Gennem 2000 års kirkehistorie har påske været en stor højtid for kristne over hele verden. Det har været tidspunkter, hvor vi på en speciel måde har rettet vores blik mod det allermest afgørende ved den kristne tro: Jesu død for vore synder og hans opstandelse fra de døde.
Det er dette, som er kristendommens hovedsag: Jesus, han som døde, men som lever.
Alligevel kan det være sådan, at det, som er universets mest dyrebare og skinnende sandheder, kan få rollen som oplæste og vedtagne fakta sætninger, som jeg ”kan”. Jesu død er noget selvfølgeligt. Jesu opstandelse er noget, som er fint, men ikke så meget mere end det. Guldet bliver hverdagsgråt, mens realiteten er, at dette er begivenheder, som ændrer hele universets historie. Det er det afgjort største, som er sket og som kommer til at ske i verdenshistorien.
Gennem denne påskehøjtid skal vi vandre gennem bibelens påskebudskab. Stille, men sikkert skal vi bevæge os frem mod Golgata og den tomme grav. Men vi skal bruge en anden indfaldsvinkel end den sædvanlige for at kaste lys over påskebudskabet. Vi skal lade Esajas være vores vejviser på vejen frem mod Jesu død.
Et folk i nød
Esajasbogen er med sine 66 kapitler den mest omfangsrige af profetbøgerne i Det gamle Testamente. I det første vers hører vi, at Esajas var virksom som profet under konger, som regerede i perioden 740 -687 f.Kr.
I Mellemøsten var dette en turbulent tid. I nordøst var den assyriske stormagt i gang med at vokse frem, en stormagt som Esajas igennem sin levetid oplevede blive en mere og mere nærgående trussel. Fra sit tilholdssted i Jerusalem kom han i år 722 f. Kr. til at se, hvorledes nordriget Israel blev invaderet og knust af den mægtige assyrerhær.
Presset rykkede også efterhånden mod Jerusalem, Judas hovedstad. På et tidspunkt var det sådan, at byen Jerusalem var den eneste by, som ikke var blevet indtaget af fjenderne.
Kun Zions datter er tilbage,
som en hytte i vingården,
som et vagtskur i melonmarken,
som en belejret by. (Es 1,8)
Dette var ikke første gang i Israels historie, at Guds folk måtte igennem en håbløs situation. Tværtimod ser sådanne situationer ud til at være som et omkvæd gennem GT. Et omkvæd om et folk, som foragtede og forlod Herren gang på gang. Konsekvensen af dette er, at de bliver stillet ind under Guds dom.
Hør, himmel, lyt, jord,
for Herren taler:
Børn har jeg opfostret og opdraget,
men de har brudt med mig.
Oksen kender sin ejer,
æslet sin herres krybbe;
men Israel kender ikke mig,
mit folk fatter intet.
Ve det syndige folk,
et folk der er læsset med skyld,
en slægt af forbrydere,
børn der volder fordærv;
de har svigtet Herren,
ladet hånt om Israels Hellige
og vendt ham ryggen. (Es 1,2-4)
En dømmende Gud
Gud, som vi møder ham i Esajasbogen, er en dømmende Gud. At være dømmende er sædvanligvis ikke så positivt i norsk daglig tale. Ingen vil være dømmende! Og det at opleve, at et menneske er dømmende, kan være dybt provokerende. Hvorfor? Jo, fordi en anden person løfter sig op over mig og fælder en dom over mit liv.
En dømmende person udtaler sig og fælder dom i sager, som jeg kan opleve, at den anden ikke har ret til at udtale sig om. Et dømmende blik er et blik, der ser ned på andre. Fra den mægtige overfor den afmægtige.
Men når bibelen skildrer Gud som dømmende, skildrer den det både som retfærdigt og godt. Sådan som det er retfærdigt og godt, når en dommer i ved en domstol dømmer, så er det også godt, at Gud dømmer.
Guds privilegium er, at han er Gud. Han står over alle, og han har dermed ret til at holde alle ansvarlige.
Herren træder frem til rettergang,
han står frem for at dømme folkene.
Herren kommer for at føre sag
mod sit folks ældste og dets stormænd (Es 3,13-14)
Gud er den frelsende Gud
Side om side med omkvædet om en dømmende Gud er der også et andet omkvæd, som går gennem både Esajas og Det gamle Testamente. Det er omkvædet om en frelsende Gud. Det er omkvædet om en Gud, som udsletter sit folks overtrædelser for sin egen skyld (Es. 43, 25). Han som dømmer, er også han, som tilbyder redning fra dommen.
Han kalder til opgør med og omvendelse fra uretten (1, 16-17) og han tilbyder det skyldige folk, at selv purpurrøde synder skal kunne blive hvide som sne (1,18).
Det kan være let at tænke, at Gud enten er tilgivende eller dømmende. Men ifølge bibelen er han begge dele. Han er Gud og vil holde dom. Men han er en nådig Gud, som også sørger for en redning fra dommen.
Dom og frelse i Egypten
I påskeevangeliet kan vi se, hvorledes disse to tråde bliver knyttet tæt sammen. Israels folk på Esajas tid fejrede hvert år påske til minde om udgangen af Egypten. Det var en påske, hvor Guds dom og Guds redning fra Guds dom gik hånd i hånd. Gud skulle dømme, men Gud sørgede også for en redning i dommen.
Samme nat vil jeg gå gennem Egypten, og jeg vil dræbe alle førstefødte i Egypten, både af mennesker og af kvæg, og iværksætte mine straffedomme over alle Egyptens guder. Jeg er Herren! Men blodet skal I have som mærke på husene, hvor I er. Når jeg ser blodet, går jeg forbi jer. Ingen ødelæggende plage skal ramme jer, når jeg slår egypterne. (2 Mos 12,12-13)
Frelseren Jesus
Senere i vores vandring gennem Esajas kan vi se, hvordan Guds nye påske, hans nye frelseshandling for sit folk, er nært knyttet til en tjener, som skal give sit liv i stedet for folket (Es 53).
Og i Det nye Testamente kan vi se, hvordan trådene med dom og frelse på en ny måde samles i Jesus. Frelsen er at finde i Jesus. Han er frelseren, som kom for at redde sit folk.
Påsken er også for os i dag fejringen af Guds redning fra Guds dom. Den dømmende Gud er også den reddende Gud. Guds redning er knyttet til Jesu død for vore synder. Redningen er Jesu død for os.
Artiklen er tidligere bragt hos foross.no
