Det aarhusianske pop-/rockband TV-2 udgav i 1988 LP’en Nærmest lykkelig, hvor titelnummeret er det andet nummer på pladen. Det er en kærlighedssang, men på en meget jysk måde. Den er fuld af underdrivelser, spørgsmål, ironi og forbehold. I omkvædet hedder det: ”Er vi så ikke nærmest lykkelige vi to?” Den poetiske patos svinger sig efterhånden op til en (nærmest) fuldtonet kærlighedserklæring, men bliver hurtigt afbrudt med et: ”Rolig, rolig, sku’ vi så lige se at komme ned på jorden igen.”
TV-2 kredser på albummet meget omkring det jyske, og jeg er overbevist om, at underdrivelserne og forbeholdene ifølge TV-2 skal forstås som en særlig jysk tilgang til det store spørgsmål om lykke i livet.
Hele dette indledningsafsnit bare for at sige, at Salme 1, som vi her i artiklen vil dykke ned i, ikke er skrevet af en jyde!
v1 Lykkelig den, som ikke vandrer
efter ugudeliges råd,
som ikke går på synderes vej
og ikke sidder blandt spottere,
v2 men har sin glæde ved Herrens lov
og grunder på hans lov dag og nat.
v3 Han er som et træ,
der er plantet ved bækken;
det bærer frugt til rette tid,
og dets blade visner ikke.
Alt, hvad han gør, lykkes for ham.
v4 Sådan går det ikke de ugudelige;
de er som avner,
der blæses bort af vinden.
v5 Derfor står de ugudelige ikke fast ved dommen,
syndere ikke i retfærdiges forsamling.
v6 Herren kender de retfærdiges vej,
men de ugudeliges vej går til grunde.
Salme 1 handler ligesom TV-2’s sang om lykke, men er anderledes klar og sikker: Lykkelig den …! Her kommer svaret. Svaret på spørgsmålet, som mennesket så ofte har spurgt om, selv om det har været på forskellige måder: Hvordan bliver jeg lykkelig? Eller: Hvad er lykke?
Bliv hos Jesus!
Da jeg for nogle år siden var i Tanzania med Løgumkloster Efterskole, stod vi efter en streng vandretur på toppen af et lille bjerg ved Bunda. Det var et meget tørt område, vi havde udsigt over dér ind over udkanten af Serengeti Nationalpark. Næsten alt lavlandet, vi så ned på, havde en vissenbrun farve. Men der var et grønt bælte, der snoede sig gennem landskabet, og selv om man ikke kunne se vandet, var det ikke svært at regne ud, at der gemte sig en flod under det grønne løv. Træerne og planterne ved floden adskilte sig ved, at de havde deres rødder, hvor der var vand. Derfor var de friske og levende. Træer og planter længere væk var visne.
Den, der lever med Jesus, er som et træ, der er plantet ved bækken. Eller som Jesus siger det til den samaritanske kvinde: ”Den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv” (Joh. 4,14).
Hvilket fantastisk billede på, hvad det vil sige at leve med Jesus. Jeg lever af nåden og kærligheden hos Jesus. Det er ikke til og fra, men det er hele tiden, at jeg kan suge liv og næring hos Jesus. Bestandigt. Nåden slipper aldrig op.
Der er en kæmpe forskel på at leve med Jesus og ikke at gøre det. Derfor er der ét sted, jeg må være og blive ved med at være: hos Jesus. De andre træer ude i ørkenen kan håbe på at få regn, når årstiden er til det. Men træet ”ved bækken” har fundet det eneste rigtige sted at være.
Jesus spurgte engang de tolv disciple: ”Vil I også gå jeres vej?” Simon Peter svarede ham: ”Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord, og vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige” (Joh 6,67-69).
Dér svarer Simon Peter på vegne af alle os disciple. Vi vil blive her, hvor vi kan spise og drikke af det evige livs ord. Den, der lever med Jesus i troen, står fast på dommens dag og hører til i de retfærdiges forsamling. Det er det evige liv, der beskrives. Der hører de ugudelige ikke til.
Troen bærer frugt
Lad os kaste et blik på Matthæusevangeliet 25,31-46, hvor Jesus fortæller om den kommende verdensdom, for også her pointeres den kæmpe forskel, der er på at være hos Jesus og ikke være hos Jesus. Men her er det ved første øjekast i et fremtidigt perspektiv.
På den højre side står Jesus og hans får, som er under hans forbøn og beskyttelse (jf. Rom 8,34: ”Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os”). Til dem siger kongen: ”Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt.”
Og pludseligt ser vi, at lykken ikke kun er noget fremtidigt. Fårene på den højre side bliver ikke først faderens velsignede ved domsafsigelsen. Det var de allerede. De ejer allerede den lykke og glæde, det er at drikke af livets vand.
Og så er der bukkene uden Jesus på den venstre side. Om dem siger Jesus: ”de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.”
Jesus betoner i denne tale troens frugter. Han viser, at medmennesket, næsten, får gavn af, at du kender Jesus. Det er den, der er sulten, den, der tørster, den fremmede, den nøgne, den syge eller den fængslede.
For livet med Jesus sætter frugter, som for den troende selv kan være svære at få øje på, men ikke desto mindre er reelle. For livets vand, som du drikker af hos Jesus, har en guddommelig kraft i sig. Den kraft giver ikke kun frelsen til dig, men giver også din næste en hjælp fra Gud. Træet bærer frugt til rette tid. Lykken er ikke kun for dig, men også for din næste.
Troens frugter er en konsekvens af at leve nær Jesus, ligesom træets frugter er en følge af at være plantet ved bækken. Når Jesus priser de barmhjertige salig, er årsagen til deres salighed jo ikke, at de selv er barmhjertige. Årsagen kommer i ledsætningen: ”Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed” (Matt 5,7).
Kristnes barmhjertighed er et kendetegn, en frugt. Ligesom æbler kendetegner et æbletræ. Lykkens årsag i Salme 1 er heller ikke, at alt, hvad han gør, lykkes for ham (v.3). Lykkens årsag ligger i vers 2: ”[han/hun] har sin glæde ved Herrens lov og grunder på hans lov dag og nat.”
Det er en evig glæde med en evig betydning. Men der er også en glæde her i livet, som nok ikke er hovedpointen, men alligevel er der. Det er den glæde, der er forbundet med at følge Herrens bud i tanke, ord og handling, fordi budene bringer en velsignelse med sig. Her ligger der også en opmuntring til den kristne, der kæmper mod synden: Dybest set er der en større glæde ved at følge Guds bud end ved at følge syndens vej.
Lykken er at leve i nåden
Saligheden i Matt 5,7 er at modtage barmhjertighed fra Jesus. Lykken i Salme 1 er at være rodfæstet hos Jesus og have sin glæde og sit liv i ham, at have en tørst efter ham og drikke af kilden med livets vand for intet (Åb 21,6). Lykken er at leve i nåden. I dine synders forladelse. I den tilregnede retfærdighed. Nåden er ikke til og fra. Du lever i den. Her får du fred og hvile, for nåden er fast og bestandig.
Den lykke kan vi bruge et helt liv på at grunde over. At grunde over Guds ord er, at man lader sine rødder vokse mod kilden. I ordet møder vi Jesus og Guds evige frelsesvilje. Her meddeler han sig selv og sin frelse til os. Ikke bare som en information, men som en gave. Guds ord bliver derfor uundværligt for en kristen. Som træet med rødderne suger af bækken for at leve, og som vores krop skal have sine daglige måltider, sådan er det en naturnødvendighed, at en kristen nærer sig med Guds ord.
Hvad er livets kompas?
At grunde på Guds ord har at gøre med livsorienteringen. Hvad er kompasset i ens liv? Der er jo utallige røster, vi møder rundt omkring i samfundet og medierne, som gerne vil have taleret ind i vores liv. Som gerne vil påvirke vores tankegang, følelser og handlinger på forskellig måde. Det kan faktisk være ganske fint. Vi skal jo tage mange beslutninger om alt muligt, og der kan vi gøre brug af forskellige input og inspiration. Vi kan finde gode og lærerige erkendelser alle mulige steder, lige fra YouTube-vejledninger over tykke bøger til en ægtefælles kloge ord.
Vi må bare aldrig placere Guds Ord på samme niveau som andre inspirationskilder. Bibelen må have en helt anden autoritet og taleret i en kristens liv. Den må have ubetinget forkørselsret for en kristen, og den må være prøvesten for alle andre inspirationskilder.
Derfor indebærer livet med Jesus også et nej og et opgør. Det er ikke lykken at ”vandre efter ugudeliges råd”, selvom det ofte er mest bekvemt. Det er ikke lykken at ”gå på synderes vej”, selvom vores onde begær ønsker det. Det er ikke lykken at ”sidde blandt spottere”, selvom det nogle gange ser ud til at gå dem godt.
Derfor vil vi læse og beskæftige os med Gud ord. Vi vil lade det fylde i vores hverdag, så det trækker ind i vores liv og danner fundament i vores liv. Der er den dobbeltbevægelse, at vi søger ind i ordet og grunder på det, og ordet trækker ind i os og danner solidt grundlag i vores liv.
Helt modsat de gudløse, som ikke er plantet, ikke står fast, og som ikke grunder på Guds ord. De er ”som avner, der blæser bort i vinden”. Guds barn er plantet, rodfæstet og har et hvilepunkt. De gudløse er rodløse og rastløse. Avner kan ligne korn, men de har ikke noget indhold. De har ikke et gudsliv i sig. Johannes Døberen siger, at han, der kommer efter ham (altså Jesus), vil ”samle hveden i sin lade, men avnerne skal brændes i en ild, der aldrig slukkes” (Luk 3,17). Så stor er alvoren.
Og husk så på, at der er ikke noget menneske, der har fortjent at have et gudsliv. Enhver kristen kender det fra sit liv med Gud, at det er ikke os, der holder liv i vores gudsliv. Stod det til vores fortjeneste, ville vores kristenliv tørre ud og visne. Skal der være liv i os – kristenliv – må vi hele tiden drikke af livskilden, Jesu nåde. ”Du har det evige livs ord”.
Livet er en vandring
I det sidste vers af salmen vender billedet. Hvor det i størstedelen af salmen er Guds barn, der er lokaliseret ét sted, nemlig plantet ved livskilden, bundet til Guds ord, og den ugudelige, der farer viljeløst omkring i vinden, er det anderledes i vers 6.
Sagen er nemlig, at Guds barn også er på vej. Livet er en vandring. Hvilen og forankringen hos Jesus er ikke en stilstand uden bevægelse og forandring. På livsvandringen kan der være gode og onde dage.
På nogle dage skinner solen og føles som et Guds kys, der varmer vores krop. Vi nyder skønne udsigter og har overblik på vejen. Der er en blid medvind, og livet er smukt. På andre dage gør uvejret himlen sort som natten. Vejen har snævret sig ind til en lille sti, vi knapt nok kan finde. Modvinden er ubarmhjertig, og regnen pisker os i ansigtet. Vi synes, vores livsvej går fra nederlag til nederlag. Katastrofen truer. Vi er helt alene.
Guds ord siger, at Herren kender din vej! Det ser ud, som om han helt har glemt sine børn. Der er meget, som går uretfærdigt til i denne verden. De ugudelige ser ud til at flyde ovenpå, og de retfærdige går under. Men det er ikke sandheden. Der er noget, der ser helt anderledes ud, end det er. Sandheden er: ”Herren kender de retfærdiges vej, men de ugudeliges vej går til grunde.”
En kristen er ikke alene. Herren kender din vej. Lykken er ikke lunefuld, men den kan ofte være skjult for os.
Kærlighedsrelation
Afslutningsvis kan vi sige, at TV-2 har ret i én ting: Lykken findes i en kærlighedsrelation. Men den evige lykke kan ikke findes i den relativt skrøbelige relation mellem to elskende mennesker. Den kærlighedsrelation, der rummer evig lykke, er den mellem Gud og hans barn. Dér er velsignelsen.
Artiklen er oprindeligt udgivet i Magasinet Budskabet.
