De andre evangeliske kirker og den evangelikale bevægelse

Ord der ikke dækker

Vi omtaler ind imellem de andre evangeliske kirker under ét som ’frikirkerne’. Det giver en vis mening i dansk sammenhæng med en stor luthersk folkekirke. Men i England, er det anglikanerne, der er folkekirken, mens de luthersk troende er frikirker. Og i USA er alle kirker frikirker i den forstand, at ingen af dem er folkekirker.

Tilsvarende har vi en tradition i Danmark for under ét at omtale alle de evangeliske kristne uden for den lutherske kirke som ’de reformerte’. Under denne fællesbetegnelse inddrages så både metodister, baptister, pinsefolk m.fl. Ofte får man det indtryk, at ’de reformerte’ repræsenterer en kristendomstype med et overfladisk syn på syndens fordærv, med en optimistisk tro på menneskets evne til selv at beslutte sig til at tro og med følelsesprægede møde- og gudstjenesteformer. Når vi kommer uden for Danmark, bliver det imidlertid klart, at de egentlige reformerte ligger milevidt fra den her beskrevne kristendomstype.

’De reformerte’ er et ganske bestemt evangelisk kirkesamfund med et nok så radikalt syn på menneskets syndefordærv, på omvendelsen som Guds værk alene og på den bibeludlæggende forkyndelse som det helt centrale ved menighedens sammenkomster. I disse spørgsmål står de klassisk reformerte og vi lutheranere faktisk side om side med en fælles front mod mange af de andre evangeliske kirker. Der er mange områder, hvor de klassisk reformerte og vi lutheranere lærer forskelligt. Men det er alligevel værd at bemærke, at de klassisk reformerte formentlig er den ikke-lutherske kirke, der står os nærmest. Vi deler mange af de centrale reformatoriske hovedsandheder.

Når vi i dansk sammenhæng kan blive ved med at anvende begrebet ’de reformerte’ så omfattende og dermed misvisende, hænger det formentlig sammen med, at der i virkeligheden findes meget få egentlige reformerte i vores land. Ingen af de større evangeliske frikirker i Danmark er således reformerte. Følgelig vil det være meget afklarende, hvis vi kan bevæge os væk fra at omtale dem som ’reformerte’. De danske evangeliske frikirker er generelt præget af en helt anden teologi, der samlet betegnes ’arminianisme’. Hvad dette ord dækker, skal uddybes nedenfor. Men først skal vi se på endnu en årsag til forvirring.

Liberal teologi i alle kirkesamfund

Det er ikke kun de sproglige benævnelser, der kan give anledning til forvirring, når vi bevæger os uden for Danmarks grænser. Det kan også overraske, at en del af de kirkesamfund, som i Danmark er kendt for at bekende troen på Bibelen som Guds ord og for at arbejde målrettet på at kalde mennesker til omvendelse, i en anden sammenhæng kan være præget af markant bibelkritik og overfladisk almenreligiøsitet. Dette forhold hænger sammen med, at den liberale teologi, der har præget vores danske folkekirke så stærkt i flere generationer, i andre lande har øvet en tilsvarende påvirkning ind i de andre evangeliske kirkesamfund.

I disse kirker er der så sket en deling mellem ’konservative’ og ’liberale’, ganske som vi kender det i den danske folkekirke. Lige så stor forskel, der kan være på to ’lutherske’ præster i Danmark, lige så stor forskel kan der være på to ’baptistiske’ eller ’metodistiske’ præster i England eller USA. Det samme gælder i øvrigt for de reformerte. Der findes i dag mange liberale ’reformerte’, mens de klassisk reformerte holder fast ved troen på Bibelen som Guds ord og ved de andre reformatoriske hovedsandheder.

Fællesskab på tværs mellem ’evangelikale’

Den her omtalte indre tvedeling af de evangeliske kirkesamfund er foregået som en langsom proces igennem mere end hundrede år. Allerede sidst i det 19. århundrede kom det til at stå klart for mange konservative kristne, at de havde mere til fælles med de gammeldags troende i andre evangeliske kirkesamfund end med de liberale i deres eget kirkesamfund. Her drejede det sig om mere end bare holdningsfællesskab. Når liberale teologer og kirkemedlemmer vedholdende benægtede centrale trossandheder som jomfrufødslen, opstandelsen, Jesu genkomst og fortabelsen, så kunne de ganske enkelt ikke anerkendes som kristne. Det kristne fællesskab var opløst og brudt inden for de enkelte kirker.

På denne mørke baggrund opstod tanken om at knytte kontakter på tværs af de evangeliske kirkesamfund mellem dem, som fortsat ville bekende Bibelen som Guds ord og ville forkynde dens centrale evangeliske frelsessandheder til omvendelse og tro. Ved at stå i kontakt med hinanden og lejlighedsvis komme sammen, kunne man indbyrdes støtte hinanden i kampen mod den trosnedbrydende liberale teologi og for den frelsende bibelske sandheds udbredelse. Dette var den bærende vision bag det, som med tiden fik navnet ’den evangelikale bevægelse’. De, som sluttede sig til bevægelsen, fik naturligt nok navnet ’evangelikale’.

Når de danske lutherske missionsforeninger fra tid til anden har knyttet kontakt til og f.eks. har oversat bøger af folk fra andre evangeliske kirkesamfund, har det været folk, der kunne betegnes som ’evangelikale’. Dette er sket i stigende grad i tiden efter 2. verdenskrig.

Problemet er, at det i den samme periode gradvist er blevet mere utydeligt, hvad det egentlig vil sige at være ’evangelikal’. I de sidste årtier er betegnelsen ’evangelikal’ således blevet anvendt om en stadigt bredere gruppe kristne og er i takt hermed blevet stadigt mere uklar og rummelig i sit indhold. En stor del af den evangelikale bevægelse har i dag mistet sin forankring i bibelsk og reformatorisk teologi og har i stedet udviklet en overfladisk og almenreligiøs kristendom. Der er sket et skred fra korsteologi til herlighedsteologi, fra Gud-centrering til menneske-centrering. Forkyndelsen har flyttet fokus fra synd og nåde, til det, som mennesker selv føler og oplever som relevant her og nu. De ydre møde- og gudstjenesteformer tilrettelægges i tiltagende grad med henblik på at lade alle fremmødte føle sig godt tilpas fremfor med sigte på at skabe lydhørhed over for Guds ord. I væsentlige lærespørgsmål som tjenestedelingen, Bibelens troværdighed, den evige fortabelse og hedningernes behov for evangeliet er enigheden opløst blandt evangelikale teologer.

Skal vi forstå, hvad der er sket med den evangelikale bevægelse og dermed få bedre forudsætninger for at forholde os til de mange forskellige påvirkninger, som møder os fra denne kant i vor tid, vil det være hensigtsmæssigt at gå mere i dybden med bevægelsens historie.

De første ’evangelikale’ på reformationstiden

Da reformationen brød frem, omtaltes alle den nye bevægelses tilhængere under ét som ’de evangeliske’, på engelsk: ’the evangelicals’. Denne betegnelse kom til at omfatte både de lutherske og de reformerte kristne. Disse to grupper var uenige om adskilligt, men de var enige om, at ’Skriften alene’ er Guds sande og ufejlbarlige ord, og om, at mennesket frelses ved ’Troen alene’ på grundlag af Kristi gerning og ved Guds suveræne udvælgelse og genfødelse.

Grundlæggende for de evangelikales syn på frelsen var deres syn på mennesket som helt igennem fordærvet af synden og bundet af Satans magt. Det har ingen fri vilje og er ude af stand til at medvirke til sin egen frelse. Frelsen er Guds værk alene gennem Ordet og ved Ånden. Gud skaber troen, når og hvor han vil det. Ved troen gøres mennesket retfærdigt over for Gud i Kristus. Den frelsende retfærdighed er en tilregnet, en ’fremmed’ retfærdighed. Efter genfødelsen vedbliver mennesket at være en fordærvet synder i sig selv, men den troende er ’samtidig retfærdig og synder’ på grund af Kristi tilregnede retfærdighed.

Dette var ifølge de første evangelikale selve det kristne evangelium. De havde en meget stærk bevidsthed om, at mennesket har ét grundlæggende problem: Guds vrede og dom. På denne baggrund blev det også klart, at det kristne evangelium er et godt budskab om fred med Gud ved tro på Jesus alene. Det var dette evangelium, kirken stod eller faldt med, og det var dette evangelium, den måtte prædike til tro.

Arminianismen

I begyndelsen af det 17. århundrede splittedes den reformerte verden i to dele: en ’klassisk calvinisme’ og i en retning præget af Jacob Arminius (1560-1609). Den nye ’arminianisme’ var præget af en svag syndsforståelse og en tilsvarende stor tillid til det naturlige menneskes egne evner i gudsforholdet. I den arminianske kirkeretning udviklede man en overbevisning om, at mennesket selv kan vælge at tro, og at mennesket må lade troen følge af gode gerninger for at blive frelst. Frelsen bliver dermed et samarbejde mellem Gud og menneske. Målet for kirkens missionsarbejde bliver at overbevise mennesker om, at de må beslutte sig til at tro og leve helligt.

I det 17. århundrede blev arminianismen fordømt af både de klassisk reformerte og de lutherske teologer. Kirkehistorikeren Michael Horton skriver herom: ”Alle evangelikale betragtede arminianismen som en afvigende vranglære i forhold til den kristne tro. Man kunne ganske enkelt ikke benægte det totale syndefordærv, Guds udvælgelse til frelse, retfærdiggørelse af tro alene ved Kristus alene, og så fortsat kalde sig evangelikal.” (Horton, 1992)

Fra det 18. århundrede skete der imidlertid en gradvis ændring i manges holdning til arminianismen. Den væsentligste årsag hertil var, at vækkelsesprædikanten John Wesley (1703-1791) antog den arminianske lære og fremstillede troen som et menneskeligt valg og frelsen som beroende på menneskets lydighed ’øjeblik for øjeblik’. Wesley blev redskab for den største vækkelse i Englands historie, og fra denne metodistiske vækkelse udbredte den arminianske tænkning sig gradvist ind i mange andre protestantiske sammenhænge også i de klassisk reformerte og lutherske kirker.

I det 19. århundrede blev vækkelsesprædikanten Charles Finney (1792-1875) en stærk fortaler for den arminianske teologi i USA. Han var den mest fremtrædende prædikant i sin levetid og blev banebrydende for en overfladisk teologi, en følelsesbetonet kristendom og en pragmatisk tænkning om at satse på det, der virker. Han satsede målrettet på stærkt følelsesappellerende møde- og prædikenformer, der kunne trække mennesker til og få dem til at vælge at omvende sig. Finney benægtede direkte, at frelse og vækkelse beror på Guds valg om at gribe ind og gøre sin genfødende gerning gennem ordet. Der er intet overnaturligt ved en genfødelse eller en vækkelse. Begge dele kommer med nødvendighed, hvis man anvender de rette metoder.

Finney opnåede store resultater og blev redskab for omfattende vækkelser med et meget stort antal ydre omvendelser. Hans optimistiske tro og satsning på det, som virkede nyttigt og effektivt på kort sigt, forplantede sig til de vakte. De lærte at orientere sig ud fra deres egne fornemmelser for og tanker om, hvad der virkede godt, indlysende og rigtigt, snarere end ud fra Skriften. Derfor stod de værgeløse, da liberalteologien sidst i det 19. århundrede kom med gode argumenter for en sympatisk og human bibelkritisk kristendom. Der gik kun en generation eller to, så var størstedelen af de kirker, Finneys vækkelser havde skabt, revet med af den nye teologi.

Den klassiske evangelikalisme i det 20. århundrede

Ved begyndelsen af det 20. århundrede havde liberalteologiens bibelkritik vundet omfattende udbredelse i den engelsktalende verden. De gammeldags troende reagerede på forskellig vis, men frem mod 2. verdenskrig så man gradvist klarere konturerne af en ’evangelikal bevægelse’ på tværs af de evangeliske kirkesamfund. Den var ikke fuldt ud teologisk homogen, men dens mest fremtrædende ledere var generelt stærkt forankrede i reformatorisk teologi. Adskillige af dem var solide ’klassisk reformerte’ eller lutherske teologer.

En af de organisationer, der mest entydigt kom til at repræsentere den evangelikale bevægelse efter 2. verdenskrig var det internationale kristne studenterabejde International Fellowship of Evangelical Students. Blandt dem som fik ledende roller i dette studenterarbejde var blandt andre Carl Fredrik Wisløff, Oliver Barcley og Francis Schaeffer. Mest betydningsfuld af alle var imidlertid Martyn Lloyd-Jones, der var den vigtigste kraft bag og teologiske formgiver af det nye studenterarbejde.

Hvad kendetegnede denne evangelikalisme? I 1971 besvarede Lloyd-Jones over tre foredrag spørgsmålet: Hvad er en evangelikal? Som det første punkt fremhæver han her, at en evangelikal er en, der kæmper for evangeliets bevarelse. Den bibelske tro på og forståelse af evangeliet må tilkæmpes på ny i hver generation. ”Kirkens historie gennem århundrederne viser meget tydeligt, at der ikke er noget statisk ved kirken. Der er altid en forandringsproces i gang og en udvikling, og desværre, som det også gælder for naturen, udviklingen går generelt mod opløsning.” (Lloyd-Jones s.301)

Opløsningen kommer aldrig pludseligt, men langsomt og ubemærket. Derfor er det så afgørende at være opmærksom på det sande evangeliums bevarelse. For troens og i sidste ende for evangelisationens skyld. ”Det er dette, der er vores mål. Vi søger ikke bare at være polemiske. Som jeg sagde vores mål er praktisk. Vi er optaget af mænds og kvinders sjæle. Vi er her for at sprede det gode budskab om frelse og vinde mennesker ud af mørket ind i lyset. Det er derfor, vi må være så opmærksomme på sandheden og altid kæmpe for den.” (318)

Få har som Lloyd-Jones kaldet og tilskyndet til mission, og få organisationer har bidraget så meget til bibelsk evangelisation i det 20. århundrede som IFES, der har dansk KFS som datterbevægelse.  Fokus har imidlertid ikke været på tal og ydre vækst, men på bevarelsen og udbredelsen af det sande evangelium i tillid til Guds frelsende kraft. Med Lloyd-Jones´ egne ord: ”Jeg er ikke interesseret i tal, men i sandheden og i den levende Gud.”

Oliver Barclay, der har været en ledende figur i det engelske studenterarbejde i hele efterkrigstiden, fremhæver fem ting som karakteristiske for det, han kalder ’klassisk evangelikalisme’: principiel og praktisk respekt for Bibelens autoritet, koncentration om forsoningen og retfærdiggørelsen af tro alene, tro på nødvendigheden af genfødelse ind i Guds rige ved Helligåndens gerning, aktivt engagement i arbejdet for evangeliets udbredelse, betoning af det personlige forhold til Jesus som centralt for et sandt og levende kristenliv.

Når de danske missionsforeninger i efterkrigstiden har knyttet evangelikale forbindelser, har det stort set udelukkende været til repræsentanter for den linie, som Lloyd-Jones og Oliver Barclay har været ledende repræsentanter for. Det er karakteristisk, at LM i 1968 udgav en bog af netop Lloyd-Jones om bl.a. grundlaget for evangelikalt fællesskab: ’Den kristne enheds grundlag’.

Den åndelige og teologiske linie, som Lloyd-Jones har repræsenteret, er imidlertid marginaliseret i vor tids evangelikale bevægelse. Han så selv begyndelsen til ”den nye evangelikalisme” i begyndelsen af 1970’erne og betragtede den som en ”underfundig forandring i definitionen af, hvad det vil sige at være evangelikal.” (s.303)

 Den nye evangelikalisme i sidste del af det 20. århundrede

Forandringen og den teologiske opløsning af evangelikalismen tog for alvor fart i 1970´erne. Men den havde været undervejs forinden og havde mange årsager. Her skal kort nævnes nogle af de væsentligste.

Tidligt i 1960´erne oplevede man et splittende indre opgør blandt evangelikale om bibelsynet. Var Bibelen ufejlbarlig i alle spørgsmål, eller rummede den fejl og modsigelser? Man nåede ikke til enighed, og fra dette tidspunkt blev det gradvist mere uklart, hvilken rolle bibelsynet spillede for, om man kunne betegnes som evangelikal. I dag er der ingen klar grænse mellem den evangelikale bevægelse og et historisk kritisk bibelsyn. (Murray s.37)

I 1960´erne brød også den karismatiske bevægelse frem og vandt udbredelse i mange evangelikale menigheder. Den rummede både gode og dårlige elementer. Men på den negative side talte det, at den i vid udstrækning var baseret på en arminiansk og oplevelsescentreret religiøsitet med stærk vægtlægning på sange, mødeformer og ekstraordinære åndelige fænomener og erfaringer, der kunne give en umiddelbar oplevelse af at møde Gud – uden om evangeliet om Jesus. I de menigheder, der åbnede sig for den karismatiske bevægelse, kunne man generelt iagttage en svækket betoning af syndens alvor, et svækket syn for den åndeligt livgivende kraft i evangeliet og en svækket vægtlægning på forkyndelse af Guds ord.

I 1960´erne blev Billy Graham den samlende lederfigur i den evangelikale bevægelse. Han repræsenterede meget godt og forkyndte centralt om synd og nåde ved sine vækkelsesmøder. Samtidig var han imidlertid præget af arminiansk teologi, og med tiden blev han stadigt mere teologisk uklar både i sin praksis og i sine udtalelser. Da hans kampagner blev populære, ønskede både liberale og katolske præster at bakke op om dem, og Graham indledte et samarbejde på tværs af både bibelsyn og evangelieforståelse. Om den katolske kirke har han udtalt, at han føler sig lige så godt hjemme her som i en evangelisk kirke, og at læreforskellene ikke er vigtige i relation til personlig frelse. (Murray s. 68-69) Om hedningerne uden for Guds ords rækkevidde, har han i de senere år udtalt, at Gud kalder og frelser mennesker uden om evangeliets ord: ”Det kan være, at de slet ikke kender Jesu navn, men de ved i deres hjerter, at de har brug for noget, som de ikke har, og de vender sig til det eneste lys, de har, og jeg tror, at de bliver frelst, og at de skal være sammen med os i himlen.” (Evangelical Times februar 1998) Trods sin bevægelse bort fra den klassiske evangelikalisme anses Graham fortsat for at være en central leder i den evangelikale bevægelse. Men det er en teologisk forandret bevægelse.

I 1970’erne vandt kirkevækstbevægelsen frem i evangelikale sammenhænge.  Den centrale leder og inspirator var Donald McGavran fra Fuller Seminary. Han opmuntrede kristne kirker og missionsselskaber til at gøre brug af de midler, former og budskaber, som ifølge menneskelig erfaring og vurdering ville fremme ydre kirkevækst. Med McGavrans egne ord: “Metoder og strategier i missionsarbejdet bedømmer vi i lyset af, hvad Gud har velsignet, og hvad han helt tydeligt ikke har velsignet. Intet skader et missionsarbejde så meget som at fortsætte med at anvende metoder, institutioner og strategier, som burde bringe mennesker til Kristus, men ikke gør det. Vi lærer folk, at de skal være hensynsløse, hvad metoderne angår. Hvis noget ikke virker til Guds ære og til hans kirkes udbredelse, så kassér det og find noget andet, der virker. Hvad metoderne angår, er vi pragmatiske på det barskeste…” (Citeret fra Evangelical Times, Jan 2001, s. 30).

Den grundlæggende filosofi i kirkevækstbevægelsen er, at Gud vil, at kristne kirker skal vokse. De midler, som tjener til ydre kirkevækst, må antages at være velsignede af Gud og bør derfor prioriteres. Tankegangen er i alt væsentligt en genoptagelse af Finneys syn. Den har nu vundet stor udbredelse i den evangelikale bevægelse. I forlængelse heraf har man mange steder kunnet konstatere en vægtforskydning i forkyndelse og menighedsliv bort fra de centrale bibelske frelsessandheder mod de problemer og behov, som det moderne menneske umiddelbart oplever som relevante. Gud fremstilles i tiltagende grad som den, der er bedst i stand til at imødekomme menneskets behov og give det et tilfredsstillende liv i sjælelig og følelsesmæssig balance. Hovedsigtet i gudstjenesten bliver i vigende grad at formidle et møde med den levende Gud igennem forkyndelsen af hans klare ord i lov og evangelium og i tiltagende grad, at formidle en positiv gudstjenesteoplevelse ved professionel og fængende sang, musik og prædiken, så man får lyst til at komme igen. Faren for en omfordeling af rollerne i forholdet mellem mennesket og Gud er overhængende. Mennesket bestiger tronen og stiller krav, mens Gud må lytte og tjene.

I 1970´erne indledte en række evangelikale ledere et principielt opgør med en meget anstødelig kristen læresætning: læren om helvede som de vantros evige straflidelse. Indtil dette tidspunkt var det kun kirkesamfund som Jehovas Vidner og Adventisterne, der officielt havde benægtet, at helvede er en evig pine. De havde i stedet hævdet, at de vantro udslettes ved Jesu genkomst. Nu bredte den samme tankegang sig i det evangelikale miljø. Man satte spørgsmålstegn ved, om Bibelen virkelig skal forstås sådan, at de fortabte skal lide evigt, og om dette kan forenes med Guds kærlighed. Særlig betydning fik det, at John Stott stod frem som repræsentant for den ny tænkning om de fortabtes udslettelse. Andre evangelikale ledere med et klassisk evangelikalt syn har taget kraftigt afstand fra Stott, og har påpeget, at Bibelens forfærdende ord om den evige pine er klare og uafviselige, at de er talt til os for at vise os virkeligheden, og at deres hensigt er at vække en livsvigtig nød hos os for både vor egen og andres frelse.

De afgørende korn til den evangelikale bevægelses indre opløsning og splittelse blev sået i 1960´erne og 1970´erne. I de følgende to årtier spirede frøene og bar en ulykkelig frugt.

Den evangelikale bevægelses deling

I 1996 blev den indre opløsning og deling i den evangelikale bevægelse synliggjort, da Alliance of Confessing Evangelicals blev dannet. En lang række fremtrædende evangelikale ledere, bl.a. fra reformert og luthersk sammenhæng, anså det for nødvendigt at danne et nyt fællesskab for de evangelikale, der ville videreføre den klassisk evangelikale linie. I lederskabet sidder nu bl.a. R.C.Sproul og D.A.Carson, som begge vil være kendt for gode bøger oversat til dansk.

Grundlagsdokumentet for den nye alliance, ’The Cambridge Declaration’,¹Læs dokumentet her https://alliancenet.org/about/cambridge-declaration/english/ er en indtrængende advarsel mod den åndelige opløsning i den evangelikale bevægelse og et stærkt kald til at vende til reformatorisk kristendom. Dokumentet udtrykker en teologi, der er i dyb samklang med det åndelige og teologiske grundsyn, som har båret de lutherske missionsforeninger i Danmark frem til vor tid. I den del af den evangelikale bevægelse, som her kommer til orde, vil der uden tvivl fortsat være meget godt at hente fremover i kampen for evangeliets bevarelse og udbredelse.

Litteratur

Horton, Michael, 1992, ”Evangelical Arminians”; artikel i: Modern Reformation Maj/Jun 1992

Lloyd-Jones, Martyn, 1989, ”What Is an Evangelical”; artikel i: Knowing the Times

Murray, Iain, 2000, Evangelicalism Divided

Marquart, Kurt, 2001, ”’Church Growth’ as Mission Paradigm”; artikel i: Church and Ministry, udg.: The Luther Academy

Teigen, Arne Helge: ”Kontekstualisering som utfordring til luthersk teologi”; artikel i: Fast Grunn nr. 4,  2002

Artiklen er oprindeligt bragt i Magasinet Budskabet og bringes her i en lettere forkortet udgave.