Autoritet, autoritær, autoritativ…

13 minutters læsning

Formelle autoriteter udfordres og andre autoritetsformer vægtes højere. Er det godt eller skidt for kirken?

”Når folk fornemmer at de er enige med mig, ønsker de, at jeg skal være en stærk og synlig leder. Når de fornemmer at vi er uenige, forventer de, at jeg er åben og lyttende”. Sådan sagde en noget træt leder i en dansk kristen organisation for nogle år siden.

For god ordens skyld må jeg hellere understrege at denne leder, ikke var mig selv. Men der er naturligvis en grund til, at jeg kan huske den!

Dermed beskrev han sin egen frustration i mødet med nutidens noget blandede forhold til autoriteter.  På den ene side kan man ikke uden videre beskrive vores tid som antiautoritær eller autoritetsfjendtlig, for der efterspørges faktisk lederskab. På den anden side må ledere i højere grad begrunde deres ret til at lede, og man bøjer sig ikke for dem med samme selvfølgelighed som tidligere.

Hvad er der sket? Og hvordan skal vi som kristne vurdere denne udvikling?

Tre slags autoritet

For at forstå udviklingen kan det være nyttigt at tage afsæt i en traditionel skelnen mellem tre forskellige former for autoritet:1Se fx Carsten Hjorth Pedersen: ”Autoritet og frihed – to centrale pædagogiske begreber, som er gensidigt afhængige af hinanden” www.kpi.dk.

Formel autoritet: Det er den autoritet et menneske har på grund af sin position som lærer, politibetjent, statsminister, arbejdsgiver, forælder… Love og regler giver disse mennesker ret til, indenfor hver deres område, at bestemme og udstikke retningslinier. De har i princippet deres autoritet, så længe de besidder deres embede, og mister den, den dag de forlader jobbet. Samtidig er der en psykologisk tradition for, at deres ord i almindelighed har vægt, når de udtaler sig: læreren på sin skole, forælderen i sit hjem, statsministeren i sit land. I mange tilfælde også, når de udtaler sig om emner, der ligger langt udenfor deres egentlige myndighedsområde. Statsminister Anders Fogh Rasmussens mange udtalelser om religion kan tages som et eksempel på dette. Kristne ledere, som gennem tiderne har udtalt sig om politiske spørgsmål, kan tages som et andet.

Faglig autoritet: Det er en autoritet knyttet til det et menneske kan. Det er den myndighed som den gode fagmand har indenfor sit felt. Han behøver ikke være lederen på kontoret eller i virksomheden, men de andre ved godt, at hans ord har vægt. Dette er en autoritet, som han har, så længe han kan bevise den, og den må han vinde sig igen og igen. Han beholder den ikke nødvendigvis så længe han sidder i sit job; men kan fx blive overhalet af en yngre kollega. Han mister den ikke automatisk den dag han går på pension; men kan måske få rollen som den kloge gamle mand, man spørger til råds.

Personlig autoritet: Det er den autoritet, som et menneske har i kraft af det som mennesket er: dets personlighed, udstråling og livserfaring. Den hænger ikke bare sammen med ord og færdigheder – og slet ikke embede – men kommer fra et sted, som ikke altid lader sig indfange i ord. Man mærker det undertiden i en forsamling, at når et bestemt menneske tager ordet, så bliver der lyttet særlig intenst. Og pågældende behøver ikke at have nogen høj uddannelse eller indtage nogen formel lederposition.

Denne autoritet må også vindes igen og igen, og er i sin natur endnu mere skrøbelig end den faglige. Den kan mistes totalt ved et enkelt fejltrin eller ved afsløringen af et hidtil skjult træk i personligheden.

Der er et kompliceret samspil mellem disse tre former for autoritet, og især de to sidste glider ofte over i hinanden.  De vil findes i forskellige blandingsforhold hos forskellige mennesker.

Undertiden kan der være en næsten chokerende spænding mellem et menneskes autoritet i forskellige felter: Det kan handle om det faglige geni, som bare ikke kan få et menneskeligt samspil til at fungere.

Eller manden der kan eje stor autoritet i en sammenhæng (arbejdspladsen fx) og slet ikke have autoritet i en anden (sit hjem fx).

Den moderne udvikling

Hvis man skal beskrive den moderne udvikling, så lyder den korte version: Der er blevet større fokus på de to sidste former for autoritet og mindre på den første. Eller sagt med andre ord: Den institutionelle autoritet må i nogen måde vige pladsen for den bløde og personorienterede.

Den institutionelle autoritet findes stadig; vi har stadig en statsminister, nogle lærere, politibetjente, forældre og arbejdsgivere. Og vi retter os i stor udstrækning stadig efter dem. Hvis vi ikke gjorde, ville samfundet gå i opløsning.

Men vi er mistænksomme overfor dem.

Og mange træk i vores kultur viser, at deres betydning er mindre: Vi elsker bøger og film, som afslører dem som tomme autoriteter eller autoriteter, der misbruger deres magt.

Der findes fx en grundfigur i moderne film2Niels Arden Oplevs film: ”Drømmen”, er et eksempel på dette. Den beskriver en voldelig skoleleder i Himmerland i slutningen af 1960-erne, og hvordan han mister sin magt. og litteratur3Hans Scherfigs: ”Det forsømte forår” er klassikeren i denne genre., nemlig manden (og det er ofte en mand), der har formel autoritet men falder igennem på de faglige og især personlige felter. Han bliver afsløret som et lille menneske med en meget stor magt.

Det er også en yndet vinkel i medierne at finde politiske ledere eller myndigheder, som misbruger deres magt.4Netop mens dette skrives kører medierne historien om  at politiet har misbrugt sin myndighed til at foretage urimeligt lange anholdelser på Christiania.

I det moderne samfund er det menneske, som har en formel autoritet men mangler den faglige og personlige, en ynkelig og farlig figur. Det menneske, der gør oprør mod ham, er en helt.

Og modsat: Det menneske, der har faglig og personlig autoritet, bliver beundret og værdsat.

Den faglige autoritets større vægt ses tydeligt i medieverdenen. Det er mere reglen end undtagelsen, at nyhedsudsendelserne kalder universitetsansatte forskere ind i studiet for at kommentere begivenheder og processer. For den uafhængige forskers ord har stor vægt, og universiteterne forstås som magtfri rum, hvor mennesker udtaler sig fagligt og uafhængigt af politiske, økonomiske og religiøse interesser.5Hvilket naturligvis er en sandhed med meget store modifikationer.

Og de store personligheder får virkelig stor opmærksomhed – ofte på meget andet end det de producerer. Forfattere, filminstruktører og mennesker med et dramatisk livsforløb får let taletid, og deres ord tillægges stor vægt6De senere års mange interviewbøger med kendte personligheder er eksempler på denne personlige autoritet, fx ”Det skal mærkes at vi lever” med Johannes Møllehave og Benny Andersen.. Medierne elsker personlige portrætter af ”manden bag politikeren”, ”den personlige oplevelse af begivenhederne” osv. For man søger oplysninger om den personlige vægt bag ordene og handlingerne. Eller mangel på samme.

Fænomenet er meget sammensat: Negativt sagt giver det i sig selv autoritet at være kendt7Danmarks tekniske universitet kørte en reklamekampagne i S-togene, som spiller på denne pointe: ”Bliv kendt på faktisk at kunne noget”., og at vi er blevet mere optaget af personerne end af sagerne og holdningerne. Og i praksis har det ført til, at den offentlige diskussion (undertiden: folkestemningen) for en stor del har udfyldt det magttomrum, som de formelle autoriteter har efterladt. Man kan se dette i det politiske liv, hvor den egenskab hos en minister at have gennemslagskraft i det offentlige rum ofte er vigtigere, end om han er fagligt dygtig. For magten ligger i det moderne samfund i det som sociologerne kalder ”diskursen”. Det vil sige den offentlige samtale og diskussion.8Se Ole Grünbaum: ”Farvel til krønikesamfundet” (Peoples Press 2004)

Mere positivt betragtet er der tale om en helt elementær menneskelig mekanisme: Vi lægger ikke bare mærke til hvad, der bliver sagt; men også hvem, der siger det. Vi søger kvaliteten bag ordene og beslutningerne.

Et lidt dramatisk eksempel på dette er Flemming Kofod-Svendsen vidnesbyrd om sin tro i en lang række danske medier, efter at han tragisk mistede fire familiemedlemmer i tsunamien. Der blev virkelig lyttet til ham. Ret beset sagde han ikke meget andet, end hvad mange andre har sagt fra prædikestole og i artikler.

Men i den situation kunne de ord ikke være båret af den formelle autoritet alene: Hvis man forestiller sig en kirkeleder, som stillede sig frem og sagde de samme ord som kommentar til tsunamien, ville det hurtigt – og med en vis ret – blive stemplet som ufølsomt og teologiserende. Men nu blev det sagt af en mand, der havde betalt en høj pris, derfor fik det en vægt, som kom et andet sted fra end fra selve ordene.

Nu har jeg brugt en del eksempler fra det offentlige liv, fordi de er alment kendte. Men min påstand er, at samme mekanismer lader sig efterspore både i menighedslivet, på arbejdspladserne og i vores mere personlige relationer. Den formelle autoritet har ikke mere samme vægt, der spørges efter de personlige holdninger, den personlige kvalitet bag og vores egen livshistorie, som henholdsvis kan bekræfte eller dementere det, vi siger.

På alle planer må ledere i dag bevise deres ret til at have autoritet. Ikke én gang; men tilbagevendende.

Hvordan vurdere denne udvikling?

Det er ikke rimeligt ud fra en bibelsk og kristelig vurdering at beskrive dette alene som en negativ udvikling.

Vel er det sandt, at ulydighed mod forældre i NT beskrives som et frafaldsstegn9Rom 1,30 og 2 Tim 3,2, og at meget tyder på, at de samfundsmæssige strukturer skal gå i opløsning hen mod slutningen af denne verdens historie10Mark 13,9-23. Den bibelske grundforståelse er at myndighederne er til for at beskytte de svage og straffe dem der øver ondt11Rom 13,1-7 og 1 Pet 2,13-17. Derfor er autoritet – også formel autoritet – et positivt fænomen i Bibelen.

Men det er lige så sandt, at den bibelske grundforståelse er, at jordiske autoriteter er midlertidige og relative. Intet menneske på denne jord har en magt, hvis han ikke har fået den givet12Fx Joh 19,11; den skal tages fra ham, når hans tid er gået. Og vi kaldes altid alene til at være lydige ”i Herren”13Fx Kl 3,20-25,, hvilket i yderste konsekvens betyder, at når den jordiske autoritets ord kolliderer med Guds ord, så har Guds ord altid forkørselsret14ApG 5,29. Det er vel strengt taget det, Paulus sætter på spidsen, når han i Gal 1,8 siger, at hvis en engel eller en apostel forkyndte jer et budskab i modstrid med evangeliet, så skal han ikke tros.. Hverken ledere eller forældre må blive genstand for tilbedelse152 Mos 20,3 og Matt 10,37.

Modellen til de historier, som medieverdenen elsker, om den formelle leder, der ikke er sin plads voksen, har man for øvrigt lært fra Bibelen16Herodes og Pilatus er et par eksempler.. Der er en massiv kritik af formelle ledere, der misbruger deres magt17Mark 10,42; ApG 8,18-26; 1 Pet 5,2-4.. Og apostlen Paulus henviser ikke alene til hans formelle autoritet som apostel18Se stort set samtlige brevindledninger.; men han henviser også til at han virkelig er værd at efterligne191 Kor 4,16 og 11,1. Det er den personlige autoritet. Eller han kan være yderst optaget af at underlægge sine argumenter med citater fra de hellige skrifter20Rom kap 4 kan tages som et karakteristisk eksempel på dette.. Det er – i hvert fald i en vis forstand – den faglige autoritet

Kirkehistorisk set er det også værd at bemærke, at vækkelsesbevægelsernes gennembrud i 1800-tallet også i nogen måde var en bevægelse fra den institutionelle autoritet (præsternes) til den personlige (vækkelsesprædikanternes og det personlige vidnesbyrds). LM havde ganske enkelt ikke eksisteret, hvis der ikke på et tidspunkt var blevet gjort oprør mod autoriteter.

Selv om det ikke giver mening éntydigt at beskrive denne udvikling som et forfalds- og endetidstegn, er der god grund til at spørge, hvad der kommer til at udfylde det tomrum, de formelle autoriteter efterlader. Det er formodentlig svaret på det spørgsmål, der afgører om udviklingen er sund eller ej: Altså om det bliver folkestemninger, den offentlige mening, diskursen eller tydeligt etiske og åndelige værdier, som udfylder tomrummet. ”Den hellige skrift og gode grunde”, som Luther sagde ved rigsdagen i Worms. En konsekvens af den større vægt på de bløde autoritetsformer er nemlig, at ledere i højere grad stilles til regnskab for menneskers aktuelle holdninger og værdier. På godt og ondt. Og hvis disse bevæger sig væk fra kristen tænkning, vil ”tiden” foretrække ledere, der bevæger sig i samme retning. Det var for øvrigt allerede forudsat af apostlen Paulus212 Tim 4,3.

Det er nemlig en – undertiden overset – pointe, at de mere bløde autoritetsformer også kan misbruges. Faglig autoritet kan bruges til at udtale sig med vægt i holdningsmæssige og etiske spørgsmål, hvor fagmanden ret beset ikke har noget forspring frem for andre.

Og hvis den formelle autoritet svækkes meget – fx i en menighed – så får andre ledere stor magt. Det kan i værste fald udvikle sig til de stærke personligheders tyranni.

Hvordan være autoritet i det moderne samfund?

Denne udvikling betyder, at vilkårene for autoritet forandres i vores samfund. Der spørges mere til de uformelle end til de formelle kompetencer hos en leder. Og det gælder, uanset om han befinder sig i det politiske, det erhvervsmæssige, det kirkelige eller det private. Hvis han alene – eller primært – henviser til sin formelle autoritet, vil han blive opfattet som autoritær. Det vil sige, at han bliver opfattet som et menneske, der bruger sin position negativt, evt. til at skaffe sig magt. Hvis han i stedet tilbagevendende begrunder og forklarer sine beslutninger og visioner, så han vinder menneskers hjerter og tanker for sin sag, så er der mulighed for, at han bliver opfattet som autoritativ. Det vil sige som en person, der er grund til at adlyde. Vi er her uhyre tæt på det lederideal, Jesus opstillede, når han talte om lederen, som den der tjener de andre.22Mark 10,41-45

Den autoritative person har så i øvrigt bedre muligheder end den autoritære for alligevel at komme igennem i de situationer, som enhver leder kommer i, hvor han er nødt til at henholde sig til sin formelle autoritet, fordi der skal træffes vanskelige og upopulære beslutninger. Der er jo et paradoks i den lydighed et sundt lederskab udfordrer til: På den ene side indbefatter lydighed, at jeg undertiden bøjer mig for noget, jeg ikke gennemskuer til bunds. På den anden side kaldes vi til en seende lydighed, som spørger til lederens troværdighed, argumenter og kvaliteter.

Kun i den spænding kan formel autoritet leve sundt.

Modsat: Hvis den formelle autoritet forsvinder helt ud af samfundet, så står vi ved samfundets og tidernes ende.

 

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

Fodnoter:   [ + ]

1. Se fx Carsten Hjorth Pedersen: ”Autoritet og frihed – to centrale pædagogiske begreber, som er gensidigt afhængige af hinanden” www.kpi.dk.
2. Niels Arden Oplevs film: ”Drømmen”, er et eksempel på dette. Den beskriver en voldelig skoleleder i Himmerland i slutningen af 1960-erne, og hvordan han mister sin magt.
3. Hans Scherfigs: ”Det forsømte forår” er klassikeren i denne genre.
4. Netop mens dette skrives kører medierne historien om  at politiet har misbrugt sin myndighed til at foretage urimeligt lange anholdelser på Christiania.
5. Hvilket naturligvis er en sandhed med meget store modifikationer.
6. De senere års mange interviewbøger med kendte personligheder er eksempler på denne personlige autoritet, fx ”Det skal mærkes at vi lever” med Johannes Møllehave og Benny Andersen.
7. Danmarks tekniske universitet kørte en reklamekampagne i S-togene, som spiller på denne pointe: ”Bliv kendt på faktisk at kunne noget”.
8. Se Ole Grünbaum: ”Farvel til krønikesamfundet” (Peoples Press 2004
9. Rom 1,30 og 2 Tim 3,2
10. Mark 13,9-23
11. Rom 13,1-7 og 1 Pet 2,13-17
12. Fx Joh 19,11
13. Fx Kl 3,20-25,
14. ApG 5,29. Det er vel strengt taget det, Paulus sætter på spidsen, når han i Gal 1,8 siger, at hvis en engel eller en apostel forkyndte jer et budskab i modstrid med evangeliet, så skal han ikke tros.
15. 2 Mos 20,3 og Matt 10,37
16. Herodes og Pilatus er et par eksempler.
17. Mark 10,42; ApG 8,18-26; 1 Pet 5,2-4.
18. Se stort set samtlige brevindledninger.
19. 1 Kor 4,16 og 11,1
20. Rom kap 4 kan tages som et karakteristisk eksempel på dette.
21. 2 Tim 4,3
22. Mark 10,41-45

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook