Jesus vil, at vi skal følge i hans spor og vise kærlighed og omsorg for dem, vi lever sammen med. Det gælder både i menigheden, i familien, over for børn og venner og på arbejdspladsen.
I Paulus’ breve møder vi utallige eksempler på, hvordan kristne skal leve. Paulus vejleder i, hvordan vi skal være over for hinanden og opmuntrer til et helligt liv i fællesskab med Herren, for det er der knyttet velsignelse til.
I den forstand kan man måske godt sige, at vi alle – altså ikke bare ledere, præster mv. – har en slags hyrderolle over for hinanden.
Jeg vil her i artiklen dele nogle tanker om, hvad den rolle kan indebære.
Mit ansvar i menigheden
I vores sognemenighed er der god mulighed for ved kirkekaffen at tale med hinanden. Jeg har meget lyst til at tale med ham, som jeg ved, jeg har meget til fælles med. Jeg ved, vi vil få en god samtale, som jeg får noget ud af. Men hvad med hende, der ikke ved, hvem hun skal tale med?
Gang på gang har jeg erfaret, at jeg i samtalen med hende har fået langt mere, end jeg havde forventet. Efterhånden lærer vi hinanden så godt at kende, at der er rigeligt at tale om.
Paulus opfordrer jo til, at vi ikke er egoistiske og kun tænker på os selv, men i ydmyghed værdsætter den anden højt og tænker på, hvordan den anden har det. Når vi viser omsorg for andre, erfarer vi Guds velsignelse.
Eller hvad med hende, der for nylig har mistet sin ægtefælle? Hun græder, har svært ved at deltage i kirkekaffen og går hjem. Paulus skriver, at når én del på legemet lider, så lider alle, og når én del bliver æret og respekteret, så glæder alle sig (1 Kor 12,26).
Vi må tale om det, der er svært, om sorg, om savn og om tab. Måske skal vi ikke have den dybe samtale ved kirkekaffen. Samtalen kan evt. følges op af et besøg, hvor jeg kan lytte til alt det, der tynger, og få mulighed for at sige et trøstende ord: Det skal nok gå. Du skal ikke være bekymret. Jesus er den gode hyrde, der både støtter og bærer.
Hun skal opleve, hun har en vigtig plads i menigheden, selvom hendes ægtefælle ikke er der. Andre har også brug for at være sammen med hende. Hun skal måske have tildelt en opgave, som hun kan løse og have ansvar for, da en opgave forpligter, opmuntrer og glæder.
Ikke bare en samtale, men en åndelig samtale
Hvordan får jeg så gang i en samtale om prædikenen eller måske bare en åndelig samtale?
Dem med samme baggrund som mig kan jeg lettere tale med: Hvad er den dybere mening med det, der blev sagt i prædikenen i dag? Hvad var styrkende for min tro? Var der et hint til en opgave, der burde løses? Eller måske taler vi bare om alt muligt andet, fordi vi jo har hørt dagens tekster og måske også temaer fra prædikenen før.
Men så er der andre, der stiller spørgsmål til noget af det, der blev sagt i prædikenen, og vi kommer straks ind i en åndelig samtale. Nogen er blevet berørt af noget, der skal følges op på. Selv oplever jeg at blive beriget med helt nye vinkler. Vi kommer også omkring spørgsmål, som jeg ikke har reflekteret over.
Hvordan bærer vi hinandens byrder? Det gør vi fx i vores menighed ved Aftenbøn, som er liturgisk og åben for alle. Der er fælles bøn, hvor nye jævnligt møder op, fordi de har noget specielt, som de gerne vil have, vi beder for.
Efterhånden som den lille faste gruppe kender hinanden godt, er der mange fælles bedeemner, og vi kommer omkring mere personlige udfordringer. Her oplever vi Jesus som den gode hyrde, der bærer med.
Samtalen med børn
I hjemmet og i familien har vi også en ”hyrde-rolle”. Som forældre kan man fx tale med sit barn om, hvordan det har det: Hvad har du lært i skolen i dag? Er du blevet drillet? Er der nogen, der bliver mobbet? Har du gode kammerater, eller oplever du, at du er ensom?
Andre voksne har også et ansvar, fx for at tale med konfirmanden, der har svært ved at sidde stille under gudstjenesten og hellere vil forstyrre kammeraten. Jeg tror, det er afgørende, at voksne ved, hvad der sker i det enkelte barns liv – både for at forstå og for at kunne vise omsorg og hjælp.
Med baggrund i skoleverdenen har jeg set utallige eksempler på børn med skolevanskeligheder. Og jeg kender ingen nemme løsninger. Men børn har altid brug for kærlighed og omsorg. Voksnes samtale med barnet må aldrig forstumme.
Børn oplever i dag, at der stilles meget høje krav, som er umulige at leve op til. Eller måske er det snarere sådan, at barnet stiller store krav til sig selv, fordi barnet gerne vil være god og helst bedre end de andre. Det er et voldsomt pres at leve under for såvel børn som for forældre. Det kan have konsekvenser for barnets selvværd.
I den situation er det vigtigt at understrege, hvad et kristent menneskesyn indebærer: Du er skabt af Gud. Du er, som du skal være. Din værdi afhænger ikke af, hvad du kan præstere i skolen eller på fodboldbanen. Du er elsket af Gud.
Her støder vi så på et selvransagende spørgsmål: Viser vi som forældre, bedsteforældre, ven eller skolelærer en ubetinget kærlighed til barnet, som det er?
Når samtalen bliver svær
Generelt øver jeg mig i at være sammen med mennesker, som ikke uden videre er så lette at omgås. Mennesker, der er stridbare, taler nedsættende om andre og hævder, at de har ret.
For mange år siden forsøgte jeg som nyuddannet lærer at gøre alt for, at ingen elever blev udelukket fra klassens fællesskab. Der blev lavet legeaftaler, for der var en pige, som talte grimt til alle, og som ingen ville lege med.
Jeg forsøgte at overbevise to andre piger om, at de skulle lege med hende. Hvad skete der så, da frikvarteret begyndte? De to piger havde vist glemt aftalen, eller måske ville de alligevel ikke lege med den vanskelige kammerat.
Var det for stort et ansvar at give børn? Jeg kan ikke svare, men hvordan lærer vi børn at rumme dem, som de er meget forskellige fra?
Både som børn og voksne må vi øve os i at se på os selv og hinanden fra andre perspektiver end vores eget. Det kan man ikke tvinge børn til, men vi voksne kan opmuntre børn til at vise respekt, omsorg og kærlighed over for den, der har allermest brug for det. Vi kan ved vores eksempel vise rummelighed.
Hvordan give taleret i hinandens liv?
Men det med at vejlede og vise omsorg for hinanden kan være svært at håndtere – både når man giver, og når man modtager.
Hvis jeg skal lade mig vejlede i åndelige spørgsmål, forudsætter det, at jeg har tillid og respekt for den anden. Ellers lytter jeg overhovedet ikke. Jeg må lytte i ydmyghed og lade mig overbevise af gode argumenter og bibelsk vejledning.
Jeg har tit tænkt over, om jeg ville lytte, hvis én sagde til mig: ”Du lever ikke et sandt kristent liv, når du handler sådan! Det kan du ikke tillade dig!” Vil jeg så i ydmyghed tage det til mig? Eller vil jeg gå i baglås? Jeg vil naturligvis undersøge, om det er bibelsk vejledning, jeg får. Jeg vil også bede om klarhed.
Der er i hvert fald behov for samtale i menigheden og i familien. Herunder må samtaler om troens liv også gerne få større plads.
Vi må bede om frimodighed til at føre den slags samtaler. Fx kan vi i familien tage udgangspunkt i en samtalebog, hvor man kommer ind på mange hverdagssituationer og spørgsmål om tro og liv. Når børn bliver inddraget i samtalen, tænker de med. Der bliver opbygget en fortrolighed, som baner vej for samtale, fx om mobning, ensomhed og venskab.
Den samtale og fortrolighed kan naturligvis også vokse i familier, hvor der ikke er børn.
Mange problemer kan løses ved, at vi taler med hinanden. Samtalen kan både opmuntre og skabe glæde.
Artiklen er fra Budskabet 04-2023 og er en del af temaet ”Hvem vogter fårene?”. Flere artikler i samme tema:
