“Den, der forlanger et under for at ville tro, kommer aldrig over underets tvetydighed. Troen, derimod, ser hele livet som et eventyrligt solbeskinnet under. Er det ikke fantastisk, at du er i live? At du kan se, høre, tale? At der er mennesker, der holder ud med dig og holder dig ud, fordi de holder af dig? Hvad har Gud så gjort for dig? Alt har han gjort for mig! Givet mig livet og det daglige brød og mennesker at leve med og elske.”
Dette citat af Johannes Møllehave kom uden nogen kontekst dumpende ind i min verden for nogle år siden.
Den simple tilgang til troens skønhed rørte mig. At troen kunne være et prisme, hvorigennem livets farver trådte dansende frem.
Men jeg kunne dog ikke selv genkende følelsen. For jeg havde svært ved at komme videre fra første halvdel af citatet. Den del, hvor man forlanger, at Gud beviser sig selv, for at troen kan blomstre frem. At den kun vil opstå under visse, definerede betingelser – vel at mærke mine betingelser.
Der er et råb til Gud, der lyder som et ekko gennem Bibelen: ”Hvilke tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre?” (Joh 6,30). En kommanderende tone, der forlanger, at Gud beviser sin egen eksistens og magt, så den menneskelige forstand kan blive overbevist.
Men i lang tid var jeg dog overbevist om, at bevisbyrden lå på mine skuldre: Det at tro betød, at jeg skulle besidde den rigtige viden og de rigtige argumenter. Min tros gyldighed afhang af min bibelske viden, og troen kom dermed til at føles mere som en endeløs opgave end en gave.
Alligevel hørte jeg mig selv sige til en ung kvinde, som havde taget de første spæde skridt i troen, at hun sagtens kunne kalde sig kristen, selvom meget af Bibelen stadig var helt nyt og ukendt terræn for hende, og at Gud ikke først frelser, når man kan recitere Den lille Katekismus.
”Jeg ville bare ønske, at alle fik at vide, hvor godt det er,” sagde hun med skinnende øjne.
Lige dér var det, som om Helligånden trak et slør fra mine øjne, så lyset trængte ind, og jeg kunne se, hvor skøn troens virkelighed er. Det blev en stor opmuntring for mig at møde en, der med en fuldstændig selvfølgelighed så troen som en gave af lys, der gjorde livet underfuldt.
Lyset er livets vidunder
Det er et lys, som jeg har brug for ind over mit eget liv, og det er et perspektiv, jeg må se verden igennem. En verden, der så tydeligt er brudt, og hvor det eventyrlige og solbeskinnede kan synes nærmest forsvundet, når man læser om katastrofe efter katastrofe i nyhederne eller møder mennesker med smertelige livserfaringer.
Tænk, hvis dette mørke bare var mørke og uden håb.
Men netop her får jeg gennem troen lov til at klynge mig til ham, som mørket ikke kunne gribe. Ham, som er lyset.
Selvom jeg stadig kan synes, det lyder som en naiv og klichétung tilgang til tilværelsen ”at betragte livet som et under,” må jeg alligevel glæde mig over, at troens øjne, der ser livet som et eventyrligt solbeskinnet vidunder, er en velsignet gave fra Gud.
Når jeg midt i mørket bliver fyldt af glæde over livets små og store vidundere, er det derfor ikke for at negligere, at mørket er en virkelighed i verden og i livet. Det er for at ophøje ham, der selv siger og lover: ”Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys” (Joh 8,12).
Troen behøver dermed ikke at være en kampplads for de rigtige argumenter, men det må være universets tryggeste kontroltab.
Og så kan jeg vriste mig fri af første halvdel af Møllehaves citat og i stedet turde lade troen være et prisme for Guds lys og skønhed. Og til det gamle reserverede ekko fra Johannesevangeliet: ”Hvad kan han gøre?” – svarer jeg derfor frimodigt: ”Alt har han gjort for mig!”
