Højmessens liturgi – et levende møde

Højmessen i Den Danske Folkekirke har udviklet sig gennem århundreder. Den seneste revision er fra 1992 og findes i Ritualbogen fra samme år.¹Den findes også i ”Den danske salmebog”, 2003, 1 udgave, side 793-816 og senere udgaver

Denne revision blev udformet ud fra to stikord: ”mangfoldighed og genkendelighed.” Tanken var, at der fint kunne være forskel på, hvordan man forskellige steder fejrede højmessen. Det ligger i ordet ”mangfoldighed”. Samtidig skulle der være ”genkendelighed”; man skulle kunne genkende gudstjenesten som en folkekirkelig gudstjeneste, ligegyldigt hvor man gik i kirke. Man ville på denne måde holde folkekirkens mange forskellige menigheder samlet i én kirke med plads til gudstjenestelige forskelle i samme genkendelige struktur.

Det betyder, at der er rige variationsmuligheder inden for den gældende ordning, f.eks. tre forskellige måder at holde nadver på, og med muligheder for at søge om flere ændringer. Ønsker man dette, skal man på en række punkter have det godkendt i menighedsrådet, og noget skal tillige godkendes af biskoppen.²Reglerne nævnes i ovennævnte udgave af salmebogen, side 808-809

1992-ritualet betød således i forholdet til den forrige revision også en række fornyelser fra traditionen som f.eks. mulighed for at bruge en rigere nadverliturgi og mulighed for at bede en nadverbøn efter oldkirkeligt mønster. Det var ikke tilfældet tidligere. Det samme gjaldt indførelsen af mulighed for at læse tekster fra Det Gamle Testamente.

Og nu gør man klar til igen i at se på højmessens liturgi. Den er i støbeskeen. Det vil som altid ske i spændingsfeltet mellem tradition og fornyelse. Spændende at se, hvad der kommer ud af det.

Den danske højmesse ligner den højmesseform, man har i de lutherske folkekirker i de nordiske lande og i USA og faktisk også i den katolske kirke. Men naturligvis er der forskelle, både små og store.

Højmessen og fodbold

Højmessen rummer en fast form som menigheden kan genkende og bruge søndag efter søndag. Man ved, hvad man går indtil. Det giver tryghed og skaber en vis forudsigelighed, som gør, at man bedre kan føle sig hjemme.

Man kan sammenligne en højmesse med en fodboldkamp.

På den ene side: fodbolden har sine regler med offside, frispark, hjørnespark osv., der viser, at det er en fodboldkamp. Sådan har liturgien også sine faste regler, der viser at vi er til højmesse i folkekirken. (Liturgien kan dog også variere lidt, alt efter hvor vi befinder os i kirkeåret).

På den anden side: Når fodboldkampen går i gang, kører spillet og det er forskelligt fra kamp til kamp. Sådan også med højmessen: Bibelteksterne er nye til den konkrete højmesse. Det samme er prædikenen. Kirkebønnen kan også variere, og det samme gør ”dagens bøn”, kaldet kollektbønnen, som bedes, lige før menigheden skal til at lytte til de bibelske læsninger.

Det gælder også salmerne, i Danmark endda så meget, at vi ligefrem kalder den danske højmesse for en ”salmemesse”. Der findes nok ikke nogen højmesse i kristenheden, som er så meget en salmemesse som vores. Den danske salmebog kaldes verdens bedste salmebog – også af udlændinge.

Megen liturgi bliver hos os udtrykt gennem salmerne. Ikke mindst lovsange og bønner. Vil man f.eks. synge et liturgisk ”halleluja” sker det i Danmark ofte ved, at man synger en salme, der indeholder ”halleluja”.

Samtale mellem Gud og mennesker

Højmessen er mødet med Gud i en fast og lidt stram form med de elementer, der skal til for at holde menigheden og den enkelte kristne i live en hel uge.

Højmessen, som er navnet på menighedens hovedgudstjeneste, den store gudstjeneste, som i Danmark ofte holdes søndag formiddag ved 10-tiden, skal føre menigheden og den enkelte ind i en samtale med Gud.

Denne samtale bølger så at sige frem og tilbage gennem hele højmessen. Den foregår i tillid til, at Jesus er kommet til højmesse ud fra hans eget løfte: ”Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem” (Matt 18,20).

Snart har vi ordet, snart har Gud ordet. Gud giver til os, og Gud tager imod, hvad vi bringer til ham. Vi beder, vi synger. Vi lytter og tager imod hans gaver og velsignelse, som han rækker til os.

En vis tommelfingerregel er denne (som dog ikke gælder hele vejen igennem): hvis præsten, der leder højmessen, vender ansigtet mod alteret, er vi i aktivitet over for Gud gennem vores bønner og lovsange. Når præsten vender ansigtet mod menigheden, er Gud i aktivitet over for menigheden gennem ordet og prædikenen, de små hilsener undervejs, gennem dåben og nadveren og gennem velsignelsen.

Højmessens struktur

En højmesse består grundlæggende af fire dele:³En detaljeret redegørelse for højmessens enkelte led og deres betydning findes i min bog ”Mødet mellem himmel og jord. På vandring gennem gudstjenesten”, Kolon, 2010. Bogen er udsolgt. Ønsker man filen med manus, er man velkommen til at kontakte mig på fbaatzk@gmail.com. Jeg henviser også til kapitlet ”Præsten og liturgien” i min bog ”Tunger af ild og dog prædiken mild”, Lohse, 2023

• Indledning
• Guds ord og bøn
• Nadver
• Afslutning

Indledning

Indledningens længde og elementer kan variere fra sted til sted. Nogle steder er den kort, andre steder lidt længere.

Meningen med indledningen er at føre os ind foran Guds ansigt og lade os møde ham. Vi bøjer os for ham og må nærme os ham med frimodighed på grund af Jesus. Derfor kommer vi med tilbedelse og lovprisning.

Kommer vi ham nær, opdager vi, hvem vi selv er, og må bekende vore synder og råbe til ham om barmhjertighed. Her kan man have en syndsbekendelse og et ”Herre, forbarm dig over os” (kaldet ”Kyrie”), som besvares hurtigt efter med Guds svar på verdens nødråb: Han sendte Kristus til os. Derfor synger vi med på englenes lovsang julenat over Guds komme i kødet til os: ”Ære være Gud i det højeste” (kaldet ”Gloria”).

Guds ord og bøn

Så følger den længste del af højmessen: Afdelingen med Guds ord og bøn.

Den indledes med ”dagens bøn”, som er en bøn relateret til dagens tema og bibeltekster. Så følger to eller tre læsninger fra Bibelen. Fra Det Gamle Testamente eller/og et stykke fra Det Nye Testamente uden for evangelierne. Den tredje læsning er højdepunktet: en tekst fra et af de fire evangelier, noget, Jesus har sagt, eller noget, der på anden måde handler om ham. Så følger prædikenen, som er det bibelske budskab oversat til os i dag. Derpå følger vores respons, ved at vi bekender troen på Gud og bærer vores anliggender frem for ham gennem vores forbønner og anliggender i kirkebønnen.

Nadveren

Højmessens tredje del er dens højdepunkt: nadveren, foreningen med Jesus i hans legeme og blod. Han, som er midt iblandt os, han, som vi beder til og lytter til, han intensiverer i nadveren sit nærvær. Han knytter sit legeme og blod, sit offer og hengivenhed, til brød og vin. Og når vi modtager det, kommer han ind i vores liv med sin livskraft. Det sker alt sammen, mens vi møder ham med intensiveret lovprisning og bøn og knæler ned for at tage imod ham.

Afslutning

Til sidst følger afslutningen, som ofte er ganske kort: bøn, velsignelse og en salme.

Livet i højmessen

Når vi deltager i højmessen, opdager vi, at den er fyldt med udtryk fra Bibelen som f.eks. ”Herren være med jer”, ”Fred være med jer”, den apostolske velsignelse og den aronitiske velsignelse.

Noget siges, og noget synges i liturgien, og nogle gange sker det vekselvist mellem præst og menighed. Højmessen bliver levende, når vi beder Guds ånd om at gøre mødet mellem Gud og os levende. Det er Ånden, der gør levende (Joh 6,63).

Artiklen er fra Budskabet 02-2025 og er en del af temaet ”Liturgi”. Flere artikler i samme tema:

• En fælles tjeneste for Gud og menigheden
• Æbler af guld i skåle af sølv
• Liturgi i det lavkirkelige
• Liturgi med og mod kulturen