Den athanasianske trosbekendelse

Den evangelisk-lutherske kirke har tre bekendelsesskrifter fra den første kirkes tid: Den apostolske, den nikænske og den athanasianske trosbekendelse. Den apostolske er den mest brugte trosbekendelse, mens den nikænske er længere og en gang imellem bruges til gudstjenester i folkekirken. I denne artikel skal vi se på den athanasianske trosbekendelse, som egentligt aldrig bruges som fælles bekendelse i Danmark, og som sikkert vil være ny for mange.

Baggrunden for den Athanasianske trosbekendelse

I 300-tallet var der en kristen lederskikkelse, der hed Athanasius. Han kæmpede for at holde kirken fast på den sande tro på Jesus som Guds søn. Han var med til at formulere den nikænske trosbekendelse, og hjalp kirken til at fastholde Bibelens lære om treenigheden og Jesus som både Gud og menneske. Dette medvirkede til, at man opkaldte bekendelsen efter Athanasius, selvom det ikke var ham, der skrev den. Den er formodentligt skrevet omkring år 500.

Her kan I læse selve teksten:

Den athanasianske trosbekendelse

Skrevet mod Arianerne¹Arianerne var en gruppe tilhængere af Arius (omkring år 325), som mente at Jesus var vigtig, men ikke guddommelig i egentlig forstand.

Enhver som vil frelses, må frem for alt have den almindelige tro. Enhver som ikke bevarer den hel og uforfalsket, vil uden tvivl gå evig fortabt. 

Men dette er den almindelige tro, at vi ærer een Gud i en trehed og treheden i en enhed uden at sammenblande personerne eller adskille væsenet.

Faderens person er nemlig en for sig, Sønnens en for sig, Helligåndens en for sig.

Men Faderens Sønnens og Helligåndens guddom er een, deres herlighed er lige stor, deres majestæt lige evig.

Som Faderen er, sådan er Sønnen og sådan er Helligånden.

Faderen er uskabt, Sønnen er uskabt, Helligånden er uskabt.

Faderen er umålelig, Sønnen er umålelig, Helligånden er umålelig.

Faderen er evig, Sønnen er evig, Helligånden er evig.

Og dog er der ikke tre, som er evige, men een som er evig, ligesom der ikke er tre, som er uskabte, eller tre, som er umålelige.

I lige måde er Faderen almægtig, Sønnen almægtig, og Helligånden almægtig, og dog er der ikke tre som er almægtige, men een som er almægtig.

På samme måde er Faderen Gud, Sønnen Gud og Helligånden Gud, og dog er der ikke tre guder, men een Gud.

På samme måde er Faderen Herre, Sønnen Herre og Helligånden Herre, og dog er der ikke tre Herrer, men een Herre.

For ligesom vi ifølge den kristelige sandhed nødes til at bekende hver enkelt person for sig som Gud og Herre, således forbyder den almindelige tro os at tale om tre Guder eller tre Herrer.

Faderen er ikke dannet eller skabt eller født af nogen.

Sønnen er af Faderen alene, ikke dannet eller skabt, men født.

Helligånden er af Faderen og Sønnen, ikke dannet eller skabt eller født, men udgår fra dem.

Der er altså een Fader, ikke tre fædre, een Søn ikke tre Sønner, een Helligånd, ikke tre Helligånder.

Og i denne trehed er intet tidligere eller senere, intet større eller mindre, men alle tre personer er indbyrdes lige evige og lige store, således at i alle ting både treheden, som allerede forhen er sagt, bør æres i enheden, og enheden i treheden.

Den, som altså vil frelses, må mene således om treenigheden. 

Men det er nødvendigt for den evige frelse, at han også ærligt tror på vor Herre Jesu Kristi menneskevordelse. Det er altså den rette tro, at vi tror og bekender, at vor Herre Jesus Kristus, Guds Søn, er Gud og menneske, Gud, født af Faderens væsen før tiderne, og menneske, født af moderens væsen i tiden, fuldkommen Gud, fuldkomment menneske, bestående af en fornuftig sjæl og menneskeligt kød, Faderen lig efter sin guddommelige natur, ringere end Faderen efter sin menneskelige.

Endskønt han er Gud og menneske, er han dog ikke to, men een Kristus, een, ikke ved den guddommelige naturs forvandling til kød, men ved den menneskelige naturs indoptagelse i Gud, i det hele een, ikke ved væsenets sammenblanding, men ved personens enhed, for ligesom den fornuftige sjæl og kødet er eet menneske, således er Gud og menneske een Kristus, som led for vor frelse, nedfor til helvede, opstod på tredje dag fra de døde, opfor til himlene, sidder ved Gud Faders den almægtiges højre hånd, derfra han skal komme for at dømme levende og døde. Ved hans komme skal alle mennesker opstå med deres legemer, og de skal aflægge regnskab for deres gerninger, og de, som har gjort godt, skal gå ind i det evige liv, men de, som har gjort ondt, til den evige ild.

Dette er den almindelige tro, og hvis nogen ikke tror den ærligt og fast, vil han ikke kunne blive frelst.

Gud er treenig

Ligesom de to andre bekendelser, bygger den athanasianske trosbekendelse på den hellige treenighed: Faderen, Sønnen og Helligånden. Det med treenigheden har altid været svært at forstå for os kristne – også for andre, for den sags skyld. Nogle har forsøgt at gøre det lidt mere forståeligt, ved at sige at Jesus var et menneske med en særlig kraft. Altså at han ikke egentlig var Gud. Andre har prøvet at forklare det, ved at sige at Gud nogle gange viser sig som Skaberen, andre gange som Frelseren og igen, andre gange som Helligånden. Bekendelsen er altså skrevet ind i en ”forvirret” tid, for at fastholde det mysterium, at Gud er én og tre på samme tid – og for at undgå forklaringer, der leder i en forkert retning.

På Athanasius’ tid var der altså mennesker, der lagde vægt på forskellen af de tre personer i treenigheden. Overfor dem fastholder bekendelsen, at ja, der er tre personer i treenigheden, men også at de er en enhed og ikke må adskilles. Derfor hedder det: ”Men Faderens Sønnens og Helligåndens guddom er een, deres herlighed er lige stor, deres majestæt lige evig”. Det var ikke bare Gud Fader, der skabte verden, men den treenige Gud. Sådan er det med alle Guds gerninger udadtil i verden, altså når han handler i frelsens historie. Men indadtil – i Gud selv – kan man skelne, for Faderen fødte Sønnen og Helligånden udgik fra Faderen og Sønnen.

Og overfor de andre, der dengang lagde vægt på ”den ene Gud”, fastholder bekendelsen, at ja, vi tilbeder én Gud, men også at der er tale om tre personer, der ikke må sammenblandes. De tre personer spiller hver sin rolle. Derfor står der: ”Der er altså een Fader, ikke tre fædre, een Søn ikke tre Sønner, een Helligånd, ikke tre Helligånder. Og i denne trehed er intet tidligere eller senere, intet større eller mindre, men alle tre personer er indbyrdes lige evige og lige store, således at i alle ting både treheden, som allerede forhen er sagt, bør æres i enheden, og enheden i treheden.”

Jesus er sand Gud og sandt menneske

Det er et centralt anliggende både i den nikænske og athanasianske bekendelse, at Jesus hverken er nogen ”profet” eller ”halvgud”, men at han netop er af samme væsen som Faderen. Sønnen er netop ”fuldkommen Gud, fuldkomment menneske… Faderen lig efter sin guddommelige natur, ringere end Faderen efter sin menneskelige.”

Nogle vil prøve at komme uden om dette mysterium, at Jesus både er Gud og menneske, ved at dele det op, så man forestiller sig, at han nogle gange var Gud (fx når han gik på vandet) og andre gange var menneske (fx når han blev sulten). Derfor står der i bekendelsen: ”Endskønt han er Gud og menneske, er han dog ikke to, men een Kristus”. Netop som både Gud og menneske kunne Jesus være frelser for mennesker: ”een Kristus, som led for vor frelse,…” Som fuldt menneske kunne han lide på vores vegne, og som sand Gud kunne han sone verdens synd. Det var altså folks forståelse af frelseren, og dermed også selve frelsen, der var på spil i udformningen af den athanasianske bekendelse. Den er både et udtryk for høj teologi, men har samtidigt en hel reel betydning. For en forkert opfattelse af Jesus Kristus, undergraver vores frelse. Intet mindre.

Det er stadigt vigtigt, hvem vores tro retter sig imod

Det er godt, at den athanasianske trosbekendelse stadig er en del af den evangelisk-lutherske kirkes grundlag. For det minder os om, hvad kristen tro er. Man bliver ikke frelst, bare fordi man er ”troende”. Nej, det afhænger af, hvem man tror på. Mange mennesker i verden er ”troende” på hver deres måder. Men det er kun troen på Jesus, der frelser. Der er kun én frelser, og kun ved at holde sig til frelseren, bliver man frelst. Derfor står der i bekendelsen: ”Enhver som vil frelses, må frem for alt have den almindelige tro. Enhver som ikke bevarer den hel og uforfalsket, vil uden tvivl gå evig fortabt. … og hvis nogen ikke tror den ærligt og fast, vil han ikke kunne blive frelst.”

Når der tales om ”den almindelige tro”, så skal det ikke forstås størrelsesmæssigt. Den kristne kirke har altid været et mindretal i verden. Men ”almindelig” skal forstås om den tro, som ikke er blevet opdateret, og som den kristne kirke har sunget om, levet på og gået i døden for lige siden apostlene.

Det hjælper ikke i sig selv at være ”troende”, hvis det ikke er Jesus, man tror på. Troens indhold er i centrum her. Det et vigtigt, at det er Guds Søn, vi sætter vores lid til – og ikke til nogen anden ”gud” eller til noget menneskeligt. Det er ikke selve vores tros styrke, der er i fokus. Om man kommer til Jesus med en anfægtet og vaklende tro, er egentlig ikke så afgørende. Bare det er Jesus, man kommer til. Kommer man til Frelseren, er man frelst.