Den apostolske Trosbekendelse

Der er kirker, der siger, at de ikke har nogen bekendelse, men kun Bibelen. Det passer ikke. Enhver kirke eller forsamling har noget bestemt, de tror på og siger nej til. Troen vil altid have et mønster. Det ligger bag det, der forkyndes, den måde, man beder på, det, der synges osv. Forskellen er, om det er noget, man vedkender sig og kan sætte ord på, eller ikke.

Den danske folkekirke har fem bekendelsesskrifter: Den apostolske Trosbekendelse, Den nikænske Trosbekendelse og Den athanasianske Trosbekendelse er alle tre fra oldkirken. Og så er der Luthers lille Katekismus og Den augsburgske bekendelse fra reformationstiden.1Andre lutherske kirker har en hel del flere – og længere – fra reformationstiden. Hos os nøjes vi med disse.

Jeg skal i denne artikel og i fire følgende prøve at give en kort præsentation af dem. Det kan i sagens natur kun blive til smagsprøver.2Den, der har lyst til at gå mere i dybden, har rig lejlighed til det – fx ved hjælp af bøger af Oskar Skarsaune, Leif Grane, Regin Prenter, Olav Valen-Sendstad og Peder Nørgaard-Højen, som har skrevet indføringer i et eller flere af bekendelsesskrifterne. I denne artikel skal det handle om Den apostolske Trosbekendelse.

Den apostolske Trosbekendelse

Vi tror på Gud Fader, den almægtige, …
Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne søn, …
Vi tror på Helligånden, én hellig almindelig kirke, …

Hvorfor har vi bekendelser?

Hvorfor har vi overhovedet bekendelser. Når man tænker på, hvor meget Luther slog på ”Skriften alene”, kan det jo virke lidt underligt – ja i nogles øjne nærmest halvkatolsk.

Og lad det være sagt med det samme, at bekendelser for os aldrig kan have samme status som Bibelen. Det er igennem Bibelen, Gud taler til os. Det er igennem dens ord og den tilhørende historie, Gud åbenbarer sig. Det gør han i Jesus, hans Søn, og det ord, han betror sine apostle at bringe videre.

I forhold til det er bekendelserne kun trossvar og sammenfatninger. Men det gør dem ikke overflødige. Det er noget af det, som kirkens historie har lært os.

Allerede fra kirkens allerførste tid blev der brug for korte sammenfatninger af troen. Vi har faktisk eksempler på den slags sammenfatninger i Bibelen – læs fx Første korinterbrev, kap.15, vers 3-5. Anledningen kunne være den helt fredelige og dagligdags, at det var godt at have noget at hænge sin tro op på. Man havde hørt ordet og var blevet undervist i troen. Men hvordan skulle man holde fast i det – i sit daglige liv og i sit forhold til Gud? Dengang var der ikke mange, der havde bibler! I den situation var det være godt med korte huskeremser.

Særligt vigtigt blev det, når der kom folk med nye og afvigende opfattelser af den kristne tro. De opstod jo meget hurtigt i den tidlige kirke, hvor alting var nyt, og tiden var fuld af religiøse ideer. Nogle af dem kunne se meget kristelige ud. Hvordan orientere sig her? Her blev de huskeremser, folk havde lært – fx ved den undervisning, de modtog, da de blev døbt – af uvurderlig betydning. De fungerede som en slags kompas. Når disse nye prædikanter fx hævdede, at GT’s Gud ikke var Jesu far, men en fremmed Gud, og at alt det med skabelse og love hørte denne synlige og materielle verden til, som Jesus netop var kommet for at forløse os fra, så havde de noget at holde det op imod. Kunne det nu passe i forhold til det, de havde lært? Det var ikke noget, der overflødiggjorde apostlenes lære og læsningen af deres skrifter, tværtimod.

Efterhånden udkrystalliserede disse huskeremser sig i nogle fælles bekendelser. De er så at sige kondensater (fortættede nedslag, red.) af den tro, der bar de første kristne. Det er det, der gør dem så vigtige. Det var denne tro, som hindrede den kristne tro i at blive opslugt af tidens mange modetanker – og forsvinde sammen med dem. Igennem dens korte ord blev disse kristne bevaret i hele den bibelske fylde: at Gud både er Faderen og skaberen, Sønnen og frelseren, og Helligånden og livgiveren eller helliggøreren. Det er derfor ikke helt ved siden af at sammenligne trosbekendelsen med styresystemet i en computer eller DNA-molekylet i vores celler. Deres ord siger ikke alt og kan ikke stå alene. Men de udgør en vigtig nøgle til, at tingene udvikler sig sundt og med forbindelse til den kristne tros udspring og basis.

Tilblivelse og baggrund

Den apostolske Trosbekendelse er den ældste af vores bekendelser. Selv om den i nøjagtig den form, vi kender, sandsynligvis først er fra omkring 700 e.Kr., går det meste af den meget længere tilbage. Allerede omkring 200 e.Kr. døber man de kristne i Rom på en bekendelse, som næsten er identisk med den. Og før det igen, op gennem 100-tallet, finder man flere bekendelser, som minder om den. Når man tænker på, at apostelen Johannes sandsynligvis dør engang i 90’erne, er vi altså rigtigt tæt på apostlene.

Selv om bekendelsen ikke er blevet til på baggrund af bestemte stridigheder, men som en sammenfatning af den tro, man skulle døbes på, kan størstedelens tilblivelse i 100-tallet alligevel godt sige noget om dens anliggende.

Vi befinder os da i en religiøst turbulent tid. Det, som særligt voldte de første kristne problemer, var det, man senere har kaldt gnosticisme. Det var en livsanskuelse og religiøs følelse, som var fyldt af længselen efter en forløsning fra denne verden. Denne verden var ond, ja den var resultatet af en ond guds værk. Her drev tilfældighed og død sit onde spil. Og i dette spil var menneskene viljesløse fanger. Men den, der nåede frem til den sande erkendelse (græsk: gnosis), kunne alligevel løses fra dette fangenskab. Det var netop den forløsning, Jesus var kommet med. Ved at få den samme erkendelse som han kunne mennesker forløses fra alt det ydre og få del i hans fars åndelige virkelighed.

Med den slags anskuelser fik man store problemer med GT og dets billede af Gud som denne verdens skaber og opretholder. Og man fik i høj grad også problemer med alt det menneskelige ved Jesus: at Guds Søn lod sig føde ind i denne verden, at han døde på et kors, og også det, at han opstod. For det havde jo også noget med legemet at gøre; det som vi – ifølge gnostikerne – netop skulle forløses fra. På samme måde havde man også problemer med kirken som en ydre størrelse – dens organisation og embeder, dens ritualer og sakramenter, ja i det hele taget dens mennesker. Det åndelige kunne virkelig ikke rummes i noget så dennesidigt og legemligt.

Tro på skaberen, frelseren og livgiveren

På denne baggrund kan vi måske fornemme, hvor anderledes bekendelsen er.

Først bekendes troen på Gud som skaberen. Det er samtidig en bekendelse til GT’s Gud. Den Gud, vi tror på, Jesu Kristi Far, er ikke en helt anden gud. Det er netop Israels Gud, ham der alene er Gud, og som har skabt alt, både himmel og jord. Det i sig selv giver den kristne et helt andet syn på denne verden med dens tilsyneladende tilfældighed og uforståelighed. Verden er villet af ham og skabt af ham.

Han kaldes for Faderen, sådan som ikke mindst Jesus kalder ham. Det siger noget om det forhold, Jesus har til ham. Og det forhold får man del i, når man ved dåben knyttes sammen med Jesus. Sådan må vi se på ham. Så tæt forbundet er vi med ham – selv om han samtidig er den almægtige og dermed en Gud, vi aldrig kan begribe, men må leve i ærefrygt for.

Derfor er det så vigtigt, at vi også bekender troen på Jesus som Guds Søn. Det at bekende troen på ham siger i sig selv rigtig meget om, hvad man regner ham for: Guds Søn, ja Guds enbårne Søn. For det er kun Gud, man bekender tro på. Tro og bekendelse er store ord, både i Bibelen og i oldkirken. Det handler om hengivelse og tilbedelse. Og den slags gør man ikke over for hverken ophøjede mennesker som kejsere, eller ophøjede skabninger som engle. I den kvalificerede forstand, som trosbekendelsen siger det, gør man det kun over for Gud. Det er virkelig Gud selv, vi har med at gøre her.

Noget af det, der imidlertid virkelig springer i øjnene, når vi ser på den anden trosartikel, er det, der følger bagefter: ordene om hans undfangelse ved Helligånden, fødsel af jomfru Maria, hans lidelse, korsfæstelse og død. I en gnostisk samtid har det jo været vildt provokerende. Ikke bare det med lidelsen og døden, men også jomfrufødselen. Fordi den jo gjorde Guds Søns komme ind i denne verden så håndfast og konkret.

Med hele fem ord, som fem hammerslag, bliver det slået fast: ”pint…, korsfæstet, død og begravet, nedfaret…” Så vigtigt er dette for trosbekendelsen.3Sådan som det jo også er i den hymne, Paulus citerer i Fil 2,7-11. Det er troens mysterium og grunden til tilbedelse. Både fordi det er herigennem, Jesus har ”købt … mennesker til Gud af alle stammer og tungemål” (Åb 5,9). Og fordi det er herigennem, vi møder Guds ubegribelige og vidunderlige kærlighed til os mennesker.

På baggrund af den tid, trosbekendelsen blev til i, bliver også tredje trosartikels sammenkobling af Helligånden og kirken ekstra vigtig. Det, at vi bekender troen på Helligånden, siger en hel masse om, hvordan vi ser på Helligånden, nemlig som Gud. Han er netop ikke Gud i ophøjet afstand fra denne legemlige verden. Han er en Gud, der kan være så konkret, at han handler igennem en kirke, og som kan komme os så nær, at han tager bolig i os.

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

 

Fodnoter:   [ + ]

1. Andre lutherske kirker har en hel del flere – og længere – fra reformationstiden. Hos os nøjes vi med disse.
2. Den, der har lyst til at gå mere i dybden, har rig lejlighed til det – fx ved hjælp af bøger af Oskar Skarsaune, Leif Grane, Regin Prenter, Olav Valen-Sendstad og Peder Nørgaard-Højen, som har skrevet indføringer i et eller flere af bekendelsesskrifterne.
3. Sådan som det jo også er i den hymne, Paulus citerer i Fil 2,7-11.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook