Lovgerninger
Det lille ord lov må du her ikke forstå på dagligdags vis. Det er ikke en anvisning på, hvilke gerninger, du skal gøre eller undlade, som vi kender det fra almindelige love, som kan overholdes uden at hjertet er med i det. Gud dømmer efter hjertets indre. Derfor kræver hans lov også hjertets inderste og lader sig ikke nøje med gerninger. Den fordømmer tværtimod de gerninger som hykleri og løgn, der er gjort uden hjertet er med. Derfor kaldes alle mennesker løgnere i Salme 116, fordi ingen af hjertet holder eller kan holde Guds lov. Enhver finder hos sig selv uvilje mod det gode og lyst til det onde.
Hvor der nu ikke er en ægte vilje til det gode, stemmer hjertets indre ikke overens med Guds lov. Derfor er der også tale om synd, som fortjener Guds vrede, selv om der i det ydre fremstår mange gode gerninger og et ærbart liv.
Ud fra det trækker Paulus den slutning i det andet kapitel, at jøderne alle er syndere, og han fastslår, at kun lovens gørere er retfærdige for Gud. Han vil dermed sige, at ingen opfylder loven med gerninger. Tværtimod siger han til dem: ”Du, som siger, at man ikke må bryde et ægteskab, du gør det selv!” Ligeledes: ”Med din dom over andre fordømmer du dig selv; du, der dømmer, gør jo selv det samme.” Som vil han sige: Du lever smukt i det ydre i lovens gerninger og dømmer dem, der lever anderledes, og du forstår at vejlede enhver. Splinten i den andens øje ser du, men bjælken i dit eget bemærker du ikke.
Selv om du nemlig i det ydre overholder lovens gerninger af frygt for straf eller ønske om løn, så gør du dog alt dette uden ægte lyst og kærlighed til loven, men uvillig og med tvang. Du ville hellere leve anderledes, hvis ikke loven var der.
Heraf følger, at du i dit hjertets inderste er en fjende af loven. Hvad hjælper det, at du lærer andre, at de ikke må stjæle, når du i hjertet selv er en tyv og i det ydre gerne ville være det, hvis du turde? I øvrigt vil den ydre gerning ikke lade vente længe på sig hos sådanne hyklere. Altså lærer du andre, men ikke dig selv. Du forstår ikke selv, hvad du lærer og har endnu ikke fattet loven rette mening. Faktisk er det sådan, at loven forøger synden, som Paulus siger det i kapitel 5. Vi bliver nemlig mere fjendtlige mod loven, når den kræver noget, vi ikke formår.
Lovopfyldelse
Derfor lærer Paulus i det 7. kapitel, at loven er åndelig. Hvad betyder det? Ja, hvis loven var legemlig kunne den opfyldes med gerninger, men fordi den er åndelig, kan ingen overholde den, medmindre alt gøres af hjertet. Men et sådant hjerte er det alene Guds Ånd, der kan skænke. Det bringer os i overensstemmelse med loven, så vi af hjertet får lyst til loven. Herefter gør man alt, ikke af frygt eller tvang, men ud af et villigt hjerte. Altså er loven åndelig og vil opfyldes og elskes af sådanne åndelige hjerter og kræver en sådan Ånd. Hvor den ikke er i hjertet, bliver der ved med at være synd, ulyst og fjendskab imod loven, som dog er god, retfærdig og hellig.
Væn dig derfor til den sprogbrug, at det er noget helt andet at opfylde loven end at udføre lovens gerninger. At gøre lovens gerninger er alt det, vi gør og formår at gøre af egen vilje og kraft. Men fordi sådanne gerninger er forbundet med og gøres med hjertets ulyst og tvang fra loven, er de alle forgæves og til ingen nytte.
Dette lærer Paulus i det 3. kapitel, hvor han siger: ”Af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for Gud.” Her kan du se, hvordan universiteterne og deres filosofiske teologer er forførere, når de lærer, at man kan fortjene sig til Guds nåde med gerninger. Hvem kan gøre sig fortjent til noget godt med gerninger, når man ikke kan gøre det uden ulyst og uvilje i hjertet? Hvordan skulle en gerning, der udgår fra et negativt og modvilligt hjerte, kunne behage Gud?
