Sandsynligvis fylder det spørgsmål mere nu end for et par årtier siden. Dels er tilfredshedsspørgsmål en indgroet del af nutidens kultur og dagligdag, og dels gør variationen og udbuddet af menighedsforsamlinger – især i bynære områder – det relativt enkelt at tænke i alternativer, hvis utilfredsheden bliver for stor med ens egen forsamling.
Vores menigheder lever midt i udfordringen af at blive spejlet i den enkeltes forventninger. Den udfordring skal vi ikke afvise, men forholde os til med al mulig bibelsk og menneskelig skønsomhed. Udfordringen er dobbelt: Vi skal efterleve de bibelske anvisninger for den kristne menigheds indre liv og herudfra skabe gode ydre rammer og muligheder for at samles i et imødekommende fællesskab om Guds ord.
Overbelastning af fællesskabet
For nogen tid siden blev Anne Christine Pedersen i Tro & Mission spurgt: Hvad er det bedste ved det kristne fællesskab, du kommer i? Svaret var: ”At det er et kristent fællesskab. Ellers er det ikke sikkert, vi havde fundet sammen”. Det var et godt svar, fordi det viser hen til det kristne fællesskabs centrum, Kristus.
Det er også et godt svar, fordi det afbalancerer mine forventninger til den kristne forsamling. Den er ikke forpligtet på at opfylde mine almindelige menneskelige behov, men skal i åndelig forstand binde os sammen gennem Kristus. Herom siger Dietrich Bonhoeffer:
Den, der ønsker mere end det, Kristus har stiftet imellem os, ønsker ikke et kristent broderskab, men søger visse overordentlige fællesskabsoplevelser, som blev ham nægtet andetsteds … ved forveksling af kristent broderskab med et idealbillede af fromt fællesskab, ved sammenblanding af det fromme hjertes naturlige længsel efter fællesskab med det kristne broderskabs åndelige virkelighed 1Fællesskab, Lohse 1958, s.17
Bonhoeffer hjælper os til at fastholde realistiske forventninger til vores forsamlinger og ikke dømme ud fra egne ønskedrømme.
Paulus var bekendt med svage og ufuldkomne menigheder. I 1 Kor 1 taler han om, at der i korintermenigheden var få – i verdens forstand – vise, der tog imod evangeliet. De kristne var i stedet præget af svaghed, og der var ikke meget at fremvise for verden. Stor stolthed over egen forsamling var nok ikke det første, den almindelige kristne korinter kom i tanker om, når talen faldt på menigheden. For Paulus var det en anledning til at minde dem om, at deres stolthed ikke skulle være deres menighed, men Kristus: ”Den der er stolt, skal være stolt af Herren”(1 Kor 1,31).
Den kristne forsamlings forhåbning er aldrig dens egne resurser, men løftet om, at hvor to eller tre er forsamlede i Jesu navn, er han midt iblandt dem (Matt 18,20). Uanset om menigheden er nok så lille og grå, har den Herrens løfter med sig, når Kristus er i dens midte.
Kærlighed og enhed
Enhver kristen er underlagt Jesu bud i Joh 13,34f: ”I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: Hvis I har kærlighed til hinanden”. Det er kendetegnet på, at jeg følger Jesus, at jeg elsker min kristne bror og søster! Det er ikke bare godt at elske, men det er selve kendetegnet på sandt discipelskab.
I Jesu sidste bøn i Joh 17 beder han om, at de troende må være ét. At være ét handler ikke om at være ens – eller for dens sags skyld enige, men om den enhed, der præger et vintræs grene ved deres indbyrdes forbindelse via stammen. Grenene, der er billedet på de enkelte kristne, kan stritte i forskellig retning, men alle er vi dog i organisk livsforbindelse med hinanden gennem Kristus.
Kulde og ligegyldighed over for andre kristne i forsamlingen står i direkte modstrid med troen. Det fører til dom på samme måde som anden åbenbar synd og ender med at lede væk fra Gud. Det formørker også det troens ord om Jesus, der ellers skulle lede andre ind i Guds rige.
