Nogle hævder, at den kristne tro ikke er logisk. For at begrunde dette henviser de gerne til treenighedslæren. Det er ikke muligt, at Gud kan være én samtidig med, at han er tre personer, siger de.
Man behøver ikke at være ateist for at have problemer med treenighedslæren. Mange lægger treenighedslæren og kristendommen til side og foretrækker en anden religion, der ikke har denne lære. Vi spørger derfor, om det er muligt, at Gud kan være én og tre på samme tid – og er det virkelig sådan, at Bibelen omtaler Gud som én og tre – altså, som treenig?
Augustin og kærligheden
Treenighedslæren er blevet mødt med protester helt fra kirkens første tid. Allerede i oldkirken blev der udviklet flere forsvar for denne lære. Her skal vi se nærmere på Augustins begrundelse for, at den kan være mulig. Augustin er kendt for en såkaldt psykologisk illustration af treenigheden. Vi mennesker kan ikke forstå, hvordan Gud kan være tre og én, men vi kan til en vis grad forstå, hvad det vil sige, at han er det.
Augustin bruger flere eksempler for at begrunde dette. Særligt kendt er det, han skriver om kærligheden. Det er helt umuligt at forestille sig, at kærligheden kan være alene. Hvis kærlighed er i Gud fra evighed af, må der være både et evigt subjekt for kærligheden og et evigt objekt for den i Gud selv. Den evige kærlighed i Gud udfolder sig i forholdet mellem Gud Fader og Guds Søn, mens selve kærligheden er Helligånden, skriver Augustin.
Augustin peger også på et andet forhold. Mennesket er skabt i Guds billede og lighed, og derfor finder vi noget, der ligner Guds treenighed i mennesket. Vi kan i tankerne sætte os selv foran os og reflektere over, hvem og hvordan vi er. Denne evne til selvrefleksion er et svagt billede af treenigheden i mennesket. Fordi vi har erfaret denne evne, giver den os hjælp til at forstå lidt af, hvad det vil sige, at Gud er én, samtidig med at han er tre. Læren om treenigheden går dog langt videre end dette. Gud er virkelig tre personer, samtidig med at han er en. Disse tre personer forholder sig til hinanden i kærlighed.
Billederne, som Augustin og andre kirkefædre har brugt, giver os lidt hjælp til at forstå, hvad treenighedslæren handler om. Men skal vi få den rette indsigt i denne lære, må vi gå til Bibelen selv. I Bibelen finder vi mange tekster, der vidner om, at Gud er tre og én. Her skal vi begrænse os til nogle få af disse tekster.
Guds navn
Vi starter med Matthæusevangeliet 28,16-20. Denne tekst kaldes dåbsbefalingen eller missionsbefalingen. Jeg skal ikke sige så meget om dåben her. Jeg nøjes med at påpege, at Jesus har befalet at døbe mennesker i ”Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”.
Spørgsmålet, vi skal standse ved her, er, hvad denne tekst siger om Gud. Hvad betyder det, at Gud omtales som Faderen, Sønnen og Helligånden, og hvad betyder det, at teksten samtidig pålægger os at døbe mennesker i Guds navn? Det er vigtigt at bemærke, at der ikke står, at vi skal døbe mennesker i de tre navne, Fader, Søn og Helligånd, men at vi skal døbe i ét navn, nemlig det navn, som disse tre personer i Gud har fælles. Dette bibelord har været grundlæggende for treenighedslæren. Allerede i oldkirken blev det påpeget, at teksten egentlig siger, at Gud er én og tre. Gud er én og tre, fordi de tre personer i Gud har ét fælles navn.
Hvad menes med ”Guds navn”? Svaret på dette spørgsmål har man fundet i Anden Mosebog 3,14, altså i et bibelord, der hører med i fortællingen om, hvordan Gud viste sig for Moses i en brændende tornebusk. Gud befalede Moses at føre det undertrykte Israel ud fra Egypten. Moses var bange for at gå. Når han alligevel gør det, vil han vide, hvad Guds navn er. Da giver Gud ham følgende svar: ”’Jeg er den, jeg er!’ Og han sagde: ’Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer.’”. Guds ene navn er altså JEG ER. Dette navn har alle de tre personer i Gud fælles. Derfor viser dette navn, hvad det vil sige, at Gud er én. Fordi Gud kalder sig JEG ER, kan vi, sammen med Augustin og andre lærde tænkere fra kirkens historie, sige, at Gud er uden begyndelse og ende. Gud er fra evighed til evighed. Han er hævet over tid og rum. Han er i et samtidigt forhold til alt, hvad vi kalder fortid, nutid og fremtid. Gud ser med andre ord alt, hvad der sker, i samtidighed. Derfor er han også alvidende.
Guds navn er frem for alt åbenbaret i Jesus Kristus – derfor læser vi ofte i Johannesevangeliet, at Jesus brugte Guds ene navn om sig selv. Jesus kaldte sig selv JEG ER (Joh 8,58). Skal vi forstå, hvordan Gud er, må vi derfor se på Jesus Kristus. Evangeliernes fortællinger om Jesu dåb siger også noget om treenigheden. I Matthæus- og Lukasevangeliet læser vi, at noget helt specielt skete, da Jesus blev døbt af Johannes. Himlen åbnede sig, og Helligånden kom ned over Jesus som en due. Samtidig lød der en stemme fra Himlen, der sagde noget om Jesus. Gud Fader sagde: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!” (Matt 3,16-17. Luk 3,22). Dette viser, at Jesus ikke var alene, da han blev døbt. Faderen og Ånden var der sammen med ham. Dette blev synligt, for at vi mennesker skulle forstå, at Jesus Kristus er en af de tre evige personer i Gud.
Dette bekræftes også af det næste bibelord, som vi skal standse ved. Vi finder det i Johannesevangeliet 1,1-3. Det er nødvendigt at koncentrere sig lidt ekstra for at se, hvordan denne tekst taler om Gud:
”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er.”
Det første, vi bemærker, er, at en person, der kaldes ”Ordet” var ”i begyndelsen”. Ordet ”begyndelsen” henviser til skabelsen. Det betyder, at den, der kaldes ”Ordet”, var til, da alt blev skabt. Så står der, at ”Ordet” både ”var Gud” og ”sammen med Gud”. I vers 2 og 3 omtales ”Ordet” som ”han”. Det viser, at ”Ordet” er en person, nemlig ham, der har skabt alt. Hvordan kan den person, der kaldes ”Ordet”, både være Gud og samtidig være sammen med Gud? Det kan ikke betyde noget andet, end at han er identisk med Gud, samtidig med at han også er i relation til Gud. Alt, hvad der står i dette afsnit, bekræfter dermed treenighedslæren.
Det gamle Testamente og treenigheden
Fra enkelte hold bliver det hævdet, at treenighedslæren kun findes i Det nye Testamente. Over for dette kan vi sige, at oldkirkens teologer også trak Det gamle Testamente ind, da læren om treenigheden blev klargjort. De henviste blandt andet til Første Mosebog 1,26. Når mennesket skal skabes, siger Gud følgende: ”Lad os skabe mennesker i vort billede”. Det er ikke muligt at komme uden om, at Gud her omtaler sig selv i flertal. Læser vi videre i næste vers, ser vi, at det alligevel var den ene Gud, altså Gud i ental, som skabte mennesket. ”Og Gud skabte mennesket i sit billede”. Dette bekræfter, at der er personlig kommunikation mellem personer i Gud, og at Gud samtidig er den ene, der handler, når mennesket skabes.
Det gamle Testamente viser også, at Gud omtaler sig selv, så vi forstår, at han er én og samtidig mere end én person. Et tydeligt eksempel på dette finder vi i Zakarias’ Bog 2,14-15: ”Du skal juble og glæde dig, Zions datter, for nu kommer jeg og tager bolig hos dig, siger Herren. (…) jeg tager bolig hos dig. Så vil du forstå, at Hærskarers Herre har sendt mig til dig.”
Læren om, at Gud samtidig er én og tre, er helt grundlæggende for den kristne tro. Meget af det, vi ellers tror, forudsætter treenighedslæren. Og hvis treenighedslæren afvises, vil meget af det, vi ellers tror, fremstå som uholdbart. Som vi skal se, gælder dette særligt læren om frelsen. Vi må altså holde fast på to tanker på én gang. På den ene side, at Gud er én. På den anden side, at Gud er tre. For at forstå, hvad dette indebærer, skal vi nu se nærmere på, hvad det vil sige, at Gud er én.
Hvad det betyder, at Gud er én
Skriften siger klart, at der kun eksisterer én Gud (5 Mos 6,4). Bibelen fremstiller Gud som ophøjet, hellig og evig, og som allestedsnærværende. Ydermere er Gud almægtig, han har en udelelig vilje, og han er alvidende. Ud over dette omtaler Bibelen Gud som hellig og kærlig. Guds hellighed er evig og uforanderlig. Over for os mennesker kommer Guds hellighed til udtryk i Guds lov og bud, altså i Guds krav om, at mennesket må være og leve i overensstemmelse med Guds vilje. Helligheden indebærer derfor, at Gud befaler, at menneskene skal leve efter hans bud. ”I skal være hellige, for jeg, Herren jeres Gud, er hellig.” I forlængelse heraf taler Gud om, hvordan menneskene skal leve (3 Mos 19,2). Synden skaber afstand mellem Gud og mennesket. Ja, ifølge Skriften er mennesket under Guds dom på grund af sin synd.
Guds kærlighed er også evig. Som nævnt ovenfor er det ikke muligt at tænke, at kærlighed kan eksistere, uden at der er en, der elsker, og en anden, som kærligheden rettes mod. Kærligheden gør sig gældende mellem de tre personer i Gud. Den rettes dog også mod mennesket. Guds kærlighed er selvhengivende. Derfor står der i Skriften, at Gud gav sin Søn, den enbårne, for at frelse menneskene. Det er forholdet mellem hellighed og kærlighed i Gud, der fører til dette. For at frelse os gav Gud sig selv ind under den dom, som vi mennesker fortjener.
Gud er almægtig. Det betyder, at der ikke findes grænser for Guds magt. Intet er umuligt for Gud, siger Skriften (Luk 1,37. 1 Mos 18,14). Fordi Gud er én, kan vi sige, at de tre personer i Gud – Faderen, Sønnen og Ånden – er lige almægtige, allestedsnærværende, evige osv. De er ikke Gud i forskellig grad eller på forskellig måde, men de er Gud på samme måde. Fordi de tre personer i Gud er ét, kan vi også sige, at de handlinger, som en enkelt person i Gud udfører, samtidig er handlinger, som alle de tre personer i Gud er delagtige i. Det betyder, at alt det, som for eksempel Sønnen siger og gør, også er sagt og gjort af Faderen og Ånden. Alligevel har de tre personer i Gud forskellige opgaver i forhold til hinanden og i forhold til mennesket og skaberværket. Faderen skabte alle ting ved sin Søn, og han fuldendte frelsen gennem Sønnen. Faderen er derfor den, der tager initiativet og lægger planerne for Guds handlinger, mens Sønnen udfører Faderens vilje (Joh 1,3. Ef 1,22-23. Kol 1,16). Helligåndens opgave er at skabe liv og at give mennesker del i frelsen (Joh 14,16;15,16.26. 1 Mos 1,2. 1 Sam 11,6- Joel 3,1ff)
Læren om treenigheden er grundlæggende for alt, hvad vi tror på som kristne. Derfor er det vigtigt at forstå, hvad den går ud på, og kende lidt til, hvordan den kan begrundes i Bibelen. Hvorfor treenighedslæren er så vigtig, forstår vi, når vi fordyber os i, hvad Bibelen ellers lærer.
Artiklen er oversat og tidligere udgivet på foross.no.
Artiklen er fra Budskabet 04-2025 og er en del af temaet ”Treenigheden”. Flere artikler i samme tema:
