Nyt Paulusperspektiv forandrer evangeliet

En præsentation og kritik af det nye Paulusperspektiv – med afsæt i en aktuel bogudgivelse. Hvad er der egentlig på spil i de nyere tolkninger af Paulus?

Paulus’ brev til romerne er et af de mest centrale skrifter i NT. Dets betydning for kirkens teologi kan ikke overvurderes. Men der er teologisk strid om, hvordan Paulus’ budskab skal forstås. Det nye Paulusperspektiv – som ikke er så nyt længere – og det radikale Paulusperspektiv ønsker at gøre op med en klassisk luthersk forståelse. Forlaget Anis har netop udgivet bogen Paulusevangeliet – Nye perspektiver på Romerbrevet 1De følgende angivelser af sidenumre henviser til denne bog. af flere forfattere, med Kasper Bro Larsen og Troels Engberg-Pedersen som redaktører. Alle bogens forfattere tager udgangspunkt i det nye Paulusperspektiv. Det giver mig anledning til i denne artikel at præsentere og kommentere denne tolknings anliggende helt generelt, inden jeg kommer med nogle korte kommentarer til den aktuelle bog.

Opgør med reformatorisk teologi

Den nævnte bog udtrykker anliggendet i den nye forståelse på denne måde: ”Det nye Paulusperspektiv havde, og har stadig, til formål at frigøre Paulusforskningen fra senere tiders anakronistiske, 2Anakronisme betyder kronologisk uheld, hvor noget henføres til en urigtig tidsmæssig placering. I denne sammenhæng hentydes der til, at den klassisk lutherske fortolkning ikke tager udgangspunkt i Paulus’ samtid, men i Luthers opgør med katolicismen. teologiske fortolkningskategorier, så den kan komme i tættere overensstemmelse med Paulus’ ide- og mentalitetshistoriske kontekst i den antikke jødedom og den græsk-romerske verden” (s.10). Det nye Paulusperspektiv har en længere forhistorie, men det egentlige gennembrud kom med E. P. Sanders, der skrev bogen: Paul and Palestinian Judaism: A Comparison of Patterns of Religion (1977). Sanders mener, at den tidligere protestantiske forskning har ladet sig farve af reformationens senere teologiske temaer og med det resultat, at Paulus blev opfattet som en antik Luther. Paulus’ kritik af hans jødekristne modstandere blev forstået i lighed med reformatorernes opgør med katolsk kirke og dens gerningsretfærdighed. Det handler for Paulus – og for Luther – om, hvad et menneske skal gøre for at fortjene frelsen (s.10).

Karikatur af jødedommen?

Men jødedommen på Jesu tid havde ifølge Sanders ingen forestilling om, at mennesker skulle gøre sig fortjent til Guds nåde ved at præstere overholdelse af Moseloven. Protestantismens beskrivelse af jødedommen er altså en karikatur. I antik jødedom tænkte man i stedet ud fra en pagtsnomisme, som ifølge Sanders karakteriserer den antikke jødedom. Sanders benytter to vendinger, nemlig ”getting in” (indgang) og ”staying in” (forbliver) og mener, at jøden i kraft af Guds udvælgelse og af nåde blev indlemmet i pagten (indgang), og dér møder jøden Guds nåde og står i frelsen. Jøden skal altså ikke fortjene Guds nåde eller frelse. Og jødens respons på Guds nådefulde handling er lydighed mod pagten, dvs. mod loven. Jøden forbliver i pagten (nåden og frelsen) ved sin lydighed (forbliven). Dette er Sanders billede af antik jødedom. Ifølge det billede har antik jødedom intet med katolsk gerningsretfærdighed eller legalisme at gøre (s.10-11). Det får naturligvis konsekvenser for tolkningen af Paulus’ breve. Spørgsmålet for Paulus er ifølge Sanders ikke: Hvordan finder jeg en nådig Gud?, men derimod: Hvilken betydning får Kristi komme for Israel og menneskeheden, og hvad bliver der af Israels særstatus? (s.11). Sanders lægger grunden til det nye Paulusperspektiv. Hans forståelse af antik jødedom giver en helt ny læsning af Paulus, og Sanders bliver i sin forståelse af antik jødedom fulgt af mange. Vi får dermed ”det nye Paulusperspektiv”. Det udvikler sig hurtigt og er i dag en temmelig diffus størrelse. Den har udviklet sig i mere fagteologiske retninger, hvor den vigtigste pioner er James Dunn, og den har udviklet sig i mere evangelikal retning, hvor det specielt er N. T. Wright, som er den store inspirator.

Fire elementer i det nye Paulusperspektiv

Jeg tror, at man kan samle det nye Paulusperspektiv om fire fælleselementer: Det første element er Sanders forståelse af antik jødedom, som er nævnt ovenfor. Det er det fælles udgangspunkt, og dette udgangspunkt skaber behovet for en ny forståelse. Det andet element er, at Paulus ikke skrifter religion. Som farisæer ærer og tjener han den ene sande Gud, og som kristen ærer og tjener han den samme Gud. Ved mødet med den opstandne på vejen mod Damaskus sker der ikke en omvendelse, men der sker en kaldelse. Paulus kaldes til en ny tjeneste. Paulus skrifter dermed ikke religion, når han går fra jødedom til kristendom. Det tredje element er, at alt, hvad Paulus skriver vedrørende retfærdiggørelse på grund af lovgerninger eller ved tro, handler om forholdet mellem jøder og hedninger eller mellem jødekristne og hedningekristne.  Retfærdiggørelse handler ikke om forholdet til Gud, men om forholdet mellem jøder og hedninger. Det fjerde element er, at lovgerninger alene forstås som omskærelse, sabbat og ren/uren føde. Når Paulus skriver om retfærdiggørelse på grund af lovgerninger, refererer lovgerninger til disse tre ting: omskærelse, sabbat og Moselovens regler for ren og uren føde. Hverken mere eller mindre. Disse tre ”lovgerninger” bruger jødekristne som nogle identitetsmarkører, der fortæller, hvem der tilhører Guds folk. Men de bliver ikke bare brugt som identitetsmarkører, men også som en barriere, der skal holde hedningekristne borte, og som skal sikre jødernes eksklusive ret til at være Guds folk. Paulus’ opgør med lovgerninger drejer sig altså – ifølge det nye Paulusperspektiv – alene om dette: Jøderne må ikke holde hedningerne væk fra Gud ved at kræve, at de skal overholde førnævnte tre lovgerninger.

Larsen og Engberg-Pedersens vinkling

I min optik kan disse fire elementer betragtes som fælles elementer i det nye Paulusperspektiv. Men interessant nok opererer Larsen og Engberg-Pedersen i deres introduktion til bogen Paulusevangeliet med nogle andre fælleselementer end dem, jeg har nævnt. De nævner Sanders forståelse af antik jødedom som det første. Som det andet nævner de, at Paulus var jøde, og at han ikke oplever en omvendelse til en ny religion. Paulus er en reformator inden for det antikke jødiske felt (s.12). Det svarer til mit andet element. Larsen og Engberg-Pedersen nævner som det tredje element, at Paulus var hellenist. 3Præget af græsk kulturepoke fra 300 f.Kr. til ca. 30 f.Kr. eller senere Hans breve afspejler mentaliteter og ideologier fra samtidig polis- og imperiekontekst. Paulus var altså hellenist – hvilket dog på ingen måde gjorde ham mindre jødisk (s.12-13). Som det fjerde nævner de, at Paulus var missionær. Han var ikke en systematisk tænker, men skrev lejlighedsskrifter. Paulus teologiserede konkrete spørgsmål, der relaterede sig til hans praksis som missionær (s.13). Når Larsen og Engberg-Pedersen vinkler det nye Paulusperspektiv på denne måde, skyldes det, at de ligger inden for den retning, der læser Paulus ud fra græsk-romerske forudsætninger. Engberg-Pedersen er kendt for sin stoiske 4Stoicismen er en græsk-romersk filosofisk retning læsning af Paulus.  

Det radikale Paulusperspektiv

Det nye Paulusperspektiv findes i mange variationer i dag, og for at gøre billedet endnu mere diffust, er der også kommet det radikale. Her mener man, at man ikke er gået langt nok i det nye Paulusperspektiv med hensyn til at gøre Paulus jødisk. I det radikale Paulusperspektiv mener man, at Paulus fastholdt, at jøder som ham selv skulle overholde Moseloven for at blive i pagten med Gud. Paulus’ evangelium om adgang til pagten uden om Moselovens rituelle bud er derfor alene henvendt til hedninger (s.14).

Evangelikalt nedslag

Det nye Paulusperspektiv har også fundet nedslag i evangelikale kredse. N. T. Wright (også kaldet: Tom Wright) er den bedst kendte repræsentant for det. Han opløser det grundlæggende i lov-evangelium-forståelsen. Loven opfattes af Wright ikke som Guds redskab til at afsløre synd, så vi drives til Kristus. Han mener, at man bliver en kristen ved at tilslutte sig Jesus som ens herre. Retfærdiggørelse handler ikke om, at Gud erklærer den troende retfærdig, men om medlemskab af menigheden. Retfærdiggørelse betyder, at Gud regner et menneske som tilhørende Guds familie.

Paulus taler om forholdet til Gud

Hvad skal vi stille op med det nye Paulusperspektiv? Sanders forståelse af antik jødedom betød en dekonstruktion af Paulus. Og det gik specielt ud over Romerbrevet 1-3. Disse kapitler var ifølge Sanders en konstruktion fra Paulus’ side, og den holdt ikke. Der er ikke meget andet end modsætninger i de tre kapitler. For ifølge Sanders er synden ikke noget problem, når man står i pagten, og ifølge Sanders er der ingen jøde, der fortjente frelse og bliver retfærdig ved lovgerninger. Sanders egen forståelse kolliderede altså med Rom 1-3, og derfor ”måtte” han dekonstruere Rom 1-3. Men dermed har man ikke bare afvist denne tekst, men også rammen for Paulus’ forståelse af synd, af lovgerninger og af retfærdighed ved tro, for ifølge Romerbrevet 1-3 står alle mennesker under synd. Alle har syndet. Menneskets synd er ulydigheden mod Gud. Det er oprøret mod Gud, og denne synd konkretiserer sig i en afvisning af Gud og i overtrædelser af Guds lov. Paulus påviser i Romerbrevet 1-2, at alle mennesker kender Gud via en naturlig åbenbaring eller Guds åbenbaring i GT. Men alle afviser den Gud, de kender. Paulus påviser, at alle kender Guds lov via en naturlig lov eller en åbenbaret lov i GT. Alle overtræder denne lov. Det gælder hedninger i forskelligt omfang og på forskellig måde, og det gælder jøderne. Men der er nogle hedninger og jøder, der bekæmper synden og kæmper for at opbygge deres egen retfærdighed. Det sker gennem loven ved at opfylde loven. Men det er ikke muligt på grund af menneskets synd. Romerbrevet 1-3 viser krystalklart, at det handler om menneskers forhold til Gud. Her står loven og synden mellem Gud og menneske og spærrer adgangen til Gud. Loven formulerer, hvad der er retfærdigt og dækker alle Guds bud – og ikke kun omskærelse, sabbat og renhed. Et menneske er retfærdigt, når det opfylder loven. Og det er menneskets eneste vej til et ret forhold til Gud. Men det sker ikke på grund af menneskets synd: For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham, det, der kommer af loven er jo syndserkendelse” (Rom 3,20). Rammen fortæller, at alle står over for loven og kan gøre et af to: Enten leve i bevidst oprør eller forsøge at opfylde den. Rammen fortæller, at synd, lov og retfærdiggørelse har med Gud at gøre og drejer sig om spørgsmålet: ”Hvordan finder jeg en nådig Gud?” Det handler om at stå retfærdig over for Gud. Dekonstruktion anstrenger læsningen Paulus forstår altså antik jødedom helt anderledes end Sanders. Og Sanders er bare en teolog, mens Paulus er en apostel. Sanders har læst om antik jødedom, mens Paulus har levet i den. Så jeg vælger Paulus frem for Sanders. Rammen fortæller, at retfærdighed er opfyldelse af loven, og at troens retfærdighed er en fremmed retfærdighed. I det nye Paulusperspektiv er man totalt afvisende over for en tilregnet retfærdighed, som Gud skænker gennem evangeliet og til troen. I det nye Paulusperspektiv kan Romerbrevet 1-3 ikke handle om dette, og derfor må man dekonstruere det eller læse det anderledes. Det giver en anstrengt læsning, fordi man hele tiden forsøger at få Paulus til at sige noget andet end det, han siger. Dette er i meget kort form min kritik af det nye Paulusperspektiv.

Ny bog på dansk

På dansk findes der ikke meget om Romerbrevet, og derfor er det i sig selv interessant, at der nu foreligger den omtalte bog, Paulusevangeliet – nye perspektiver på Romerbrevet. Bogen er ikke en kommentar i traditionel forstand med en vers for vers gennemgang. Det er heller ikke en traditionel gennemgang skrevet af én teolog, da det er skrevet af en række skandinaviske teologer med hovedvægt på danske. Bogen består af et introduktionskapitel og elleve artikler, der diskuterer hver sit tekstafsnit i brevet. Det giver selvfølgelig en variation i tilgang til teksterne (metode) og i tolkning. Prisen er, at den savner et helhedspræg og en helhedstolkning. I bogens forord skriver redaktørerne: ”Paulus’ Brev til Romerne er en teologisk og idehistorisk klassiker” (s.7). De nævner, hvilken betydning læsningen af Romerbrevet 1,17 fik for Luther, og siden er utallige kristne og teologer blevet afklaret gennem læsning af Romerbrevet. Brevets betydning står ikke til diskussion. Bogen præsenteres som ”en eksegetisk og metodisk introduktion til Romerbrevets univers. Dens målgruppe er teologistuderende og andre med interesse for kristendommen og dens tilblivelse. At introduktionen er eksegetisk, vil i denne sammenhæng sige, at bogens fokus gælder Romerbrevets betydning i dets oprindelige, historiske kontekst – før det begyndte at vinde kanonisk klassikerstatus. Bogens formål er med andre ord at give en indføring i Romerbrevet i dets oprindelige kommunikationskontekst, baseret på de seneste årtiers internationale eksegetiske forskning (det såkaldt nye Paulusperspektiv, og det ’radikale’ Paulusperspektiv). Spørgsmålene om receptionshistoriens senere brug af teksten og dens fortsatte relevans i dag spiller derfor en mindre central rolle. Bogen kan imidlertid godt danne afsæt for en aktuel teologisk og filosofisk diskussion af Romerbrevet. Eksegesen kan ved at gå bag om traditionen meget vel komme til at afsløre sider af Paulus, der er aktuelle på anderledes og mere vidtrækkende måder, end den traditionelle protestantiske teologi har kunnet se” (s.7).

Bogen er et partsindlæg

I forordet er der yderligere en præsentation af bogens program: ”Artiklernes forfattere er blevet bedt om dels at gøre grundlæggende rede for placeringen af tekstafsnittet i brevet som helhed og selve argumentationsgangen i det, dels at præsentere de absolut centrale problemstillinger i forskningen om den givne tekst, og endelig at fremlægge en tolkning af teksten, der afspejler en eller flere af fortolkerens foretrukne metoder eller særlige perspektiver på teksten” (s.7-8). Dette er bogens program. Der er fokus på brevets betydning i dets oprindelige historiske kontekst baseret på det nye eller radikale Paulusperspektiv. Det er velgørende, at forfatterne så klart vedkender sig deres teologiske ståsted i det nye Paulusperspektiv – og samtidig så tydelig markerer en afstand til det, de kalder for ”traditionen”, som er den senere kirkelige tolkning. Bogen er med andre ord et partsindlæg. Den er for et nyt Paulusperspektiv i dets forskellige variationer og imod traditionen. Med traditionen vil man ikke mindst mene den lutherske tolkning, for i det nye Paulusperspektiv opererer man med to skurke. Den første store skurk er Augustin, der for alvor begyndte en fejllæsning af Paulus og Romerbrevet, og den endnu større skurk er Luther, superskurken over alle, der videreudviklede og kanoniserede Augustins fejllæsning. Luther læste jo sin samtids katolske vildfarelse ind i brevet, så Paulus og Luther dermed bekæmpede den samme form for gerningsretfærdighed. Først med det nye Paulusperspektiv har forskningen opnået en nødvendig frigørelse for en reformatorisk læsning, mener bogens forfattere. Det bliver tydeligt i bogens introduktion, som både er en introduktion til nyt og radikalt Paulusperspektiv og til Romerbrevet.

Romerbrevet debatteres

Jeg kan ikke gå i dybden, men vil fortsætte med at præsentere enkelte af artiklerne i bogen. Artiklen om Romerbrevet 1,18-3,20 af Magnus Zetterholm er primært en forskningsoversigt. Zetterholm hører til i det radikale Paulusperspektiv og mener, at der ikke findes nogen direkte modsætning mellem Paulus og jødedommen. Konklusionen er, ”at den historiske Paulus bør rekonstrueres med udgangspunkt i, at han forblev jøde, og at han var tro mod jødiske traditioner” (s.81). Ifølge Zetterholm er problemet i skriftafsnittet ikke jøden, men hvordan ikke-jøderne skulle forholde sig til Israel. Troels Engberg-Pedersen har en oversigt over Romerbrevet 5-8. Det er nærmest en parafrase af teksten og er på mange måder ganske god. Anders Klostergaard Petersen behandler Romerbrevet 6. Ved at benytte viden om ritualer i almindelighed og initiationsritualer 5Optagelses- og indvielsesritualer i særdeleshed kan der skabes forståelse over teksten. Tesen er, at det ikke er umuligt at synde, men Kristustilhængerne er placeret i en position, hvor de ikke alene har fået muligheden for, men også er drevet til at handle retfærdigt (s.180). Gitte Buch-Hansen har et kapitel om Romerbrevet 9-11. Buch-Hansen vil arbejde med teksten via en forståelse af etnicitet og genealogi 6Læren om menneskelige relationer ud fra afstamningen i antikken. Det virker som en lang omvej for at forstå Paulus, der taler om, at hedningerne er optaget i Israel og indpodet i det ædle oliventræ. Jeg slutter med Lone Fatum, som har en artikel om Romerbrevet 12-13. Fatum bruger en social-antropologisk metode. Nøglebegreber som kærlighed og Kristus bliver sociale begreber. Fatums tese er, at kærligheden bliver et socialt værdibegreb, og at gode gerninger betragtes som en ”etnocentrisk identitetsmarkør på én gang selvbekræftende indadtil og offensiv selvbeskyttelse udadtil” (s.240). Kristus er en kollektiv figur.

Giver ingen hjælp til at forstå Paulus

Hvad kan man bruge bogen til? Det er ikke en indføring i nyt Paulusperspektiv. Det er primært forudsat. Det nye og radikale Paulusperspektiv er ellers relevant at beskæftige sig med, da det er et frontalt opgør med en reformatorisk forståelse. Det er heller ikke en indføring i Romerbrevet, for det forsvinder i de enkelte artikler under forskellige tolkningslag og metoder. Det nye Paulusperspektiv hævder, at dette perspektiv har åbnet for en mere historisk læsning af Paulus. Men sandheden er stik modsat. Det nye Paulusperspektiv hindrer for mig at se en historisk læsning af Paulus. Derimod giver den reformatoriske forståelse af synd, lov og retfærdighed os en unik mulighed for at forstå Paulus. Bogen kan derfor bruges til at tage temperaturen på teologisk forskning ved vore universiteter. Men da Paulus forsvandt i denne forskning, bliver det hele lidt ligegyldigt.   Kasper Bro Larsen og Troels Engberg-Pedersen (red.), Paulusevangeliet – Nye perspektiver på Romerbrevet (Forlaget Anis, 2015).     Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

Fodnoter:

1. De følgende angivelser af sidenumre henviser til denne bog.
2. Anakronisme betyder kronologisk uheld, hvor noget henføres til en urigtig tidsmæssig placering. I denne sammenhæng hentydes der til, at den klassisk lutherske fortolkning ikke tager udgangspunkt i Paulus’ samtid, men i Luthers opgør med katolicismen.
3. Præget af græsk kulturepoke fra 300 f.Kr. til ca. 30 f.Kr. eller senere
4. Stoicismen er en græsk-romersk filosofisk retning
5. Optagelses- og indvielsesritualer
6. Læren om menneskelige relationer ud fra afstamningen

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler