Et alter for en ukendt gud

Kan vi lære at evangelisere af apostlene? Paulus' tale på Areopagos lærer os noget om, hvordan Paulus taler til hedninger.

I ApG er der to taler, som henvender sig til hedninger. Den ene er i Lystra (ApG 14,14-17), og den anden er på Arepagos i Athen (ApG 17,22-34). Alle de andre er henvendt til jøder eller til domstole. Det gør talerne i Lystra og på Areopagos ekstra interessante, for her får vi et glimt af, hvordan Paulus taler til hedninger.

Situationen

Paulus er i Athen, han taler med mennesker i synagoger og på torve, og athenerne kan ikke blive enige med sig selv, om han blot er et skvadderhoved eller en missionær. De fører Paulus op på Areopagos for at finde ud af, hvad han egentlig lærer (ApG 17,16-21).

Talens indledning (vers 22-23)

Paulus begynder sin tale med at omtale deres religiøsitet. Dette skal ikke forstås positivt, for i talen er Paulus yderst kritisk over for deres religiøsitet. Han karakteriserer den som uvidenhed (vers 30), og vers 16 fortæller, at Paulus var oprørt over deres afgudsbilleder. Som et eksempel på deres religiøsitet, nævner han et alter for en ukendt gud. Athenerne ønsker at helgardere sig. De er bange for, at deres samling af guder er ufuldstændig, og derfor supplerer de deres samling med denne ukendte gud. Her kommer vi til et af de vanskelige steder i talen. Paulus siger, at han fandt et alter med indskriften:

“For en ukendt gud. Det, I således ærer uden at kende det, det forkynder jeg jer.”

En identifikation?

Vores første indtryk er, at Paulus identificerer en af athenernes guder med den ene sande Gud, himlens og jordens skaber. Denne gud er er ganske vist ukendt for dem, men nu fortæller Paulus, hvem det er, de dyrker. Det første indtryk er falsk. Denne ukendte gud er en blandt mange guder, han er forstået polyteistisk, han bor i et tempel (vers 24), han lever af ofre (vers 25), og han kan fremstilles i guld, sølv eller sten (vers 29). Alt dette afviser Paulus. Sådan er Gud ikke. Athenernes forestillinger om Gud er falske. Vi kan altså ikke identificere denne ukendte gud med Gud.

En fælles platform

Paulus bruger alteret for den ukendte gud for at skabe en fælles platform, som han kan tage udgangspunkt i. Men det er en platform, han sprænger i stumper og stykker, når han tager afsæt. Paulus bruger alteret som en katapult, han lader sig slynge ud fra, for i sin tale løser han denne ukendte gud fra alle dens forudsætninger i deres religiøsitet. Med udgangspunkt i alteret forkynder Paulus i stedet den virkelige Gud, som virkelig er den ukendte Gud for athenerne, for han er ikke én blandt mange guder, han bor ikke i templer, han lever ikke af ofre, og han kan ikke identificeres med et gudebillede af guld, sølv eller sten.

Talen (vers 23-31)

Efter denne indledning forkynder Paulus, hvem Gud er. Han er skaberen og Herren over alt (vers 24). Han kan ikke begrænses til templer (vers 24). Gud holdes ikke i live af menneskers ofre, men han er den, der giver alle liv. Vers 25:

“Det er ham, der giver alle liv og ånde og alle ting.”

Gud er den, som giver og opretholder livet i hvert eneste menneske. Her beskrives Guds fortsatte skabende aktivitet. Gud er også historiens herre, som af ét menneske har skabt alle folk, og Gud har ”fastsat bestemte tider og grænser for, hvor de skal bo” (vers 26). Gud har altså bestemt, hvor længe et folk skal bestå, og hvor det skal bo. Dette har et formål:

“… for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem og finde ham, som dog ikke er langt borte fra en eneste af os.”

Her kommer vi til et andet af de vanskelige steder i talen. Paulus har beskrevet Guds handlen i historien, og denne handlen åbenbarer Gud. Målet for denne handlen er, at folk skulle kunne famle sig frem til ham. Hvor realistisk er dette? Når vi sammenholder det med afgudsdyrkelsen i Athen og tænker på deres uvidenhed om Gud, så er dette mål urealistisk. Det sker ikke. ”Om de kunne famle sig frem og finde ham er” er et forgæves ønske. Guds åbenbaring i historien bliver afvist.

Fejlen ligger ikke i åbenbaringen, for Gud er nær hvert eneste menneske (vers 27). Vi lever alle ved ham. Han opretholder vores liv (vers 28). Vers 28:

“Vi er også af hans slægt.”

Her kommer vi til et tredje af de vanskelige steder i talen. Paulus citerer en græsk filosof, og citatet betyder oprindeligt, at vi mennesker er guddommelige. Men Paulus løsriver citatet fra dets oprindelige sammenhæng, og giver det en ny betydning. ”Vi er af hans slægt” betyder, at vi er skabt af Gud og lever i afhængighed af Gud. Han opretholder vores liv.

Guds åbenbaring gennem det skabte og i historien har slået fejl. Derfor forkynder Paulus nu den eneste sande Gud, for at folk skal omvende sig til ham (vers 30). Kravet om omvendelse begrundes med, at Gud en dag vil dømme verden. Det sker ved Jesus, og det er muligt, fordi han er opstået fra de døde. Paulus’ tale slutter med en blandet reaktion lige fra spot, til nysgerrighed og til tro (vers 32-34).

Afslutning

Vi taler om den specielle åbenbaring. Her har Gud åbenbaret sig gennem profeter, Jesus og apostle. Den findes i Bibelen. Vi taler om den almindelige åbenbaring. Her åbenbarer Gud sig gennem det skabte, naturen og historien. Den findes overalt, og alle kender den. I sin tale gen-åbenbarer Paulus den almindelige åbenbaring for at minde athenerne om den eneste og sande Gud, som de kender, men har afvist med det resultat, at sandheden om Gud er fortrængt og undertrykt i dem (Rom 1,18).

Del:

Twitter
Facebook