Lovsyng – med hjerte, mund og hænder!

"Nu takker alle Gud med hjerte, mund og hænder …," synger vi i Martin Rinckarts kendte salme (DDS 11). Men hvor ofte får vi ikke begrænset lovsangen til blot at være en tak med munden! I bedste fald med hjerte og mund, men hvor kommer hænderne ind i billedet?

Og nej, det er ikke en opfordring til at lovsynge med løftede hænder, selvom denne bibelske praksis faktisk godt kan tåle at få lidt mere albuerum i vores lutherske sammenhænge.

Det, salmisten har i tankerne, er derimod det tilbedelsesoffer, som vi formanes til at bringe Gud, fordi han har ofret sig først. Jesus ofrede sig for at skaffe os soning og gøre os til et helligt folk i ham (Hebr 13, 12).

Derfor formanes vi til fortløbende at “bringe Gud takoffer, det vil sige frugten af læber, som bekender hans navn (hjertets og mundens lovsang). Glem heller ikke godgørenhed og gavmildhed (hændernes lovsang); det er den slags ofre, Gud finder behag i” (Hebr 13,15f). Her er altså tale om et praktisk hverdagskristenliv i tjeneste og efterfølgelse af Kristus.

Hvad har det med lovsang at gøre? Det er jo ikke det billede, vi normalt ser for os, når vi tænker og taler om lovsang. Men håndens lovsang er en uadskillelig del af hjertets og mundens lovsang. Som ben på en trebenet skammel, der vælter, hvis det ene fjernes!

Enkelte steder i Det Gamle Testamente (f.eks. Amos 5,21-23) møder vi udsagn fra Gud om, at han afskyr folkets larmende lovsange og ikke vil tage imod folkets tilbedelsesofre.

Det er ikke, fordi Gud har en særlig afgrænset og forfi net musiksmag, sådan som nogle undertiden har tolket versene. Nej, Gud er skaberen af byggestenene til alle musikalske stilarter fra klassisk til rock og fra gregoriansk munkesang til hiphop. Vi må være opfindsomme og udforske og bruge de musikalske muligheder, vi har fået i skabelsen, og kreativt tilbede Gud igennem sang, spil og dans m.m. (Sl 150) – velvidende, at ikke alle stilarter er lige egnede til formidling af Guds ord i enhver situation. Guds dom over folkets lovsang lød ikke pga. formen, og derfor skal vi også være vældig forsigtige med at dømme i den henseende. Derimod var Gud vred over, at de havde isoleret lovsangen til blot at være mundens tilbedelse. Hjerterne var blevet kolde, og håndens “lovsang” bestod nu i “at pege fingre og tale ondt …” (Es 58, 9f).

Den form for “lovsang” siger Gud nej tak til. Han formaner dig i stedet til, at fjerne åget af din næstes skulder; række den sultne dit brød og mætte den forkuede, så skal dit lys bryde frem i mørket og dit mulm blive til højlys dag.”

Det er den slags ofre, Gud finder behag i (Hebr 13,15f): En lovsang – et offer – med “hjerte, mund og hænder… ”

Det er “det nye liv i Kristus”, som vi er kaldet til at leve. Paulus formaner os til – på grund af Guds barmhjertighed – at “bringe vores legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være vores åndelige gudstjeneste” (Rom 12,1).

En åndelig gudstjeneste og et levende offer

Vi kan undre os over Paulus’ brug af ordet “gudstjeneste”. Vi tænker måske på den liturgiske gudstjeneste søndag formiddag; der, hvor Gud tjener os med sine gaver i sakramenterne, og hvor vi bliver fornyet og opbygget i troen og klædt på til den kommende uges strabadser ude i den sekulariserede verden.

Men det er ikke den slags gudstjeneste, Paulus refererer til, men derimod den gudstjeneste, der begynder, når præsten siger “amen” og organisten sender os ud i verden for fuld musik: Nu skal vi hver især ud og “tjene Gud” der, hvor vi er. Vi sendes ud i verden som lys og salt til vores fordærvede kultur og samtid. Dét skal være vores åndelige gudstjeneste. Dét skal være vores lovsang og tilbedelse til Guds ære.

Jamen, Paulus – hvordan er det lige, du har tænkt dig, at vi skal gøre det? Jo, siger den vise mand: “tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne” (Rom 12,2).

“Lad jer forvandle …” Der er altså ikke tale om en forvandling, som vi ihærdigt skal have stablet på benene! Nej, der er derimod tale om, at Kristus ved sin ånd tager bolig i vores hjerter og overtager styringen af vores liv og færden, så vi forvandles indefra – hvis vi giver ham lov og plads, vel at mærke.

Livets mål – at herliggøre Gud

Jesus havde et erklæret mål for sit virke. Han var her for at herliggøre Gud! Dvs. for at hjælpe mennesker til erkendelse af Guds herlighed. Til den herlighed og det fællesskab, som vi mistede i syndefaldet, og som vi ufortjent atter bliver lukket ind i ved forløsningen i Kristus Jesus (Rom 3,24).

Når besatte, syge og forkrøblede mennesker kom til Jesus, helbredte han dem, for at de og deres omgivelser skulle se Guds herlighed. Og da målet for hans korte liv her på jorden var nået, sagde han til sin Fader i Himlen: “Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre” (Joh 17,4), og så gik han til korset og byttede sin herlighed ud med vanære, for at vi kunne blive herliggjort i ham (Rom 8,30).

På samme måde må vi “herliggøre Gud på jorden ved at fuldføre den gerning, han har givet os at gøre!” Jesu gerning kulminerede i, at han gav sit liv som et offer for os. Det kostede ham livet, men døden kom til kort, og nu har han atter iklædt sig Faderens herlighed. Det er ikke vores gerning! Vores gerning må derimod være et levende offer (jf. Rom 12,1), som består i dagligt at fuldføre “de gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i” (Ef 2,10). Det er det, vi er skabt til i Kristus Jesus, og det er hans værk i os, der gør det!

Bliv i mig

Gud er som gartneren, der trækker sin arbejdshandske på hånden og får havens frugter og blomster til at stå i fuldt fl or. Vel er det arbejdshandsken, som er i fysisk berøring med mulden, tornene, vildskuddene og frugterne osv., men det er gartneren, der med sin viden og dygtighed får resultaterne til at spire og vokse frem. Det er ham, der ved, hvad og hvornår der skal plantes, beskæres og høstes, og derfor er det gartnerens ansvar, at haven står fl ot. Det kan aldrig blive handskens!

Sådan er vi arbejdshandsker på Jesus hånd. “Den, der bliver i (på) mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.” (Joh 15,5) og videre siger Jesus “Derved herliggøres min Fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple (efterfølgere)” (Joh 15,8).

Drik ikke hjernen ud …

“Drik jer ikke berusede af vin, det fører til udskejelser,” siger Paulus (Ef 5,18). Ikke som en konsekvent afvisning af at nyde vin og spiritus, men som en tør konstatering af, hvad der sker, når man får for meget af de stærke sager. Man drikker hjernen ud, siger vi, og det fører til udskejelser, fordi det så ikke længere er mig, der er “herre i eget hus.” Hjernen bliver sat ud af spillet, når alkoholen får magten.

I stedet for at lade overdreven brug af alkohol tage kontrollen, skal I “lade jer fylde af Ånden,” siger Paulus videre! Lad det være Ånden, der får lov at råde. Lad det være hans vilje, der styrer jeres liv og færden. Ikke sådan, at vi nødvendigvis skal gå og tale om Jesus hele tiden. Måske er det ikke altid de store ord, det kommer an på, men i stedet for de små gerninger?

Jeg får ofte forskellige indskydelser, f.eks. til at besøge en ven, sende en sms, give en mønt, være gæstfri eller tilbyde børnepasning. Men jeg har jo travlt og tænker: “Ja, det burde jeg måske, men det passer ikke lige nu …” og skynder mig videre i al min “kristelige” aktivitet! Men måske er det Ånden, der står bag disse indskydelser og ønsker fra andre mennesker? Måske er det Gud, der vil føre mig ind i nogle af de gerninger, han forud har lagt til rette for mig? Dem, han vil, at jeg skal vandre i, for at “mennesker må se jeres gerninger og prise jeres Fader, som er i himlene” (Matt 5,16).

Gud, lær mig at stoppe op og se og handle på de indskydelser, du giver mig!

… men syng i Ånden

Det er den lovsang, Gud har behag i: … med hjerte, mund og hænder! Men hvordan lader jeg mig fylde af Ånden, så mit liv bliver en lovsang til Gud? Det gør jeg bl.a. ved at være en del af et fællesskab, hvor der er plads til at synge og spille nye og gamle sange, der handler om ham (forkyndelse), sange, der er til ham (bøn), og sange, der er for ham (tilbedelse), siger Paulus i Efeserbrevet 5,19.

Åben dit hjerte for hans tale til dig, så vil han fylde dig med sin ånd og lede dig ud i hverdagens mange spændende gerninger for ham. Gud Fader med Guds Søn og Helligånd tillige ske tak og lov og pris i høje Himmerige! Treenig Gud, som var og er og bliver, dig vort takke-off er frem vi bær’ ydmygelig. (DDS 11)

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

Kunne du li' det, du læste?

Så hjælp os med at lave flere gode artikler til fordybelse og refleksion – ved at blive abonnent på Budskabet.

Del:

Twitter
Facebook