Når man læser de første to kapitler i Bibelen i sammenhæng, falder én ting i øjnene: Bibelen beretter om skabelsen ikke bare én gang, men to gange lige efter hinanden (1 Mos 1,1-2,4a og 2,4b-25). Mange religionslærere i gymnasiet kalder simpelthen fortællingen om Adam i haven for “den anden skabelsesberetning” og bruger det som et tegn på, at Bibelens første kapitler er skruet sammen af forskellige myter. Men har Bibelen da to skabelsesberetninger?
Forskelle i stil og indhold
Det er rigtigt, at kap. 1 og 2 er meget forskellige i ordvalg, stil og opbygning. Skabelsesberetningen beskriver i ophøjet stil Guds skabelse af himlen og jorden og alt, der lever og bevæger sig. Det næste kapitel fokuserer udelukkende på mennesket og menneskets omgivelser.
Baggrunden for begivenhederne forekommer også yderst forskellig: I det første kapitel er jorden dækket af dybe kaosvande, hvor Gud skaber ved at befale over vandene. 1 Mos 2,5-6 beskriver derimod jorden som tør, og Gud må vande den, inden skabelsen kan begynde. Skabelsens dramatiske begivenheder fortælles også i forskellig rækkefølge: I 1 Mos 1 skabes planterne på den 3. dag før dyr og mennesker, mens det næste kapitel synes at lade Gud skabe mennesket før planter og dyr.
Mange bibelforskere konkluderer derfor, at Bibelen begynder med to forskellige skabelsesberetninger fra hver deres baggrund. Den første skabelsesberetning stammer fra dengang, jøderne var i eksil i Babylon (omkring 500 f.Kr.); den afspejler en kultur, som frygtede store oversvømmelser. Kap. 2 derimod har en hel anden baggrund, den er formentlig ældre og stammer fra et miljø, hvor steppens tørre vidder og ørkenen udgjorde den store trussel for at kunne overleve. Den er fra bondesamfundet i Israel.
Har Bibelen da to selvstændige skabelsesberetninger? Det korte svar er: Nej. Det er ikke tilfældet. 1 Mos 1-2 fortæller om Guds skabelse set fra forskellige synsvinkler og med anvendelse af forskellig stil. Men der er ingenlunde tale om to oprindeligt uafhængige beretninger fra hver deres miljø og tid.
Desværre bidrager den danske autoriserede oversættelse til at forstærke indtrykket af, at der med 2,4 begynder en ny skabelsesberetning. Den splitter 2,4 op i to skarpt adskilte halvdele og sætter en overskrift ind. Når den gengiver 2,4 således: “Det var himlens og jorden skabelseshistorie. Adam og Eva. Dengang Gud Herren skabte jord og himmel …”, kan bibellæseren ikke andet end få det indtryk, at der nu kommer en ny beretning om skabelsen. En besindelse på grundtekstens ordlyd i 2,4-6 gør det imidlertid meget klart, at 2,4-25 ikke er en ny skabelsesberetning ved siden af kap. 1.
Ingen skabelsesberetning
Vi kan ret hurtigt konstatere, at 2,4-25 ikke kan kaldes en skabelsesberetning. Altafgørende ting mangler nemlig: Den har intet om himlens og jordens skabelse. Den berører overhovedet ikke havenes liv eller krybdyrenes verden, men stiller udelukkende skarpt på det første menneske og miljøet omkring ham: haven, dyrene, fuglene og kvinden. Alt andet lades ude af betragtning.
En skabelsesberetning må omhandle tilværelsens begyndelse og beskrive, hvordan himlen, jorden og havene blev til. Det gør 1 Mos 2,4-25 imidlertid ikke. Kapitlet er lokaliseret til en bestemt lokalitet på jorden, Eden (2,8), og alt i kap. 2-4 foregår i Eden og øst for Eden.
Noget tyder på, at kap. 2 vil udfolde visse omstændigheder, som er fortalt i summarisk form i kap. 1. Men en selvstændig skabelsesberetning er det ikke.
1 Mos 2,4
Dette indtryk forstærkes ved at se på 2,4 i grundteksten. Den hebraiske ordlyd gør det meget klart, at verset ikke består af to isolerede sætninger, men udgør en syntaktisk enhed, hvor sidste halvdel syntaktisk set spejler den første halvdel, en såkaldt kiasme.
En direkte oversættelse af verset vil sige: “Dette er himlens og jordens generationer (slægter) ved deres skabelse, dengang Gud Herren gjorde jord og himmel”. V 4a ser fremad og ikke bagud og skal derfor oversættes ved nutid og ikke fortid.
1 Mosebog har ti sådanne overskrifter, der alle begynder med ordene “Dette er NNs slægter”. Vi finder dem f.eks. i 5,1; 6,9; 11,27 og 25,19. Efter hver overskrift følger enten en stamtavle eller en slægtsfortælling. Det er ét og samme ord “slægter”, som optræder i overskrifterne, uanset om der følger en stamtavle eller en slægtsfortælling efter.
Pointen her er, at stamtavlen eller fortællingen ikke handler om den person, som bliver nævnt i overskriften, men om dennes slægt eller efterkommere. Teras slægt (11,27) handler derfor ikke om Tera selv, men om hans sønner Abraham, Nakor og Haran.
1 Mos 2,4 er den første af disse ti slægtsoverskrifter i 1 Mosebog. Den er formet helt på samme måde som de næste ni: “Dette er … slægter”. Det usædvanlige ved 2,4 er, at den her bruger ordet “slægt” billedligt, idet den ikke taler om en given persons efterslægt, men om himlens og jordens slægter.
Alt dette betyder nu: 2,4 som helhed skal forstås som en overskrift til det følgende, ligesom de andre ni slægtsoverskrifter i 1 Mosebog. 2,4a er en sådan slægtsoverskrift, ikke en konklusion på skabelsesberetningen. Det betyder videre, at 2,5-25 ikke handler om skabelsen af himlen og jorden, men om hvad der fulgte efter denne skabelse, nl. haven, faldet og uddrivelsen fra haven (1 Mos 2,5-4,26).
1 Mos 1 og 2
Slægtsoverskrifterne i Første Mosebog indleder ikke bare noget nyt, enten en slægtstavle eller en slægtsfortælling. Overskriften knytter også altid bagud til det foregående og vil forbinde fortællingen med det foregående afsnit.
Når Moses efter at have afsluttet fortællingen om skabelsen i 2,3 former den næste beretning i 2,4 som en slægtsfortælling, betyder det, at han forbinder fortællingen om Adam og Eva i Edens Have direkte med skabelsesberetningen i kap. 1. Vi skal derfor have skabelsesberetningen i baghovedet, når vi læser videre. Kap. 2 handler ikke om en ny skabelsesberetning, men knytter an ved bestemte elementer i skabelsesberetningen og udfolder dem med en anden rækkefølge af begivenhederne og med en anden, væsentlig mere personlig stil.
Efter overskriften i 2,4 følger en baggrundsskildring i 2,5-6. Scenen bliver beskrevet. Den samme litterære strategi bruger forfatteren i kap. 1. Efter overskriften følger en beskrivelse af tilstanden før skabelsen i 1,2. Det samme sker i 2,5-6. Igen skildres scenen, inden Gud begynder at skabe. Dette antyder også en bevidst sammenhæng mellem kap. 1 og kap. 2.
Situationen før faldet
Den danske oversættelse af 2,5 giver indtryk af, at der ikke var nogen planter overhovedet, før Adam blev skabt. Men dette vers handler ikke om plantelivet som helhed, men om en særlig gruppe af planter, nl. dem som bliver omtalt i 3,17-19 som tjørn og tidsel og “markens planter”. Samme vending “markens planter” finder vi i 2,5. Den sigter i virkeligheden til den tørre steppes planter, som ikke var der før faldet, men som kom ind som et vilkår efter faldet, og som gjorde, at det blev et dagligt slid at skaffe sig føden.
Kun én skabelsesberetning
Vi har nu set, at 1 Mos 2,4-25 ikke er en skabelsesberetning. Den tager delelementer op fra skabelsesberetningen, men fortæller nu udelukkende med mennesket som centrum for Guds opmærksomhed. Med 2,4 beretter Moses om, hvad der fulgte efter skabelsen af himlen og jorden. Ved at give agt på den hebraiske tekststruktur i vers 4 og se hele verset som en overskrift for det følgende, ser vi, at 2,5-25 forudsætter skabelsesberetningen. Det giver en hel anden forståelse af kap. 2.
Artiklen er tidligere blevet bragt i bladet TilTro.
