Når skilsmissen rammer

12 minutters læsning

Hvordan håndterer vi det i menigheden, når ægtepar er i krise eller er blevet skilt? Varsomhed og tydelighed er væsentlig.

Jeg husker et par komme ind på mit præstekontor for at tale med mig om deres ægteskab, som var i opbrud. Det er en trist historie, som jeg har fået lov til at dele. De var godt klar over, at de havde ventet for længe med at spørge om hjælp. De havde hverken talt med professionelle eller med de nærmeste. Eller rettere: Det var mest den ene part, der endnu ikke ønskede, at de skulle afsløre deres krise.

Årene var gået, og de nærmede sig gradvis en skilsmisse. Ingen af dem havde tænkt sig, at det skulle ende på denne måde. De var begge bevidste om, at Bibelen siger: ”Hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille” (Matt 19,6). Og de kunne kun nikke genkendende til, at det ikke blev sådan, som de fra begyndelsen havde tænkt det, men at de begge havde været ramt af syndens ”hårdhjertethed”, som også Moses havde mødt det hos andre mennesker (Matt 19,8).

Deres tillid til hinanden var brudt, og det var usundt for alle parter at forblive sammen. Her tænkte de også på børnenes daglige oplevelser af deres kampe. Der var ikke længere et valg mellem et gode og et onde. Kun det mindst onde!

Deres fælles udgangspunkt med Bibelen i hånden berørte mig. For her talte jeg med et kristent par, som godt var klar over sagens alvor. De havde ikke den tanke, jeg som sognepræst har mødt så mange andre gange, at skilsmisse i sig selv er uproblematisk, når man bare ikke lader sig gifte igen. Dette par var klar over, at de brød med noget, som ikke skulle være endt sådan. De ville ende som ægteskabsbrydere, hvis skilsmissen blev fuldbyrdet, og dette havde med skyld og synd at gøre.

Knap et år senere talte jeg igen med den ene part. Nu var de blevet skilt. Og skammen var ikke til at bære – og slet ikke i missionshuset, sagde vedkommende. Jeg blev ked af at høre det.

I den forbindelse fortalte vedkommende mig om sin nye opdagelse i tekstsammenhængen i Matthæusevangeliet 19: Lige efter Jesu tale om skilsmisse og den ugifte stand (v. 1-12) taler Jesus om, at vi ikke må hindre børnene i at komme hen til ham (v. 13-15).

Gid andre havde set den samme nære kontekst – lød det fra et bodfærdigt og skamfuldt menneske.

Den sammenhæng var tankevækkende for mig. Vi må virkelig aldrig glemme denne bibelske kontekst i vores møde med de fraskilte. Lad os aldrig hindre dem i at komme til Jesus. Spørgsmålet er ikke, om vi skal modtage mennesker med brudte forhold, men hvordan.

Forebyggelse

Der kunne siges meget om at forebygge skilsmisser. Men det bliver der ikke plads til her. Jeg vil derimod anbefale bogen Kæmp for kærligheden med introduktion af Annette Due Madsen og tilslutte mig Luthers bemærkning i Den store Katekismus: ”Det kræver en god indsats at værne om det kristne ægteskab”.

Og så vil jeg i al korthed fastslå, kommunikationen er uhyre vigtig, både indbyrdes mellem ægtefællerne og med andre. Det må nemlig aldrig blive et tabu, når det gør ondt i ægteskabet. Det glæder mig, at det er blevet mere normalt at deltage i før-ægteskabs-kurser eller Forlovelsessamtaler, ligesom min hustru og jeg selv har haft stor glæde af at deltage i et PREP-kursus ved Center for Familieudvikling.

Tal fortsat positivt om ægteskabet

Alligevel finder skilsmisser sted. Udfordringen er så, hvordan vi i menighedssammenhæng håndterer det.

Det viser sig, at de steder, hvor skilsmisse-problematikken bliver synlig i menigheden, finder flere det vanskeligt at tale ligeså åbent og positivt om det gudskabte ægteskab, som man gjorde tidligere i menigheden.

Men det er et tabu, som altså ikke er givet eller ønsket af de fraskilte. De ved om nogen, hvor vigtigt det er at tale positivt og ærligt om ægteskabet. Og hvis vi bliver berøringsangste – måske fordi vi ikke vil sætte de fraskilte i forlegenhed – så støtter vi ikke ægteskaberne, som kæmper med at holde sammen.

Så vi bør altså fortsætte med at tale positivt om ægteskabet, også når menigheden indeholder ægtepar i krise eller brødre og søstre, som er blevet skilt.

Vi må øve os i at tale med hinanden om ting, som er ømtålige at tage op. Men når vi gør det, så må vi huske på det bibelske hovedprincip, at vi skal være sandheden tro i kærlighed (Ef 4,15).

Ægteskabet er en gudskabt sag

Når jeg omtaler ægteskabet som gudskabt, vil nogle måske stille spørgsmålstegn ved det og henvise til, at Martin Luther kaldte ægteskabet »en verdslig sag«. Men man skal huske, at Luthers pointe med den formulering var, at ægteskabsjuraen ikke længere skulle være kirkens opgave, men de verdslige myndigheders opgave. Og denne verdslige sag var vel at mærke en gudskabt sag.

I en tid, hvor tidsånden presser det religiøse ud af offentligheden, har vi behov for at turde gentage, hvad Bibelen og bekendelsen siger om ægteskabet og skilsmisse. Luther skriver tydeligt i den store Katekismus om ægteskabet: ”Vi skal ære det og anse det for en guddommelig, salig ordning, og leve i det, fordi han har indstiftet det før alle andre livsstillinger … Det ægteskabelige liv er altså ikke en leg eller en menneskelig opfindelse, men en fortræffelig ordning, og det ægteskabelige liv er guddommelig seriøst”.

For Luther var det vigtigt, at både samfund og kirke skulle højagte og værne om ægteskabet. Fordi det er en guddommelig stand og samtidig en verdslig stand med Guds ord for sig! 1”En lille bog om vielse” i Luthers lille katekismus, Credo 1997

Der er en vigtig bibelsk pointe i, at ægtestanden er etableret før syndefaldet. Det er vigtigt med alle vores kampe i livet at gå tilbage til Bibelen selv, for at spørge ind til ordningernes oprindelse og formål. Også selvom de kan være ilde hørt af nogen. Men grundtanken er, at vi som syndige mennesker har brug for ægteskabet, og det sjette bud er bl.a. givet os for at værne om ægteskabet.

Ægteskabet er skabt af Gud og er ikke bare en tilfældig tids tilfældige samlivsform, som vi til enhver tid kan ændre, afhængig af hvilken vej tidsånden blæser.

Vi skal ikke lade os vælte af tidsåndens stormløb mod ægteskabet. Vi må værne om det ved at gå tilbage og se, hvad Bibelen, bekendelsen og de store teologer har lært os: ”Har I ikke hørt, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: ’Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød’” (Matt 19,4).  ”… Dette rummer en stor hemmelighed – jeg sigter til Kristus og kirken” (Ef 5,31f).

Ægteskabet i den lutherske forståelse er derfor i sig selv en velsignelse. Gud har ikke overladt sin skabning til sig selv trods vores oprør og ulydighed imod ham. Han har derimod givet os et orienteringspunkt, en ordning, der bevarer slægten og familiens enhed.

Uanset hvor meget den bibelske praksis er i tidsåndens modvind, så er kærligheden mellem mand og hustru stadigvæk et tegn på kærligheden mellem de to forskellige størrelser: Kristus og kirken. Og det grundlæggende i det forhold er tillid og et gensidigt tjenersind.

De brudte forholds sted

Netop på den baggrund kan vi finde mening og hjælp til vores praksis over for de brudte forhold. Det er på den baggrund, ægteskabet skal defineres. Ikke ud fra det tabte.

Det er vigtigt, at menigheden forstår, at begge parter i en skilsmisse har det til fælles, at de har mistet noget. Jeg tror ikke på lykkelige skilsmisser, men jeg vil gerne hjælpe den fraskilte på bedste måde til at føle sig velkommen og set og rummet i det kristne fællesskab. Men det gør jeg altså ikke ved at fortie det sunde og positive omkring ægteskabet.

Det drejer sig meget om rummelighed i kommunikation og fællesskab. Hvor kan man finde mening, når man har mistet dele af sin familie? Det må vel være det mest naturlige sted at begynde i Guds familie. For her bekender vi os alle som en del af det brudte. Her har vi alle erkendelsen, at det ikke blev, som vi havde håbet på. Og fremfor alt, så er det her, der kan gives nyt håb!

Brudte forhold kæmper med noget, man ikke kan glemme, men som man egentlig har brug for at få tildækket af kærlighed. Kirken er et fællesskab af syndere, der tror på Jesus, som elsker os. Og det er et fællesskab, hvor den enkelte tjener Gud og fællesskabet med de evner og gaver, Gud har givet den enkelte til fælles gavn (1 Kor 12; Ef 4).

Vi ønsker grundlæggende at være tydelige om, at ægteskabet er ubrydeligt. Ligeså tydelige vil vi være i at rumme separerede, fraskilte, gengifte, såvel som alle vi andre mennesker, der er kommet til kort i vores liv. I en bevidsthed om, at vi alle har vores tunge ting i bagagen og har brug for tilgivelse fra Gud og omsorg fra mennesker.

Varsomhed og tydelighed

Der er et hensyn til de involverede i skilsmissen, og tiden er en væsentlig faktor i den fraskiltes egen besindelse på det, der skete. Det vil altid tage tid at genopbygge og forsone sig efter en skilsmisse. Og det kan være meget komplekst, men menigheden til den/de fraskilte, må hjælpe omgivelserne til at forsone sig med livet, som det blev. Der er ikke to ens skilsmissehistorier, så jeg vil ikke konkretisere dette, blot mane til varsomhed.

Men varsomhed er ikke det samme som utydelighed. Kærligheden er en meget nødvendig faktor i samtalen mellem menigheden og de involverede parter. Først og fremmest må der lyttes. Vi må lytte og være til stede. Der må også skønnes, for der er ingen færdige løsninger på forhånd. Og så er der en dobbelt dialog, hvor det er vigtigt, at hverken menigheden eller de implicerede parter i skilsmissen bliver stigmatiseret. Mytedannelser har vi nok af, og de kommer, hvis man ikke sammenholder varsomheden og tydeligheden.

Den gode og trygge relation i menigheden tager tid at opbygge igen. Men gennem fortrolighed gøres det muligt at dele livet med hinanden – ikke kun livet, som det bør være, men også, som det rent faktisk er. Og det er vigtigt, at det kristne fællesskab er er et kendt sted, hvor man ved, at man vil blive set på med god vilje.

En sådan fortrolighed er en gave, som ofte har rødder i den relation, der er opbygget igennem flere år. Det er ikke noget, man kan købe, når man mangler det.

Tjeneste i menigheden

Nogle fraskilte er skilt mod deres eget ønske, og de kan anses for vragede og krænkede. Andre er fraskilt pga. utroskab, voldelighed eller generelt uden vilje til forholdet. Og det er ikke nødvendigvis den forårsagende part, som i sidste ende vælger at afslutte ægteskabet. Historierne er altid mere komplicerede og uklare, end vi tror.

Derfor må ethvert skøn over, hvilken rolle den fraskilte bør have i menigheden, foretages med varsomhed og bøn.

Efter en tid, hvor man har fået klargjort situationen, både for menigheden og den fraskilte, må den lokale ledelse vurdere, hvordan den fraskilte igen kan påtage sig praktiske opgaver i menigheden. Heri er der også forskellige parametre. Men generelt gælder det for fraskilte som for enlige og gifte, at vi alle har brug for en opgave i menigheden. For det er gennem Guds barmhjertighed, at vi formanes til at tjene i menigheden til Guds behag (Rom 12,1)

I sådanne ”genforeninger” i et fællesskab med forskellige meninger 2Her kommer vi ikke udenom, at det vanskeliggør situationen, at man flere steder rummer forskellige syn på gengiftning. LM rummer både ”det restriktive” og ”det gammellutherske” syn (utugtsklausulen). Begge syn finder sin begrundelse i Bibelen, og derfor må respekten være tydelig for begge syn og de konsekvenser, det giver i menigheden. Men det vil være ulykkeligt, hvis de forskellige syn medfører, at ingen tør sige noget. om, hvordan sagen bør håndteres, må den ene part for fællesskabets skyld nogle gange bøje sig mod de andre, uden at det ene syn nødvendigvis er mere bibelsk end det andet.

Vi lever i den ukomplette verden, hvor syndige tanker, ord og handlinger præger os for livet. Og vi må ikke glemme, at det både gælder vores egne synder og andres. Noget vil mærke os med tyngde resten af livet, andet vil med tiden få en anden vægt.

Det kristne fællesskab skal kunne afspejle, at vi lever i syndernes forladelse. Hvad enten vores liv ser vellykkede eller mislykkede ud, hvad enten de matcher eller falder igennem idealerne, så består det kristne fællesskab af benådede syndere.

Apostlen Peter taler om, at den indbyrdes kærlighed skjuler mange synder (1 Pet 4,8), hvilket ikke betyder, at de skal ignoreres eller benægtes, men at vi heller ikke til stadighed skal minde mennesker om de synder, de har begået eller er ramt af. Vi må øve os i at vandre fremad ad en ny vej.

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

Fodnoter:   [ + ]

1. ”En lille bog om vielse” i Luthers lille katekismus, Credo 1997
2. Her kommer vi ikke udenom, at det vanskeliggør situationen, at man flere steder rummer forskellige syn på gengiftning. LM rummer både ”det restriktive” og ”det gammellutherske” syn (utugtsklausulen). Begge syn finder sin begrundelse i Bibelen, og derfor må respekten være tydelig for begge syn og de konsekvenser, det giver i menigheden. Men det vil være ulykkeligt, hvis de forskellige syn medfører, at ingen tør sige noget.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook