En vandring gennem kirkens rum: Nadveren

Nadverfejringen er det tredje led i højmessen. Præsten begynder med en nadverbøn, derefter siges Fadervor, hvorefter nadveren indstiftes. Jeg vil i dette essay fokusere på indstiftelsesordene i et forsøg på at åbne op for nye refleksioner.

Dette lille essay er ment som et refleksionstilbud. Indholdet er ikke en dogmatik – Det er et forsøg på at give røst til en længsel efter, at den fantastiske virkelighed, som den bibelske og lutherske teologi maler for vores øjne, også må være vores oplevede virkelighed. Ikke fordi den så fungerer eller virker bedre, men fordi vores glæde vil vokse af det!

Ordene i nadverritualet vil være genkendelige for mange, og fortroligheden er på én gang både tryghedsskabende og hæmmende. Det giver tryghed og genkendelsesglæde at lytte til de gode ord fra Bibelen, men det er også en hæmsko, fordi ordene risikerer at blive rene klicheer for os.Et greb om formlen kan være at fokusere på et bestemt udtryk og gruble lidt over det. Lad os starte med, hvad præsten læser:

Vor Herre Jesus Kristus tog i den nat, da han blev forrådt, et brød, takkede og brød det, gav sine disciple det og sagde: ”Tag det og spis det; dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!” Ligeså tog han også bægeret efter måltidet, takkede, gav dem det og sagde: ”Drik alle heraf; dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse. Gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!”

Der findes mange indgange til at reflektere over så rig en tekst, men lad os tage det første ord, ”Vor”. Det er vores herre, som fællesskab, som kirke, der indbyder til nadver. Her kan man løfte blikket og suge det ind: I dette rum er vi mennesker i et fællesskab, som har Jesus Kristus som Herre i vores liv. Når man begynder at gå frem til modtagelsen, kan man tænke på, at vi i fællesskab vandrer frem til måltidet, det er ikke en sti, vi går alene. Vi knæler sammen i fællesskabet og modtager sammen elementerne. Vi modtager alle det samme trøsteord (bortsendelsesord), og vi modtager alle den samme velsignelse efterfølgende.

Man kan også fokusere på det andet ord, ”Herre”, og tænke over, hvad det egentlig betyder at have Jesus som Herre i sit liv. Og tænke over, hvor stort det er, at min Herre nu indbyder mig til at have fællesskab med sig, til at modtage hans tilgivelse, til at spise det måltid, som kun er blevet indstiftet, fordi han gik i døden for mig.

Egentlig kan man gå igennem alle indstiftelsesordene og tygge på dem under fejringen. Ord kan få forstærket betydning, når vi lader dem gære og modne i vores tanker og sind.

Modtagelsen

I ritualbogen følges modtagelsen af elementerne af to sætninger: ”Dette er Jesu Kristi legeme” og ”Dette er Jesu Kristi blod.” Nogle præster tilføjer ”… udgydt for dig” eller ”… givet for dig.” Begge dele er gode tilføjelser, og siges det ikke af din præst, kan du sige det for dig selv.

Udover de ord, der siges, er der så selve elementerne. Bruges oblaterne fra Diakonissestiftelsen, så vil der være påtrykt et krucifiks. Det vender altid opad, så man kan se det. Jeg har gjort det til en vane, at jeg understreger modtagelsen ved at række en helt åben håndflade frem, så oblaten lægges i min hånd.

Jeg tager ikke nadveren, jeg modtager den.

Sådan prøver jeg at fange den virkelighed. Når oblaten så ligger dér, kigger Jesus op på mig fra korset. Så hvisker jeg for mig selv, ”Tak Jesus”, for han hang der for mig. Nogle gange forestiller jeg mig Golgata, andre gange kigger jeg på mine håndled og tænker på, hvordan han blev gennemboret for mig. Oblaten er cirkelrund, hvilket kan forstås som et symbol på evigheden. Jesu kærlighed til mig er evig. Jesu død for mig gælder for evigt. Hvis man bruger et reelt stykke brød, som brydes ved nadverbordet ved indstiftelsen, er det oplagt at bruge sin forestillingsevne og tænke på, hvordan Jesus brød brødet foran disciplene. Måske kan man tænke på forhænget i templet, som blev flænget, som et tydeligt tegn på, at vi nu har frimodig adgang foran Guds trone (Hebr 10,19).

Så uddeles vinen eller druesaften. Det er pagtens blod, som gives til syndernes forladelse. Det er virkeligheden. Man kan tage sig et øjeblik, hvor man med enkle ord tager denne virkelighed ind over sit liv. Selv kan jeg bede ”rens mig”, ”tak, fordi du døde for mig” eller af og til ”tak, fordi din død giver mig liv”. Selve elementet er en lille mængde vin/druesaft. Netop fordi Jesus selv siger, det er hans blod, er det oplagt at tænke over korset, og hvordan blodet flød der for os.

Samtidig kan vi bringe vores sanser i spil: Betragt den dybe, røde farve. Duft til væsken. Smag den, inden du synker. Bruger man druesaft, kan nogle af disse sanselige kvaliteter måske være mindre givende end ved vin. Mens man drikker, kan man også tænke på de ord fra Bibelen, som fortæller, at vin er en gave fra Gud, der skal skabe glæde. At vin er et symbol på overflod og fest. At vin er et udtryk for velstand og lykke. Man kan tænke over, at Jesus er selve det vintræ, hvorpå vi vokser (Joh 15).

Hilsenen

Efter hvert nadverbord modtager de fleste menigheder en hilsen i form af et bortsendelsesord. Det er ofte et vers fra Bibelen, måske akkompagneret af ritualbogens ord:

Den korsfæstede og opstandne frelser, vor Herre Jesus Kristus, som nu har givet jer/os sit hellige legeme og blod, hvormed han har gjort fyldest for alle jeres/vore synder, han styrke og opholde jer/os derved i en sand tro til det evige liv! Fred være med jer!

Præsten vil også ofte tegne korsets tegn med kalken ledsaget af ”Fred være med jer!” Det er et stærkt ønske at sende til menigheden, når man tænker på, at freden med Gud er selve evangeliets kerne (Rom 5,1). Vi har ikke en stærk tradition for det i Danmark, men det kan være stærkt også at slå korsets tegn for sit eget bryst. Vi er nu korsmærkede, og det gør noget ved os fysisk at symbolisere det med korstegnelsen. Nogle vil formentlig have svært ved at være i det og føle, at man tiltrækker sig negativ opmærksomhed, og så er det bedre at lade være. Så kan man glæde sig over præstens fredsønske og lade den bevægelse fæstne sig for blikket.

Velsignelsen

Efter en kort bøn vil præsten lyse velsignelsen. Velsignelsen er ganske kort, men rummer nogle af de skønneste vers i Bibelen:

Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!

Som med indstiftelsesordene kan man også her grunde over de enkelte led. Det kan være rigtig godt og stærkt at tage sig tid til at forstå indholdet af velsignelsen, så dens genkendelighed ikke bliver en hæmsko, men en glæde.

Vi rejser os under velsignelsen i respekt for Gud. Det peger tilbage på ordene fra indstiftelsen, at Jesus er vores Herre. Vi har respekt for den Konge, vi tilbeder. Jeg kan selv godt lide at lukke øjnene, når velsignelsen lyder. Jeg forestiller mig Guds ansigt, indhyllet i lys. Hans kærlige, klare stemme, der taler til mig fra sin stråleglans. Når præsten kommer til det tredje led og siger: ”Herren løfte sit åsyn på dig”, så løfter jeg selv hovedet lidt op og forestiller mig at vores blikke mødes. Det giver mig fred. Jeg ser det som et simpelt instrument til at fokusere på velsignelsens forskellige led, så jeg ikke bare falder ind i remsen og lader den passere igennem mig. For mig er det en skøn måde at afslutte gudstjenesten og nadverfejringen på. Som menighed er vi nu rensede for synd, vi har fællesskab med Jesus og med hinanden, og nu sendes vi ud i verden med Guds velsignelse og fred. På en helt almindelig søndag i en helt almindelig kirke i en helt almindelig by sidder helt almindelige mennesker med helt almindelige liv og har en helt ualmindelig og overstrømmende virkelighed, som de er en del. Et reelt og virkeligt fællesskab med deres Herre og frelser, som i nadveren er virkeligt nær!

Del:

Twitter
Facebook