Hvorfor luthersk – i dag?

Begrebet "luthersk" signalerer for mange en unødvendig skillelinje, - det må da være godt nok slet og ret at kalde sig for kristen, siges der ofte.

Man mener, at de mange skillelinjer, som findes inden for kristenheden, medfører et negativt vidnesbyrd, – det ville være meget bedre, hvis vi kunne stå sammen og være ét. Internationalt set signalerer betegnelsen luthersk desuden – desværre – ofte, at man står for en liberal og bibelfornægtende teologi.

Et forældet spørgsmål?

Dernæst er der mange i dag, som spørger sig selv, om ikke hele det lutherske projekt, som stammer tilbage fra reformationsårhundredet, er blevet forældet nu til dags. Man medgiver gerne, at behovet for at få en nådig Gud dengang var det vigtigste emne, mennesker var optaget af. Og at den lutherske genopdagelse af evangeliet repræsenterede det bedste og sjælesørgerisk klareste svar på spørgsmålet.

Men i dag er der andre spørgsmål, mennesker er optaget af. Ingen spørger efter en nådig Gud længere. Derfor ser man på det, som er lutherdommens hjertesag, som noget, der er irrelevant. Skal kirken med sin forkyndelse få det moderne menneske i tale, må den i stedet beskæftige sig med det, som dagens mennesker er optaget af, og tage sig af det, som mennesker nu til dags føler, er deres behov.

Til det sidste punkt er der det at svare, at spørgsmålet om at opnå en nådig Gud, aldrig er et spørgsmål, et menneske af sig selv finder på at stille. Det er et spørgsmål, som kun kan opstå gennem Guds ord. Og det er faktisk en af forkyndelsens hovedopgaver.

Spørgsmålet om at få en nådig Gud forudsætter et minimum af kendskab til Bibelen, især kundskab om, hvad bibelen lærer os om, hvem Gud er: at han er skaberen, den almægtige og hellige, og at han er jordens dommer, som enhver skal stå til regnskab over for.

Den sandhed har mennesket til alle tider været på flugt fra, ikke bare det moderne menneske. I dagens vestlige kultur kommer det ofte til udtryk på den måde, at man siger, at ”hvis der i det hele taget findes en Gud, er det en selvfølge, at han skal være nådig og godtage mig, sådan som jeg er.”

En dommens Gud vil man ikke vide af. ”Gud tilgiver nok, det er jo hans arbejde,” sagde Voltaire. Dermed satte han også ord på det moderne menneskes tro på, at nåde er noget, vi har krav på, ligesom vi også kan stille Gud til regnskab, når livet går os imod.

Postmodernismens åndsklima

Alt dette er udtryk for den rådende antinomisme (forkastelse af loven, red.) i tiden. Antinomismen er modvillig over for Guds bud og Guds lov. Den er i det hele taget imod, at Gud vil have retten til at stille krav til mennesket. Så er det meget mere behageligt for mennesker at stille krav til Gud.

Den postmoderne filosof Foucault mener ligefrem, at det at sige til mennesker, at noget er rigtigt og noget andet forkert, er et overgreb og repræsenterer en metode til at kunne herske over andre mennesker. Det siger sig selv, at i et sådant åndeligt klima bliver det at kalde mennesker til omvendelse ikke velset. Og det at tale om, at noget er synd imod Guds bud, opfattes typisk som et udtryk for ”mørkemands tale”.

Men er der ingen lov, bliver der heller ikke noget evangelium. Det bibelske evangelium bliver meningsløst, hvis mennesket ikke opfatter sig selv som en synder, som har med en hellig Gud at gøre. Hvad skal man så med en stedfortræder, som skal sone ens synd? Hvorfor behøver man så at bede Gud om syndernes forladelse, når det er så meget nemmere bare at tilgive sig selv?

Vi står til regnskab for Skaberen

I mødet med disse åndsretninger og med disse tanker, som gør sig gældende nu til dags, må der lyde en opfordring til forkyndelsen om at stå fast på Bibelens tale om, hvem Gud er, og hvem mennesket er.

Det er netop det, Paulus gør i sin tale på Areopagos (ApG 17,22-31). Det er den eneste tale i NT, som har adresse til mennesker, som er helt kirke- og bibelfremmede. I talen begynder apostlen med at forkynde om Gud som skaberen – og om mennesket som hans skaberværk (v.24-29).

Det indebærer, at mennesket er en skabning, som må stå til regnskab over for Gud, og det siges også, at Gud selv har udpeget den, som skal være dommer over levende og døde (v.30f). For det er virkeligheden, siger apostlen: Derfor ”befaler han nu mennesker, at de alle og overalt skal omvende sig” (v.30b).

Gud kommer ikke med en høflig henstilling: ”Kan du tænke dig at forandre livsstil?” Nej, han kommer med en befaling, en befaling, som kræver omvendelse hos os.

Dermed siges der to afgørende ting: Som skaberen af alle ting viser Gud sig som Gud, hvorfor han har retmæssigt krav på mennesket. Mennesket er på sin side – som skabning – henvist til at bøje sig for den almægtige og hellige Gud. Her er der ikke mulighed for parlamenteren eller protest. Det afgørende er ikke, hvilke spørgsmål jeg måtte have at stille til Gud, men hvad Gud vil spørge mig om.

Sådan forkynder Paulus loven: Loven er intet andet end en åbenbaring af Guds hellighed og majestæt, og den er derfor absolut. Loven sætter mennesket på plads. Loven fratager mennesket dets indbildning om egen autonomi (at man selv sætter normerne, red.). Loven stiller mennesker til regnskab. Loven kalder til omvendelse.

Loven peger på det første bud: ”Du må ikke have andre guder end mig!” Loven afslører sandheden om det faldne menneske: I al sin selvretfærdighed er det en afgudsdyrker, som har sat sit eget ego i Guds sted. Loven råber til samvittigheden hos os: ”Skyldig, skyldig!”

Hvor dette bliver hørt og taget imod, opstår det samme spørgsmål, som lød efter Peters tale på pinsedag: ”Hvad skal vi gøre for at blive frelst?” (ApG 2,37). Forkyndelsen havde hos tilhørerne skabt spørgsmålet om, hvordan man får en nådig Gud. Og hvor dette spørgsmål stilles af hjerter, som er ramt af Guds ord, bliver der en tørst efter evangeliet, efter at høre om ham, som kom ”for at opsøge og frelse det fortabte.”

En aktuel fortolkningsnøgle

Vi indser ud fra disse eviggyldige bibelske sandheder, at det, som er noget af det mest centrale i den lutherske tro og bekendelse – sandheden om lov og evangelium – i høj grad må være aktuelt også for nutidens mennesker. Men det er forkyndelsen, som gør det aktuelt. For i sand bibelsk forkyndelse stilles mennesket under Guds tiltale: Gud kommer ikke det faldne menneske i møde på dets egne præmisser, men tvinger mennesket til at møde ham på hans egne præmisser.

I Konkordieformelen (det sidste af de lutherske bekendelsesskrifter, fra 1570) står der: ”Forskellen mellem lov og evangelium er et særligt herligt lys, som tjener til, at Guds ord bliver forkyndt på rette vis og de hellige profeters og apostles skrifter rigtigt forklaret og forstået …” (FC SD 5.1).

Det betyder, at Gud i og med dette ”herlige lys” har givet en fortolkningsnøgle til den hellige skrift, en fortolkningsnøgle, som ikke bare bevirker, at skrifterne forstås rigtigt, men som også giver klarhed omkring troen. En sådan troens afklarethed er helt nødvendig, for at samvittigheden skal få fred, og for at troen ikke skal fare vild i lovisk stræberi.

Det er denne troens sandhed, som har sin kerne i læren om retfærdiggørelsen for Kristi skyld, uden nogen medvirken fra vores side (Rom 3,21-28). Den trossandhed kaldte Luther ”den artikel, kirken står og falder med.”

Loviskhed er altid et udtryk for, at man har sammenblandet lov og evangelium – i stedet for at kunne holde dem adskilt, som de bør være. Kun når man er i stand til at holde lov og evangelium klart adskilt, kan evangeliet lyde rent og klart, sådan som det er formuleret i bekendelsesskrifterne. Hvor lov og evangelium sammenblandes, bliver det til farisæisme og lovtrældom, stræberi og fortvivlelse.

Det er den lutherske kirkes skat, at disse sandheder er markeret og erkendt klarere end i nogen anden teologisk tradition. Samtidig er det en erkendelse, som må indses igen og igen i hver ny generation. Det er slet ikke selvindlysende; det må tilkæmpes og fornyes hele tiden.

Problemet er ofte, at ordene og trossandhederne nok kan lyde så velkendte, og derfor så selvindlysende, at man let tænker, at der er andre sager, som ”brænder på”, og som er langt vigtigere at engagere sig i. Da står man i fare for, at disse mange gode og vigtige sager kommer til at skygge for selve sagen. Den sag har ofte været samlet i de tre slagord: Kristus alene, troen alene og Skriften alene.

Disse sandheder må vi aldrig vokse fra, men bare trænge stadig dybere ind i.

 

Artiklen har været trykt i avisen Dagen d. 3.9. 2014

Oversat af Jørgen Bonde og let bearbejdet af Budskabets redaktion.

Kunne du li' det, du læste?

Så hjælp os med at lave flere gode artikler til fordybelse og refleksion – ved at blive abonnent på Budskabet.

Del:

Twitter
Facebook
Andre BUDSKABET artikler: