Jeg har altid været tiltrukket af det bibelske hyrdebillede. Gud beskrives flere gange som en hyrde, og Jesus kalder sig selv den gode hyrde (Johs 10,11). Billedet er enkelt og universelt, men alligevel så indholdsrigt og trøstende.
Gud som hyrden forekommer i alt fra børnebøger med malende billeder af grønne marker og græssende får til livets sidste fase ved begravelser, hvor Salme 23 er en af de mest almindelige bibeltekster, der læses.
Vi kristne elsker ganske enkelt denne analogi. Til trods for at kun ganske få af os faktisk har erfaring med hyrdefunktionen. De færreste kender rigtige fårehyrder. Og hvis vi gør, så ser deres job formentlig ganske anderledes ud i dag, end det har set ud for de fleste mennesker i historiens løb.
Men hvad mener Jesus, når han siger, at han er den gode hyrde? Hvad siger billedet egentlig om Gud? Og hvilken hjælp kan det give os i dag?
Hvordan arbejder en hyrde?
For at forstå billedet af Gud som hyrde, må vi forstå, hvad en hyrde laver.
For det første leder hyrden fårene ad den rette vej. Uden hyrden ved fårene ikke, hvilken vej de skal, men hyrden leder fårene derhen, hvor de skal gå.
Får har nemlig en tendens til at være nogle rigtige fæhoveder, som uden hyrde farer omkring og kommer på afveje. Når Esajas profeterede, at ”vi fór alle vild som får” (Es 53,6), forstod alle tilhørere, hvad han mente. For får har en tendens til at fare vild.
For det andet holder hyrden fårene samlet. Hyrden samler den spredte fåreflok, så ingen får forsvinder fra gruppen.
For det tredje leder hyrden fårene til græsgange og vand. Efter at have ædt alt græs ét sted må fårene flyttes til det næste sted. Af og til medfører tørke, at forflytningerne må være omfattende, men hyrden forsyner altid sine får med mad og drikke.
For det fjerde tager den omsorgsfulde hyrde hånd om de svage og skadede får.
For det femte beskytter hyrden fårene mod fjendtlige rovdyr.
Får er notorisk dårlige til at forsvare sig. Hvis en ulv kommer ned til Skåne, hvor jeg bor, hører man ofte, at de dræber masser af får på én gang. Får er langsomme og stanger ikke hårdt nok til at afværge et rovdyr.
På Bibelens tid var der både ulve, løver og bjørne i Israel. Men hyrden var udrustet med både mod og redskaber til at beskytte fårene fra den slags farer.
Vi kan sammenfatte hyrdens rolle som at lede, samle, sørge for, beskytte og tage hånd om de svage får.
Gud er ikke en dysfunktionel hyrde
Sådan ledte Gud sin flok, Guds folk, fx i forbindelse med udgangen af Egypten: ”Du førte dit folk som en fåreflok ved Moses’ og Arons hånd” (Salme 77,21).
Selv Israels ledere kan kaldes hyrder. En af de mest betydningsfulde begyndte meget passende sit lederskab med bogstaveligt talt at være fårehyrde. Selvom David tydeligt havde sine svagheder, lykkedes det for ham at genspejle Herrens hyrdefunktion i den måde, han tog hånd om Guds fåreflok, hans folk.
Men langt fra alle hyrder var gode genspejlinger af Herren. Den ene hyrde efter den anden forsømte at være hyrder og fuldførte ikke opgaven med at tage hånd om fårene. Det ser Herren på med meget stor alvor.
En af de gammeltestamentlige tekster, som mest udførligt tegner billedet af Gud som en hyrde, gør det i kontrast til Israels dysfunktionelle hyrder:
”Ve Israels hyrder, som vogter sig selv. Skal de ikke vogte får? I spiser det fede, ulden bruger I til klæder, og de fede dyr slagter I. Men I vogtede ikke fårene. De svage har I ikke styrket, de syge har I ikke helbredt, og de kvæstede har I ikke forbundet, de bortkomne har I ikke ført tilbage, de vildfarne har I ikke ledt efter, og de stærke har I underkuet med vold. Mine får er blevet spredt, fordi de er uden hyrde, og de er blevet til føde for alle de vilde dyr” (Ez 34,2b-5).
Israels ledere var mislykkedes totalt med at lede Guds fåreflok. Men profetien indeholder også et løfte om håb:
”For dette siger Gud Herren: Jeg vil selv søge efter mine får og holde øje med dem … Jeg vil selv vogte mine får og lade dem lejre sig, siger Gud Herren. De vildfarne vil jeg lede efter, de bortkomne vil jeg lede tilbage, de kvæstede vil jeg forbinde, de syge vil jeg styrke, de fede og stærke vil jeg passe på. Jeg vil vogte dem på den rette måde … Jeg vil sætte én hyrde over dem, min tjener David. Han skal vogte dem og være deres hyrde” (Ez 34,11.15f.23).
Fordi Israels ledere svigtede deres opgave, taler Ezekiel om Herren, der selv skal komme og tage sig af sine får, og som skal sende sin tjener David, dvs. Davids søn, Messias. Det forudsiger Jesu komme – som den gode hyrde.
Jesus er den gode hyrde
Jesu liv legemliggjorde Herrens ord om, at han selv skulle komme og opsøge og samle de får, der var faret vild, føre dem til græsgange, forbinde de svage og syge og beskytte dem fra rovdyrene.
Dengang som nu opsøger Jesus Guds får.
Han leder dem, som er kommet på afveje, på rette vej (Matt 18,12-14).
Fx havde Zakæus samarbejdet med besættelsesmagten og udnyttet sin position som leder ved tolden og opkrævet mere, end hvad ret var. Men Jesus opsøgte ham, så ham i folkeskaren, tiltalte ham ved navn (Johs 11,14) og ledte ham på den rette vej (Luk 19,1-10).
Ligesom Zakæus har vi let ved at gå fejl af vejen, men hvilken tryghed er det ikke, at Jesus så opsøger os og leder os tilbage til den rette vej.
Selvom vi ofte forvilder os, og selv hvis vi i længere tid har bevæget os væk fra resten af fåreflokken og gjort ting, vi skammer os over, så kalder den gode hyrde på os. Han ønsker forsigtigt at bringe os tilbage til på den livgivende vej. Intet menneske er overflødig for Jesus.
Jesus samler den spredte fåreflok.
Det var en broget skare medlemmer, som udgjorde Jesu discipelskare: en tolder og en zelot, fiskere og profetiske lærlinge. Alligevel samledes de alle under en fælles hyrde (jf. Joh 11,16).
På samme måde samles forskellige kristne i dag, trods uligheder, om deres fælles hyrde, Jesus. Han fører os sammen og hjælper os til ikke at spredes.
Jesus beskytter sine får mod rovdyr.
Mange kræfter vil føre os bort fra Gud. Djævelen går omkring som en brølende løve (1 Pet 5,8), synden lurer ved vores dør (1 Mos 4,7), og andre mennesker kan være rovlystne ulve (Matt 7,15).
Men Jesus har al magt, og han siger, at ingen skal rive hans får ud af hans hånd (Joh 10,29). Der er intet, der kan adskille dem, der hører Jesus til, fra Gud (Rom 8,38f). Jesus har både mod og redskaber til at beskytte sine får mod alle rovdyr.
Derfor kan du i Jesu fåreflok være tryg, uanset hvad du møder i livet.
Jesus tager også hånd om de svage får.
Han kom ikke for de stolte får, som klarer sig på egen hånd, men for dem, som har behov for en hyrdes hjælp. Han hjalp kvinden, der var grebet i ægteskabsbrud, på fode, rørte ved den spedalske, besøgte en tolder og forbarmede sig over tvivleren.
Jesus ser også din skrøbelighed. Han vil forbarme sig over dig, hjælpe dig og læge dig. Måske har du kæmpet med mange års sygdom. Men Jesus har lovet, at alle hans fårs sygdom og elendighed har en slutdato.
Han vil også give oprejsning til dig, der lider under andre menneskers ondskab. Og selv hvis du tvivler på din hyrde, må du kalde dig selv hans får, når du lytter til hans røst. Jesus tager sig af alle sine svage får.
Jesus sørger for den mad og drikke, vi behøver.
Når Jesus så de store folkeskarer, og at de var som får uden hyrde, vred det sig i hans indre. Og han forbarmede sig over dem (Mark 6,34). Han reagerede ved at give dem både åndelig mad (undervisning) og fysisk mad, brød og fisk.
Alt i alt må vi sige, at Jesus er så god en hyrde, at han sprænger rammen for, hvad man kan forvente af en hyrde.
Hvilken menneskelig hyrde ville ofre sit liv for en flok får? Alligevel er det præcis, hvad Jesus gør (Joh 10,11).
Det gør han, for at vi kan få liv. Det er den ultimative måde, hvorpå Jesus sørger for sine får. Han giver os liv gennem sin død.
Så langt er min hyrde villig til at gå for mig, lille lam. Han kender mig ved navn og vil lede mig til grønne enge, hen til sig selv, hvor jeg kan være tryg.
Oversættelse: Lene Due Madsen
Artiklen er fra Budskabet 04-2023 og er en del af temaet ”Hvem vogter fårene?”. Flere artikler i samme tema:
