærvær ved nadveren – men dog kun på åndelig vis. For Calvin var heller ikke på linje med Luther.

Kristi nærvær i nadveren var for Calvin ikke knyttet til elementerne. Kristi legeme befandt sig siden himmelfarten i Himmelen, og derfor var der i nadveren tale om Kristi åndelige nærvær for troen, formidlet ved Helligånden. Kristus var ikke nærværende i selve brødet og vinen, der fortsat blot var brød og vin.

De reformerte kirker

Med basis i Calvins tanker ville man i de reformerte kirker bygge direkte på Bibelen også i spørgsmål om liturgi og kirkeskikke, og man ønskede også at organisere kirkelivet som folkekirker, der var uafhængige af staten. Luther ærede man som den, der havde genopdaget nådens evangelium, men med hensyn til nadverlære og menighedsopbygning og forkyndelse af forudbestemmelsen gik man andre veje. De reformerte kirker blev meget orienterede mod læsning af Bibelen og mod et alvorligt kristenliv. De var også tit bedre til at engagere menighederne i kirkelivet, end man var i den lutherske tradition.

Det hører dog også med til billedet, at mange kirker i den engelsk-amerikanske verden, som man i dag nogle gange kalder ”reformerte”, står for en ganske anden og tyndere teologi end Calvin havde forestillet sig!

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook