Aktuelle gudsbilleder

”Hjertet er en afgudefabrik.” Sådan udtrykte Jean Calvin den virkelighed, at hvis jeg ikke vedvarende lever i Guds ords lys, så vil jeg pga. mørket fra mit eget hjerte danne nogle falske billeder af Gud, som dermed bliver mine afguder. Den sandhed er ikke mindre aktuel i dag.

Når vi læser frelseshistorien i GT, bliver det klart, at det til alle tider har været en kamp for Guds folk at fastholde et sandt billede af Gud. Igen og igen ”glemmer” Israels folk Gud. På overfladen ser alt oftest fint ud, for de kommer jo i templet, bringer ofre og tilbeder Gud.

Men problemet er, at folket i hjertet lever på afstand af Den Hellige Gud. De lever på afstand af den åbenbaring, som Gud har givet dem, og da sker der uundgåeligt dét, at folket begynder at danne sig deres eget billede af (en) gud ud fra deres egne tanker og følelser.

Jeremias´ tid og vores tid

Et af de klareste eksempler i Bibelen på denne sandhed er tiden omkring Jeremias. Han bliver kaldet til profet i 627 f.Kr. (Jer 1,2).

Folket får i tiden inden Jeremias to ugudelige konger, Manasse (687-642 f.Kr.) og Amon (642-640 f.Kr.), som får folket til at glemme Gud og hans ord (2 Kong 21). Guds åbenbaring går i glemmebogen i omkring 65 år (Jer 2,32). Først i 622 f.Kr. under den gudfrygtige kong Josija (640-609 f.Kr.) bliver lovbogen fundet frem igen (2 Kong 22), og en lille vækkelse følger hos en lille rest i folket. Men for de fleste forbliver det en ydre vækkelse, som lader hjertet uberørt. De har Guds navn på læberne, men ikke i hjertet (Jer 12,2, jf. Es 29,13).

Derfor kaldes Jeremias som profet til midt i den ydre vækkelse at kalde folket til at vende om til Gud i deres hjerter. For det gavner intet at være med i en ydre vækkelsesbevægelse, hvis hjertet ikke står i et ret forhold til Gud.

Men fordi folket i disse 65 år havde levet på afstand af Guds ord, var de kommet langt bort fra et bibelsk billede af Gud og var blevet så stærkt styret af deres egne tanker og følelser om Gud, så de stod fuldstændig uforstående og afvisende over for den Gud, som Jeremias forkyndte (f.eks. Jer 16,10-13).

Som mørket, der vokser, når solen går ned, havde den stadige afstand til Guds åbenbaring og de mange kompromiser med Guds ord, nu ført dem ind i selvbedragets mørke. De levede præcis, som de selv ville: De undertrykte de svage, tjente sorte penge, delte seng med andre end deres ægtefælle, og dyrkede de guder, som de mente gav dem rigdom, velstand og velvære.

Men samtidig kom de i templet og fandt midt i en national krise deres fred i, at de jo kom i templet og bragte deres syndofre, så dermed ville Gud jo være med dem og redde dem fra deres fjender, mente de (Jer 7).

Og værst af alt: Folket så ikke selv problemet i deres hykleriske gudsdyrkelse. Da Jeremias som Guds talerør forsøgte at kalde dem til omvendelse, ville de derfor slå ham ihjel (Jer 26).

Også i dag står vi i fare for at danne en gud i vores eget billede. Der er mange vigtige (og ikke vigtige!) ting, der tager vores tid og opmærksomhed – og det i et sådant omfang, at vi ofte forsømmer det allervigtigste: at vi sætter os med vores Bibel og bliver stille for Guds ord, der leder os ind for Den Hellige Guds ansigt, hvor vi ser sandheden om ham, sandheden om os selv og rigdommen i evangeliet om Jesu fuldbragte frelse for syndere som os.

Forsømmer jeg denne plads, vil jeg uundgåeligt komme bort fra et bibelsk billede af Gud og blive styret af mine egne tanker og følelser om Gud!

Derfor er det heller ikke underligt, at der er stor lighed mellem det billede af Gud, der prægede folket på Jeremias´ tid og det, der synes at være et populært billede af Gud mange steder i den vestlige verden i dag. Jeg vil nævne tre forhold:

1. En gud, som ikke tager det så alvorligt med synden

Et væsentligt aspekt af folkets billede af Gud på Jeremias´ tid er, at de tror, at Gud ikke tager det så alvorligt med synden i deres liv. Jeremias anklager folket for at se igennem fingre med synd. Men på trods af det, er der ingen, der angrer (Jer 8,6; 2,33-35).

Der synes særligt at være to årsager til dette. For det første lever folket på så lang afstand af Guds ord, at de ikke selv ser, hvor galt det står til i deres liv – de kender ikke Herrens lov (Jer 8,4-7; 5,4f).1Jer 8,7c; 5,4b; 5,5b bør oversættes som i Norsk Bibel (2007): ”… mit folk kender ikke Herrens lov.” De lever på afstand af lyset og ser derfor ikke selv, at de er i mørket.

For det andet synes folkets inderlige religiøsitet at lukke deres egne øjne for, at Gud ikke tager imod deres gudsdyrkelse (Jer 11,15; 6,19f). De finder deres fred i, at de jo kommer i templet, tager del i lovsangen og bringer deres syndofre, der giver dem syndernes forladelse – og så betyder det vel ikke så meget, at de ikke tager det så alvorligt med Guds bud og synden i deres liv (Jer 7,1-15)!

Det er der jo så mange andre, der heller ikke gør. Så det går vel nok … Sådan tænker de, men Gud tænker anderledes! Hvis folket ikke vil lytte til og være lydig mod Gud, vil han ikke lytte til dem, når de råber til ham – ja, Gud forbyder endda af samme grund Jeremias at gå i forbøn for folket (Jer 7,16; 11,14; 14,11; 15,1).

Hvordan er disse forhold aktuelle for os i dag? Her må vi give Gud lov at kaste lys over vores eget liv og vores menigheders liv:

Lever jeg selv for Den Hellige Guds ansigt med et åbent og modtageligt hjerte over for alle sider af Guds ord? Også når han fælder dom over de synder i mit liv, som jeg elsker allermest og har sværest ved at slippe? Eller forkynder jeg en billig nåde – tilgivelse uden omvendelse – til mig selv og andre?

Er jeg med både mine ord og mit liv med til at forkynde, at Gud ikke tager det så alvorligt med synden? Misbruger jeg Guds nåde til at legalisere synd (Jud 4)? Forsikrer jeg mig selv og andre om, at jeg kender Gud, men fornægter ham i handling (Tit 1,17)?

Hvis jeg ikke vil komme til Jesus med al min synd, står jeg med min egen synd over for Den Hellige Gud under hans retfærdige vrede i evig fortabelse. Må Gud give mig, at jeg kalder det for synd, som Bibelen kalder for synd; og at jeg villigt og frimodigt forkynder dette, selvom det koster.

Det er nødvendigt, hvis jeg selv og mennesker omkring mig ikke skal lulles ind i selvbedragets mørke, men ledes ind i evangeliets frigørende lys hos Gud, hvor jeg kan stå med en ren samvittighed og med fred i hjertet pga. det blod, der renser mig fra al synd.

2. En gud, som jeg kan forholde mig til, som jeg vil

Et andet aspekt ved folkets gudsbillede er, at Guds ord ikke er deres absolutte autoritet, men at de forholder sig til Gud og hans ord, som de vil.

Jeremias bruger et særligt udtryk til at beskrive dette: ”Folket følger deres onde hjertes forstokkethed” (f.eks. Jer 18,12).2Forstokkethed (hebr: שְׁרִירוּת) beskriver en tilstand, hvor man afviser at ændre sine holdninger og handlinger, jf. Jer 3,17; 7,24; 9,13; 11,8; 13,10; 16,12; 23,17. Folket er styret af deres eget hjerte og deres egne tanker i en sådan grad, at de ikke vil bøje sig under Guds ord. De vil have det på deres egen måde.

Samtidig er folket vise i egne øjne og bruger den visdom, de mener, de har, til at bøje og fordreje Guds ord, så det passer til deres holdninger og handlinger. Men deres visdom imponerer ikke Gud: ”De forkastede Herrens ord, hvad hjælper så deres visdom?” (Jer 8,8f).

Hvordan er disse forhold aktuelle for os i dag? Igen må vi lade os ransage af Gud:

Er Guds ord min absolutte autoritet i alle forhold? Eller reserverer jeg mig fra de sider i Guds ord, som ikke lige passer med mit billede af Gud, og som jeg måske reagerer følelsesmæssigt imod?

Bøjer jeg mig under Den Hellige, der taler i Ordet, eller fordrejer jeg dele af budskabet til mit eget fordærv (2 Pet 3,16)? Er jeg villig til at tale, som Guds ord taler (1 Pet 4,11)3DO 1948 gengiver grundteksten mere præcist: ”Taler nogen, han tale som Guds ord” (Gr: εἴ τις λαλεῖ, ὡς λόγια θεοῦ). – også når Guds ord taler imod populære holdninger og handlinger og derfor vækker modstand? Elsker jeg mennesker nok til at fortælle dem sandheden, eller elsker jeg mig selv for højt til, at jeg lader være?

Må Gud give os, at vi må høre til dem, der skælver for Guds ord (Es 66,2). Fordi vi ved, at dette ord er en åbenbaring af Guds eget væsen og vilje. Som vi forholder os til Ordet, sådan forholder vi os til Ham! Lad os være tro mod alt i Guds ord, for Guds tanker er højere end vores tanker (Es 55,8f), og hvert ord i Skriften er udtalt af den Gud, som elsker os. Han har ét altoverskyggende mål med alt, hvad han taler: at lede os til frelsen og det evige liv i Kristus.

3. En gud, som er til for mig

Et tredje aspekt ved folkets gudsbillede er, at de ønsker at have en gud på deres egne præmisser. I deres daglige liv lever de, som de vil, men når ulykken kommer, vender de sig til Gud og forlanger at få hans hjælp (Jer 2,27f).

Dette gælder særligt Judas sidste konge inden eksilet i 586 f.Kr., kong Sidkija. Han erfarer, at Jeremias er Guds talerør og opsøger derfor Jeremias for at få Guds hjælp midt en politisk og national krise, men han vil have hjælpen på sine egne præmisser og ikke på Guds præmisser (Jer 21,1f; 37,17; 38,14.24; sml. 42,1-6).

Merete Bandak har i en sang sat nogle rammende ord på denne holdning til Gud:

Jeg ønsker mig en gud, som jeg kan bruge
der ikke sætter grænser eller hegn
der ikke vil bestemme eller true
der kun vil sende sol og ikke regn.

Jeg ønsker mig en gud, som står på pinde
der stiller, li’så snart jeg råber: Kom!
forkæler mig og altid la’r mig vinde
forstår, at det er mig, det handler om.

Hvordan er disse forhold aktuelle for os i dag? Det må vi igen hver især vende med Gud:

Opfatter vi Gud som ham, der har skabt os til sin ære (Es 43,7.21), og som har købt os dyrt, for at vi ikke længere skal leve for os selv, men for ham, som døde og opstod for os (2 Kor 5,15)?

Eller er det omvendt, så jeg tror på en gud, som er til for mig? En gud, som er til for at curle4Betyder her: ”feje for, fjerne problemer”, jf. Curling-sporten mig igennem livet og hjælpe mig med at få et paradis-liv her på jorden?

Og når Gud skuffer mine forventninger til ham, så har jeg vel ret til at blive vred på ham og skælde ham ud, og i værste fald at bruge det som en undskyldning for at vende mig fra Gud? Når vi glemmer Gud, bliver rollerne byttet om i vores hjerter og tanker. Vi styrter Gud af tronen og sætter os selv på den i stedet for. Vi tror, at Gud er til for os, og ikke, at vi er til for ham!

Den ophøjede Gud bor hos os

Bibelen forkynder det ophøjede og ærefrygtindgydende billede af Gud. En Gud, der troner i det høje og det hellige, men som samtidig bor hos den, hvis hjerte er knust, og hvis ånd er nedbøjet i mødet med denne hellige Gud (Es 57,15). Hans højeste mål er ikke at give os Himlen på jorden, men han har ét altoverskyggende mål med alt: at lede os til og bevare os i det evige liv, som alene findes i en sand og levende tro på Jesus (Joh 17,3).

Folket på Jeremias´ tid levede på afstand af Guds åbenbaring og var derfor styret af deres eget hjerte og deres egne tanker om, hvem Gud var. Derfor stod folket også uforstående og afvisende over for Jeremias´ tale om Gud og bragte dermed den dom, som de forsøgte at undgå, over sig selv! Må Gud give os, at vi lærer af historien, så vi ikke er dømt til at gentage den!

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

Fodnoter:

1 Jer 8,7c; 5,4b; 5,5b bør oversættes som i Norsk Bibel (2007): ”… mit folk kender ikke Herrens lov.”
2 Forstokkethed (hebr: שְׁרִירוּת) beskriver en tilstand, hvor man afviser at ændre sine holdninger og handlinger, jf. Jer 3,17; 7,24; 9,13; 11,8; 13,10; 16,12; 23,17.
3 DO 1948 gengiver grundteksten mere præcist: ”Taler nogen, han tale som Guds ord” (Gr: εἴ τις λαλεῖ, ὡς λόγια θεοῦ).
4 Betyder her: ”feje for, fjerne problemer”, jf. Curling-sporten

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook