Den altafgørende påklædning

Lignelsen om kongen, der indbyder til sin søns bryllup (Matt 22,1-14), er et billede på Gud og hans handlemåde over for sit folk - først Israel og derefter kirken ud over jordkloden. Kirken består af både Jesustroende jøder og Jesustroende hedninger.

Den hænger sammen med lignelsen om pottemageren (Jer 18,1-6), der sidder med noget materiale, der skal bearbejdes. Nogle gange lykkes det at lave en krukke i første forsøg, mens han andre gange må begynde forfra. Det billede anvender Gud på sit folk Israel i den gamle pagts tid. Pottemagerlignelsen handler om Guds tålmodighed: at der midt i Guds dom over folket over generationer er en rest, der lader sig frelse. Lignelsen om kongen, der inviterer til sin søns bryllup, handler om, at tålmodigheden har en grænse.

Pottemagerens ”materiale” var det samme hele tiden. Arvemassen var kommet fra én mand, Abraham, og hans kone Sara, men den var fordelt ud gennem Jakobs 12 sønner og de efterfølgende 12 stammer. Men det blev ofte sådan, at Gud måtte begynde forfra. Over mange slægtled var det ikke lykkedes Gud at få den krukke, han ønskede. Materialet var svært at arbejde med.

En almindelig pottemager stopper, når det er fyraften. Gud sled med sit folk i århundreder. Men generation efter generation vendte ryggen til Gud. Kun en rest blev tilbage, som ville følge Gud. Alligevel gav Gud ikke op. Han brugte Israels rest til et nyt forsøg. Sådan er Gud i sin tålmodighed.

En tålmodig konge

Den tålmodighed ser vi også i lignelsen om kongen, der vil afholde sin søns bryllup. Først sender han tjenere ud med invitationer. Men de, der bliver indbudt, gider ikke komme. De vil ikke prioritere at komme til kongens glædesfest for sin søn.

Så sender han tjenerne ud anden gang og siger til de indbudte: Nu er maden på bordet. Der er både oksesteg og kalvesteg, og det skulle være mærkeligt, om ikke der også var årstidens grøntsager. Og der har helt sikkert været den mest udsøgte rødvin til, når en konge holdt sin søns bryllup. Det skulle være en glædeseksplosion med kaloriebomber til dessert.

Men heller ikke anden gang, hvor indbydelsen kommer ud, gider de indbudte komme til brylluppet. Én går ud på sin mark for at arbejde, en anden går til sin forretning. De prioriterer noget andet. Det er groft nok i sig selv, for de krænker dermed værten. Utak er værtens løn. Oksesteg og kalvesteg kunne ikke lokke gæsterne ind.

Der er andre af de indbudte, der reagerer endnu værre og endnu mere voldsomt. De tager tjenerne, der kom med invitationen, og mishandler dem og slår dem ihjel. Det er meget ondskabsfuldt.

En konge, der ikke reagerer på det, vil ikke være konge ret længe. Men kongen er ikke svag og handlingslammet. Han reagerer med vrede og sender hæren ud for at dræbe morderne og brænde deres by.

Jøderne afviste Jesus

Her er der i teksten en vigtig pointe. Det er mordere, der bliver straffet med døden. De får som fortjent; øje for øje, tand for tand og liv for liv. Det er vantro jøder, der tales om i lignelsen.

Det er en pointe, at denne lignelse er fortalt af Jesus på et ganske bestemt tidspunkt. Matthæusevangeliet er særligt skrevet, for at jøder skal kunne forstå det. Og Jesus fortæller denne lignelse efter palmesøndag, hvor han er redet ind i Jerusalem, og hvor skarerne har hyldet ham. Det er før indstiftelsen af nadveren og hans tilfangetagelse, lidelse og død. Lignelsen er den sidste af tre lignelser, som Jesus fortæller i de dage. De handler alle om, at lederne af det særligt udvalgte folk, Israel, afviste Jesus som sendt fra Gud med frelse til sit folk (Matt 21,28-22,14).

Men selvom det er jøder, der er talt til, gælder det også Guds handlemåde i almindelighed. Det ser vi tredje gang, invitationen sendes ud langt ud over de særligt udvalgtes rækker. Gud havde sendt profeter til sit udvalgte folk Israel, og så sendte Gud til sidst sin Søn. Jesus kom til sine egne, men hans egne tog ikke imod ham.

Udvalgt – til en bestemt funktion

Teksten slutter med en ikke uvæsentlig detalje: ”Mange er kaldet, men få er udvalgt.”  Talangivelser skal ikke altid opfattes matematisk eksakt. Udtrykket mange er i Matthæusevangeliet en hebraisme, der egentlig betyder alle. Noget lignende kommer ved Jesu indstiftelse af nadveren, hvor han siger, at hans blod skal udgydes til syndernes forladelse for ”mange” (Matt 26,28). Alle, hele jordens befolkning, er kaldede til kongesønnens bryllup, men det var kun Israel, der var udvalgt til en bestemt funktion i planens udførelse.

Gud havde udvalgt Abraham, Moses, David og Israels folk til en særlig opgave og funktion her i tiden for at fuldføre sin frelsesplan. Det at være udvalgt til en funktion her i tiden er ikke nødvendigvis nogen garanti for at nå frem til evig salighed.

Af det udvalgte Israels folk var det kun en rest, der omvendte sig til tro på Gud. Gud udvalgte stamfædre, profeter og konger, men langtfra alle nåede målet. På Jesu tid vendte de udvalgte Jesus ryggen i stor stil.

For at der kan blive fest, må kongen vende sig til andre. Det er tredje gang, han inviterer. Og det er ikke et hvilket som helst bryllup, de inviteres til. Det er Guds førstefødte søn. Det er arveprinsens bryllup. Det er Guds eneste søn, og derfor er det det eneste bryllup, han nogensinde kommer til at invitere gæster til. Bryllupsfesten er indgangen til et nyt liv, en ny status, der er anderledes end før brylluppet.

Men kongen sender tjenere ud, hvor vejen ender, og inviterer vidt og bredt. Og kongen går ikke i små sko, han inviterer både onde og gode. Sandelig om ikke bryllupssalen bliver fuld af gæster.

Den nødvendige bryllupsklædning

Slutningen på lignelsen påkalder sig opmærksomhed. Kongen er naturligvis glad, når festsalen er blevet fuld. Værten er nærværende, én, der giver håndtryk til alle. Han hilser personligt på alle de fremmødte. Pludselig sker det uventede, at han opdager, at der er en gæst, der adskiller sig fra de øvrige. Den ene gæst har ikke bryllupsklæder på.

Det er bemærkelsesværdigt. Hvordan hænger det sammen? I Mellemøsten fulgte en dragt med indbydelsen, en festdragt, som man skulle bære ved festen. Bryllupsklædningen er i denne lignelse billede på ”frelsens klæder”.

Det er kendt fra GT. Profeten Esajas er nærmest euforisk, når han skriver: ”Jeg fryder mig over Herren, min sjæl jubler over min Gud. For han har klædt mig i frelsens klæder og hyllet mig i retfærdighedens kappe, som en brudgom sætter sin turban, og som bruden fæster sine smykker” (Es 61,10).

Jesus bruger billedet, at han er Guds søn, og at han er brudgommen for dem, der tror på ham. Guds menighed er forbundet til Gud med et så stærkt bånd, som sammenlignes med et ægteskab.

Til disciplene sagde Jesus: Der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem (Matt 9,15). Dermed sigter Jesus på de efterhånden mange år, der er gået fra hans himmelfart og indtil hans genkomst. I NT sammenlignes forholdet mellem Kristus og kirken med brudgom og brud (Ef 5,32).

Jesus er Guds søn. Han er ofret for at frelse os fra vores synder. Han er Guds lam, der bar verdens synd. Læg mærke til ”bryllupsklædningen” i følgende afsnit fra Johannes’ Åbenbaring: ”Herren vor Gud, den Almægtige, har taget magten, lad os glæde os og juble og lovprise ham, for nu skal Lammets bryllup stå, og hans brud har gjort sig rede, hun har fået givet at klæde sig i lysende rene linnedklæder – for linnedklæderne er de helliges retfærdige gerninger. Og englen sagde til mig: ’Skriv: Salige er de, der er indbudt til Lammets bryllupsfest.’ Og den sagde til mig: ’Det er Guds sande ord’” (Åb 19,6b-9).

Det er opsigtsvækkende, at en person ikke havde bryllupsklædning på. Han mødes derfor med et konfronterende spørgsmål: ”Hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder?” Men der kom ikke noget svar. Det var en person, der havde noget at skjule, og det går aldrig godt.

Om Judas og Himmeriget

Utallige kristne har spurgt sig selv, hvordan kunne denne person komme ind i himmelen. Men lignelsen handler ikke om himmelen, men derimod om Himmeriget, som der udtrykkeligt står i teksten.

I Matthæusevangeliet kaldes den størrelse Himmeriget, som i de andre evangelier kaldes Guds rige. Himmeriget kom med Jesus, og hans gaver er tilgivelse, tro, kærlighed og håb, men det er endnu ikke kommet i sin fuldbyrdelse.

Meget taler for, at det er en forudsigelse af Judas’ forræderi og en afsløring af de mennesker, der er i Guds menighed, men som i virkeligheden ikke tilhører Jesus.

I anden sammenhæng siger Jesus til sine disciple: ”I er rene, dog ikke alle” (Joh 13,10b). Så der var et internt problem hos discipelflokken. Denne lignelse om kongesønnens bryllup fortælles kort før, at Jesus indstifter nadveren, hvor de 12 disciple er med ham. Det er det sidste påskemåltid, som han spiste her på jorden, og han var glad for fællesskabet med sine disciple. I den forbindelse siger han til disciplene: ”Jeg skal aldrig mere spise det, før det fuldendes i Guds rige” (Luk 22,16).

Jesus gør det klart for os, at vi hver især skal være opmærksomme på at holde os til ham og at modtage festklædningen af ham.

Der er mennesker, der trænger sig ind i Gudsrigets sammenhæng, men som ikke vil slippe deres eget begær efter selvhævdelse, og som ikke vil modtage frelsens klæder af Gud gennem Jesus. De vil ikke tage imod syndernes forladelse, Helligåndens gaver og troen, som nåde fra Gud.

Kirkens vilkår i verden

I Folkekirkens bekendelsesskrift Confessio Augustana artikel 8 siges det tydeligt: ”Skønt kirken egentlig er de helliges og sandt troendes forsamling, … er (den) … i dette liv … indblandet mange hyklere og onde mennesker.”

Manden uden bryllupsklædning er et typisk eksempel, et forvarsel fra Jesus om discipelflokkens og kirkens vilkår i verden. Kongen beder sine tjenere om at binde hænder og fødder på manden, og han kastes ud, hvor der er gråd og tænderskæren. Gud skal nok rydde op på et eller andet tidspunkt.

Da Jesus spiste det sidste påskemåltid og indstiftede nadveren var Judas med, han spiste af det samme fad som Jesus (Matt 26,23). Men det varede ikke mange timer, før han var ude, hvor der var gråd og tænderskæren.

Modtag gaven!

Hvad er så bryllupsklædningen? Den giver adgang til Guds søns bryllup. Det er en klædning, som bliver givet; ikke en, man selv skaffer. Det er selve frelsen, syndernes forladelse, der er bryllupsklædningen. Det er den, der dækker din egen synd, skyld og skam. Jesu død er betaling for det, så alt det, der er på ”minussiden” (og for så vidt også ”plussiden”) i dit liv, bliver dækket af Jesu syndfrihed, skyldfrihed og ærefuldhed. Det er frelsens klæder.

Når du ved nadveren i tro og taknemmelighed modtager Jesu legeme og blod, som blev udgydt for dig – så befinder du dig i receptionen sammen med alle de andre, der er på vej ind til den store fest i Guds rige.

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

Relaterede artikler