”Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som Skrifterne giver os, kan fastholde håbet,” skriver Paulus (Rom 15,4).
Det er værd at understrege, når vi i denne artikel dykker ned i Jeremias’ bog.
Det Gamle Testamente (GT) kan give os ”visdom til frelse ved troen på Jesus Kristus” (2 Tim 3,15). Gud gav Jeremias denne ordre: ”Skriv alle de ord, jeg har talt til dig, ned i en bog!” (Jer 30,2). Andre profeter fik samme besked (2 Mos 17,4; Es 30,8; Hab 2,2).
Hensigten med Guds Ord er, at vi skal læse det, så vi lærer Gud at kende og bliver fortrolige med ham. Denne fortrolighed må bevares og udbygges livet igennem.
Brudgom og brud
Gud siger til Israel: ”Jeg husker din trofasthed, da du var ung, din kærlighed, da du stod brud. Du fulgte mig i ørkenen” (Jer 2,2).
Gud førte Israel ud af Egypten omkring 1440 f.Kr. Da tog han Israel til brud. Dengang var deres kærlighed ny og frisk. Ørkenvandringen var deres hvedebrødsdage.
Ganske vist beklagede Israel sig over både det ene og det andet. Snart havde de ikke vand. Så måtte Moses slå på en klippe, så vandet strømmede ud til dem (2 Mos 17). Snart havde de ikke mad. Så sendte Gud manna fra himlen, og kød fik de i form af vagtler, der faldt udmattede ned til dem i lejren (2 Mos 16). Alligevel længtes de tilbage til Egyptens kødgryder (2 Mos 16,3; 4 Mos 11,5f).
Igen og igen brokkede de sig over forholdene i ørkenen. Men i det mindste gik de til Gud med deres brok. De opsøgte ikke fremmede guder. Deres brudgom havde dem for sig selv derude i ørkenen. De havde jo ikke andre steder at gå hen.
Selv om det ikke var den rene idyl, husker Gud det alligevel som en god tid, fordi Han havde sin hustru for sig selv. Dette ændrede sig, da de fik tryghed og velstand i deres eget land.
En utro hustru
Omkring 730 f.Kr. fik Hoseas denne besked fra Gud: ”Gå hen og gift dig med en horkvinde og få horebørn, for landet horer sig bort fra Herren” (Hos 1,2). Han skulle vise med sit liv, at Israel var en utro hustru. Med sine ord skulle han forkynde for dem, at Gud ville sende assyrerne som straf. Dette skete i 722 f.Kr. Nordriget Israel gik til grunde, og store dele af befolkningen blev ført i eksil. Begrundelsen var deres ægteskabsbrud. De bad nok til Gud, men de vendte sig også til afguderne.
Hundrede år efter, på Jeremias’ tid, gentog det sig nede i Sydriget Juda. I 586 f.Kr. sendte Gud babylonerne som straf. Jerusalem blev ødelagt, templet blev revet ned, og store dele af befolkningen blev bortført. Men Guds hensigt var ikke bare at straffe. Han ville kalde folket ind til sig igen. Gud sagde: ”Jeg sender trængsler over dem, for at de skal finde mig” (Jer 10,18).
Det var samme hensigt 100 år tidligere. Da sagde Gud om Nordriget: ”Jeg vil føre hende ud i ørkenen og tale til hendes hjerte … Da vil hun svare mig, som da hun var ung, som dengang hun drog op fra Egypten” (Hos 2,16f). Guds dom er også et kald.
Når Gud nu sender folket ud i ørkenen, hvor de kom fra, er det med det håb, at de vil vende om til ham igen, om ikke andet så for at klage deres nød.
Tårernes profet
Gud siger til Jeremias: ”Du må ikke gifte dig og få sønner og døtre” (Jer 16,2). Begrundelsen er, at Jeremias ikke bare skal forkynde, men også vise med sit liv, at Sydriget snart skal opleve ensomhed. Når Gud sender babylonerne mod dem, vil mange blive enker og faderløse. Jeremias må ikke engang deltage i de andres fester: ”Du må ikke gå ind i et hus, hvor man holder gilde og sidde og spise og drikke sammen med dem” (Jer 16,8). Jeremias’ liv skal forkynde for dem, at Gud snart vil stoppe fest og glæde i folket.
Det var en tung skæbne for Jeremias. Han forkyndte Guds dom gennem mere end 40 år, men folket ville ikke omvende sig. De mente ikke, at det hele var så slemt, som profeten sagde. Og når han insisterede på sin forkyndelse, blev de vrede og truede ham med døden.
I hans hjemby, Anatot, sagde de: ”Du må ikke profetere i Herrens navn, ellers skal du dø for vores hånd” (Jer 11,21). Ja, selv hans brødre og hans slægt råbte af fuld hals efter ham (12,6). Gang på gang sagde de til ham: ”Det er løgn, hvad du siger! Herren vor Gud har ikke sendt dig” (43,2). Mindst to gange blev han kastet i fængsel, den ene gang i en udtørret brønd (37,16; 38,6). Mindst to gange blev han slået og én gang spændt fast i en gabestok uden for templet (20,2; 37,15). Så kunne alle gå forbi og spotte ham. Til sidst blev han bortført til Egypten (43,4-7), hvor han døde. En jødisk tradition siger, at han blev stenet i Takpankes, i det nordlige Egypten.
Jeremias havde ikke mange at dele sin smerte med. Til Gud sagde han: ”Jeg sidder ikke og jubler i muntert lag, tvunget af din hånd må jeg sidde alene” (15,17).
Den største smerte – nemlig at folket ikke ville omvende sig – kunne han ikke engang dele med Gud, for han sagde til Jeremias: ”Du må ikke gå i forbøn for dette folk. Du må ikke holde klage eller bøn for dem, for jeg vil ikke høre” (11,14). På grund af folkets synd var Gud fast besluttet på dommen.
Martin Luther skriver i sin kommentar til Første Mosebog 6: ”Noa er den største profet, verden har set” (WA 42,280,5). Intet er nemlig så vanskeligt som at stå helt alene med Guds Ord, når alle andre modsiger det. Noa stod i denne situation i 100 år.
Men næst efter Noa byder Jeremias sig til som den største og mest ensomme profet, verden endnu har set. Han var lidelsens og tårernes profet.
Vi er Guds brud
Det bedste billede på forholdet mellem Gud og os er kærligheden mellem mand og hustru i ægteskabet. Det billede bruger både GT og NT om de troendes forhold til Gud. Gud ønsker at leve i ægteskab med os. Han vil have os for sig selv.
Kong Salomo siger poetisk om ægteskabet mellem mand og hustru: ”Velsignet være din egen kilde, glæd dig over din ungdoms hustru … Berus dig til stadighed i hendes kærlighed. Hvorfor, min søn, skulle du beruse dig i en anden kvinde?” (Ordsp 5,18-20). I ægteskabet skal de to drikke af hinandens kilde, ja, de skal beruse sig i hinanden.
Gennem Jeremias anklager Gud folket for utroskab: ”De har forladt mig, en kilde med levende vand, og de har udhugget cisterner, cisterner, der slår revner og ikke kan holde vand” (Jer 2,13).
Det er Guds vilje, at Israel dengang og vi i dag skal drikke af hans kilde. Vi skal beruse os i ham. Gud vil, at vi skal leve for hans ansigt og dagligt tale med ham. Det er ikke nok, at vi engang imellem kommer på høfligt visit i hans hus. Det kan en ægtemand ikke nøjes med. Han vil have sin hustru helt, og vil hun ikke det, er der tale om ægteskabsbrud.
At tro på Gud er ikke bare at tro på visse sandheder om Gud. At tro på Gud er at komme til ham og at drikke af hans kilde. Jesus siger det på denne måde: ”Den, der tørster, skal komme til mig og drikke. Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: ’Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand’” (Joh 7,37f). Det modsatte gælder også: Den, der ikke drikker af hans kilde, har brudt ægteskabet med Gud.
En blandet gudsfrygt
Biskop Brorson har en tankevækkende formulering i sin Svane-Sang (nr. 59) fra 1765:
”Men Satan fra sin Slangekrog
en blandet Gudsfrygt foreslog.”1Samlede Skrifter 3. Bind, 1956, s. 106
På Jeremias’ tid ville de fleste gerne tro på Gud. Men de levede ikke for hans ansigt. Det var en blandet gudsfrygt. Derfor sagde profeten: ”Omskær jer for Herren, fjern jeres hjertes forhud” (Jer 4,4).
Det blev de vrede over, for de troede da på Gud, mente de. Efter kong Josijas reformation i 622 f.Kr. fyldte afguderne ikke så meget. Folket ofrede til Israels Gud. Men hjertet var ikke med i det. Derfor sagde Gud til dem: ”Jeres brændofre tager jeg ikke imod, jeres slagtofre er mig ikke til behag” (6,20). Der var kun tale om udvendig religion.
Anklagen mod Nordriget på Hoseas’ tid lød: Afgudsdyrkelse. Anklagen mod Sydriget efter Josijas reformation lød: Udvendig religion. Men begge dele var utroskab mod Gud.
Han vil ikke nøjes med udvendig religion. Gud vil have vores hjerte. Vil vi ikke give ham det, vil vi ikke søge hans ansigt og drikke af hans kilde, så er al vores ydre religion en modbydelig stank i Guds næse. Derfor kalder han på os igen og igen. Foreløbig er Guds små domme i vores liv udtryk for hans kald. Vi må høre dette kald og leve for Guds ansigt. Dette sker, når vi læser i og lytter til Guds Ord, når vi dagligt taler med ham i bøn og spejder efter hans svar, og når vi indretter vores liv efter Guds vilje.
Gud ønsker, at han og vi skal stå hinanden nær ligesom i et ægteskab, så vi er fortrolige med ham og deler både glæder og sorger. Ønsker vi ikke dette forhold til Gud, så har vi brudt ægteskabet. Vi lever med en blandet gudsfrygt.
Artiklen er den første af tre om Jeremias’ bog.
Fodnoter:
| ↑1 | Samlede Skrifter 3. Bind, 1956, s. 106 |
|---|
