En sand og troværdig bibel – men også ufejlbarlig?

Bibelsyn kan lyde teoretisk og fjernt. Men egentlig lægger bibelsynet noget af fundamentet for vores tro. I denne artikel kommer Torbjörn Johansson ind på emnet "Bibelens ufejlbarlighed".

I denne artikel skal et bestemt aspekt af Bibelen behandles, nemlig spørgsmålet om den siges at være ”ufejlbarlig”. Det spørgsmål har været centralt i de sidste 150 års debat om bibelsyn. Ret forenklet kan man sige, at der findes tre forskellige grundindstillinger til Bibelen, hvilket kommer til udtryk i et mere eller mindre udtalt bibelsyn.

  • Det ortodokse bibelsyn indebærer, at Bibelen er sand i alt hvad den udtaler sig om, uanset emne.
  • Det konservative betyder, at Bibelen er sand når det gælder spørgsmål om troslære og etik, men kan indeholde fejl når det gælder det historiske og naturvidenskabelige udsagn. Det betyder f.eks. at Bibelen også kan indeholde indre modsigelser.
  • Det liberale bibelsyn forholder sig frit til Bibelen. Den kan indeholde fejl også når det gælder både troslære og etik.

At udvælge et aspekt af bibelsynet og behandle det separat er nødvendigt men indebærer samtidig en risiko. Hvert aspekt er en del af en helhed og ofte kan nøglen til at forstå det enkelte aspekt ligge i helheden. I bibelsynsspørgsmål er det vigtigt at være opmærksom på. Jeg kommer derfor til at relatere spørgsmålet om Bibelens ufejlbarlighed til en helhedsforståelse, der kan formuleres i fire teser.

Tese 1: Kristus og Skriften kan ikke skilles ad

Igennem kirkehistorien er der gjort utallige forsøg på at adskille Kristus fra de hellige Skrifter. Det gælder både for Gamle Testamente og Nye Testamente. F.eks. ville nazistisk påvirkede teologer skabe en arisk Kristus, hvilket betød at de nedtonede Jesu jødiske baggrund og hans forbindelse til GT blev nedtonet eller fornægtet. Forsøget på at skille Kristus fra Skrifterne gælder dog ikke bare det Gamle Testamente, men også det Nye Testamente. Indenfor den liberale teologi forsøgte man i 1800-tallet at komme frem til den ”historiske Jesus” ved at sortere alt det væk som man – ud fra sine egne kriterier – vurderede til ikke at være ægte fremstillinger af ham. Resultatet blev en Jesus som var forbavsende magen til en europæer på 1800-tallet! Disse eksempler viser, at hvis man skiller Kristus fra Skrifterne, så skaber man en anden Kristus. Han bliver et spejlbillede af egne ønsker og værdier. Det bør være en alvorlig overvejelse for fortalerne for et liberalt bibelsyn.

Det faktum, at Skrifterne og Kristus skal holdes sammen, har relevans også for diskussionen mellem dem som har enten et ortodokst eller et konservativt bibelsyn. Ligesom Kristus er fuldkommen, sådan er Herrens undervisning fuldkommen (Sl 119,96). Jesus accepterede den Hellige Skrifte helt og holdent, og derfor bør hans disciple også gøre det. At påstå at Skriften ”tager fejl” er problematisk hvis man ikke også vil mene, at Jesus Kristus ”tager fejl”. Den første tese implicerer altså, at ligesom Jesus taler sandt, uden forbehold, sådan er alt i Skriften sandt.

Sammenhængen mellem Kristus og Skriften belyser også den måde som Gud har valgt at åbenbare sig. Ligesom Guds åbenbaring i Jesus havde plads til et ringe udseende og hans herlighed var skjult for mange der så ham, sådan er det også med åbenbaringen i Bibelen.

Tese 2: Kristus og Skriften udtrykker sandhed

I Bibelen anvendes ordet ”sandhed” på forskellig vis, men de hører alligevel sammen. I den allerdybeste forstand er sandheden en person, Jesus Kristus. Dertil kommer, ”at vandre i sandheden”, hvilket er at leve sit liv i relation til ham, som er sandheden, og leve i overensstemmelse med de bud som han har givet for livet. Sandheden i disse sammenhænge har et etisk indhold. Sandheden kan i Bibelen også anvendes om det vi på hverdagssprog mener med sandhed, at noget stemmer overens med ydre fakta eller modsat er usandt, falsk eller fejlagtigt (f.eks. 5 Mos 22,20). Et eksempel på dette er vidnesbyrdets betydning i Israel lovgivning. Der skulle være flere vidner og deres vidnesbyrd skulle stemme overens (5 Mos 19,5). Vi kan også bare tænke på det ottende bud. Sandheden fremhæves på en særlig måde, når det handler om Guds løfter, f.eks. når det italesættes at Gud ikke kan lyve (Tit 1,2). Sandheden er således et begreb med mange aspekter i Bibelen, og det fremstilles som noget på flere niveauer.

Ifølge den anden tese er det umuligt at hævde, at noget som siges i Bibelen ikke skulle være sandt – det gælder både troslæren, etikken og det som berører historien og naturvidenskaben. Hvis man hævder, at noget ikke er sandt, må det gøres ud fra nogle bestemte kriterier. Fra et konservativt bibelsyn mener man – som det er nævnt ovenstående – at spørgsmål der berører historien og naturvidenskaben er udenfor ”sandhedssproget”. Men hvorfra henter man dette kriterium? Ikke fra Bibelen – men fra mennesker og samtiden.

Ind imellem siges det fra fortalere for det konservative bibelsyn, at Bibelen ikke er givet for at være en lærebog i historie og naturvidenskab, og hvis man anvender den sådan, anvender man den forkert. Her pointerer man noget, som de fleste formentlig er enige i. Men ikke desto mindre mener Bibelen, at det som indebærer historie og naturvidenskab hører sammen med de åndelige spørgsmål som er Bibelens hovedsigte at formidle. Denne sammenhæng mellem åndeligt og historisk/fysisk er karakteristisk for Bibelen, og adskiller den skarpt fra andre tankegange i antikken, der adskilte den åndelige virkelighed fra den historiske/fysiske.

Efter disse to indledende teser, vil jeg nu fokusere på læren om mennesket. For vi kan ikke tale om bibelsyn, uden at tale om menneskesyn.

Tese 3: Kristus, Skriften og troen hører sammen

Det hører til et vedvarende anliggende fra reformationen, at den igen fremhævede troens betydning sådan som det er i Bibelen. Tro er ikke bare at regne noget for sandt, men indebærer en genoprettelse af en relation til Gud og er i virkeligheden hjertets tillid. Meget af det som hører til troens liv, er et mysterium og skjult for os, men alligevel siger Skriften noget om, hvordan troen opstår. ”Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord”, skriver Paulus (Rom 10,17). Ligesom Gud talte livet frem ved skabelsen af verden (1 Mos 1), sådan skaber han det åndelige liv ved sit ord. Hans ord er Ånd og liv (Joh 6,63). Evangeliet bærer selv det, som det taler om – Herren selv og værk – og det at tage imod og tro er at tage imod Herren. Det betyder, at Guds ord er noget langt mere end formidling af information. Nogle gange har man beskrevet denne dynamiske, virkende kraft og formidling som ”Guds ords sakramentale karakter”.

Når et menneske for første gang tager imod Guds ord i tro, så medfører det en forandring på mange forskellige områder. Guds ord giver ny kundskab, og troen skal altid give Guds ord ret og lade den autonome fornufts område underordne sig troen (2 Kor 10,4-6). Et eksempel kan belyse det: Guds ord siger brødet og vinen i nadveren er Jesu Kristi legeme og blod. Dette tager troen imod og bekender som sandt. Fornuften – bearbejdningen af synsindtrykket og erfaringen – kan ikke se eller bekræfte, at det er sådan. Tværtimod. Årsagen til at vi bekender det er, ganske enkelt, at Guds ord siger, at det er sådan. Hvis vi overfører denne grundindstilling til spørgsmål i forbindelse med bibelsynet, så indebærer det, at troen altid godtager og anerkender det Bibelen siger. I mange tilfælde findes der gode forklaringer på, hvordan Skriftens budskab hører sammen med videnskaben, hvilket er godt at dykke ned i. Men når vi ikke nødvendigvis finder et svar, må vi erkende det uden at tillægge Guds ord fejlen. Ligesom i de store teologiske spørgsmål om treenighedslæren og kristologi, må en kristen bekende sandheden også selvom fornuften ikke kan forklare den. På denne måde er Bibelens ufejlbarlighed et trosudsagn og ikke en rationalistisk konklusion baseret på fornuftens undersøgelser.

Tese 4: Skriften har et centrum og en periferi – og det er vigtigt for bibelsynsspørgsmålet

Der findes centrale spørgsmål og afsnit i Bibelen og der findes mere perifere spørgsmål og afsnit. Det er naturligvis langt vigtigere at kende til Joh 3,16 end en slægtstavle i Krønikebøgerne. Men det er alt sammen Guds ord, givet til vores frelse. Et billede som kan anvendes for at illustrere, hvordan centrale og perifere dele udfylder hver sin funktion i åbenbaringen er hentet fra øjets funktioner. Synsfeltet er skarpt i centrum og mere sløret længere ude. Til trods for at vi ikke ser skarpt i periferien så er det et område der stadig er vigtigt for vores orientering som helhed. Overført til Bibelen så er Kristi person og værk, særligt hans død og opstandelse, det som skal være i centrum for vores læsning og vores forkyndelse. Så langt er fortalerne for både det konservative og det ortodokse bibelsyn enige. Men i stedet for at påstå at der er fejl i de perifere dele, så mener jeg, ud fra det som ovenstående er blevet anført at man skal holde fast ved, at også periferien taler sandt. Men igen: At periferien er sand og fejlfri betyder ikke, at alt kan forklares, eller at det skal sættes i centrum for den kristne tro.

Indvendinger og klargøringer

Udtrykket ”ufejlbarlig” er blevet mødt med kritik, eftersom den ikke er hentet fra Bibelen selv. Denne kritik bør man tage alvorligt.

Det er altid en udfordring at bruge ikke-bibelsk terminologi i teologien. Det naturlige bør være først og fremmest at bruge Skriftens egne udtryk, sådan som det er gjort i de her behandlede spørgsmål, med ord som “sandhed”, “troværdig” (f.eks. Åb 1,5) og lignende udtryk. Det positive udtryk er derfor, at “Skriften er sand og troværdig i alt, hvad den taler om.” I bund og grund betyder det, at den er fejlfri og derfor kan “ufejlbarlig” bruges sekundært til at tydeliggøre og afsløre benægtelsen af ​​Skriftens sandhedspåstand. En indvending, der er blevet rettet mod ideen om “ufejlbarlighed”, er, at den er præget af modernismens tankegang. Når nogle har kritiseret Bibelen på baggrund af krav om videnskabelig nøjagtighed, er påstanden, at de med ortodokst bibelsyn har accepteret disse – forkerte – præmisser og ud fra dem formuleret deres syn på Bibelen.

Det er der unægtelig eksempler på, men det bibelsyn, der argumenteres for ovenfor, er ikke påvirket af det. I stedet er det baseret på troens accept af Kristus og hans holdning til Skriften. En holistisk forståelse af Kristus, Skriften og troen betyder, at ufejlbarligheden bekendes, fordi dette er Skriftens egen påstand. Det er selvfølgelig vigtigt at være opmærksom på i de enkelte spørgsmål og i hver del af Bibelen, hvad genren er. Det omfatter, at man tager stilling til hvad der er tekstens ”eget krav” på nøjagtighed i forskellige spørgsmål som om tal osv. Nogle gange er en ”metaforisk” fortolkning faktisk den ”bogstavelige” fortolkning, altså den tilsigtede. At afgøre hvornår dette er tilfældet hører under eksegesens (bibeltolkningens) opgaver.

Nogle gange bliver ovenstående nuanceringer kritiseret for, at ”ufejlbarlighedsbegrebet” reelt “dør de 1000 kvalifikationers død”. F.eks. når de ortodokse hævder, at fænomener i Skriften beskrives, som de fremstår for sanserne (solen “). stiger”) osv. og derfor ikke skal tages direkte bogstaveligt.

For mit vedkommende mener jeg, at disse kvalifikationer i stedet gør det klart, at der ikke er tale om ufejlbarlighed i modernismens betydning med dens krav om præcis information. Man kan vende denne indvending om og spørge, om det ikke er “sandheden”, der risikerer at dø de 1000 kvalifikationers død, når man påstår, at Bibelen er “sand”, men så siger, at det ikke er sandt i det ene eller det andet spørgsmål eller indenfor det og det aspekt.

Bibelsyn og bibelbrug

Afslutningsvis vil jeg fremhæve, at bibelsyn og bibelbrug hænger sammen. Skriften er givet os til oplysning, liv, glæde og gudsfrygt (jf. Sl 19). Den ubetingede bekendelse til Bibelens sandhed bør tjene til en sådan skriftlæsning.

 

Artiklen er en del af InTro-serien, som fører dig igennem den kristne troslære. Artiklerne udgives løbende i 2022. Følg med her.

Del:

Twitter
Facebook
Relaterede artikler