Men at opfylde loven er at gøre sin gerning med lyst og kærlighed, at leve gudfrygtigt og ret, frivilligt som om der ikke fandtes nogen lov eller straf, og ikke under lovens tvang. En sådan lyst og frivillig kærlighed giver Helligånden i hjertet, som Paulus siger det i kapitel 5. Og Ånden skænkes os kun i, med og ved troen på Jesus Kristus, som han siger i indledningen. Troen kommer altså udelukkende gennem Guds ord eller evangelium, som forkynder, at Kristus er Guds Søn og menneske, død og opstanden for vores skyld, som Paulus siger det i kapitel 3, 4 og 10.
Heraf følger, at alene troen gør retfærdig og opfylder loven, for den bringer os Ånden på grund af Kristi fortjeneste. Og Ånden virker et glad og positivt hjerte, således som loven kræver. De gode gerninger springer således ud af troen selv. Det er, hvad han lærer i kapitel 3, hvor det lyder som om han vil ophæve loven gennem troen, efter at han har forkastet lovens gerninger. Nej, siger han, vi stadfæster loven ved troen, dvs. vi opfylder loven gennem troen.
Synd
Synd kaldes i Skriften ikke blot den ydre gerning, som man legemligt udfører. Synd er også alle de ting, der sætter i gang og baner vej for den ydre gerning, nemlig hjertets indre og alle de kræfter, som bor i det. Altså betyder det lille ord ”gøre”, at mennesket falder dybt i synd og vandrer deri.
Synden kommer nemlig ikke til udtryk i ydre gerning, uden at mennesker er helt med i det med liv og sjæl. Og frem for alt ser Skriften ind i hjertet og på roden og hovedkilden til alle synder, nemlig vantroen i hjertets indre. Ligesom altså troen alene retfærdiggør og bringer os Ånden og lysten til gode ydre gerninger, sådan er det alene vantroen, som synder og opvækker kødet og lysten til onde ydre gerninger. Sådan skete det også for Adam og Eva i Paradiset, l Mos 3.
Derfor kalder Kristus alene vantroen for synd, når han i Joh 16 siger: Ånden skal straffe verden for den synd, at de ikke tror på mig. Inden gode eller onde gerninger viser sig som gode eller onde frugter, må der derfor først i hjertet være tro eller vantro, som er al synds rod, saft og hovedkraft. Vantroen kaldes derfor i Skriften også for slangens hoved og den gamle drages hoved. Den skal kvindens sæd, Kristus, knuse, som det blev lovet Adam, l Mos 3.
Nåde og gave
Ordene ”nåde” og ”gave” har forskellig betydning. Helt præcist betegner ordet ”nåde” den velvilje eller gunst, som Gud har til os hos sig selv. Ved den bevæges han til at indgyde Kristus og Ånden med sine gaver i os. Det kan man se i kapitel 5, 15, hvor han siger: ”Guds nåde og gave er kommet de mange rigeligt til gode ved nåden i det ene menneske, Jesus Kristus.”
Gaverne og Ånden vokser dagligt i os, men er endnu ikke eneherskende. Onde lyster og synder bliver tilbage i os og strider mod Ånden, som han siger det i kapitel 7 og i Galaterbrevet 5. Første Mosebog 3 forkynder også, at der skal være strid mellem kvindens sæd og slangens sæd. Imidlertid bevirker nåden så meget, at vi bliver regnet helt og fuldt retfærdige for Gud. Hans nåde deles og udstykkes nemlig ikke, som gaverne bliver det, men bringer os helt og aldeles ind under Guds velbehag for Kristi, vores talsmands og forløsers, skyld, og fordi gaverne er begyndt i os.
Så forstår du nu kapitel 7, hvor Paulus skildrer sig selv som stadig synder og dog i kapitel 8 siger, at der ingen fordømmelse er for dem, som er i Kristus, for de ufuldkomne gavers og Åndens skyld.
Med hensyn til kødet, som endnu ikke er dødet, er vi endnu syndere. Men fordi vi tror på Kristus, og fordi Ånden har begyndt sin gerning i os, er Gud os så nådig og velvillig, at han hverken vil regne med eller dømme disse synder. Han vil handle med os efter troen på Kristus, indtil synden bliver dødet.
Tro
Tro er ikke den menneskelige indbildning eller drøm, som nogle anser for at være tro. Når de ser, at den megen snak om troen ikke fører til gode gerninger og et bedre liv, kommer de på det vildspor, at troen ikke er nok. Man må også gøre gerninger, hvis man skal blive from og salig, siger de.
Det skyldes, at når de hører evangeliet, så misforstår de det og frembringer ved egen kraft en tanke i hjertet, der siger: jeg tror. Det anser de så for at være en ret tro. Men det er blot en menneskelig idé og tanke, som ikke berører hjertets indre. Derfor virker den heller intet, og der sker ingen forandring.
Troen er derimod et guddommeligt værk i os, som forvandler og føder os på ny af Gud, Joh l, 12-13. Den døder den gamle Adam og gør os til helt andre mennesker i hjerte, sind, tanker og alle kræfter. Troen bringer Helligånden med sig. Ja, troen er en levende, skabende, virkende og mægtig ting. Det er umuligt, at den ikke uafbrudt gør godt.
Troen spørger heller ikke, om der er gode gerninger at gøre, men inden man ser sig om, har den allerede gjort dem og er altid virksom. Og den, der ikke gør sådanne gerninger, er et menneske uden tro. Det famler og ser sig om efter troen og de gode gerninger og ved hverken, hvad tro eller gode gerninger er, skønt man kan snakke meget om troen og de gode gerninger.
Tro er en levende, dristig tillid til Guds nåde, så vis, at den kunne dø tusind gange deri. En sådan tillid og erkendelse af Guds nåde gør glad, frimodig og positiv over for Gud og alle skabninger. Det virker Helligånden ved troen. Ved den bliver mennesket villigt til at gøre godt uden tvang, glad for at tjene enhver, lide alt muligt, elske og prise Gud, som har vist ham en så stor nåde. Det er altså lige så umuligt at skille gerning fra tro, som det er at skille varme og lys fra ilden.
Se dig derfor for, og vogt dig for dine egne falske tanker og de unyttige snakkehoveder, der vil gøre sig kloge på at dømme om troen og gerningerne, skønt de er de største narre. Bed Gud om, at han vil virke troen i dig. Ellers bliver du med garanti evigt uden tro, hvor meget du end udtænker og gør, som du vil og kan.
Retfærdighed
Retfærdigheden består nu i en sådan tro. Den kaldes Guds retfærdighed eller den retfærdighed, som gælder for Gud, fordi det er Gud, der skænker den og regner den for retfærdighed for Kristi, vores forløser skyld. Troen bevirker, at mennesket giver enhver, hvad han er skyldig. For ved troen bliver mennesket uden synd og får lyst til Guds bud. Derved viser det Gud den ære, det skylder ham. Og sin næste tjener det velvilligt, med hvad det kan, og yder dermed enhver, hvad det skylder.
En sådan retfærdighed kan hverken vores natur, fri vilje eller vores kræfter tilvejebringe. For ligesom ingen kan give sig selv troen, sådan kan heller ingen borttage vantroen selv. Og hvordan vil han da fjerne den mindste lille synd? Alt, hvad der sker uden for troen eller i vantro, er derfor falskhed, hykleri og synd, uanset hvor godt det tager sig ud, Rom 14, 23.
Kød og Ånd
Kød og Ånd må du her ikke forstå sådan, at kød kun er det, der vedrører de seksuelle synder, og at Ånd kun angår det inderste i hjertet. Kød kalder Paulus, ligesom Jesus i Joh 3, alt, hvad der er født af kød, dvs. hele mennesket med legeme og sjæl, fornuft og alle sanser. Det stræber nemlig alt sammen efter det kødelige. Man kan altså også kalde den for kødelig, som uden Guds nåde udtænker, lærer og vrøvler meget om dybe, åndelige ting.
Det kan man se i Galaterbrevet 5, hvor Paulus også kalder kætteri og had for kødets gerninger. Og i Romerbrevet 8 siger han, at loven er magtesløs på grund af kødet. Det er ikke kun sagt om seksuelle synder, men om alle synder, især vantroen, som er den allerstørste åndelige synd.
På den anden side kaldes også den åndelig, som beskæftiger sig med de allermest dagligdags gerninger, som da Kristus f.eks. vaskede disciplenes fødder, og Peter tog ud for at fiske. Altså er det menneske kødelig, der i det indre og i det ydre lever og arbejder for det, der gavner kødet og tjener dette liv. Og det menneske er åndelig, der i det indre og i det ydre lever og arbejder for det, der tjener det kommende liv.
Uden at forstå disse ord rigtigt, vil du aldrig begribe hverken dette brev af Paulus eller noget andet skrift i Bibelen. Vogt dig derfor for alle lærere, der bruger disse ord anderledes, lige meget hvem de er, om det så drejer sig om Hieronymus og Augustin eller nogle, der er endnu mere betydningsfulde.
Uddrag fra Fortalen til Romerbrevet (Martin Luther 1522, oversat af Finn B. Andersen 2004). Bragt med tilladelse.
