Evangelikalismens historie

I den engelsktalende verden omtales teologisk konservative protestanter gerne som ’evangelicals’ (dansk: evangelikale). Selve betegnelsen går tilbage til reformationen, hvor den ofte blev brugt om protestantismen som helhed (’de evangeliske’).

Men fra omkring 1730 er evangelikal nærmest blevet et partinavn, der minder om ’højrefløjen’ eller ’de bibeltro’ i Danmark.
Det følgende behandler særligt den evangelikale bevægelse i England og USA.

Vækkelse i England og Nordamerika

I årene fra 1730 og frem stod præster og menigheder i England og på den nordamerikanske østkyst i kolossale vækkelser. De vigtigste navne var i den forbindelse i England John Wesley (1703-91), Charles Wesley (1707-88) og George Whitefield (1714-70). De prædikede ofte tre gange om dagen, syv dage om ugen og for op til 20.000 tilhørere ad gangen ved friluftsmøder. Fra 1739-1780 holdt John Wesley i gennemsnit 1.000 prædikener om året. Det var ikke mindst de fuldstændigt ukirkelige grubearbejdere, der vendte sig fra brændevinen til Kristus. Over hele England blev der opført missionshuse (preaching houses).

Denne vækkelse betegnes i England ’The Evangelical Revival’. Whitefield sejlede 1738 over Atlanten til de amerikanske kolonier (New England) og kom der sammen med præsten Jonathan Edwards (1703-58) til at stå i en lige så omfattende vækkelse, som har fået betegnelsen ’The Great Awakening’. Whitefield, Edwards og brødrene Wesley lagde stor vægt på bekendelse af synd, omvendelse og et nyt liv til Guds ære. De understregede ’den dobbelte udgang’: Er du ikke kommet til omvendelse, vil du gå evigt fortabt i helvede!

Rationalistisk teologi

Som negativ baggrund for denne vækkelse tjente, foruden brændevinen, det såkaldte ’fritænkeri’, der greb om sig fra slutningen af det 17. århundrede. Den første, der blev beskrevet som ’fritænker’ var den nordirske filosof og politiker John Toland (1670-1722). I sin mest kendte bog Christianity not mysterious fra 1696 hævdede han, at alle mennesker oprindeligt troede på én Gud, at denne religion fra skabelsen er nedlagt i menneskets fornuft, at Bibelen og kristendommen blot er en genoplivning af den fornuftige ur-religion og at dens væsentligste indhold er moral. Der er derfor ikke behov for nogen speciel åbenbaring af religionen (i Bibelen). En sådan ville i øvrigt være uretfærdig mod de mennesker, som ikke havde adgang til den specielle åbenbaring. Men den ville også være unødvendig, fordi alle mennesker har adgang til den almindelige åbenbaring gennem deres egen fornuft.

Tolands tanker blev videreført af bl.a. den engelske jurist Matthew Tindal (1655-1733), der i 1730 udgav Christianity as old as the Creation. Denne bog er siden blevet kaldt ’deismens bibel’. Med Isaac Newton (1643-1727) var man begyndt at forstå naturen som ét stort urværk. Alt skete som udtryk for en ubrudt kæde af årsager og virkninger. Deisterne hævdede ganske vist, at Gud havde sat naturen i gang, men siden havde han holdt fingrene fra den. Man skal derfor ikke fæste lid til Bibelens overnaturlige beretninger, men kun til dens tale om Gud, dyd og udødelighed. Denne oprindelige religion fremgår af menneskets egen fornuft. Den fortæller os nemlig, at al moral bryder sammen, hvis ikke der findes en Gud, som belønner os efter døden. Med det latinske ord for fornuft, ratio, benævner man også perioden rationalismen.

Store dele af den engelske statskirke blev grebet af denne rationalistiske teologi. Samtidig blev deismen eksporteret både til det europæiske fastland og til de nordamerikanske kolonier. Det blev ret almindeligt blandt præster og andre belæste mennesker dels at afvise Bibelens overnaturlige beretninger og dels at betvivle de historiske oplysninger, som ikke kunne bekræftes af andre kilder. Men mange – både præster og lægfolk – reagerede stærkt mod rationalismen.

Den anglikanske Kirke blev delt i to retninger, der levede mere eller mindre afsondret fra hinanden, idet mange højkirkelige blev rationalister, mens de lavkirkelige fastholdt den klassiske, bogstavelige bibellæsning. De sidstnævnte hævdede med reformatorerne, at vi ikke kan vide ret meget om Gud, særligt ikke om vejen til frelse, uden om det, som Gud selv har åbenbaret på en speciel måde gennem profeter og apostle i Bibelen. Derfor er Bibelen for den teologiske højrefløj teologiens egentlige (eller eneste) kilde. I modsætning hertil var det for rationalismen menneskets fornuft og senere hen for den kantianske teologi den religiøse følelse, der blev teologiens arbejdsområde. John Wesley udviklede dog en opfattelse af teologiens kilde, der afveg betydeligt fra reformatorernes (se nedenfor).

Den radikale kritik

I anden halvdel af det 18. århundrede bevægede den rationalistiske del af kristenheden sig endnu længere væk fra klassisk kristendom. Men nu fik det ikke så stor betydning for den lavkirkelige fløj, fordi de to fløje stort set holdt sig fra hinanden.

Allerede franskmanden René Descartes (1596-1650) havde indført den arbejdsmetode, at man skulle tvivle om alt. Personligt standsede han dog ved religionen og Gud, som han ikke ønskede at betvivle. Men skotten David Hume (1711-77) var mere konsekvent. Religionen kan kun blive et spørgsmål om intuition og antagelse, mente han. Fornuften giver os ikke mulighed for at slutte fra naturen til en guddommelig årsag bag naturen. Derfor vaklede Hume mellem deismen og en endnu mere skeptisk indstilling.

Tyskeren Immanuel Kant (1724-1804) førte konsekvenserne igennem med varig betydning for den teologiske venstrefløj. Han hævdede dels, at mennesket ingen sikker viden kan have om det, der ligger uden for naturens verden (f.eks. Gud), og dels, at menneskets erkendelse af naturens mange fænomener kun er en erkendelse af disse fænomener, som de tager sig ud for det pågældende menneske, ikke som de er i sig selv. Af hensyn til moralen påstår Kant ganske vist både Gud og udødelighed, men der er tale om praktiske, ikke erkendelsesteoretiske forudsætninger. Dermed var vejen banet for en fuldstændigt subjektiv tilgang til teologien. Studiematerialet var ikke mere først og fremmest Bibelen. Teologen skulle derimod studere den dybe følelse af at være afhængig og udleveret til tilværelsen, som alle mennesker oplever i tilspidsede situationer som fødsel og død. Men denne revolution i erkendelsesteorien fandt som nævnt sted blandt filosoffer og teologer, som allerede havde accepteret rationalismens forudsætninger. Kant fik derfor ingen væsentlig indflydelse på den brede, evangelikale bevægelse.

Mellem disse to adskilte fløje var der dog både i England og på kontinentet en række mellemformer. Det gjaldt f.eks. inden for den lutherske pietisme, der voksede sig stor i samme periode, at fokus gled fra det objektive, som Gud har gjort uden for os i historien, til det subjektive, der sker inde i os ved omvendelse og helliggørelse. Dele af pietismen kom i praksis til at ligge den kantianske teologi nær. Flere gange skete der en umage forbrødring mellem teologer fra venstrefløjen, der studerede menneskets religiøse følelse, og teologer fra højrefløjen, der lagde vægt på religiøse erfaringer og forbedringer.

Calvin og Arminius

Den reformerte Kirkes store reformator var franskmanden Jean Calvin (1509-64), der særligt fik sit virke i Genève. Han understregede menneskets totale syndefordærv, idet Adams fald tilregnes alle mennesker ikke bare som skyld, men også som et virkeligt fordærv af naturen i den enkelte. Det uomvendte menneske vil ikke Gud, ja, kan slet ikke ville Gud (Rom 3,10ff; 8,7f), hvorfor den enkeltes udvælgelse og omvendelse alene skyldes Gud. Dette fordærv gælder på det lodrette plan i forhold til Gud og sætter sig igennem i konkrete synder mod mennesker, men indebærer ikke, at vi kun vil det onde på det vandrette plan i forhold til andre mennesker (Matt 7,11). Så langt var Calvin på linje med Martin Luther (1483-1546). Men Calvin drog den konsekvens, at de fortabte var forudbestemte af Gud til deres skæbne, og at de troende ikke kunne falde fra igen. Den senere calvinisme tilføjede, at Jesus ikke var død for dem, der var forudbestemt til fortabelse.

Den hollandske præst Jakob Arminius (1560-1609) reagerede mod denne filosofiske lære om forudbestemmelsen, men han døde, inden han fik gjort sin stilling helt klar. Efter Arminius’ død førte hans disciple opgøret videre: Arvesynden har ikke medført et fuldstændigt fordærv af mennesket, mente de, men kun en svaghed, en tendens til synd. Derfor er der i det uomvendte menneskes hjerte fortsat en evne til at søge Gud. Forud for retfærdiggørelsen styrker Helligånden dette menneske med nådeskraft, så det kan tilslutte sig nåden og blive frelst. Derfor ligger forklaringen entydigt på menneskets side, hvis det ikke kommer til frelsende tro. Dermed havde arminianismen reelt genoplivet den katolske forudsætning, som reformatorerne kæmpede så indædt imod: ”Gud vil ikke nægte nåden til det menneske, der gør sit bedste”. 1latin: Facienti qoud in se est Deus non denegat gratiam

Hundrede år senere tilsluttede Wesley-brødrene sig arminianismen, dog med den specielle præcisering, at Adams fald underlagde hans efterkommere et virkeligt syndefordærv. Men Kristi stedfortrædende død på korset slettede dette fordærv, og som en konsekvens heraf virker Helligånden nu på alle mennesker før og uafhængigt af den kristne forkyndelse, så de alligevel har evnen til at beslutte sig for Gud. Ved denne ’forekommende nåde’ får alle mennesker mulighed for at blive frelst. 2se hertil Lewis & Demarest s. 187; 376 og Schreiner & Ware eds. s. 316; 365ff

Både den tidlige arminianisme og Wesleys udgave af samme tager udgangspunkt i et betydeligt mere optimistisk menneskesyn end det, der bar reformationen. Reformatorerne og traditionen siden dem havde hævdet, at den naturlige gudserkendelse bevægede sig på lovens plan. Vi har fra naturen et vist kendskab til lov og dom, men ikke til Guds nåde. Wesley hævdede derimod, at Helligånden efter Golgata virker med forløsende kræfter på alle mennesker uafhængigt af den kristne forkyndelse. Alle har derfor adgang til en begrænset, men sand Kristus-åbenbaring.

Deraf sluttede den ældre John Wesley, at en del hedninger vil blive frelst, selv om de aldrig hører om Kristus. De vælger nemlig at reagere positivt på det lille lys, som de dog har. Baggrunden er, at et menneskes frelse for Wesley hviler både på Guds tilgivelse og på de virkninger, som tilgivelsen sætter i dette menneske. Fra og med Golgata er tilgivelsen universel, og Helligånden bruger denne universelle nåde til at sætte virkninger i mennesker også uafhængigt af ’ordet om korset’. Wesley siger: ”Væk den gnist af nåde, som allerede er i dig, så vil Han give dig mere nåde”. 3Sermon 85: On Working Out Our Own Salvation kan søges på www.ccel.org Men lyset fra nåden og muligheden for frelse er dog større, der hvor Kristus også forkyndes med ord.

I modsætning til Wesley-brødrene var George Whitefield klassisk calvinist. Efter nogle år med både samarbejde og voksende uenighed forlod han dem i 1740 og sluttede sig til sin ligesindede Jonathan Edwards, som han allerede havde arbejdet sammen med et par år. Begge grupper anerkendte hinanden som troende brødre, selv om de kunne bruge hårde ord. 4Schreiner & Ware eds. s. 301 Der har siden da inden for evangelikalismen både været en calvinistisk fløj, som understregede menneskets totale syndefordærv og Guds alene-virken i omvendelsen, og en arminiansk fløj, som havde et mere optimistisk menneskesyn og derfor understregede menneskets frihed og iboende kræfter til både omvendelse og helliggørelse. Jo mere bevidste de to fløje har været om hver deres standpunkter, des vanskeligere har de haft ved at arbejde nært sammen.

Kort før år 1800 brød en ny vækkelse ud i England og USA; The Second Evangelical Awakening, som fortsatte med bølgetop og bølgedal gennem adskillige årtier i de fleste kirkesamfund. Både bibelselskaber, bibelskoler, indre- og ydremissionsselskaber skød op overalt. Især i USA medførte knopskydningerne også nye kirkedannelser, men særligt af den arminianske type. Ved midten af århundredet var baptister og metodister de største kirkelige grupperinger i USA, hvor det tidligere havde været presbyterianerne og de episkopale.

I anden halvdel af det 19. århundrede sejlede dampskibene det nordlige Atlanterhav tyndt med passagerer. Dette nye rejsemønster bragte også kirkelige grupper i forbindelse med hinanden som aldrig før. Metodismen kom til Danmark med Chr. Willerup i 1858 og blev statsanerkendt i 1865. De missionske vækkelser i Skandinavien modtog sange og anden inspiration fra både reformerte og arminianere, som de ikke tidligere havde haft meget med at gøre. Det medførte en del uro blandt andet i Luthersk Missionsforening.

Evangelikal teologi

The Evangelical Revival i England og The Great Awakening i de britiske kolonier brød som nævnt ud til dels som en reaktion på frafaldet fra bibelsk kristendom. Siden da har evangelikalismen været karakteriseret ved et stramt bibelsyn: Guds åbenbaring er bundet til historiske begivenheder, ja, består langt på vej af disse begivenheder. Derfor kan man ikke opgive troen på disse begivenheder, herunder Guds overnaturlige indgreb i historien, uden at opgive kristendommen. Historiske begivenheder ved vi intet om, før nogen fortæller os derom. Det er netop, hvad profeter og apostle gør i Bibelen. For dem har Gud åbenbaret ting, som ingen menneskelig fornuft eller følelse kan sige sig selv, og Han har vejledt profeter og apostle til at skrive om disse ting netop sådan, som de gør i Bibelen. Derfor er Bibelens ord Guds ord. Desuden henviser de bibelske begreber til realiteter uden for den troendes egen fornuft eller følelse. Gud er ikke bare et begreb eller en religiøs følelse. Han er en talende og handlende person.

Jesus stod ikke op fra de døde i billedlig eller poetisk forstand, men fysisk og historisk, så graven derefter var tom. På samme måde skal alle døde mennesker en gang opstå til dom. Himmel og helvede er – eller vil en gang være – konkrete og erfarede realiteter for mange mennesker. Og de bibelske beretninger om undere skal tages for fuldt pålydende. Dette bibelsyn har også i hele evangelikalismens historie ligget til grund for talen om ’personlig bibellæsning’: Når man har Bibelen på sit modersmål, må man granske Bibelen på egen hånd. Og man må lytte både ofte og kritisk til forkyndelsen, så man kan prøve den på Guds ord.

I menighedens forkyndelse og i evangelisationen har vægten ligget på synd og nåde: Jeg er en synder, undergivet Guds brændende vrede. Men Jesus har stedfortrædende båret min synd op på Golgatas kors, hvor Han blev ramt af Guds vrede. Ved tro på denne stedfortrædende gerning løses jeg fra min synd og flyttes over i Guds rige. Jeg går fra ’vredens stand’ til ’nådens stand’. Derfor lægger evangelikalismen stor vægt på skellet. Der går et skarpt skel ned gennem menneskeheden. Nogle er inden for, andre er uden for. Det gælder her i tiden og i evigheden. Hvis ikke man er kommet til tro på syndernes forladelse, så Jesus er blevet Herre i ens liv, så er man på vej mod den evige undergang i helvede (bemærk dog nedenfor det særstandpunkt, som John Wesley udviklede). Bevidstheden om dette skel har været bærende for den betydelige missionsindsats, som er blevet øvet af enkeltpersoner og kirkelige foreninger med baggrund i den evangelikale bevægelse.

Generelt afvises både bibelsynet, evangeliesynet og missionssynet af den teologiske venstrefløj: Bibelen er menneskers forsøg på at sige noget om Gud, hævder de. Derfor rummer den en række forskellige teologier, eller den er i hvert fald så tilpas uklar, at den kan tolkes på mange måder. Evangeliet eller Guds rige er en masse spændende ting, og hvis der overhovedet er plads til den stedfortrædende lidelse af straf, er det højst ét element blandt mange i evangeliet. Mission og frelse skal ikke forstås så eksklusivt, som evangelikale traditionelt har forstået disse begreber. Gud er jo kærlig, så hvis der overhovedet er et liv efter dette, må vi forvente, at alle – eller i det mindste næsten alle – bliver frelst. Vi skal derfor ikke tale om et skel mellem mennesker, men hellere om, at vi jo alle er Guds børn.

Når de evangelikale har formuleret deres teologiske grundlag, er det ofte sket i direkte polemik mod venstrefløjens forvanskning af Bibelen, evangeliet og missionen. Det er dyrekøbte erkendelser, som man ikke har fra sin egen fornuft eller religiøse følelse, men fra Guds specielle åbenbaring i Bibelen.

Det er erkendelser, som stort set mangler i eller direkte benægtes af Den katolske Kirke og som møjsommeligt blev tilkæmpet af reformatorerne. Men fra og med rationalismen er de igen under beskydning. Derfor har evangelikale traditionelt lagt vægt på, at katolikker og rationalister af forskellig observans under ingen omstændigheder må få held til igen at forplumre Skriftens klarhed og entydighed for os.

Den nyere evangelikalisme

Især i USA bevarede mange teologiske institutioner et evangelikalt præg helt op til begyndelsen af det 20. århundrede. Men så slog den rationalistiske teologi også til på de teologiske institutioner, der tidligere havde stået som evangelikale fyrtårne (f.eks. Princeton School of Theology). Til at begynde med reagerede mange evangelikale med oprettelsen af nye teologiske læreanstalter (f.eks. Westminster Theological Seminary). Desuden samledes de om en række centrale lærepunkter med betegnelsen ’the fundamentals’. Derfor fik disse kredse øgenavnet fundamentalister. Denne samling om læren og om egne læreanstalter rummede i sig en risiko for selvvalgt isolation.

Men fra og med USA i 1940’erne og England i 1960’erne forsøgte en del yngre evangelikale at sætte dagsordnen for den teologiske debat ved bl.a. at søge ledige stillinger på de store, rationalistiske universiteter. Det indebar et behov for akademisk profilering, som gang på gang medførte teologiske kompromisser. Man forsøgte ganske vist i de følgende årtier at argumentere historisk og arkæologisk imod de konkrete angreb på Bibelens troværdighed. Det lykkedes også i mange tilfælde at problematisere den sønderslidning af de bibelske tekster, som blev foretaget af historisk-kritiske teologer. Men forudsætningen for både studier og forskning på de rationalistiske fakulteter er, at der skal arbejdes, som om Gud ikke fandtes. Bibelen skal læses, som om den kun har menneskelige forfattere. Og den position korrumperer. Med tiden er denne rationalistiske forudsætning smittet af på mange evangelikale akademikere. 5Iain Murray s. 185; 210

Men fra omkring 1980 blev flere og flere af de historisk-kritiske teologer selv trætte af at pille de påståede lag i Bibelen fra hinanden. Hele dette pillearbejde forekom dem ufrugtbart. De første dyrkere af den menneskelige fornuft havde hævdet, at man kunne komme tilbage til den oprindelige tro og de virkelige begivenheder ved møjsommeligt at skrælle de uhistoriske lag væk. Det var dette arbejde, der nu var løbet ind i en blindgyde. Især den yngre del af de historisk-kritiske teologer vendte sig i stedet til det, de kaldte narrativ eller post-liberal teologi: Bibelens og kristendommens pointe er ikke, at beretningerne virkeligt har fundet sted i historien, men derimod, at disse beretninger kan gøre noget ved os her og nu! Det er heller ikke afgørende, præcist hvad den enkelte beretning siger, men derimod, hvad den kan bevirke. Vægten forskydes fra erkendelse til praksis.

Sidst i århundredet bredte denne erkendelsesmæssige skepsis sig også blandt de yngre evangelikale. Egentlig var det bare en neo-kantiansk bølge, og dem har der været flere af de sidste 200 år. F.eks. var eksistentialismen ved århundredets midte en variation over samme tema. En væsentlig pointe var for de eksistentialistiske teologer, at Guds åbenbaring ikke foreligger, men at Bibelen eller historiske tildragelser kan blive til åbenbaring for den enkelte, når han eller hun møder Gud derigennem. Eksistentialismen slog bare ikke rigtigt an blandt de evangelikale. Men da denne erkendelseskritik fik betegnelsen postmodernisme, var der pludselig åbne døre på store dele af den teologiske højrefløj.

Hvorfor lige nu?

Ungdomsoprøret i 1968 var kulminationen på en oparbejdet modvilje mod autoriteter. Samfundet var til stadighed i forandring. Alt befandt sig i en evig tilblivelse. Den unge generation oplevede, at hele verden og alle muligheder lå for dens fødder. Den engagerende og forpligtende sandhed skulle ikke længere findes i fortiden, men i fremtiden. Derfor var det snarere de unge, der skulle belære de ældre, end omvendt. Ikke bare mad, mode og musik, men også moral, politik og religion var relative og foranderlige størrelser. Derfor skulle den enkelte blot vælge det, der fungerede bedst for ham eller hende. Det private initiativ og i det hele taget den frie vilje fik medvind i 1980’erne. Det blev nærmest betragtet som et anslag mod menneskerettighederne, hvis overhovedet noget skulle være afgjort på forhånd.

Ved århundredets afslutning blev emergens-begrebet populært både inden for naturvidenskab, sociologi og teologi. Emergens betyder ’tilblivelse’. Pointen er, at de eksisterende naturlige eller kulturelle fænomener samvirker ved frembringelsen af noget nyt, der rummer det hidtidige i sig, men også rækker ud over dette. Inden for evolutions-biologien hævdes det f.eks., at det menneskelige bevidsthedsliv blev til som en uforudsigelig nyhed, ved at et højtudviklet centralnervesystem virkede sammen med kulturelt frembragte tegnsystemer. Det kaldes systemisk interaktion. Inden for postmoderne teologi bruges emergens-begrebet til at tale evolutionært om traditionen: I menighedens sammenhæng kan den hidtidige troslære, etik og liturgi bringes i anvendelse på nye og uforudsete måder, idet nye situationer (kontekster) får noget nyt ud af det gamle. Alle formuleringer af den kristne tro er lokale, spontane og foreløbige. Og vi kan ikke forudse, hvilken type kristendom der vil ’emergere’ i fremtiden. Men ”sammen med alle de hellige får [vi] styrke til at fatte” og formulere fremtidens kristendom (jf. Ef 3,18).

Der er her tale om, at man bedriver teologi på evolutions-teorien: Alt udvikler sig til stadighed. Det gælder arterne, kulturerne og religionerne. De såkaldte proces-teologer tilføjer endda, at selv Gud udvikler sig sammen med denne verden.

Den tanke breder sig netop nu som en steppebrand blandt evangelikale arminianere, at heller ikke Gud ved, hvad der vil ’emergere’ i fremtiden. Fordi mennesket har en fri vilje, kender Gud ikke de dele af fremtiden, som er afhængige af vore valg. Fænomenet kaldes ’Åben Teisme’. En af årsagerne til denne nyopdagede åbenhed er givetvis, at det sen-moderne, vestlige menneske betragter sig selv som kompetent og uafhængigt. Derfor kan Gud ikke for alvor tilkendes rollen som konge, men gerne som ven. Samtidig må ’Åben Teisme’ betragtes som en naturlig forlængelse af den arminianisme, der er godt i gang med at erobre evangelikalismen.

I øvrigt har der i hele evangelikalismens historie været en tendens til, at det var calvinisterne, der leverede det akademiske arbejde, mens arminianerne var mere optaget af menighedsarbejde eller evangelisation. Men de sidste 30-40 år har mange metodister og pinsevenner skrevet afhandlinger. Og for mange gælder det, at de nu drager de naturlige konsekvenser af den menneskecentrerede tilgang til Bibel og kristendom, som i 400 år har kendetegnet arminianismen. Både i bibelsyn, evangeliesyn og missionssyn finder der endnu en gang en umage forbrødring sted mellem venstrefløjen og dele af den evangelikale fløj.

Emerging Church

Mange evangelikale i USA benævner ofte sig selv post-konservative eller Emerging Church. Blandt dem står den nyligt afdøde professor Stanley Grenz (1950-2005) som den ledende teolog og pastor Brian McLaren (f. 1956) som den ledende populærforfatter. Den sidstnævnte er i Danmark kendt for sin skønlitteratur, hvori han lader teologien komme frem gennem samtaler: En af hovedpersonerne, Neo, forklarer, at den poetiske beretning om Adam og Eva skal forstås om ”menneskeheden i sin mest primitive tilstand”. 6Historien vi finder os selv i s. 80 Syndefaldet skal tælles i flertal, og det bedste eksempel er tilsyneladende Kains drab på Abel.

Korrekt forstået viser historien i 1 Mos 4 os, hvad der skete, da vore primitive forfædre udviklede sig fra jæger-samler-stadiet over kvæghyrde- til agerdyrker-stadiet. Både jægere, samlere og hyrder var nomader. Men på et sent tidspunkt i evolutionen slog vore forfædre sig ned som landmænd. De satte hegn op om deres marker, og når hyrderne drev deres dyr ind over disse marker, som de plejede, blev landmændene vrede og slog de formastelige ihjel. Kain er et billede på landmændene, og Abel på nomaderne (s. 84). Og sådan fortsætter Neo med sin afmytologisering af 1. Mosebog. Han siger ganske vist, at vi ikke skal tale om myter, men hellere kalde det poesi (s. 56). Men det er tydeligt nok, at skabelsesberetningen skal forstås som et digt over evolutionen.

McLaren lader også sin hovedperson, Neo, tilslutte sig John Wesleys syn på, hvad der er kilde og autoritet for teologien. 7Historien vi finder os selv i s. 211 Den såkaldte Wesleyanske Quadrilateral siger, at både Bibelen, traditionen, fornuften og den genfødtes erfaringer skal bestemme teologien. Af disse fire er Bibelen dog den væsentligste.

I Emerging Church kan Jesu død på korset desuden betyde en helt masse spændende ting. Neo gengiver flere opfattelser: Løsesum, stedfortræder, den sejrende Kristus, den juridiske og den etiske forsoningslære, ’den magtfulde svagheds-teori’ og synliggørelsen af Guds smerte (s. 140ff). Men alt det er blot vinduer, hvorigennem vi kan se en lille del af himlen (s. 139). ”Teologi er skabt af mennesker… det er menneskelige konstruktioner” (s. 166). Derfor skal vi f.eks. ikke betragte nogen forsoningslære som ’den rigtige’. I stedet skal vi kigge gennem så mange vinduer som muligt. Det skal dog tilføjes, at lige netop talen om Jesu stedfortrædende lidelse af straf ikke er i høj kurs. En far, der dræber sit eget barn af hensyn til nogle andre: ”Det lyder som guddommelig børnemishandling.” (s. 138).

At teologi bare er menneskelige konstruktioner; altså kultur-produkter, får betydning for, hvordan vi skal forholde os til andre kulturers teologier. Neo siger: “Det er for mig at se missionens udfordring i det tredje årtusinde: Ikke at udrydde buddhistisk eller islamisk kultur eller stammekulturer, men at velsigne dem med Kristus – lade Kristus komme til dem og udrydde det onde fra dem”. 8Kristen på en ny måde s. 120

Buddhisten skal ikke blive kristen, han skal bare som alle os andre renses for sin ukærlighed. På den yderste dag når alle nemlig frem til Guds kærligheds lys. ”Nu skal du forestille dig, at nogen har gået ved siden af dig gennem dødens port. Og den person har levet et liv i had og frygt, lukket inde i skyld og grådighed, forkrampet i begær og egoisme … Kunne kærlighedens varme, som for dig synes fantastisk, på ham virke rædselsfuldt? … Nogle gange spekulerer jeg på, om Helvede bare er det, Himlen føles som for dem, der ikke har lært, hvad det er meningen, vi skal lære i dette liv … På denne side af dødens port udvikler vi os til de mennesker, vi bliver på den anden side” (s. 139-140). Hvis man skal kunne holde ud at være i himlen, må man bruge tiden her til at vokse i kærlighed. Ellers vil man opleve himlen som helvede. Derfor er det store spørgsmål her på jorden ”ikke så meget, om vi har ret, men om vi er gode, om vi er kærlige”, får vi at vide (s. 102).

Vurdering

NT-professor D.A. Carson konkluderer, at både McLaren og hans engelske meningsfælle Steve Chalke stort set har forladt evangeliet: ”McLaren and Chalke have largely abandoned the gospel”. 9D.A. Carson s. 186 Det kan vi udvide til, at de har forladt både det bibelsyn, det evangeliesyn og det missionssyn, der har båret evangelikalismen i snart 300 år, og som i øvrigt bar reformationen. Der er tale om et massivt frafald fra evangelisk kristendom! Wesleys sammenblanding af tilgivelse og forbedring bliver her ført til nye højder. Vi frelses ved nåden og nådens virkninger i os. Wesley understregede, at de fleste, der ikke har hørt om Jesu kors, nok går fortabt. Men i McLarens bøger bliver fortabelsen reduceret til den ubehagelige oplevelse, det er, at komme i himlen, når man ikke er indstillet på det.

Hovedtanken hos disse Emerging Church-folk er, at al sandhed er lokal, spontan og foreløbig. Derfor kommer vi ’sandheden’ nærmest, hvis vi bruger de forskellige kristne traditioner til at afbalancere hinanden. De er alle sammen vinduer, hvorigennem vi kan se en lille del af Guds virkelighed. Reformatorerne foretog en utilstedelig reduktion af Guds brogede virkelighed, når de talte om Skriften alene, nåden alene, troen alene osv.

Hertil må vi svare: Gud være lovet for reformationen! Gud være lovet for disse ’alener’! Uden dem er der ingen frelse. Gennem McLaren taler en ånd, der har til hensigt at føre Guds folk væk fra det frie evangelium og væk fra Bibelen som Guds troværdige ord. Vi skal ikke betvivle McLarens reelle hensigter, men vi skal heller ikke tro, at de deles af den ånd, der taler gennem ham. Hvis denne ånd får plads iblandt os, tømmes vi for bibeltillid og nådeliv.

Når alle disse tilbud lige fra arminianismen til Emerging Church virker så tiltalende på os, skyldes det givetvis, at vore hjerter overbeviser vore hjerner. H. Richard Niebuhr sagde om liberalteologien ved forrige århundredeskifte: “En Gud uden vrede førte mænd uden synd ind i et rige uden dom ved hjælp af en Kristus uden kors”. 10”A God without wrath brought men without sin into a kingdom without judgment through the ministrations of a Christ without a cross”, The Kingdom of God in America, New York 1937 s. 193

Sådan foretrækker vores religiøse natur det. Gud skal være kærlig, ikke vred, føler vi. Derfor skal vi vise mennesker ind på kærlighedens vej, og ikke udpege synden. Vi vil gerne ind i et rige, som vi selv vælger. Der skal hverken gå frifindelse eller dom forud. Hvis Jesus absolut skal op på det kors, så skal det i hvert fald ikke have noget at gøre med stedfortrædende straf. Og hedningerne kan nok blive frelst, bare de følger kærlighedens vej. Sådan føler hjertet. Men om det siger Skriften: ”Hjertet er det mest bedrageriske af alt, det er uhelbredeligt” (Jer 17,9). Det gælder for os alle også i troens sager, at fra hjertet kommer de onde tanker. Derfor skal vi ikke stole på vore hjerter, men spørge efter Guds ord i Skriften.

Reformatorerne sagde om Bibelen, at den er både sand, klar og tilstrækkelig. Op gennem hele det 20. århundrede kæmpede evangelikale for Skriftens sandhed, som blev benægtet af de gammeldags rationalister på venstrefløjen. De sidste 25 år har rationalisterne gjort mindre ud af dette korstog mod Skriftens sandhed. I stedet skal teksten læses som en historie, der kan gøre noget ved os i dag. Det har ved århundredeskiftet fået mange evangelikale til at puste ud og føle, at venstrefløjen vist ikke er så slem endda. Men virkeligheden er, at venstrefløjen igen gør alvor af den radikale erkendelseskritik, som har levet på den fløj siden Immanuel Kant. Postmodernismen er – i hvert fald i den udformning, som er beskrevet ovenfor – et endnu voldsommere angreb på det bibelske verdensbillede end de historisk-kritiske teologers sædvanlige pillearbejde.

Det er sandt nok, som postmodernisterne fremhæver, at ingen menneskelig erkendelse er udtømmende og fuldkommen. Men det er forkert, når de på den baggrund konkluderer, at ingen mennesker har adgang til den sande erkendelse. 11D.A. Carson s. 116 Gud har talt til profeter og apostle. Og så langt Han har talt, har vi adgang til en erkendelse, der er både sand og klar. Når der opstår uenighed om forståelsen af Guds ord – f.eks. om frelsen er af nåde alene eller af nåde og nådens virkninger – så må vi igen spørge Guds sande, klare og tilstrækkelige ord. Det er nemlig muligt at nå til sand, klar og tilstrækkelig erkendelse af det, som Gud har åbenbaret for os.

Vil man ikke det, må vi betragte det som et endetidstegn. Paulus taler om det bedrag, som man kan komme ind i, når man ikke tager imod ”kærlighed til sandheden” (2 Thess 2,10). Vi møder i øjeblikket en betydelig modvilje mod denne tale om sandheden i bestemt form. I dag vil mange hellere ’ydmygt’ tale om sandheder i flertal. Men både Bibelen og klassisk evangelikal tro er kendetegnet af klarhed og overbevisning. Vi ved ikke bare, på hvem vi tror, men også, på hvad vi tror!

Litteratur:

Carson, D.A. (2005):
Becoming Conversant with the Emerging Church
Grand Rapids, MI: Zondervan

Davies, R.E. (1992):
I Will Pour Out My Spirit. A History and Theology of Revivals and Evangelical Awakenings
Turnbridge Wells, England: Monarch Publications

Erickson, Millard; Paul Kjoss Helseth; Justin Taylor eds. (2004):
Reclaiming the Center. Confronting Evangelical Accommodation in Postmodern Times
Wheaton, IL: Crossway Books

Lewis, Gordon R. & Bruce A. Demarest (1990):
Integrative Theology Vol.2
Grand Rapids, MI: Zondervan

Lloyd-Jones, D. Martyn (1992):
What is an Evangelical?
Edinburgh: The Banner of Truth Trust

Maddox, Randy (1992):
Wesley and the Question of Truth and Salvation Through Other Religions
i: Wesleyan Theological Journal no.27

McLaren, Brian (2006):
Kristen på en ny måde
Danmark: Boedal

McLaren, Brian (2006):
Historien vi finder os selv i
Danmark: Boedal

Murray, Iain H. (2000):
Evangelicalism Divided. A Record of Crucial Change in the Years 1950 to 2000
Edinburgh: The Banner of Truth Trust

Olson, Roger E. (2005):
The SCM Press A-Z of Evangelical Theology
London: SCM Press

Schreiner, Thomas & Bruce Ware eds. (1995):
The Grace of God, the Bondage of the Will Vol.2,
Grand Rapids, MI: Baker Books

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

Fodnoter:   [ + ]

1. latin: Facienti qoud in se est Deus non denegat gratiam
2. se hertil Lewis & Demarest s. 187; 376 og Schreiner & Ware eds. s. 316; 365ff
3. Sermon 85: On Working Out Our Own Salvation kan søges på www.ccel.org
4. Schreiner & Ware eds. s. 301
5. Iain Murray s. 185; 210
6. Historien vi finder os selv i s. 80
7. Historien vi finder os selv i s. 211
8. Kristen på en ny måde s. 120
9. D.A. Carson s. 186
10. ”A God without wrath brought men without sin into a kingdom without judgment through the ministrations of a Christ without a cross”, The Kingdom of God in America, New York 1937 s. 193
11. D.A. Carson s. 116

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler