Luthers lille Katekismus

I serien om vores bekendelsesskrifter er vi nu kommet til det sidste. Det er meget anderledes end Den augsburgske Bekendelse. Hvor den var skrevet for teologer og jurister og derfor med korte og præcise formuleringer, er Luthers lille katekismus skrevet for den almindelige mand og kvinde, til daglig brug.

Lige siden nytestamentlig tid har der været nogle grundlæggende ting, man har undervist nye kristne i. Det er fra denne grundundervisning, ordet katekisme (som kommer af det græske ord katēcheō) stammer. Man har undervist dem i troens indhold: troen på Gud som skaber, Jesus som Guds søn og på Helligånden. Man har undervist dem i bønnen – meget tidligt med fadervor som mønster. Og endelig har man undervist dem i, hvordan man skal leve som kristen – i oldkirken ofte med bjergprædikenen som ramme. Med disse tre dele havde man det bærende for, hvad kristendom var, basis for det daglige liv og en slags kompas i mødet med fremmede lærdomme.

Det er denne skik, reformationen puster nyt liv i med katekismen. Det handlede jo om at formidle indsigten i evangeliet og det liv, det rummede, til folket. Og her spillede forkyndelsen ved gudstjenesten en vigtig rolle. Nu skulle der for alvor prædikes.

Men der var brug for noget endnu mere enkelt og basalt end udlægningen af søndagens tekst. Derfor holdt man flere gange i løbet af året nogle gudstjenester, hvis eneste indhold var en folkelig og jordnær undervisning i de tre dele, vi kender fra oldkirken: Livet (med de ti bud som ramme), troen (med trosbekendelsen som ramme) og bønnen (med fadervor som ramme). Ret snart blev det udvidet til også at handle om dåb, nadver og skriftemål.

Hensigten med katekismens ord

Det bærende i det, folk skulle lære, var de bibelske ord: De ti bud, fadervor, indstiftelsesordene for dåb og nadver – og så trosbekendelsen. Det var her, man havde kompasset – alt det andet var kun en hjælp til at forstå og bruge disse ord.

Det er værd at huske på i forbindelse med Luthers lille katekismus, som folk i århundreder har lært udenad i forbindelse med deres konfirmandundervisning. Egentlig er Luthers forklaring kun ment som en hjælp til at huske og få fat i indholdet i bibelordene. En anden ting er, at den måde, Luther skrev sine ord på, gør dem lette at huske og meditere over.

For det er det, der er meningen. Det er ord til at meditere over. Til nogle, som anså disse bibelord og hele denne undervisning som så enfoldig og simpel, at det ikke var noget, man behøvede at beskæftige sig med som moden kristen, skriver Luther et sted: “Også jeg er doktor og prædikant, og jeg er vel lige så lærd som alle de, der tillader sig en sådan frækhed. Alligevel bærer jeg mig ad som et barn, der skal lære katekismen, idet jeg ord for ord læser og siger fadervor, de ti bud, Troen, nogle af Davids salmer osv., enten om morgenen, eller når jeg ellers har tid. Skønt jeg daglig må læse og studere, kan jeg alligevel ikke stå fast, som jeg gerne ville, men må forblive et barn, der er ved at lære katekismen, og det vil jeg også gerne være”.

Katekismen indbyder altså til daglig brug. Noget, man ikke lærer én gang for alle, men som man mediterer sig igennem og så begynder forfra med, når man er nået til vejs ende. En slags Kristus-krans med perler, man standser op ved, tænker over og lader indgå i ens bøn. Til det brug blev der for nogle år siden med Carsten Hjorth Pedersen i spidsen – foruden en nyformulering af Luthers katekismus – lavet en masse fantastisk godt og brugbart materiale, som man kan finde på hjemmesiden www.katekismusprojekt.dk.

Katekismens mønster

Først bliver man igennem de ti bud mindet om, hvad Gud kræver og forventer af os. Dette giver os behov for endnu engang at blive mindet om, hvilken overstrømmende god Gud, vi tror på! Det er det, gennemgangen af trosbekendelsen handler om. En Gud, der som vores skaber ufortjent giver os alt, hvad vi behøver. En Gud, der som vores Herre og frelser har købt og betalt os, så vi må være hans. Og Helligånden som den, der selv lægger troen i vores hjerter og bærer os og kirkens liv lige frem til opstandelsen.

Efter denne påmindelse om, hvordan Gud er en gud, der komme til os og ”giver sig selv til os” (Store katekismus), bliver vi igennem fadervor undervist i, hvordan vi kommer til Gud. Her er bønnen det afgørende middel. Og til disse tre ”grundperler”, som jo hver for sig rummer den ene fine og vigtige perle efter den anden, er der så føjet afsnittene om dåb og nadver, som altid i luthersk sammenhæng har været grundsøjler i vores liv med Gud, fordi de igen og igen minder os om, at vores liv med Gud bygger på, at Gud er kommet og til stadighed kommer til os på en yderst konkret og synlig måde.

Lad os prøve at se lidt nærmere på nogle enkelte af disse perler.

Budene

Gud kræver og forventer noget af os. Det er det, de ti bud minder os om. At det er loven, vi her møder, betyder ikke, at det kun er noget, der skal tjene til at afsløre os, og som vi så kan glemme i mødet med evangeliet – sådan som nogle i dag påstår, at Luther skulle have ment. Som Luther et sted underviser om sammenhængen mellem de forskellige dele i katekismen: ”Derefter holdes troen frem for mennesket og lærer det, hvor det skal finde lægemidlet, nåden, som hjælper det til at blive godt, så det kan holde budene”. Fra evangeliet føres vi tilbage til budene!

Det helt grundlæggende bud er det første bud. Ifølge Luther vil det sige: ”Vi skal over alle ting frygte og elske Gud og stole på ham”. Læg mærke til, hvordan Luther gentager disse ord i sin forklaring til alle de øvrige bud: ”Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke…” I alle de enkelte bud er det dette forhold til Gud, Gud søger efter, ikke bare en ydre lovoverholdelse.

Han søger efter mennesker, der regner ham som Gud, altså at vi er så overbevist om hans magt og virkelighed, at der ikke er nogen autoritet eller ”frygt”, der kommer op på siden af Gud. Derfor skal vi trygt stole på, at Gud i alle ting og under alle forhold vil sørge for os. På sin vis altså noget yderst enkelt: Det handler om at lade Gud være Gud for os. Men som vi ved – det allersværeste. Men hvor netop evangeliet og den tro, som Ånden vækker, er i stand til at gøre noget, som loven aldrig var i stand til.

Men denne tro skal komme til udtryk i konkret handling. Det er det, de andre bud handler om. Fx det femte bud – i Luthers forklaring: ”Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke volder vores næste nogen skade på hans liv eller tilføjer ham nogen lidelse, men hjælper ham og står ham bi i al legemlig nød”.

På en eller anden måde ved vi jo allerede godt, at vi ikke skal slå ihjel – loven er jo skrevet i vores hjerter. Men den gode vilje har det så let med at blive vildført eller smyge sig udenom. Og så holder Guds bud os fast. Og som Luther minder os om det: Det handler ikke bare om, at vi ikke direkte dræber vores næste – nej, Guds vilje med os i forhold til vores næste er meget mere omfattende: Vi har et ansvar for vores næstes legemlige liv. Vi kan ikke bare gå forbi, når vores næste lider nød. Det er sådan, Jesus udlægger budene. Og det er i hans fodspor, vi er kaldet til at holde Guds bud.

Som man nok kan fornemme: Dette er ikke ord, man kommer hurtigt igennem.

Fadervor

Jeg springer Luthers forklaring til trosbekendelsen over – læs den selv og læg mærke til, hvordan hver enkelt af de lidt lange forklaringer tjener til at mejsle billedet af en Gud, der giver, ind i vores tro og bevidsthed. Det er sådan, Luther vil, at vi skal kende Gud. I stedet tager vi hans forklaring til fadervor.

Læg mærke til, hvordan vi her møder det samme evangeliske fortegn for det hele, nemlig i forklaringen til bønnens allerførste ord ”Vor Fader, du som er i Himlene”: ”Det vil sige: Gud vil dermed indbyde os til at tro, at han er vores rette Far og vi hans rette børn, for at vi trygt og med fuld tillid skal bede ham, som kære børn beder deres kære far”.

Fortegnet for vores bøn er, at vi er hans kære børn. Det er derfor, Jesus lader denne bøn begynde med et ”Far”. Guds kærlighed er ikke noget, vi først skal vinde – ved fx at bede. Hans kærlighed er det, vi må have lov til at begynde med.

Når det så gælder de syv bønner i fadervor, vil jeg anbefale, at man læser forklaringen i Luthers store katekismus. Den giver nemlig efter min mening en bedre fornemmelse for den sammenhæng, der er mellem disse bønner: Først at Gud må sidde på tronen i mit hjerte. At hans rige som en følge af det må brede sig i og omkring mig. Og at Gud vil sætte sin vilje igennem mod alt det, som sætter sig imod hans rige. Og så bønnerne om dette livs grundlæggende bekymringer og udfordringer: Brødet, skylden og fristelsen.

Hermed har jeg kun givet en smagsprøve på noget, der skal praktiseres.

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler