De fem alener – Skriften

En enkel forklaring af det lutherske "Skriften alene". Hvad betyder det, og hvorfor er det relevant i dag?

Der er mange ting, som kan stjæle vores glæde og frimodighed som kristne. Vi kan være usikre på Gud, på os selv og på vores tro. I fem artikler vil vi gennemgå fem solide ”slagord” med rødder tilbage i reformationen: Skriften alene. Kristus alene. Troen alene. Nåden alene. Guds ære alene. Disse ”alener” (latin: sola) sammenfatter det helt centrale i den lutherske teologi og dens opgør med den katolske kirke. Men min påstand er, at de gamle slagord også kan blive solide trædesten for vores tro i dag – til frimodighed og glæde.

Skriften åbenbarer Gud

Måske har du prøvet at skulle forklare andre, hvorfor det lige er, at du vælger at bygge dit liv på en flere tusind år gammel bog. Eller måske har du prøvet at forklare det til dig selv. For sagen er jo, at det umiddelbart kan virke temmelig vanvittigt at lade Bibelen bestemme, hvordan man lever sig liv. (Selvom det måske ikke er mere vanvittigt end at overlade bestemmelsen til horoskoper, influencers eller den nyeste tiktok-trend).

Så hvorfor mener jeg alligevel, at Bibelen faktisk skal have denne autoritet? Det gør jeg først og fremmest, fordi det er her, Gud har valgt at åbenbare sig – give sig til kende. Grunden til at vi overhovedet kan vide noget om Gud – og om tro, nåde og Jesus, som de andre artikler handler om –er, at vi har vores Bibel. Ifølge dens egne ord, er Bibelen nemlig ”indblæst af Gud” (2. Tim 3,16), og derfor kalder vi den også for Guds Ord.

Skriften giver en fast grund for troen

En anden vigtig grund til at tale om ”Skriften alene” er, at vores tro her kan have et sikkert og fast grundlag! Derfor udfordres vi også til at fastholde Bibelens sandhed og fulde troværdighed, som ofte bliver angrebet. Måske lyder det lidt usexet at tale om ting som ”bibeltroskab” og ”fuld troværdighed”, men det er vigtigt! For hvis Bibelen viser sig at tale usandt i etiske spørgsmål, eller hvis den modsiger sig selv i teologiske spørgsmål – hvordan kan vi så vide, at den taler sandt, når det gælder spørgsmålet om vores frelse? Hvordan kan vi være sikre på, at de andre slagord om nåden og troen er sande? Hvordan kan jeg være sikker på, at mit liv er i Guds hænder?

Men omvendt gælder det også: Netop fordi Bibelen er fuldt troværdig, har vi her et sted, hvor vores tro kan have fast grund under fødderne! De kristne trossandheder føles eller opleves ikke altid særligt solide for os. Jeg kan ikke se eller røre ved Gud. Jeg kan ikke bevise, at Jesus virkelig døde for mig. Og at mit liv skulle være i Guds gode hænder, stemmer sandelig ikke altid med, hvad jeg erfarer. Men fordi Bibelen er Guds sande åbenbaring, der er fuldt troværdig, så kan jeg få lov til at bygge mit liv og min tro på de sandheder, jeg finder her. Og så kan jeg stole på, at det faktisk gælder – uanset om jeg så får lov til at føle eller erfare det i mit liv.

Skriften alene vs. Skriften og traditionen?

At Skriften er Guds ord, og dermed en afgørende autoritet, var faktisk ikke en holdning, Luther stod alene med. Det mente den katolske kirke også. Imidlertid mente den katolske kirke, at den kirkelige tradition – altså kirkemøder samt kirkefædres skrifter – havde en autoritet på linje med Skriften og derfor havde en ufejlbarlig udlægning heraf.. Det afgørende ved det reformatoriske syn var derfor, hvad der også ligger i slagordet: Skriften alene. At Bibelen er den eneste, afgørende autoritet hvorpå hele den kristne tro hviler. Og det blev afgørende for Luthers opgør med dele af den katolske teologi, som ikke var bibelske.

Derfor må ”Skriften alene” også være en udfordring til os i dag om ikke i praksis at sætte andre autoriteter på linje med Skriften selv. Selvom vi i en protestantiske tradition ikke har en pave med en ufejlbarlig stemme, så tror jeg, at mange af os har en yndlingsprædikant eller en favoritteolog, som vi særligt gerne lytter til, også i vanskelige, bibelske spørgsmål. Det er der i sig selv ikke noget galt i – der er en grund til, at Gud har udpeget åndelige ledere for os. Og så langt som de udlægger den bibelske sandhed, må vi lytte med glæde og sige Gud tak for dem. Alligevel må vi minde os selv om, at det altså ikke er deres ord i sig selv, der skal være den højeste autoritet – men Skriften selv.

Skriften er klar og tilstrækkelig

Dernæst vil jeg betone, at ”Skriften alene” også betød for Luther, at Skriften både er klar og tilstrækkelig. Fordi det er Guds åbenbaring, og Helligånden derfor er den egentlige forfatter, er hele Bibelen skrevet præcis, som den skal være – selvom vi har brug for Helligånden til at forstå den rigtigt. Her gemmer sig også et par personlige udfordringer for mig selv. For hvis Bibelen er klar, hvordan kan det så være, at forskellige bibellæsere kan komme frem til så forskellige resultater? Svaret må være, at mens Skriften er ufejlbarlig, så er læseren det ikke, og syndefaldet har også haft konsekvenser for vores åndelige klarsyn. Indrømmet – det fjerner ikke min frustration til fulde. Men måske bliver det et bagvendt bevis på vigtigheden af, at det netop er Bibelen selv – og ikke en eller anden teolog eller forkynder – der er autoriteten.

Til sidst udfordrer Luthers bibelsyn mig også til faktisk at glæde mig over Bibelen og tage teksterne til mig, som de er. Jeg tager jævnligt mig selv i at tænke, at en pointe godt kunne være klarere eller en tekst mere spændende eller en salme mere trøstende. Men når jeg tænker sådan, gør jeg mig jo til dommer over Guds Ord. I stedet må jeg bede Ånden om at gøre Ordet levende for mig, og glæde mig over det, som det er. Det er nemlig også en luthersk pointe, at Guds Ord altid er ”levende og virksomt” (Hebr 4,12). Også når jeg ikke mærker den store aha-oplevelse, så får jeg i Skriften et møde med Gud selv!

Del:

Twitter
Facebook
Relaterede artikler