Frelseshistorien – Guds store plan

Allerede før skabelsen havde Gud lagt en frelsesplan. Planens mål var, at alle ting skulle genoprettes, så hele skaberværket og mennesket igen kunne fremstå uden fejl for Guds ansigt.

Verden gik i stykker. Den var ellers skabt godt og tilmed lagt ind under Guds velsignelse. Men syndefaldet efterlod en forbandet jord og en menneskehed underlagt døden og adskilt fra Gud.

Efter en fantastisk beskrivelse af skabelsen og paradislivet i Edens have i Bibelens første to kapitler er syndefaldsberetningen i kapitel 3 den totale katastrofe.

Katastrofen kom dog ikke bag på Gud. Allerede før skabelsen havde Gud lagt en frelsesplan. Planens mål var, at alle ting skulle genoprettes, så hele skaberværket og mennesket igen kunne fremstå uden fejl for Guds ansigt. Frelsesplanen beskrives som en beslutning, Gud havde taget før grundlæggelsen af verden (Ef 1,4-10 og 3,9).

Frelseshistorien er beretningen om, hvordan Gud skridt for skridt gennem verdenshistorien gennemfører den frelsesplan, han havde lagt før skabelsen. Frelseshistorien er derfor et særdeles vigtigt begreb for at forstå Bibelen; og dermed også troslæren.

Katastrofens to aspekter

Frelseshistoriens mål er en fuld ophævelse af syndefaldet. Guds frelsesplan omfatter derfor en istandsættelse af alt det, der gik i stykker ved syndefaldet. To udtryk i syndefaldsberetningen sætter fokus på afgørende aspekter af katastrofen:

1) Syndefaldets følger: Et liv med møje

Straks efter syndefaldet siger Gud til Adam, at hans liv på jorden fremover vil være præget af møje: »Med møje skal du skaffe dig føden alle dine dage« (1 Mos 3,17).

Til Eva siger Gud, at hendes liv med fødsler fremover vil blive »plagsomt og pinefuldt« (1 Mos 3,17). På hebraisk bruger Gud samme ord som til Adam: »møje«.

Både mænd og kvinders liv bliver fra nu af præget af møje, noget tungt og smertefuldt. Lidelsen er kommet ind i verden. Og det fortsatte i de efterfølgende generationer (1 Mos 5,29). Ethvert moderne nyhedsmedie fortæller dag efter dag om, hvordan møjen og lidelsen stadig fortsætter og på forskellige måder rammer hvert eneste menneske på jorden.

2) Syndefaldets følger: Fordrivelse fra Gud

Syndefaldet ender med, at Gud »jog mennesket ud« (1 Mos 3,24). Det hebraiske ord betyder ”fordrive”, ”adskille sig fra” og ordet blev senere i historien brugt om skilsmisser. Det harmoniske forhold mellem Gud og mennesket endte i en skilsmisse. Mennesket er årsagen til ødelæggelsen af Guds fantastiske skaberværk. Derfor er Gud vred på mennesket og vil »ødelægge dem, der ødelægger jorden« (Åb 11,18).

Katastrofen er altså dobbelt. Mennesket lever under Guds vrede og adskilt fra ham. Og menneskets tilværelse er bestemt af møje, lidelse og død.

Mens tilværelsen i Edens have var præget af »velsignelse« (1 Mos 1,22.28 og 2,3) er livet på jorden efter syndefaldet præget af »forbandelse« (1 Mos 3,17).

Det er dét problem, Gud vil løse gennem frelseshistorien.

Udvælgelsen af Israel

Frelseshistorien går for alvor i gang med Guds udvælgelse af Abraham (1 Mos 12,1-3). Her, 12 kapitler inde i Bibelen, skaber Gud simpelthen et nyt folk. For at gøre det helt klart, at folket udelukkende bliver til, fordi Gud vil det, vælger Gud et hedensk ægtepar, der ikke kan få børn – og så venter han endda, til de er for gamle til at få børn. Men ved Guds indgriben bliver Abraham stamfar til Israels folk.

Formålet med skabelsen af Israels folk bliver klart gennem Guds forklaring til Abraham: »I dig skal alle jordens slægter velsignes« (1 Mos 12,3). Velsignelsen fra skabelsen skal tilbage til jorden. Forbandelsen fra syndefaldet skal ophæves. Målet er velsignelse til alle folk på jorden, men redskabet er det ene folk, som Gud lod Abraham blive stamfar til, Israels folk.

Resten er historie. Frelseshistorie.

Blandt alle jordens slægter zoomer Bibelen herfra ind på Abraham, Isak, Jakob og Israels tolv stammer. På sit dødsleje snævrer Jakob yderligere lysstrålen ind og fokuserer på én af de tolv stammer: Judas stamme. Juda skal blive kongestammen i Israel, og engang skal der komme en konge af Juda, som skal regere hele verden (1 Mos 49,8-12).

Senere i den bibelske historie indsnævres fokus igen. Af alle slægter i Juda stamme zoomes der nu ind på David. Det er i hans slægt, at den evige konge – Messias-kongen – skal komme (2 Sam 7).

Når Gud udtrykkeligt i Bibelen beskrives som skaberen af alle folk, der omfatter ethvert menneske med omsorg og kærlighed, er Bibelens overvældende fokus på ét folk overraskende. Forklaringen er, at Gud har skabt dette folk til at være redskab for gennemførelsen af hans frelsesplan for alle folk. Gennem Israels folk, Juda stamme og Davids slægt vil Gud virkeliggøre frelsesplanen og skabe frelse for alle mennesker.

Frelseshistoriens centrum og højdepunkt

Frelsen skal komme i én person: Messias. Det Nye Testamente viser, at Messias vil gøre sin gerning i to runder.

1) Messias’ første komme

Gud vil lade Messias føde som jøde og efterkommer af David. Han skal påtage sig Guds vrede – Paulus siger ligefrem, at han skal blive til en forbandelse (Gal 3,13-14) – og på den måde genoprette forholdet mellem Gud og mennesker. Skilsmissen mellem Gud og mennesker skal ophæves.

2) Messias’ andet komme

Når Messias for anden gang kommer synligt til jorden, bliver resultatet, at »der skal ikke mere være nogen forbandelse« (Åb 22,3). Død, sorg, tårer og smerte er væk (Åb 21,4). Møjen fra syndefaldet er fjernet.

Med Messias’ andet komme er frelseshistorien gennemført. Syndefaldet er overvundet. Velsignelsen er tilbage.

Frelseshistoriens hjælp til at forstå Bibelen

Frelseshistorien er en fantastisk nøgle til at forstå Bibelen. Den binder Bibelen sammen. Bibelen begynder med to kapitlers beskrivelse af velsignelsen i skabelsen. Fra Bibelens tredje kapitel til det tredjesidste kapitel beskrives verden under syndefaldets forbandelse – og samtidig beskrives Guds skridt-for-skridt gennemførelse af frelseshistorien.

Men frelseshistorien giver ikke blot det store overblik over Bibelens overordnede handlingsforløb. Den giver også hjælp til at forstå en del af de ellers meget vanskelige beretninger undervejs gennem Bibelen.

Hvorfor er Faraos forsøg på at udslette Israels folk så alvorligt, at Gud faktisk belønner de jordemødre, der modarbejdede Faraos hensigt ved at lyve? I frelseshistorisk lys var Faraos forsøg på at myrde de hebraiske drengebørn et angreb på selve Guds frelsesplan for hele verden.

Hvorfor var amalekitternes angreb på Israels folk lige efter udfrielsen af Egypten så alvorligt i Guds øjne (2 Mos 17,8-18)? Israels folk er Guds redskab i frelseshistorien. Derfor var amalekitternes angreb på Israel et angreb på Guds stærke ønske om at frelse menneskeheden.

På samme måde med mange andre af Bibelens beretninger. Når mange israelitter på ørkenvandringen ønskede at vende tilbage til Egypten, var det – set med Guds øjne – tilbageskridt for frelseshistorien.

Hvorfor er Esters Bog med i Bibelen, når Gud fylder så lidt i den? Blandt andet fordi hofmanden Hamans antisemitiske angreb på jøderne ikke blot skabte en alvorlig krise for det jødiske folk men for hele Guds frelsesplan. Derfor brugte Gud dronning Esters position ved hoffet til at redde folket (Est 4,14) og dermed frelseshistorien.

Herodes den Stores drab på alle drengebørn i området omkring Betlehem var en grusom forbrydelse, der desværre matcher mange andre massakrer og forbrydelser i historien. Men netop Herodes’ barnemord truede Jesu liv og satte frelsesplanen på spil. Derfor greb Gud ind og ledte både vismændene og Josef, så frelseshistorien ikke blev stoppet (Matt 2).

Bibelens røde tråd giver Gud ære

Frelseshistorien hjælper os til at fastholde perspektivet, når vi læser Bibelen. Frelseshistorien er Bibelens røde tråd. Bøger, der måske kan virke mærkelige for os som læsere, som Dommerbogen og Ruths bog, får pludselig et nyt perspektiv.

Dommerbogen fortæller os om frafaldet og ondskaben i dommertiden. Bogen ender med følgende tragiske omkvæd: »På den tid var der ingen konge i Israel. Enhver gjorde, hvad han fandt for godt« (Dom 21,25).

Ruths Bog fortæller om, hvordan Gud midt i dommertidens frafald og midt i en menneskelig tragedie med hungersnød, flugt og død fører Ruth, så hun ender med at føde en søn, der bliver forfar til David.

Set i lys af frelseshistorien bliver de to bøger til et fantastisk budskab om, hvordan Gud selv i de mørkeste perioder i verdenshistorien stadig arbejder på gennemførelsen af den store frelsesplan. Selv dommertiden førte frelseshistorien et vigtigt skridt fremad!

Ikke underligt, at Paulus lader sin beskrivelse af Guds frelseshistoriske handlinger med Israel (Rom 9-11) munde ud i en mægtig lovprisning: »O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige er hans domme, og hvor usporlige hans veje! … Ham være ære til evig tid! Amen.« (Rom 11,33+36)

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler