Hvordan bruges GT i NT?

Det Nye Testamente kan give os det indtryk, at Gud nu vil noget helt andet, end han ville i Det Gamle Testamente. Så hvordan skal vi forstå forholdet imellem GT og NT? Imellem ny og gammel pagt? Imellem Moseloven og Jesus?

Som bibellæser er det relevant at lægge mærke til, at Ny Testamente (NT) har overvældende mange henvisninger til Gammel Testamente (GT). I denne artikel vil vi se eksempler på, hvordan GT egentlig bruges i NT.

Den helt grundlæggende forudsætning for NT’s brug af GT er, at GT er Guds ord, ligesom NT er Guds ord. Derfor er GT og NT en enhed. Denne enhed samler sig om frelseshistorien som bærende tanke.

Gud virker i historien og bringer sin frelse til mennesker i historien. Når ordet frelseshistorie anvendes om GT og NT, ligger der også i det, at denne frelsens historie er en sammenhængende historie. Gud arbejder frem mod et mål.

Nogle af de helt afgørende begivenheder i denne historie er udvælgelsen af Abraham og løfterne til ham om et afkom, om at blive stamfader og om et land. Der er udfrielsen fra Egypten og erobringen af det hellige land. Gennem Israels historie forkyndes der om en frelser, der skal komme.

Opfyldelsens tid

En ny afgørende begivenhed i frelseshistorien er Jesu komme. Her begynder opfyldelsens tid. Den lovede frelser er kommet, og han beskrives med titler fra GT.

Her kommer Guds Søn, der bringer åbenbaring fra Gud og handler med Guds magt. Her kommer Messias, frelserkongen, der udbreder Guds frelsende rige med tilgivelse, retfærdighed og undere. Her kommer Herrens lidende tjener, der gennem døden skaffer soning, og her kommer den lovede Menneskesøn, som rummer i sin person både Gud og menneske (Dan 7,13).

Det er karakteristisk for opfyldelsen, at løfterne i GT opfyldes i to faser. Med Jesu komme er opfyldelsens tid allerede inde; frelse er allerede kommet, og mange løfter opfyldes i Jesus og i kirkens tid, men fuldendelsen venter. Andre løfter opfyldes først med genkomsten i fuldendelsen med den endelige dom og den nye jord.

I denne frelseshistorie er Gud den samme, frelsen er den samme (tilgivelse og retfærdighed), og målet det samme. Grundlaget for denne frelseshistorie lægges i GT, og dette grundlag lever videre i NT. Der tænkes derfor i NT i de forestillinger, der allerede er åbenbaret i GT, så at de grundlæggende forestillinger, begreber og strukturer er de samme.

Dog er alt i NT set i opfyldelsens lys. Det gælder derfor også de to temaer, jeg fokuserer på i denne artikel nemlig loven og soningen.

Opfyldelse og loven

NT’s brug af Moseloven er det ene område, jeg vil fokusere på. Moseloven er Guds lov til Israel, og den blev givet med henblik på bosættelsen i landet. Det er en stor og omfattende lov, der omspænder alle facetter af livet.

Moseloven har sin plads og funktion i den gamle pagt, men når vi rykker over i opfyldelsens tid, ser vi både brud og sammenhæng med Moseloven. Et centralt sted er Matthæusevangeliet 5,17-20:

”Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde. Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket. Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget. Men den, der holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i Himmeriget. For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.”

Her kommenterer Jesus sit forhold til GT. Han betoner stærkt, at han ikke er kommet for at nedbryde ”loven eller profeterne”, som er en sammenfatning af GT.

Når Jesus taler om GT, fokuserer han nogle gange på GT som lov (Matt 7,12; 22,40). Andre gange fokuserer han på GT som profeti (Matt 11,13). Det sidste er tilfældet her. Jesus ophæver altså ikke GT som profeti, men han er kommet for at virkeliggøre GT’s profetier. Dette er formålet med hans komme. Jesus bekræfter dermed GT’s autoritet som profeti.

I vers 18 taler han om ”loven”, som her forstås som hele GT på grund af sammenhængen med vers 17. Jesus bekræfter, at så længe den nuværende verden består, vil GT bestå intakt og uforanderligt som profeti. Med formuleringen ”før alt er sket” sætter Jesus en grænse for GT’s gyldighed. Det gælder GT’s profetier, og de vil bevare deres gyldighed, indtil de er opfyldt.

”Før alt er sket” er nøglen til at forstå Moseloven, for den sætter de følgende ord ind i en opfyldelsesproces. I vers 19 taler Jesus om forholdet til Guds bud, men han gør det ud fra sin begyndende opfyldelse af GT’s profetier. Derved sættes Moseloven med dens bud ind i en opfyldelsesproces, og i denne opfyldelsesproces kan vi se, at Jesus generelt ophæver Moselovens bud som gyldige for os, men dog bekræfter de ti bud (Matt 5,21.27.33; 15,4.19; 19,18f; 23,16. Mark 2,27; 7,22). De er Guds gyldige vilje for os.

Når Jesus derfor taler om ”ét af de mindste bud”, er det bud i Moseloven, som i opfyldelsens tid er bekræftede og gyldige for os. Denne forståelse bekræftes af det forhold, at Jesus faktisk ophæver bud og bekræfter andre. Det er også tydeligt i NT i øvrigt, at Moseloven er ophævet generelt set (ApG 15,19-21. Gal 3,19. Ef 2,15), mens de ti bud er bekræftet.

Her er der en tydelig kontinuitet eller sammenhæng. De ti bud i deres sammenfatning i det dobbelte kærlighedsbud er den ene grundpille i etikken i NT.

Der er også en tydelig diskontinuitet eller brud, idet Moseloven er ophævet som helhed. Den hørte til i en tid fra israelitternes bosættelse og til Jesu komme. Den hørte til i et bestemt folk, der boede i et bestemt land, men da Guds folk efter Jesu komme ikke længere er identisk med et etnisk folk og er løsnet fra et bestemt land, har den udspillet sin rolle.

Det betyder ikke, at Mosebøgerne ikke længere er Guds ord, og det betyder heller ikke, at vi ikke kan lære meget af teologien i Mosebøgerne og lade os inspirere af loven. Men som forpligtende bud er Moseloven i dens helhed ophævet.

I NT ses Moseloven i opfyldelsens lys. I NT er modellen den, at der findes en naturlig lov, der står skrevet i hjertet. Den er identisk med de ti bud. Moselovens kerne er de ti bud, og de står skrevet på stentavler. I NT bekræfter Jesus og Paulus de ti bud.

Opfyldelse og soningen

Soningen er det andet område, jeg vil fokusere på. I GT åbenbarer Gud nogle grundvilkår for mennesket. Han åbenbarer sin lov, og overtrædelse fremkalder Guds vrede og straf. Gud giver en tempeltjeneste med ofre, der soner synden, og han giver Israel den store årlige soningsdag. Ofrene i GT er typer, der peger frem mod ham, der skal være det egentlige offer.

Denne grundstruktur lever videre i NT i opfyldelsens lys. Gud står ved sin lov, og den er stadig rammen for menneskers liv. Overtrædelse fremkalder Guds vrede og straf, men de gammeltestamentlige ofre opfyldes i det ene offer.

I NT tænkes der i de samme strukturer og forudsætninger, som Gud har åbenbaret for Israel. Et godt eksempel er Romerbrevet 3,21-26:

”Men nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov, bevidnet af loven og profeterne, Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle, som tror. Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffede, dengang han bar over med dem, for i den tid, der nu er inde, at vise sin retfærdighed, så han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus.”

Her trækkes der nogle tydelige tråde til GT. Her beskrives soningen i lys af den gammeltestamentlige offertjeneste. De første kapitler i Romerbrevet er rammen for dette afsnit, og i dette afsnit åbenbarer Paulus, at han tænker i den samme grundstruktur som i GT.

Vendt bort fra Gud

Paulus skriver om, hvordan Gud har åbenbaret sig for alle mennesker. Det sker via den naturlige gudsåbenbaring (Rom 1,18-20). Han skriver om, hvordan Gud har åbenbaret sin lov for alle mennesker. Det sker via den naturlige lovåbenbaring (Rom 1,32; 2,14-16). Denne åbenbaring er den ramme, som menneskeheden er sat ind i.

Paulus skriver, hvordan alle mennesker vender sig bort fra Gud og overtræder hans bud, det være sig den naturlige eller åbenbarede lov (Rom 1,8-32; 2,1-5; 2,17-24). Denne overtrædelse fremkalder Guds vrede og straf (Rom 1,18; 2,5.8). Guds vrede bliver en virkelighed, som bryder ind i nogle menneskers liv (Rom 1,18), eller Guds vrede bliver en fremtidig virkelighed, som på dommens dag vil bryde ind over dem (Rom 2,5). Hele menneskeheden står strafskyldige over for Gud og lever med en forventning om at møde Guds vrede (Rom 3,19).

Løskøbelsen

Redningen er soningen, og den kommer Paulus ind på i Romerbrevet 3,21-26. Paulus skriver om Guds retfærdighed, der er bevidnet af GT. ”Guds retfærdighed” er en retfærdighed fra Gud, som åbenbares i evangeliet. Det er tydeligt i vers 22, at denne retfærdighed formidles til os ved troen.

Denne retfærdighed er for alle, som tror. Det sker af nåde. På det område er der ingen forskel, for alle mennesker har syndet og mistet herligheden fra Gud. Denne herlighed er gudbilledligheden, som består i den oprindelige retfærdighed (Ef 4,24; Kol 3,10). Den mistes ved synden.

I vers 24-26 trækker Paulus nu tråde til GT. Han skriver, at vi erklæres retfærdige ”ved forløsningen i Kristus”. Det er den objektive årsag til retfærdiggørelsen.

Forløsningen eller løskøbelsen definerer han i vers 25 som et sonoffer. Paulus beskriver dermed Jesu død med en offerterminologi fra GT. Det handler om løskøbelse, om død (blod) og om soning. Hvis jeg følger den græske tekst i vers 25, så står der: ”som Gud fremviste som et sonoffer ved troen ved hans blod …”

På Golgata stillede Gud Jesus offentligt frem som et ”sonoffer”. Ordet gengiver det græske hilastērion, som i Septuaginta-oversættelsen kan referere til det sonedække, hvor blod stænkes på den store soningsdag (3 Mos 16). Dette blod på sonedækket skaffer soning for ypperstepræsten og for folket.

Men det græske ord er ikke en teknisk term for sonedække. Det bruges i Septuaginta også mere generelt om et sonemiddel, sonoffer. Der er ikke noget i sammenhængen hos Paulus, der identificerer ordet som sonedække, og derfor foretrækker jeg det brede sonemiddel eller sonoffer.

På den store soningsdag skaffes der soning for hele folket. Blod stænkes på sonedækket, og folkets overtrædelser og synder bekendes over bukken, og den bærer deres synder bort. Paulus beskriver Jesu død ud fra den store soningsdag. Jesu offerdød er stedfortrædende, og denne gang bærer han ikke kun folkets, men hele menneskehedens synd, og døden skaffer soning.

Synd og soning

Synd er ulydighed mod Guds lov og har følgende konsekvenser: a) den udløser straf (døden), b) den skaber skyld (mennesket skylder Gud sit liv), c) den virker vrede.

Soningen udsletter synden, og når synden udslettes, får det følgende konsekvenser: a) straffen ophæves, b) skylden betales, c) vreden fjernes.

Jesu død er både soning, der udsletter synden, og forsoning, der fjerner Guds vrede.

Formålet med soningen var, at Gud kunne vise sin personlige retfærdighed. Han havde et problem, som Paulus beskriver i vers 25-26. I tiden indtil Jesu død havde Gud været overbærende og ladet synd være ustraffet. Der var tilgivelse uden soning.

I længden ville Gud ikke kunne være overbærende over for synd uden at kompromittere sin retfærdighed. Gud havde opstillet en retsordning for mennesket, der lyder: Den, der handler efter min lov, skal leve, men den, der bryder min lov, skal dø.

Derfor var det nødvendigt med et sonoffer. De gammeltestamentlige ofre kunne ikke i sig selv skaffe soning, men ved at pege frem mod Jesu offer var soning mulig for israelitterne.

 

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

Kunne du li' det, du læste?

Så hjælp os med at lave flere gode artikler til fordybelse og refleksion – ved at blive abonnent på Budskabet.

Del:

Twitter
Facebook