Forbandelsens arv – et vue over 1 Mos 4-11

Skabelsen og syndefaldet er vigtige begivenheder. Det er beretningerne om Abraham, Isak og Jakob også. Men hvad så med beretningerne i 1 Mosebog 4-11, er de ikke bare lidt underlige og overflødige i den store historie? Det otte kapitler lange "mellemspil" er Bibelens maleri af menneskehedens behov for frelse – som baggrund for starten på virkeliggørelsen af Guds frelsesplan.

Første Mosebog består af beretningen om skabelsen (1 Mos 1,1-2,3) fulgt af ti såkaldte slægtshistorier. Indledningen på slægtsbøgerne er næsten enslydende: »Dette er xxx’s slægtshistorie«. Den første er »himlens og jordens slægtshistorie«, fulgt af slægtshistorierne for Adam, Noa, Noas sønner, Sem og Tera.

Nr. Kapitel Navn
1 2,4-4,26 Himlens og jordens slægtshistorie
2 5,1-6,8 Adams slægtshistorie
3 6,9-9,29 Noas slægtshistorie
4 10,1-11,9 Noas sønners slægtshistorie
5 11,10-26 Sems slægtshistorie
6 11,27-25,11 Teras slægtshistorie
7 25,12-18 Ismaels slægtshistorie
8 25,19-35,29 Isaks slægtshistorie
9 36,1-43 Esaus slægtshistorie
10 37,1-50,26 Jakobs slægtshistorie

De første fem slægtshistorier har ét fælles tema. Det udgør baggrunden for det helt nye og epokegørende, der begynder i den sjette slægtshistorie med Guds udvælgelse af Abraham og tilblivelsen af Israels folk.

1 Mos 4

Kapitel 4 er afslutningen af himlens og jordens slægtshistorie. Først har vi hørt om Adam og Eva i Edens have (2,4-25) og derpå om syndefaldet (3,1-24). Syndefaldsberetningen slutter med, at Adam og Eva bliver drevet ud af Edens have og overladt til et hårdt liv under forbandelse, møje og død.

Det første store spørgsmål i plottet i Første Mosebog er: Gjaldt denne forfærdelige katastrofe kun den første generation af menneskeheden, altså Adam og Eva? Eller kom katastrofen til også at omfatte de efterfølgende generationer?

Beskrivelsen af Kains situation i kapitel 4 giver os svaret. Beretningen bruger nemlig en række af de samme udtryk, som i syndefaldsberetningen er brugt om Adam og Eva:

Adam og Eva Kain
Hvor er du? / Hvor er din bror? 3,9 4,9
Hvad er det, du har gjort? 3,13 4,10
Forbandelse 3,17 4,11
Forbandelsens følger 3,17b-19

– mad med møje

– tjørn og tidsel

– ansigts sved

– død

4,12-16

– mad med møje

– fredløs

– flygtning

 

Brudt forhold til Gud fordrevet fra haven (3,23-24) forlod Herren (4,16)

To af disse ligheder springer særligt i øjnene:

  1. Ved syndefaldet kom forbandelsen ind over jorden (3,17); nu rammer forbandelsen også Kain (4,11, dansk oversættelse »bandlyst«).
  2. Efter syndefaldet blev Adam og Eva fordrevet fra Edens have og dermed fra Guds nærvær. Nu fortsætter Kain den katastrofale bevægelse væk fra Gud (4,16).

Der er desværre ingen tvivl: Forbandelsen fra syndefaldet føres videre i generation 2 af menneskeheden!

1 Mos 5,1-6,8: Adams slægtshistorie

Denne del af Første Mosebog handler om tiden fra Adam og frem til Noas fødsel før syndfloden. Nu er der gået adskillige generationer siden syndefaldet, så hvordan er situationen nu? Er mennesket ved at have overvundet syndefaldet og udbedret skaderne?

Ved Noas fødsel giver hans far Lemek en situationsbeskrivelse af livet på jorden på det tidspunkt (1 Mos 5,29). Hvis vi sammenligner Lemeks beskrivelse, men beskrivelsen af forholdene på jorden lige efter syndefaldet, får vi et klart svar.

Efter syndefaldet Ved Noas fødsel
Jorden er forbandet 3,17 5,29
Mennesket lever i »møje« (plagsomt og pinefuldt) 3,16 og 17 5,29

Nej, der er desværre ingen bedring! Forbandelse og møje fortsætter.

Hvorfor er livet på jorden stadig så tungt?

I skabelsesberetningen hører vi gang på gang, at Gud ser på de ting, han har skabt. For eksempel står der: »Gud sagde: ’Der skal være lys!’ Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt« (1 Mos 1,3-4). Gud skaber, og så underkaster han så at sige det skabte en kvalitetskontrol. Og kontrolstemplet er hver gang det samme: »Det er godt!«

Nu på Noas tid ser Gud igen på jorden. Men denne gang er det, han ser, ikke godt. Tværtimod! »Herren så, at menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt« (1 Mos 6,5).

Her får vi svaret på, hvorfor tilstanden på jorden ikke er blevet bedre siden syndefaldet. Det skyldes mennesket! På hebraisk er der brugt et særligt udtryk, der betyder noget i retning af »menneskets hjertes tankers tilbøjelighed var ond«. Menneskets tilbøjelighed. Det er årsagen!

Tilstanden på jorden er ikke blevet bedre, fordi skaden sidder i selve centrum af menneskets personlighed. Menneskets tilbøjelighed er blevet ond. Det onde ligger os nærmest. Det onde er flyttet ind i hjertet, så det nu er derfra, at det onde udgår (Matt 15,19). Det, Første Mosebog her siger om menneskeheden, er omtrent det modsatte af det, mange mennesker i dag tænker: »vi er gode nok på bunden«.

Når Gud ser tilstanden på jorden, bliver han bedrøvet (1 Mos 6,6). Det smerter ham. Fordi Gud vil have, at mennesker skal leve i paradis og ikke i ondskab.

1 Mos 6,9-9,29: Noas slægtshistorie

I Noas slægtshistorie hører vi om Guds reaktion på tilstanden på jorden. Mennesket har ødelagt (»fordærvet«) jorden (1 Mos 6,11-12). Derfor er Gud vred, og derfor vil han nu ødelægge mennesket og hele jorden (1 Mos 6,13 jf Åb 11,18).

Syndfloden var Guds dom over den menneskehed, der havde ødelagt jorden. Derfor er syndfloden en forsmag på og en miniatureudgave af den dom, der rammer jorden og alle mennesker fra alle tider, når Jesus kommer igen (Matt 24,38-39; 2 Pet 3,5-7).

Midt i mørket på dette tidspunkt i Første Mosebog var der dog én undtagelse: Noa. Han var ikke fejlfri, men han levede sit liv med Gud, og Gud regnede ham derfor for retfærdig (1 Mos 6,8-9 og 7,1). Derfor blev han ikke ramt af Guds dom, og derfor står han som et forbillede for alle andre syndere, der bliver frelst ved tro (Hebr 11,7).

Hjalp syndfloden? Blev jorden befriet fra ondskaben?

Gud svarer selv på det lige efter syndfloden: »Menneskene vil kun det onde fra ungdommen af« (1 Mos 8,21). På hebraisk er der brugt samme udtryk som i 1 Mos 6,5: »menneskets hjertes tilbøjelighed« er ond. Nej, syndfloden udslettede ikke syndefaldet! Den onde tilbøjelighed overlevede og sidder stadig i menneskets hjerte.

1 Mos 10,1-11,9 og 11,10-26: Noas sønners og Sems slægtshistorier

De to næste slægtshistorier er næsten indskrænket til kun at være slægtstavler om fødsel og død. Livet på jorden går videre uden noget afgørende nyt. Forbandelsen og møjen fortsætter.

Eneste større begivenhed er babelstårnet – men den bekræfter bare, at syndefaldets skygge stadig falder lige tungt og mørkt over jorden.

Dét er temaet for de første fem slægtshistorier: Jorden er kommet under forbandelse.

Det uudtalte spørgsmål efter Bibelens første 11 kapitler lyder: Er der ingen redning? Er der ingen vej tilbage til velsignelsen i Paradiset? Skal forbandelsen virkelig vare for evigt?

Svaret kommer i Teras slægtshistorie (11,27-25,11). Gud har en redningsplan! Han udvælger Abraham og skaber Israels folk for gennem dem at sende en Messias, der skal genoprette velsignelsen på jorden for alle folkeslag (1 Mos 12,1-3)!

1 Mos 4-11 er Bibelens maleri af menneskehedens behov for frelse – som baggrund for starten på virkeliggørelsen af Guds frelsesplan.

Del:

Twitter
Facebook