From eller fri

Guds børn kan miste glæden i troen. En hyppig grund er, at vi fokuserer mere på vores fromhed end vores frihed.

Vi har et par tilfælde i Bibelen, hvor Guds børn mister glæden. Jeg tror, at en del kristne kender til det. Følelsen af forpligtelse, ansvar, lydighed og nej til synden har måske skubbet glæden i baggrunden. Hvad er årsagen til, at glæden er forsvundet? Og hvordan kan den findes igen?

Surt at være kristen?

Det første eksempel finder vi i menigheden i Galatien, hvortil Paulus skriver: ”Hvor er nu jeres begejstring?” (Gal 4,15). Den var der tidligere, men er nu forsvundet, fordampet, som en indtørret vandpyt på en sommerdag. Hvorfor?

Lidt senere i samme brev får vi en del af svaret:

”Til den frihed har Kristus befriet os. Stå derfor fast, og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg! Se, jeg, Paulus, siger jer, at hvis I lader jer omskære, vil Kristus intet gavne jer.  Jeg vidner igen, at enhver, som lader sig omskære, er forpligtet til at holde hele loven. I er afskåret fra Kristus, I der søger at blive retfærdige ved loven. I er faldet ud af nåden” (Gal 5,1-4).

Friheden var truet, og med frihedens exit var begejstringen også forduftet. Det handlede om, at Guds gode lov, bl.a. at vi skal elske hinanden, var kommet ind et sted, hvor den ikke hørte til, nemlig i deres ønske om at være retfærdige for Gud.

De var blevet fanget ind af den tanke – for nogle måske kun en ubevidst følelse – at de gennem omskærelse og anden opfyldelse af loven skulle gøre sig fortjent til Guds venskab og nærhed, barneretten, ja, til det evige liv. Derfor var glæden ved at være Guds barn lige så stille forduftet.

Nu tvivler jeg på, at der er ret mange af læserne, der føler, at de skal lade sig omskære, men så kan der være så meget andet, som betinger Guds gavmildhed og frelse, føler man.

Det kan f.eks. handle om at være et ordentligt menneske i mine relationer, en god far for mine børn, en god mand for min kone, et godt eksempel i menigheden på en, der gerne vil tage opgaver på sig, en stabil bibellæser, en inderlig forbeder, hengivende i lovsang, et godt vidne, en effektiv modstander af synden i mit liv.

Alle disse ting er fantastisk gode ting, som Gud ønsker skal blomstre i vores liv med ham. Men hvis Guds kærlighed og frelsen er betinget af succes på disse områder, kan du godt regne med én ting: Glæden forsvinder, og det bliver surt at være kristen!

Den ældste søn

I lignelsen om den fortabte søn (Luk 15,15-32) finder vi det andet eksempel på en, der har mistet glæden: den ældste søn.

Hans forhold til faderen var blevet anstrengt og kommer til udtryk i ordene: ”Da blev han vred og ville ikke gå ind” til festen. Vreden er tydeligvis rettet mod faderen. Vreden kommer fra en søn, der har gjort en masse for at opnå sin fars kærlighed og opmærksomhed, men som ikke føler, at det er lykkedes.

”Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner,” siger han. Eller: Nu har jeg gjort alt det, som jeg troede, du gerne ville have, at jeg skulle gøre for at få din opmærksomhed, og så giver du det alt sammen til min bror, som ikke har gjort det mindste!

Han er et ”trællebarn” – for han lever med sin far som en tjener og en træl, der skal gøre sig fortjent til faderens opmærksomhed, kærlighed og gaver – selvom han er søn.

Friheden er væk, glæden er væk, og kristendommen er ved at udvikle sig til kun at være pligt og opgave. Tanken om at stikke af som lillebror er nok dukket op mere end én gang. For det her er der ikke meget glæde ved. Kender du den følelse?

Og så kunne det have været helt anderledes! ”Alt mit er dit,” siger faderen. ”Det ligger lige for næsen af dig.” Det kan godt være, at far slagter fedekalven, da den yngste bror vender hjem, men hver eneste dag har han serveret lækker kalvefilet til den ældste søn med god vin, sauce og garniture, men denne har fisket sin kedelige madpakke op med tørt brød og lunken leverpostej, fordi han troede, at det gjorde ham mere fortjent til Guds opmærksomhed og kærlighed. Glæden var forsvundet, men den behøvede ikke at være det.

Nede under den manglende glæde og begejstring ligger en misforståelse af forholdet mellem Guds nåde og Guds krav, hans gave og hans opgave, hans evangelium og hans lov.

Gave eller opgave?

Er kristendommen en gave eller en opgave? Spørgsmålet er måske dårligt, ja, men vores svar afslører os. Hvis vi siger, at svaret er begge dele, så har vi – måske utilsigtet – sidestillet de to: Gaven og opgaven ligger i hver sin vægtskål og opvejer sådan nogenlunde hinanden. Men kristendom er ikke en gave og en opgave. Det er først og fremmest en gave.

At Gud så som en tillægsgave viser os tillid og inddrager os i sit store projekt, det er noget andet og sekundært. Men hvis vi tænker om det at være en kristen som en vægtskål, hvor der helst skal være balance mellem gaven og opgaven, så står vi i fare for at miste glæden, frimodigheden og trygheden.

Sammenblanding gør os trætte

Hvad er problemet med vægtskåls-tænkningen? Vi får blandet tingene sammen, når:

  • Synden og ”det gamle menneske” ikke regnes for mere syndigt, end at det kan forbedres lidt
  • Nåden ikke er mere omfattende, end at jeg også selv skal bidrage lidt
  • Når Guds bud gradbøjes lidt, så det kan lade sig gøre at overholde dem

Når vi modificerer og sammenblander Guds krav og Guds gave, så ender vi med en kristendom, der gør os trætte. Sammenblandingen af lov og evangelium gør os trætte, for så skal loven få os til noget, som aldrig vil lykkes for os. Og så giver evangeliet os ikke alt det, vi har brug for, men kun lidt af det.

Det handler om nogle helt grundlæggende forhold i vores tro, som forplanter sig til hele vores oplevelse af at være kristen.

Vaterpas retter ikke væggen op

Centrale passager i Romerbrevet er med til at tydeliggøre disse pointer:

”Den, der arbejder, får ikke løn som en nådesbevisning, men efter fortjeneste. Den derimod, der ikke arbejder, men tror på ham, som gør den ugudelige retfærdig, ham regnes hans tro til retfærdighed” (Rom 4,4f).

Enten frelser Jesus mig helt, eller også står jeg med det hele selv. Der er ingen mellemvej. Enten gør Gud den ugudelige retfærdig – helt og fuldt – eller også må vi selv gøre os retfærdige, helt og fuldt. Hvorfor?

”Vi har jo allerede anklaget både jøder og grækere for alle at være under synd … Og vi ved, at alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal lukkes og hele verden stå strafskyldig over for Gud. For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham; det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse” (Rom 3,9.19f).

Alle mennesker er under synd. Ingen er undtaget. Samtidig vil intet menneske blive retfærdigt over for Gud ved sine forsøg på at opfylde Guds lov. Loven giver derimod syndserkendelse.

Loven er som et vaterpas: Vi kan bruge det til at konstatere, at væggen er skæv, men vi kan ikke rette væggen op med det. Med Guds lov kan vi konstatere, at vi ikke står mål med Guds krav, men den kan ikke ændre på det.

Det betyder, at mennesket grundlæggende er i en håbløs situation over for Gud. Erkendelse af denne triste kendsgerning er faktisk en forudsætning for at leve i frihed og glæde som en kristen. Kapitulation er vejen til frihed, også selvom det i øjeblikket ser håbløst ud.

Der er ikke mere at betale

”Men nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov, bevidnet af loven og profeterne, Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle, som tror. Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus” (Rom 3,21-24).

”Men nu …” er blevet kaldt verdenshistoriens vigtigste ”men”. Der er en frelse uden vores bidrag i form at et bare lidt vellykket liv i overensstemmelse med Guds krav. Ufortjent, gratis. Sådan bliver et menneske frelst. Årsagen er ”forløsningen i Kristus Jesus”.

Forløsning sker, når der betales en løsesum, så fanger sættes fri. Det var den pris, Jesus betalte fuldt ud for os, så det aldrig behøver at suppleres med vores egne små bidrag. Prisen er betalt.

”For mens vi endnu var svage, døde Kristus for ugudelige, da tiden var inde. Der er næppe nogen, som vil gå i døden for en retfærdig; måske vil man vove livet for en, som er god; men Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere” (Rom 5,6-8).

Når Jesus betalte den fulde pris for os ved sin død, så vil alle vores egne bidrag ikke hjælpe det mindste. Vi kommer for sent. Før vi kunne bidrage med den mindste lille bitte smule af kærlighed, godhed og efterfølgelse, betalte Jesus den fulde pris for, at vi kan få evigt liv. Der er ikke mere for os at betale.

Hvis du er et af Guds ”trællebørn”, som den ældste bror, så læg mærke til, hvad der står her: Mens du var en oprører mod Gud, der ikke havde løftet en finger for ham, tænkt en eneste positiv tanke om Jesus, eller elsket dit medmenneske den mindste lille bitte smule, da døde Kristus for dine synder og betalte den fulde pris for dit liv.

Og det var nok til, at freden med Gud kunne oprettes. Gud kræver ikke mere. Den er ikke længere: Det er fuldbragt – ikke af dig, men af Jesus.

Du kan ikke mindske Guds kærlighed med dine synder, og du kan ikke forøge den med dine gode gerninger. Når Kristus har gjort alt det, som skal til, for at vi kan være Guds børn, så kan ingen synd i dit liv forringe din barneret hos Gud, og ingen god tjeneste kan forbedre din barneret. Det hviler helt på Jesus.

Det havde den ældste bror ikke opdaget. Der ligger en stor frihed gemt i den kendsgerning, men vi glemmer det let, og så bliver kristendommen pligt i stedet for gave og glæde.

Giv slip på din fromhed!

Paulus havde en god religiøs opdragelse og var meget stålsat og ansvarlig i sin gudstro, men han måtte gøre noget meget vanskeligt: Give slip på sin ”fromhed”.

”Dog, hvad jeg havde af fortjeneste, det regner jeg nu på grund af Kristus for tab” (Fil 3,7).

Vi må gøre ligesom Paulus: Give slip på al vores ”fromhed” og nøjes med Jesus. Det er måske særligt vanskeligt for os, der er opdraget til at være gode kristne. Vi har lært at leve på den ”rigtige” måde. Vi har fået vores identitet og selvforståelse i et bestemt kristent livsmønster. Vi har nogle fromhedsidealer, som vi helst skal leve op til for at regne os selv for rigtige kristne.

Nu udfordres vi til at give slip.

Hvis glæden og friheden skal være det inderste i vores kristendom, så må vi lade være med at regne med vores flittige bibellæsning, det inderlige bønsliv, vidnesbyrdene, vores opgaver i menigheden, tjenesten som forkynder eller leder i børneklubben. Selv de mange penge, vi giver til mission, må vi lade være med at regne med.

Lad det hele falde! Giv slip! Og vov det dristige spring alene at stole på, at Jesus har betalt fuldt ud for dig. Vov at stole på, at det er nok, både når du ”lykkes” som kristen, og når du ikke gør.

Det er en stor satsning. Paulus sad i mørke tre dage, før han var klar til at tage springet. Men uden det spring får vi aldrig rigtig vished.

Den ældste bror i Jesu lignelse havde aldrig givet slip, og derfor havde han aldrig oplevet, at det, han stræbte efter at opnå hos sin far, kunne han ikke gøre sig fortjent til. Han kunne kun modtage det som en fri gave, der allerede var rakt til ham.

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook
Relaterede artikler