Gud frelser på grund af Jesu blod – om forsoningen

To slagtede bukke, en skål med blod og et skjult anklageskrift. Disse ting er med til at forklare noget af det absolutte centrum i den kristne tro: forsoningen.

Ordet ”forsoning” kan lyde som tør og teoretisk teologi. Alligevel rummer læren om forsoningen noget af det mest centrale og vigtige i kristendommen, og derfor er det alt andet end verdensfjerne abstraktioner. Det er netop på baggrund af forsoningen, at Gud frelser mennesker. Derfor er der god grund til at dykke ned i emnet.

Læren om forsoningen trækker tråde igennem hele Bibelen, og skal forstås på baggrund af en bestemt tjeneste i jødernes tempel, nemlig ypperstepræstens tjeneste. Vi vil i det følgende skitsere hovedtrækkene i denne tjeneste og vise, hvordan Jesus ved sin død og opstandelse udførte sin tjeneste som ypperstepræst, da han ofrede sig selv for vores synder. Først er det imidlertid nødvendigt at sige noget mere om, hvad ordene ´soning´ og ´forsoning´ indebærer.

Ordet ”soning”

Hvis disse ord bruges i daglig tale, har de oftest en betydning, der ikke helt svarer til Bibelens brug af ordene. Lad os først se på ordet ´soning´. Når vi siger, at Jesus har sonet vores synder, lægger vi det samme i begrebet ´soning´, som når vi siger, at en person afsoner for en forbrydelse, han har gjort. Afsoningen henviser til selve straffen. Den må gennemføres sådan, som den er udmålt af domstolen.

Når vi siger, at Jesus har sonet vores synder ved sin død på korset, mener vi, at han har modtaget den straf af Gud, som vi mennesker skulle have haft, og at han fuldt og helt har gjort op med vores synder. Det var netop det, der skete, da Jesus udførte sin tjeneste som ypperstepræst. Bibelen lærer, at han bar sig selv frem som et offer til Gud for vores synder (Hebr 9,11-12).

Ordet ”forsoning”

Ordet forsoning bruges om det, der er resultatet af Jesu soning. Vi siger, at Gud er forsonet som en følge af Jesu offerdød. I den forbindelse bruges ofte et andet udtryk, nemlig ordet ´forlig´. Bibelen lærer, at der er skabt et forlig mellem Gud og mennesker, som er noget anderledes end de forlig, mennesker kan indgå.

Det drejer sig ikke om et forlig, der er resultat af lange forhandlinger mellem to parter. Det er Gud selv, der har skabt forliget, selv om han også er den ene forurettede part. Vi mennesker har ikke foretaget os noget for at forlige os med Gud. Derfor siger Bibelen, at Gud har forsonet sig med mennesker, mens de endnu var fjender af ham (Rom 5,6; Kol 1,21-22).

Det betyder ikke, at Gud på nogen måde har forandret sig, men at forholdet mellem Gud og mennesker er forandret. Dermed har Gud gennem Jesus Kristus gjort op med menneskers synder, uden at de selv har gjort noget. Som følge af dette forlig indbyder Bibelen mennesker til at ”lade sig forlige med Gud”. Det vil sige at tage imod det forlig, Jesus har tilvejebragt, og derved få fred med Gud (2 Kor 5,20).

Det er ikke muligt at forstå, hvordan dette er sket, uden at vi lægger læren om treenigheden til grund. Forsoningen sker ved, at en af de tre personer i Gud, nemlig Guds søn, påtager sig ansvaret for verdens synd og modtager Guds dom over synden fra en af de andre personer i Gud, nemlig Faderen.

At det virkelig er indholdet i Bibelens lære om frelsen er klart, både i Det Gamle Testamente og i Det Nye Testamente. Hvad angår Det Gamle Testamente profeteres der om Jesu forsoning på forskellige steder og måder. Særlig kendt er Es 53,5-6: ”Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt. Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej; men Herren lod al vor skyld ramme ham.”

På baggrund af denne indledning vil vi nu sige mere om, hvad soning og forsoning indebærer i lys af Jesu tjeneste som ypperstepræst.

Den store forsoningsdag i jødernes tempeltjeneste

De forskrifter i Mosebøgerne, der handler om jødernes tempeltjeneste, giver os et bredt grundlag for at forstå, hvad soning og forsoning indebærer. I disse forskrifter var ypperstepræsten udvalgt til at være det jødiske folks stedfortræder og repræsentant over for Gud. Hans opgave bestod først og fremmest i at frembære forskellige slags ofre til Gud på folkets vegne. Disse ofre skulle være dyr uden fejl eller mangler. De blev slagtet og ofret for at betale for forskellige slags synder.

Offertjenesten fandt sted i jødernes tempel og skulle foregå nøjagtigt efter Moselovens forskrifter. Det er især én af disse offerceremonier, der var forbilledlig med hensyn til Jesu frelsergerning. Det er den, der står beskrevet i 3 Mos 16, og som handler om ”den store forsoningsdag”.

På hebraisk kaldes denne dag for ´Yom Kippur´. ´Yom´ betyder dag og ´kippur´ betyder at dække over eller skjule, i overført betydning også at sone. Hvad det indebærer, at ordet ´kippur´ har denne dobbelte betydning, vil fremgå af det følgende.

Yom Kippur skulle ifølge forskrifterne gennemføres en gang hvert år. Israels folk skulle da samles i templet for at være tilskuere til, hvordan ypperstepræsten førte to bukke frem, som begge skulle bruges i offertjenesten. For øjnene af folket lagde ypperstepræsten sin hånd på den ene buk og opremsede folkets synder over den. Dermed blev folkets synder overført på bukken. Bagefter blev bukken jaget ud i ørkenen (3 Mos 16,10).

Det var en forbilledlig handling, som viste frem mod det, der engang skulle ske med Jesus Kristus. Ligesom Israels folks synd blev lagt over på en buk, skulle Gud engang overføre hele menneskehedens synd på Jesus Kristus, så han kunne bære den bort. Det er baggrunden for, at døberen Johannes kalder Jesus for ”Guds lam, som bærer verdens synd” (Joh 1,29).

Ind i det allerhelligste

Hvad det vil sige, at Jesus tager vores synder bort, får vi klarhed over, når vi ser nærmere på, hvad der skulle ske med den anden buk, som blev brugt til offertjenesten på den store forsoningsdag. Bukken skulle slagtes for øjnene af folket og lægges på et offeralter, som stod uden for den afdeling i templet, der kaldes ”Det hellige”. Også denne buk var et forbillede på Jesus. Ligesom den blev slagtet på templets alter, skulle Jesus Kristus slagtes, lide og dø på Golgata for vores synders skyld.

Efter at have slagtet bukken samlede ypperstepræsten dens blod i en skål og bar det ind i den afdeling af templet, der kaldes ”det Allerhelligste”. Det var et lille rum, inden for afdelingen ”det Hellige”. Kun ypperstepræsten måtte komme derind, og her måtte han udføre sin tjeneste alene, uden at folket så ham (Hebr 9,1-14).

I det Allerhelligste var der nogle vigtige genstande, som blev brugt under netop denne del af ceremonien. Vigtigst var den såkaldte ”pagtens ark”, som Moses lod fremstille under ørkenvandringen. Den indeholdt to stentavler (anklageskrifter), hvor de ti bud var skrevet. Over disse tavler var der lagt et låg af guld. Det blev kaldt ”sonedækket” eller ”nådestolen”. Ovenpå var der støbt to keruber eller engle, og oven over det hele tronede Gud selv.

Ligesom ypperstepræsten mødte Gud i templet, skulle Jesus engang i fremtiden møde Gud i den virkelige Himmel og udføre en tjeneste, der svarer til den, ypperstepræsten udførte hvert år i templet.

Hvad foretog ypperstepræsten sig i det Allerhelligste, og hvordan er det et forbillede på det, Jesus skulle udføre? Det kan vi ikke forstå uden at vide, at templets Allerhelligste er et billede på Himlen, hvor Gud har sin trone, og hvor anklagerne imod os er for hans ansigt.

Som nævnt ovenfor tog ypperstepræsten blodet fra den slagtede buk med sig ind i det Allerhelligste. Der stænkede han det på sonedækket og foran sonedækket (3 Mos 16,15). På denne måde var blodet et skille mellem Gud og anklageskrifterne, så det bogstaveligt talt dækkede og skjulte dem.

Blodet vidner derfor om, at der er betalt med blod for menneskers synder. Det viser, at anklageskrifterne er skjult, synden er sonet, skjult og betalt. Derfor kan vi frikendes fra alt det, vi ifølge loven kunne anklages og dømmes for.

Den store forsoningsdag på Golgata

Ifølge Hebr 9,11-12 er det netop følgen af, hvad Jesus gjorde, da han ved sin død på Golgata bar sit eget blod frem for Guds trone i Himlen: ”Men Kristus er kommet som ypperstepræst for de goder, som nu er blevet til. Han er gået gennem det større og mere fuldkomne telt, som ikke er gjort med hænder, det vil sige, som ikke hører denne skabte verden til; og ikke med blod af bukke og kalve, men med sit eget blod, gik han én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning.”

Jesu blod er altså båret ind i Himlens tempel én gang for alle og vidner til evig tid om, at Jesus har sonet al verdens synd. Det betyder, at Gud ikke længere kræver noget opgør fra vores side. Gud er forsonet med os mennesker. Han længes derfor efter at tilgive os og gøre os til sine børn, og han indbyder os til at tage imod det forlig, han har sluttet (2 Kor 5,20).

På den baggrund kan vi nu konkludere, at hele frelsesværket skete uden nogen som helst indblanding eller indvirkning fra menneskers side. Forsoningen skete i den treenige Gud som et opgør mellem den evige Fader og den evige Søn. På den ene side er frelsesværket udført af Guds søn, Jesus Kristus alene, i og med at det var ham, der ofrede sig selv for os. På den anden side kan vi sige, at forsoningen er den ene treenige Guds værk. Det Sønnen gjorde, er nemlig også gjort af den ene treenige Gud.

 

Artiklen er et lettere redigeret uddrag af artiklen Hvordan Jesus udførte frelsen fra nytliv.dk.

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook