Når Guds nåde er et problem

Bibelen efterlader ikke nogen tvivl. Der kommer en dag, hvor Gud vil holde dom. For Nineve var tidspunktet for Guds dom kommet. Gud havde ”opdaget deres ondskab” (Jon 1,1). Ikke sådan at forstå, at Gud ikke vidste, hvad der foregik i Nineve, så det først lige skulle fange hans opmærksomhed. Nej, Gud ved alt (Luk 16,15). Selv det, vi skjuler for andre mennesker (Luk 8,17). Men nu var byen Nineve altså kommet til et punkt, hvor Guds tålmodighed var ved at være brugt op.

Derfor befaler Gud endnu engang Jonas at tage til ”den store by Nineve” (Jon 3,1) for at forkynde Guds dom. Og ”Da Jonas var kommet en dagsrejse ind i byen, råbte han: ’Om fyrre dage bliver Nineve ødelagt!’” (Jon 3,4). Byen var nemlig fuld af ondskab.

Konkret havde byen et omfattende problem med vold (Jon 3,8).¹Læs evt. også Nahum 3, der beskriver, hvordan byen Nineve var fuld af løgn, tyveri, afgudsdyrkelse og ikke mindst en næsten sadistisk krigsførelse, som indebar store mængder af tortur, selv efter at deres fjender havde overgivet sig Men ikke nok med, at de myrdede og plyndrede; deres konge pralede endda med det (Es 10,12-19)! Det er en uhørt arrogance, kongen udtrykker, og Gud må irettesætte ham, for hvilken magt har han egentlig, som han ikke har fået givet af Gud?

Guds svar på denne ondskab og arrogance er dommen. I Nineves tilfælde lød dommen på en total udslettelse af byen, og det er ikke svært at gætte på, hvad det ville betyde for Nineves indbyggere.

Sådan møder Gud synd og ondskab. Han straffer den skyldige. Det er alvoren. Også for os, der lever med Jesu genkomst og Guds dom i horisonten. Og når Gud nu har advaret os på forhånd, må vi derfor også stille os selv spørgsmålet: Er jeg klar til at møde Gud?

Er det uretfærdigt, at Gud straffer?

Men når man læser, hvordan Nineve bliver truet med ødelæggelse (Jon 3,4), hvordan Assyrerkongen blev truet med alvorlig sygdom (Es 10,12-19), eller andre steder hører Jesus tale om helvede, som ”den uudslukkelige ild, hvor (…) maddiker ikke dør, og ilden ikke slukkes” (Mark 9,43-44), kan det være nærliggende at tænke, at det lyder lidt som en overreaktion fra Guds side. Var det virkelig den passende reaktion? Det virker voldsomt. Er det ikke uretfærdigt, at Gud straffer?

Men for den, der er offer for ondskab, er budskabet om Guds endelige dom et godt budskab. Også selvom det kan lyde voldsomt. Indimellem kan vi som kristne i den vestlige verden næsten komme til at gøre budskabet om fortabelsen til en del af det, vi nogle gange kalder for ”det ondes problem”; altså det problem, der består i, at der findes ondt i verden. Så er spørgsmålet ikke bare: ”Hvorfor findes der ondt i verden?” men ”Hvorfor har Gud dog skabt en evig fortabelse, hvis han er god?”

For den, der er offer, er budskabet om Guds endelige dom imidlertid ikke en del af det ondes problem. Det er en del af løsningen på det. Når vi virkelig møder ondskaben fuldstændig umaskeret, er der noget i os, som skriger ved tanken om, at der ikke skulle komme en retfærdig straf. Og det var faktisk også sådan profeten Jonas så på Guds dom, for han kendte til assyrernes ondskab og undertrykkelse.²Al Mohler har påpeget, at det i øvrigt også var sådan, de første kristne så på Bibelens tale om evig straf: Albert Mohler: Modern Thelogy: The Disapperance of Hell. I: s. 15-41 I: Morgan, Christopher og Peterson, Robert (red.) Hell Under Fire. Grand Rapids, Michigan: Zondervan

Tænk engang: Når verdenshistorien ender, vil der ikke findes der noget ondt tilbage i verden, der forbliver ustraffet. Så god er Gud! Så retfærdig er han! Jonas længtes efter at se retfærdigheden ske fyldest, for han kendte til at være et offer for ondskaben.

Vi er ikke kun ofre

Men vi er ikke kun ofre. Vi er også skyldige, strafskyldige over for Gud (Rom 3,19). Der er noget i os alle sammen, der fortjener at komme for en guddommelig domstol. For selvom vi hverken sætter gang i folkemord eller sex trafficking på en almindelig mandag morgen, men forsøger at opføre os pænt, stikker synden indimellem sit grimme ansigt frem.

Og når vi kommer i kontakt med Guds ord, afslører Helligånden, som bor i Ordet, denne virkelighed. At vi ikke altid stoler på Guds omsorg for os og nåde imod os, eller at det er ham, der skal være vores dybeste kilde til tryghed og fred. Vi bliver let hovmodige og pralende ligesom Assyriens konge, så vi tilskriver det, vi har og er, vores eget hårde arbejde og glemmer, at hvis ikke Gud opretholdt os, så ville vi ikke klare mange øjeblikke.

Derfor er det ikke kun amazonindianere og ugudelige byer som Nineve, der har brug for at høre Guds kald til omvendelse (Mark 1,15). Hvis du, der læser dette, kender denne syndens virkelighed i dit hjerte og ikke deler den med Jesus, må du også omvende dig. Det er nødvendigt og altafgørende for, hvordan det vil gå dig, når Jesus kommer igen for at dømme verden. For Gud er god, og det betyder, at hvis du ikke overlader din synd til Jesus, vil du blive fordømt i mødet med Guds dom. Han er en Gud, der straffer den uretfærdige. Hvis du vælger dine egne veje, må du selv stå til ansvar for dit liv, og vi ved, hvordan det ender, for Gud har advaret os.

En uretfærdig omvendelse?

Folk i Nineve omvendte sig faktisk. Da Gud afslørede deres syndighed, kunne de godt se, at den var helt gal (Joh 3,5-10). De lod sig afsløre, og de angrede. Og hvad skete der? Gud mødte dem med nåde. Han mødte dem med sin barmhjertighed. Han undlod at møde dem med sin fordømmelse og viste dem i stedet nåde.

Det samme kan Gud gøre med dig, der er kommet væk fra ham. Du har, ligesom os alle, fortjent at blive fordømt, når Gud engang kommer for at dømme verden. Men hvis du vender om til Gud og bekender din synd over for Jesus, vil han ikke straffe dig. Da vil Gud fortryde den ulykke, som han ellers har truet dig og mig med. Men det forudsætter, at du lader dig afsløre og vender dig væk fra synden.

Men er det ikke uretfærdigt? Mens vi i Vesten kan være tilbøjelige til at tænke, at det er uretfærdigt, når Gud straffer, var Jonas’ problem det modsatte. Jonas havde et problem med Guds nåde.

For hvordan kan Gud være retfærdig, hvis han ikke straffer den onde? Det er da uretfærdigt, at Gud viser nåde! Er det ikke lidt mærkeligt, hvis Gud kan true med straffen det ene øjeblik, men hvis man vender om til ham, er straffen lige pludselig aflyst?

Det mente Jonas. I Jonas 4,2 siger Jonas til Gud: ”Var det ikke det, jeg sagde?” Og så siger han i slutningen af vers 2: ”Jeg vidste jo, at du er en nådig og barmhjertig Gud, sen til vrede og rig på troskab, og at du fortryder ulykken” (Jon 4,2). Jonas er oprigtigt frustreret over Guds nåde. Den virker uretfærdig.

Og så citerer han fra Anden Mosebog 34,6, at ”Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab”. Men der er noget fra Anden Mosebog 34,6, som Jonas ikke gengiver. Jonas siger ikke, at Gud er den, der ”ikke [lader] den skyldige ustraffet” (2 Mos 34,6). Hvordan skulle han også kunne sige det?

Jonas var pinligt bevidst om Nineves skyld. Gud havde endda mindet ham om det, men nu hvor byen havde omvendt sig, ville Gud alligevel ikke straffe.

Et ubesvaret spørgsmål

Jonas’ Bog rejser et spørgsmål, som den aldrig svarer på. Nemlig: Hvordan kan Gud både være nådig og retfærdig på samme tid? Hvis Gud virkelig er retfærdig, må han straffe synden. Men hvordan kan han så være nådig? Det er, som om det ikke går op.

For nogle år siden kæmpede jeg en del med lige netop dette. Jeg stolede på, at Gud er den, han i sit ord siger, han er. Men jeg frygtede Gud, for hvordan kunne jeg være sikker på, at han ville møde mig med sin nåde? Hvis Gud det ene øjeblik benåder indbyggerne i Nineve og det næste udsletter indbyggerne i Sodoma, den ene dag udfrier israelitterne fra slaveriet i Egypten (2 Mos 15) og den næste sender byldepest efter dem pga. deres synd (2 Sam 24,15), betyder det så ikke, at Gud er lunefuld? Sådan tænkte jeg.

Guds nåde og retfærdighed gik først op for mig, da der var nogen, der satte ord på korset for mig. Jesus døde, for at Gud kunne vise os sin nåde i ham. Gud var ikke bare blødsøden eller eftergivende. Han valgte ikke bare at glemme synden af ren og skær medfølelse. Han elsker os, men det var netop den kærlighed, der drev ham til at gøre det mest utænkelige. Han tog straffen på sig selv. Han straffede synden, da han straffede Jesus, og derfor er Gud ikke uretfærdig, når han viser dig nåde ved troen på Jesus, for synden er allerede straffet.

Korset er det eneste sted, hvor Guds barmhjertighed og Guds retfærdighed går op. Hvis du kommer til Jesus, vil du se, at Jesus bar straffen for synden i dit liv, og derfor kan Gud møde dig med nåde. Der findes ikke synd i dit liv, som ikke allerede er blevet straffet på korset (1 Joh 2,2); uanset hvor voldsom og fatal den måtte være.

Gud er villig til at tage imod voldsmænd, løgnere og hovmodige mennesker som dem i Nineve, og han er villig til at tage imod dig, når du kommer til ham med din synd og lægger alt åbent frem for ham. Der er ingen grund til, at du skal blive fordømt i mødet med Guds dom, for synden er blevet sonet og gælden er betalt. Så kom til Jesus, mens det er tid.

Artiklen er tredje artikel i en serie om Jonas’ bog. Læs de to tidligere her:

Historien om den forvoksede fisk Jesus

Frelsen kommer fra Herren!