Det kristne menneskesyn og aktiv dødshjælp

Som kristne skal vi ikke unødigt binde hinandens samvittigheder i spørgsmålet om aktiv dødshjælp (eutanasi). Men det betyder ikke, at der ikke tydelige bibelske og teologiske argumenter imod aktiv dødshjælp¹Denne artikel er i høj grad baseret på mit kapitel i bogen Så sandt som vi er mennesker (Tænketanken Prospekt), Munch & Lorenzen 2024. – udover hvad indførelse vil medføre for synet på samfundet og medmennesket såvel principielt som i praksis.

Når jeg bruger begrebet værdighed, relaterer det til menneskers værdighed (latin: dignitas) som Guds skabninger – og i det lys om et menneskes personlige værd. Menneskets værdi i Guds øjne er baseret på, at Gud har skabt ethvert menneske i sit billede, hvilket gør hvert individ unikt og uerstatteligt. Denne forståelse klinger med i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder (1948), hvor det i artikel 1 hedder: “Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder”. Og ligeledes i det daværende Vesttysklands forfatning (1949) på baggrund af behandlinger af mennesker under Anden Verdenskrig: “Menneskets værdighed er ukrænkelig. At respektere og beskytte den er al statslig magts forpligtelse”.

I debatten om aktiv dødshjælp er spørgsmålet om værdighed på spil og dermed også om, hvad der ikke er værdigt eller måske snarere: ikke har værdi. I et bibelsk lys hænger værdighed sammen med menneskeværdet, som derfor ikke kan løsrives fra menneskesynet – og dermed fra livets hellighed og ukrænkelighed.

Af flere grunde er den opfattelse ikke en selvfølge i samfundet i dag. Men når menneskets værdi ikke uden videre knyttes sammen med menneskets værdighed som skabt, så forandres forståelsen af begrebet værdighed.

I løbet af de sidste par århundreder er værdighed i en sekulær-humanistisk forståelse blevet knyttet sammen med retten til selvbestemmelse (autonomi). Værdigheden begrundes i, om man bevarer kontrol over det liv, man vil leve, og har retten til selvbestemmelse, når man ikke har lyst til at være her mere. Det betyder også, at hvis menneskets værdighed funderes i selvbestemmelse, så er det mest hellige for mennesket ikke livet, men retten til at vælge selv! I stedet for at det er menneskelivet, der har uendelig værdi, er det blevet sådan i den almene bevidsthed, at det værdige menneske er det, der har selvbestemmelse.

I diskussionen om aktiv dødshjælp er ønsket ikke nødvendigvis flere konkrete tilfælde, hvor palliationsområdet styrkes, men man ønsker valget – at mennesket selv kan vælge. For kun derved kan menneskets selvbestemmelse (hvori dets værdighed består) fastholdes, selv under uhelbredelig sygdom eller oplevelsen af uudholdelig livssituation. Modstand mod aktiv dødshjælp kan opleves som en krænkelse af denne selvbestemmelse; en krænkelse af menneskeværdet, hvis ”jeg” ikke selv kan vælge.²Spørgsmålet om menneskets værdighed er funderet i menneskesyn (at være skabt) eller selvbestemmelse (retten til at vælge), og hvad det betyder i den aktuelle debat, har jeg udfoldet nærmere i denne artikel  (læst 7. aug. 2025). Der findes også interessante refleksioner i Rapport om en mere værdig død, udgivet af netværket ”Nej til statsassisteret selvmord”/Munch & Lorenzen, 2025.

Skabt med værdi og livet er en gave

Ifølge det kristne menneskesyn har hvert eneste menneske en umistelig værdi, fordi det er skabt i Guds billede. Livet er en gave, vi ikke selv er herre over. Værdighed har dermed sit udspring i menneskets værdi.

Alle mennesker er skabt med værdighed – og dermed værdighed til liv. Den værdighed skal bevares og beskyttes. Den kristne tilgang til livet er funderet i det forhold, som mennesket er sat i til Gud. Det omfatter alle mennesker og det hele menneske som ånd, sjæl og legeme. Alle mennesker er skabt af Gud og til Gud. Heri findes begrundelsen for menneskets storhed og adelsmærke.

I Bibelen er det særligt skabelsen og frelsen som to grundforhold, der understreger dette. Det kan udtrykkes sådan: a) Mennesket er skabt af Gud og er hans skabning, og b) mennesket er den skabning, som Gud har skænket sin søn til redning for at kunne indsætte mennesket i en evig relation med sig.

Det betyder for den kristne livsorientering, at Gud og mennesket ikke kan adskilles. Når vi skal se på, hvad Bibelen siger om mennesket og dets liv og værdi, må vi se det i lyset af, hvad Bibelen siger os om, hvad Gud har gjort for os mennesker. Sådan som vi bl.a. sammenfattende kan læse det i kirkens trosbekendelse. For her møder vi, hvad mennesket betyder for Gud – både i menneskets fornedrelse og storhed.

Samtidig siger Bibelen også noget om mennesket og dets liv og værdi, når den udfolder, hvad mennesket skylder at gøre mod sin næste efter Guds vilje. Det møder vi bl.a. i de ti bud – ikke mindst i det femte bud om ikke at slå ihjel – og i udlæggelsen af, hvilke konsekvenser det har for vores relation til næsten, og hvem næsten i det hele taget er i Guds øjne. Det værd, ethvert menneske tillægges i Guds bud om næstekærlighed, stemmer overens med den værdi, mennesket har på baggrund af det, som Gud har gjort for mennesket i skabelse og frelse.

Mennesket skabt i Guds billede

Det kristne menneskesyn er også forankret i Bibelens principper om livets ukrænkelighed, f.eks. buddet om indbyrdes kærlighed og medmenneskelig omsorg.

Udgangspunktet er, at Gud skabte mennesket i sit billede (1 Mos 1,27). Mennesket, som mand og kvinde, er Guds ypperste skabning og kan ikke sammenlignes med noget andet af det skabte, fordi mennesket med sjæl og legeme alene er skabt i Guds billede. Mennesket kan derfor ikke betragtes i nogen artsmæssig sammenhæng med dyreriget – eller alene tilkendes værdi ud fra dets fornuft eller funktionsduelighed. Mennesket har en særstilling og forrang i skaberværket.

Alt andet skabt er givet mennesket til ansvarlig forvaltning og skal tjene mennesket efter Guds vilje. Netop dette siger noget afgørende om menneskets værdi og høje stilling hos Gud, sådan som Salme 8 beskriver det: ”Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det. Du har gjort det til hersker over dine hænders værk, alt har du lagt under dets fødder” (8,6-7). I Salme 139 sætter salmisten ord på den storhed og tryghed, det er at være skabt: ”Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt, underfulde er dine gerninger, jeg ved det fuldt ud!” (139,14).

Budskabet i Det Nye Testamente følger i samme spor. Det understreges ikke mindst af, at Gud blev menneske. Kristus gav afkald på at være lige med Gud, ”tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors” (Fil 2,6-11; sml. Hebr 2,5-9). Guds søn gik ind i vores skabte virkelighed. Han vedkendte sig menneskelivet og kom til ”sit eget” (Joh 1,11). Ja, alt er skabt ved og til Jesus Kristus, siges det flere steder. Guds egen søn har helliget livet ved selv at blive menneske.

Allerede flere kirkefædre i oldkirken talte om menneskets værdighed ud fra den grundsætning, at mennesket er skabt i Guds billede. Det liv, mennesket er skabt til, det evige liv, mistede mennesket ved syndefaldet. Hos nogle kirkefædre møder vi en meget realistisk beskrivelse af mennesket i syndefaldets verden. Selvom menneskelivet er ramt af arvesynden – og dermed også rammes af lidelse, sygdom og død – og har mistet sin gudbilledlighed, er det fortsat skabt i Guds billede. Menneskets værdighed (”dignitas”) er ikke ophørt.

Den realistiske beskrivelse af syndefaldets vilkår og konsekvenser for mennesket både her i tiden og i evig forstand er ikke en nedværdigelse af mennesket. Hensigten er at understrege menneskets høje status ved at være skabt i Guds billede – og tydeliggøre, hvad Gud gør for at frelse og genoprette gudbilledligheden ved Kristus og troen på ham. I et bibelsk perspektiv har mennesket en evig og ikke bare en timelig værdi fra undfangelse til død.

Kristendommens menneskesyn kom til at forandre den antikke kultur fundamentalt ud fra grundsynet om, at man skal beskytte også det mest ubeskyttede af alt. For menneskeværdet gælder fra livets begyndelse.

Sammenfattende kan vi sige: Menneskeværdet er grundlæggende en gave fra Gud og stiller moralsk set mennesket en opgave. Menneskeværdet er givet ved undfangelsens faktum, og der kan ikke i spørgsmålet om menneskets værdi skelnes mellem født og ufødt, ung og gammel, mand og kvinde, rask og syg, arbejdsdygtig og ikke-arbejdsdygtig osv. Menneskeværd og livsret hører sammen. For når mennesket er skabt i Guds billede, er livet helligt og ukrænkeligt, og derfor har et mennesket ret til livet fra undfangelse til død. En positiv humanetik og almenreligiøs etik har et andet udgangspunkt end den bibelske forståelse om mennesket og bygger i princippet sit etiske engagement på den menneskelige fornuft og følelse, når det gælder vurderingen af spørgsmål om livsret og menneskeværd.

Menneskelivets værdi som forudsætning for menneskets livsret

Menneskeværdet kan sammenfattes i dette, at Gud har givet mennesket liv, eksistens, personlighed, mulighed for fællesskab med sig, legeme og alle sanser, og frihed og evner til at leve i fællesskab med mennesker for i samarbejde at løse de givne og opsøgte opgaver. Alt dette (menneskeværdet) er sådan set en gave fra Gud og moralsk set en opgave for mennesket.

Ligesom det er Gud, som er livet, dets kilde og ophav, er det også ham, som opholder livet. Livet er nemlig helt afhængigt af Gud. Gud har givet mennesket livet, sådan at han bevarer ret og magt til at tage livet tilbage, når han vil. I Bibelen forkyndes det forhold, at mennesket har livet, lever og har beføjelser over sit og andres liv – i uadskillelig sammenhæng med den sandhed, at Gud opholder og styrer livet. Livet er altid i hans hånd, selvom han har givet os et kald og en relativ frihed til at have beføjelser over menneskets liv efter sin gode vilje (sml. næstekærlighedsbuddet: redde liv).

Det liv, som Gud har givet mennesket, er samtidig en ret, som han har givet det. Fordi Gud har givet et menneske liv, har mennesket ret til dette liv. Intet menneske kan omstøde eller fratage et andet menneske denne ret, medmindre det udtrykkeligt er påbudt i Bibelen – eksempelvis om øvrighedens mandat (Romerbrevet kap. 13). Det et netop for at hindre, at menneskets værdi og livsret bliver krænket. Og i det lys må også næstekærligheden udfolde sig.

Her har det femte bud om ikke at slå ihjel en ganske særlig betydning og udmønter menneskelivets værdi i vores liv med hinanden. Det har som forudsætning menneskets livsret som Guds skabning her i verden, og derved har buddet beskyttet menneskeværdet. Intet menneske har ret til at tage liv – heller ikke sit eget.

Martin Luther siger i sin forklaring til det femte bud i Den lille Katekismus: ”Vi skal ære og elske Gud, så vi ikke skader hinanden eller lader andre lide; men derimod hjælper og støtter hinanden i al daglig nød.” Det er den kristnes pligt at gøre alt, hvad der er muligt for at værne om det svage og hjælpeløse menneske og beskytte det mod overgreb. Man kan sige, at medmennesket har ret til at være til besvær.

Det betyder også, at den kristne på en særlig mådes skal rette sin opmærksomhed mod de mennesker, som ikke har mulighed for at beskytte sig selv, og/eller som andre mennesker og samfundet ikke beskytter ud fra den bibelske vejledning.

Menneskets værdighed er en kamp værd

I den kristne tilværelsesforståelse indtager menneskesynet altså en central plads og får indflydelse på etiske vurderinger. Skillelinjen i flere konkrete etiske problemstillinger, også aktiv dødshjælp, går mellem den forståelse, der tillægger menneskelivet en funktionel og derfor relativ værdi, og den forståelse, der anser menneskelivet for at have absolut og fundamental værdi uafhængig af det enkelte menneskes funktionsdygtighed. Hermed også sagt: Hvem har ret til at frakende nogen retten til livet eller værdighed til livet?

Tanken om at tage livet af et menneske – også som medlidenhedsdrab – for at afhjælpe dets lidelse er fuldstændig fremmed for Bibelen og repræsenterer efter en kristen forståelse et falsk syn på lidelse. Det gælder også dødshjælp på opfordring fra den lidende selv. Alt dette falder ind under det femte bud og forbydes ifølge dette bud. Og det forbud hænger sammen med det syn på menneskeliv og menneskeværd, som udspringer af at være skabt i Guds billede.

Lidelse og smerte er et menneskeligt grundvilkår, og det er forkert at tro, at vi kan dulme lidelsen med døden. Som det er blevet udtrykt i debatten: Aktiv dødshjælp kan ikke fjerne lidelsen, men fjerner alene den, der lider. For det er vigtigt i denne sammenhæng at understrege, at det er menneskeligt at være til besvær for pårørende og samfund³Værdighed handler også om at måtte være til besvær, når livet viser sig svært, og at værdighed er andet og mere end, hvad du kan, eller er en egenskab, det enkelte menneske har for sig selv. Værdighed er også noget, vi giver hinanden – se https://grundtvigskforum.dk/viden/v%C3%A6rdighed-er-noget-vi-giver-hinanden (læst 7. august 2025)., for døden er vi ikke herre over. Hvis den døende først begynder at opleve sig som en byrde, bliver retten til at dø nemt til pligten til at dø, og den aktive dødshjælp viser derved sin umenneskelige side.⁴Se eksempelvis denne analyse fra Tænketanken Prospekt ”Aktiv dødshjælp – Glidebanen er en realitet” (læst 21. august 2025).

En værdig død handler mere om, hvordan vi som samfund behandler døende.⁵I sidste del i denne artikel fokuserer jeg på statens pligt til at beskytte liv (læst 7. august 2025). En god/værdig død handler om at yde pleje, menneskeligt nærvær og omsorg lige til det sidste. Vi skal altså ikke hjælpe mennesker til at dø, men hjælpe mennesker til at leve, indtil de skal dø.