Den augsburgske bekendelse I

Det er ikke så mærkeligt, at vi har vores bekendelser fra oldkirken og reformationstiden. Det var begge perioder, hvor kirken kom ud i stridigheder, som fik afgørende betydning for den måde, troen blev fastholdt på for fremtiden. I oldkirken var det den helt afgørende forståelse af Jesus og Gud, der stod på spil. På reformationstiden handlede det om, hvordan Gud frelser et menneske – retfærdiggørelsen.

Der er en nøje sammenhæng mellem de to anliggender. Hvis Jesus virkelig er Guds Søn, der er kommet til os mennesker og er død og opstået for os, så siger det en hel masse om, hvad der er det afgørende for, at vi kan blive Guds børn. Lægger man her vægten på vores fortjenester og gerninger, som katolikkerne gjorde, har man ikke for alvor forstået indholdet af bekendelsen til, at Jesus er Guds søn.

Reformationens bekendelser

Fra reformationstiden har vi to bekendelser, Den augsburgske Bekendelse (eller CA – efter det latinske Confessio Augustana) og Luthers lille Katekismus.1Andre lutherske kirker som dem i Sverige, Finland, Tyskland og USA har en hel del flere, bl.a. det store skrift Konkordieformelen.

De er meget længere end de oldkirkelige. I Bibelselskabets udgave af bekendelsesskrifterne fylder CA godt 50 sider og Luthers lille Katekismus 15 sider. Det hænger sammen med, at de ikke som de oldkirkelige er gudstjenestebekendelser, men lærebekendelser. De peger så at sige på den grundlæggende bekendelse og siger: Det er sådan, den skal forstås.

I denne artikel (samt efterfølgeren i næste nummer) skal vi se lidt på CA, der har 21 korte og meget præcist formulerede læreartikler efterfulgt af otte længere artikler om den kirkelige praksis. Det bliver kun til nogle få smagsprøver.2For den, der vil gøre mere ud af det, er vi på dansk så heldige at være i besiddelse af to gode og samtidig overkommelige kommentarer af hhv. Leif Grane og Regin Prenter. Men inden det: ganske lidt om den historiske baggrund.

Den augsburgske Bekendelse

Bekendelsen blev skrevet i forbindelse med et stort rigsmøde, kejseren indkaldte til i 1530 i den sydtyske by Augsburg. Hensigten med mødet var at skabe enhed i riget, efter at flere og flere fyrstendømmer og byer i kejserriget havde tilsluttet sig Luthers oprør mod den måde, kirken havde udviklet sig på under pavedømmet.

Bekendelsens artikler er resultatet af, hvad vi i dag ville kalde for et kommissionsarbejde over næsten et år, med Luther som en af deltagerne, men med Luthers ven og kollega, Phillipp Melanchthon, som den hovedansvarlige. Artiklernes hensigt er, så kort og tilstrækkeligt som muligt, at forklare, hvad de evangeliske kristne står for, og hvorfor de har ændret på nogle af de nedarvede kirkeskikke (som måden at fejre nadver på, afskaffelsen af præsters cølibat osv.). Den 25. juni 1530 blev de læst højt for kejseren og alle deltagerne ved rigsmødet. CA blev på den måde virkelig aflagt som en bekendelse, og har bl.a. af den grund lige siden haft en særlig status blandt de lutherske bekendelsesskrifter.

Synden

Retfærdiggørelsen af tro er som sagt reformationens afgørende anliggende. Det var der, det begyndte for Luther selv, da han som munk søgte efter en nådig Gud. Det fandt han ikke mindst ved hjælp af det, Paulus skrev om retfærdiggørelse af tro i Romerbrevet. I CA udfoldes dette fra starten af bekendelsen, både i art.2 om synden, art.3 om Jesus, art.4 om retfærdiggørelsen af tro, art.5 om midlerne til at få del i denne tro, og art.6 om de gode gerninger.

Artikel 2 siger om arvesynden:

”Ligeledes lærer de, at siden Adams fald fødes alle mennesker, der er forplantet på naturlig måde, med synd, det vil sige: uden gudsfrygt, uden tillid til Gud og med begær, [og de lærer] at denne arvede sygdom eller last virkelig er synd, der også nu fordømmer dem, der ikke genfødes ved dåb og Helligånd, og pådrager dem evig død. …”

Her siger bekendelsen i få sætninger noget om menneskets situation, sådan som det af naturen er. For at forstå den måde, Gud griber ind i denne verden og frelser os mennesker på, er det afgørende at forstå, hvordan det i Bibelens lys står til med os mennesker. Og her siger bekendelsen altså, at vi er fanget ind af en syndighed, som gælder alle mennesker fra fødselen, og som går tilbage til det allerførste menneskes fald.

Mange har reageret på tanken om en arvet synd som urimelig. Både fordi det strider mod det optimistiske billede af mennesket og dets muligheder, der har behersket den vestlige verden lige siden oplysningstiden, og fordi det virker urimeligt, at vi skulle bøde for noget, en anden har gjort.

Men læg mærke til, hvordan artiklen beskriver arvesynden: ”Uden gudsfrygt, uden tillid til Gud og med begær”. Det handler hverken om noget, en anden har gjort, eller om, at vi alle går og gør en hel masse syndige gerninger. Det handler om en virkelighed i dybet af vores hjerter.

Først og fremmest handler det om forholdet til Gud. At vi har mistet det grundlæggende forhold til Gud, som han skabte os til, nemlig at sætte ham over alle ting og bøje os for og stole på ham. I stedet er vi selv blevet til omdrejningspunktet for vores liv. Det er det, der ligger i ordet begær.

Her er menneskets egentlige problem. Det er ikke bare en svaghed, som kan blive anledning til synd, nemlig når det fører til syndige handlinger (sådan som Luthers katolske modstandere mente). Vi er kommet bort fra Gud. Og det gennemsyrer os, selv når vi gør vores bedste for at leve efter hans vilje.

Retfærdiggørelsen

Det siger sig selv, at vi ikke selv kan ændre den tilstand. Her må Gud selv gribe ind, hvis vi skal have en chance.

Og det er så det, vi hører om i de næste artikler. Først artikel 3 om Jesus, der blev menneske, og som døde og opstod for os. Og så den centrale artikel 4 om troen som adgang til frelsen:

”Ligeledes lærer de, at mennesker ikke kan retfærdiggøres over for Gud ved egne kræfter, fortjenester eller gerninger, men at de retfærdiggøres af nåde for Kristi skyld ved troen, når de tror, at de tages til nåde, og at synderne tilgives for Kristi skyld, han som ved sin død har gjort fyldest for vores synder. Denne tro anser Gud for retfærdighed over for sig”.

Vi skal særligt lægge mærke til, at vi får del i Guds retfærdighed allerede ved troen. Katolikkerne talte om, at der forud for troen måtte ske noget med os. Vi måtte vende os til Gud, angre og bekende vores synder for at vise, at vi tog det alvorligt og havde den rette indstilling over for Gud. ville Gud også vise os sin nåde.

Men her siger bekendelsen noget helt andet. Ikke at den fejer anger og bekendelse til side. Men det må aldrig blive til grundlaget for at kunne tro Guds tilgivelse. Grundlaget for at kunne tro er Ordet (og sakramenterne), hvor han rækker os sin tilgivelse.

Det med ordet og sakramenterne står der ikke noget om i denne artikel – det følger i den næste (art.5). Her i art.4 står der blot, at det ikke er vores egne forberedelser (fx anger og syndsbekendelse), der er grundlaget for retfærdiggørelsen, men Kristus og nåden. Grundlaget ligger i Gud.

Hvad så med troen, som der jo også tales om? Den beskrives som dette at tro, at Gud tager os til nåde (det vil sige elsker os) for Kristi skyld. Troen handler altså ikke om en bestemt følelse, men dette ”ganske enkelt” at tage Gud på ordet, når han peger på Kristus – og lade det være fortegnet for ens liv. Det er retfærdighed for Gud, dvs. menneskets rette forhold til ham.

De gode gerninger

Hvad så med menneskets forvandling, gerninger osv. – alt det, som katolsk teologi betoner så meget? Det er det, som art.6 om den nye lydighed tager op:

”Ligeledes lærer de, at denne tro bør bære gode frugter, og at man skal gøre gode gerninger, der er befalet af Gud, på grund af Guds vilje, men ikke for at vi skal stole på ved de gerninger at fortjene retfærdiggørelse hos Gud. For syndernes forladelse og retfærdiggørelse gribes ved troen …”

Luthersk tro og teologi vil så sandelig også tale om forvandling og gode gerninger. Som Luther siger det et sted: ”Tro er et guddommeligt værk i os, som forvandler og føder os på ny ud af Gud”. Troen forener os med Kristus og hans retfærdighed, så at vi allerede ved den tro har del i alt det, han er. Men netop den tro er en nyskabelse i hjertet – også selv om vi aldrig slipper af med vores gamle, syndige væsen. Men noget nyt er begyndt.

Derfor bærer denne tro helt selvfølgelig frugt (artiklens formulering: troen bør bære frugt, kan her virke alt for svag). Tro og gode gerninger hører uløseligt sammen.

Men – understreger artiklen – det er aldrig sådan, at disse gerninger så bliver grundlaget for vores forhold til Gud. Grundlaget for det er og bliver Kristus, som vi har del i ved troen – hverken mere eller mindre.

Dette var et lille glimt af CA’s centrale anliggende. I næste nummer af Budskabet skal vi se på ting, som hører nøje sammen med dette, bl.a. forståelsen af sakramenterne – hvor fronten nu ikke mere bare er over for katolikkerne, men også over for en anden gruppe af de evangeliske.

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

Fodnoter:

Fodnoter:
1 Andre lutherske kirker som dem i Sverige, Finland, Tyskland og USA har en hel del flere, bl.a. det store skrift Konkordieformelen.
2 For den, der vil gøre mere ud af det, er vi på dansk så heldige at være i besiddelse af to gode og samtidig overkommelige kommentarer af hhv. Leif Grane og Regin Prenter.

Kunne du li' det, du læste?

Så hjælp os med at lave flere gode artikler til fordybelse og refleksion – ved at blive abonnent på Budskabet.

Del:

Twitter
Facebook
Andre BUDSKABET artikler: