Esters Bog foregår på perserkongen Ahasverus’ tid, den samme som Xerxes den Første. Begivenhederne udspiller sig fra kongens 3. til hans 12. regeringsår, dvs. fra 483-74 f.Kr. Et lille mindretal af jøderne er vendt tilbage til Jerusalem (Ezra 1-2); men størsteparten af folket har slået sig ned i landflygtigheden og har efterhånden bosat i mange byer i det kæmpestore (jf. Est 1,1; 8,9) persiske rige. Nogle engagerede sig i handel og industri; andre gik ind i offentlig tjeneste ligesom Mordokaj (2,21; 8,2). Det har slået forskerne, hvordan bogen giver et fuldstændig autentisk og troværdigt billede af forholdene ved perserkongens hof i begyndelsen af det 5. årh. f.Kr.
Bogen fortæller, hvordan den jødiske pige Ester bliver persisk dronning, og ved sit mod får hun kongen til at afværge den udslettelse af Guds folk, som ellers var sanktioneret af kongen selv. Ved en kæde af tilfældige begivenheder bliver førsteministeren Hamans onde plan afværget og Mordokaj reddet, uden at hovedpersonerne aner noget om sammenhængen.
Esters Bog er et underligt skrift. Gud nævnes ikke en eneste gang i bogen, og centrale bibelske temaer som pagten, udvælgelsen, Jerusalem, templet eller bøn bliver heller ikke nævnt. Den fokuserer udelukkende på de menneskelige aktører og deres indsats. Forbløffende nok siger den intetsteds, at Guds skjulte forsyn stod bag jødernes frelse.
Situationen for Guds folk
Esters Bog beskriver, hvordan et åbent og tolerant samfund som det persiske, der tillod mange forskellige religioner og kulturelle udtryksformer, kan få nye ledere, der vender sig imod Guds folk og kræver, at det skal udslettes og dets værdier konfiskeres (3,6). Haman beskylder dem for at ville isolere sig og unddrage sig fællesskabets love (3,8). Usande beskyldninger fremføres, som uimodsagt kommer til at præge kongens syn på jøderne, og den nye leder har held med at få opbakning til at lovgive om udryddelsen. Effektive kommunikationsmidler, som netop var udbygget nogle årtier forinden, tages i anvendelse for at sikre, at loven bliver kundgjort overalt i det store rige (3,12-15), så at alle kan være klar til at udføre befalingen. Forordningen har topprioritet.
Guds folk lever i et samfund, hvor lovgivningen er båret af det grundsyn, at en lov, der har fået kongens underskrift, ikke kan ændres eller tilbagekaldes (1,19; 3,12; 8,8). Hvad skal man da stille op, når hele det juridiske apparat bruges med henblik på at udslette én? Dertil kommer, at samfundet gennemsyres af en blind tro på skæbneguder. Haman kaster lod for at finde det helt rigtige tidspunkt for, at forehavendet kan krones med succes (3,7). Han anvender velprøvede og anerkendte metoder for at fastlægge det mest heldige tidspunkt. Folket synes prisgivet skæbnens ubønhørlige spil.
Gud synes helt at have glemt sit folk. Der er intet, som standser den onde Haman. Han har uindskrænket magt. Hvor stor Guds folks åndelige afmagt er, antydes ved, at ilbuddene sendes af sted netop på den 13. i den første måned (3,12), dagen før jøderne skal fejre påske. På den dag, hvor de skulle mindes Israels befrielse fra Egypten og Guds stærke frelse, må de nu klage højlydt over udsigten til den visse tilintetgørelse (4,3). Gud synes helt fraværende.
Bogens budskab
Esters bog viser, at nogle i Guds folk går i kongens tjeneste, selv om statsapparatet som sådan er styret af troen på mange guder. Mordokaj er loyal i tjenesten og meddeler planer om at myrde kongen, som han er kommet under vejr med. Han afværger et statskup (2,21-23). Samtidig har han principper, han ikke vil vige fra. Han vil ikke hylde noget menneske, som var det en gud. Han nægter at falde på knæ for Haman, selv om alle andre gør det (3,2-4). Han vil hellere overtræde kongens befaling end at bryde med sine principper.
Mordokaj slår fast over for dronning Ester, at mennesker har ansvar for at bruge den magt og indflydelse, som de har fået givet (4,13-14). De må ikke gemme sig i krisesituationen, men skal være rede til tale åbent til magthaverne, selv om det kan blive med livet som indsats. Meningen med, at hun har fået den enestående position som dronning, kan være, at hun skal bruge den nu, hvor hendes folk er i en dybere nød end dengang, de trællede for Farao.
Bogens manglende omtale af Gud antyder, at han opleves langt borte. Der sker ingen undere eller stærke demonstrationer af Guds kraft, sådan som det var tilfældet i Egypten. I modsætning til Farao mærker kong Ahasverus ikke direkte Guds magt. Det er tilsyneladende alene de menneskelige beslutninger, som styrer forløbet og bevirker folkets mirakuløse redning. Ester vover at trodse kongens befaling om ikke at komme uindbudt (4,16-5,1). Hun fortæller kongen om hans betroede ministers onde planer (7,3-6); og fordi kongen i sin ophidselse totalt misforstår Hamans bedende position over for Ester, beordrer kongen ham henrettet (7,8-9). Det er endvidere Esters fornyede henvendelse til kongen, der gør, at den oprindelige lov bliver opvejet af en ny lov, der tillader jøderne at forsvare sig og sætte sig til modværge (kap. 8).
Det er menneskers initiativ, der øjensynligt gør hele forskellen mellem udslettelse og frelse. Esters villighed til at trodse den kongelige lov bevirker, at Haman falder, og Mordokaj kommer til som ny førsteminister. Det eneste Guds folk kan gøre i den fortvivlede situation ifølge Esters Bog, er at faste og klage og bede til Gud. Men vil Gud overhovedet høre?
Selv om det ikke siges direkte, lader bogen dog skinne igennem, at Gud styrer i det skjulte. En lang kæde af tilsyneladende tilfældigheder, som mennesker ikke har indvirkning på, ændrer hele forløbet. Tilfældigvis kan Ahasverus ikke sove netop den nat, hvor Haman arbejder energisk på at få en galge banket sammen til Mordokaj (5,14-6,3). Tilfældigvis kommer Haman ind i samme øjeblik, som kongen overvejer, hvordan han kan hædre Mordokaj på enestående vis (6,4ff).
Tilfældigvis bliver Haman sat til at hædre Mordokaj, selv om han kom for at gøre noget helt andet med ham. Helt tilfældigt misforstår kongen situationen omkring Haman og Ester og lader ham tage til fange. Tilfældighederne er så mange og så påfaldende, at de netop ikke kan være tilfældige, men må skyldes Guds skjulte ledelse. Bag de tilsyneladende tilfældige hændelser står Guds indirekte styring, som virker til hans folks frelse.
Guds styrelse af historien er netop skjult. Den kan ikke mærkes i situationen og blot anes i tilbageblikkets lys. Og den kan aldrig forudbeskrives. Den er på ingen måde en garanti for, at Gud altid vil frelse sit folk på denne måde. Guds skjulte forsyn kan gøre sig gældende på en helt anden måde næste gang.
Bogen siger ikke, at Gud greb ind og udfriede sit folk fra faren. Læseren skal selv slutte sig til det. Hvorfor er den da så tavs om Guds indgriben? Måske det har noget at gøre med, at Mordokaj havde pålagt Ester ikke at røbe sin herkomst og sit folk (2,20). Måske det var et udtryk for, at jøderne forsøgte at skjule sig mest muligt i det store persiske rige. De ville ikke være synlige, og derfor lader bogen heller ikke Gud træde tydeligt og klart frem. Bogens budskab er derfor, at Gud også frelser sit folk, selv om de ikke tør leve åbent med deres tro. Han viser sig i det skjulte som den trofaste Gud trods sit folks mangel på troskab og frimodig tro. På den måde vidner Esters bog også indirekte om Guds nåde.
Et sidste aspekt er måske af særlig betydning for vores tid. Esters Bog viser, at Gud ikke lader sig binde af menneskers besværgelser til skæbneguder eller af astrologers forudsigelser. Den dag, som skulle være den mest gunstige med henblik på jødernes udryddelse, blev til deres frelse. For Gud er ikke bundet af menneskers onde planer.
Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.