Somme tider drøfter vi, hvordan vi bliver evangeliserende i vores forsamling. Det kan der gives flere bibelske bud på, men i denne sammenhæng er det værd at bemærke Jesu ord i Johs 17,23: ”at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem…”. Når verden ser enheden hos de kristne, så tydeliggøres det, at Jesus er udsendt af Faderen, og at Faderen elsker dem, der elsker Jesus. Det er ikke en biting at bevare troens enhed og elske sine medkristne. Udover at opfylde Kristi bud, forkynder vi dermed Kristus for verden!
Det er et vilkår, at kristne med basis i samme kirkesamfund arbejdsmæssigt går i forskellig retning og bruger forskellige former. Derfor er det vigtigt, at vi midt i forskelligheden og drøftelsen af egnede fremgangsmåder, bevarer og vokser i kærligheden og villigheden til fællesskab med hinanden, jf. Ef 4,2f: ”… så I bærer over med hinanden i kærlighed og stræber efter at fastholde Åndens enhed med fredens bånd”.
En nærværende forkyndelse
Fællesskabets hjørnesten er den forkyndelse, der bringer mit hjerte tæt på Jesus og giver personlig erfaring af og glæde over, at Jesu død og opstandelse skete for mig. Emmausvandrerne sagde: “Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?” (Luk 24,32). Vi går til møde med den forventning, at det samme må ske for os. Mon det er sådan, at nogle bliver væk fra vores møder, fordi de for ofte er gået kolde og uberørte hjem fra møde?
Forkyndelsen skal være livsnær og ikke tage udgangspunkt i en forestillet åndelig tilstand blandt tilhørerne. Den skal møde hele vores liv. Ellers opstår faren for et to-rums kristenliv, hvor det åndelige og det jordnære er skilt fra hinanden.
Selv om vi kan have et klart syn på Bibelens tale om synd, dom og retfærdighed, så er Guds ord ikke magi, så Helligåndens gerning automatisk sker i os, når vi har de rigtige formuleringer af trossandhederne.
”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os” (Joh 1,14). Evangeliets ord kom ikke diffust svævende, men blev nærværende og levende gennem Jesu menneskelige fremtræden, siger Johannes. Heri ligger også en model for forkyndelsen. Når det sker, at kristne kommer sjældnere og sjældnere til møder og gudstjenester, kan det så hænge sammen med, at de faktisk for ofte har mødt en forkyndelse, som var uden berøring med deres daglige liv?
Guds ord beskrives som en lygte for min fod (Sl 119,105), der giver mig klarhed over mine små, daglige skridt. Fordybelsen i Guds ord isolerer derfor ikke troen fra mit hverdagsliv – tværtimod. Guds ord oplyser troens øjne over for den dagligdag, jeg lever i, og har noget at sige til mig til enhver tid og i enhver situation.
Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer!
Sådan formaner Paulus menighederne (Kol 3,16). Det betyder, at vi skal være opmærksomme på den tid og vægtning, vi giver Guds ord, når vi samles. Guds ord må have stor plads hos – under forskellige former.
Når vi kommer med forskellig baggrund – alder, køn, livsfase osv. – er det vigtigt, at Guds ord udfoldes i sin mangfoldighed og ikke indsnævres mod bestemte grupper i alder og åndelig modenhed. Derfor er det også naturligt, at forkyndelsen har forskelligt sigte – både for tilhørernes skyld, men også for at helheden i Guds ord må blive udfoldet. I en forkyndelsesplanlægning kan nedenstående vinkler være holdepunkter for, hvad der må med:
- Fordybelse i evangeliet – med en central forkyndelse af ”ordet om korset” (Ef 3,18f; 1 Kor 2,2)
- Etisk vejledning og formaning, jf. Ef 5,15: ”Se derfor til, hvordan I lever…”
- Prædiken til omvendelse og til fornyelse i troen, jf. Åb 3,2: ”Du har ord for at leve, men er død”.
- Undervisning, ApG 17,11: De … granskede dagligt skrifterne…”.
Kristus og kærligheden
Sat på spidsen er der altså to ting, der er afgørende for vores forsamlinger, og som enhver, der sætter sine ben hos os, skal møde ufortyndet: 1) et klart ord om Kristus og 2) kærlighed i fællesskabet. Når Jesus og apostlene fremhæver vigtigheden heraf, må det også for os være klare prøvestene på, hvad vores forsamlinger skal vurderes på.
Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.
Fodnoter:
| ↑1 | Fællesskab, Lohse 1958, s.17 |
|---|
