Historisk blev Israel en del af en storpolitisk helhed bestående af magtfulde riger, bl.a. Egypten og Assyrien. Assyrerne kunne optræde skånselsløst og uden respekt for menneskeliv i deres forsøg på at underlægge sig andre folk. Besejrede folk kunne blive bortført som fanger. Nogle af dem blev behandlet grusomt evt. slagtet eller brugt som slaver i store byggeprojekter. Endvidere bortførte de ofte store rigdomme fra de besejrede områder.
Retningslinjerne for Israels krigsførelse adskiller sig fra almindelig praksis på den tid. Andre folks krige blev nærmest forherliget. Israel fik ikke til opgave at efterleve en imperialistisk krigsstrategi og erobre områder ud over dem, som var lovet af Israels Gud. Samtidig var det nødvendigt for Israel at bruge militær magt for at forsvare det lovede land. Israel var ikke kun en åndelig men en fysisk, politisk størrelse – et virkeligt folk i et virkeligt land, som andre i øvrigt gerne ville i besiddelse af. Israel måtte således føre krig både for at indtage og forsvare landet. Samtidig var de regler, som Israel skulle efterleve, temmelig restriktive.
Krig – hvordan?
Lad os i al korthed se på, hvordan Israels adfærd skulle være i forbindelse med krigshandlinger.
Femte Mosebog fremstår som en lang tale, Moses holdt lige før Israels folk gik ind i det lovede land, Kana’an. I kapitel 20 læser vi, hvordan Israel skulle agere under indtagelsen af landet, når de stødte sammen med områdets forskellige folk. I vers 1 understreges, at Israels magt ikke er knyttet til heste, vogne og store hære, der var så afgørende for andre nationer. Israel skulle ikke være en supermagt, der kunne undertrykke andre. Folket var faktisk et lille folk (5 Mos 7,7), der skulle have deres styrke i Gud. Dermed bliver Israels krig så at sige Guds ”sag”. Han kæmper mod deres fjender (vers 4).
I modsætning til andre lande var der nogle regler om, at selv blandt våbenføre mænd kunne nogle blive fritaget for at gå i krig – noget som jo umiddelbart kunne svække hærens slagkraft. Hvis en mand havde forlovet sig men endnu ikke var gift, eller han fx havde anskaffet sig et nyt hus eller havde plantet en vingård, så skulle han ikke gå i krig men tage hjem og glæde sig over Guds velsignelse. Også hvis nogen var bange eller modløs, skulle han vende hjem. Først derefter skulle styrkerne mønstres, og hærførerne stilles i spidsen for hæren (vers 5-9). På den måde blev det tydeliggjort, at sejr ikke beroede på Israels styrke men på, at Herren var med sit folk.
Der var to grunde til, at Israel skulle indtage landet. For det første nævnes det i 5 Mos 9,4, at når landet indtages skal Israel ikke tro, ”at det skyldes din egen retfærdighed, at Herren har ført dig ind i dette land, for at du skulle tage det i besiddelse; nej det er på grund af disse folks uretfærdighed, at Herren driver dem bort foran dig.” Herudover er der et andet motiv bag de udtrykkelige regler om, at ”i de folks byer, som Herren, din Gud, vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet”. Begrundelsen er: ”De må ikke lære jer at gøre alle de afskyelige ting, som de dyrker deres guder med, så I synder mod Herren jeres Gud”, 5 Mos 20,16-18. Af samme grund måtte de ikke gifte sig med kvinder fra disse byer. Ligeledes skulle de ødelægge Kana’ans altre og gudebilleder. Ellers ville afgudsdyrkelsen glide ind i folket, så de ikke kunne tjene Gud helhjertet. ”For du er et helligt folk for Herren din Gud; dig har Herren din Gud udvalgt af alle folk på jorden som sit ejendomsfolk” (5 Mos 7,3-4 og 6). Krig mod kana’anitterne var således ikke et spørgsmål om imperialisme, had eller ubarmhjertighed men om, at Israel skulle vedblive at være et folk, der er overgivet til den ene og eneste Gud.
Der var særlige regler, når det drejede sig om ”byer som ligger meget langt borte”, som Israel var i mindre berøring med (se 5 Mos 20,10-15). Israel skulle først tilbyde byerne fred. Hvis der blev givet positiv respons, kunne indbyggerne blive i deres område og være underlagt Israel. Men hvis de ikke ville fred, måtte Israel gå i krig mod dem. I slutningen af kapitel 20 nævnes en regel, der drejer sig om netop disse fjernere liggende byer. I forbindelse med en belejring måtte Israel ikke ødelægge frugttræer, mens de gerne måtte bruge andre træer til at bygge belejringsværker af. Sådan en bestemmelse er helt modsat fx assyrernes sædvane. Hvis en by ikke ville overgive sig, var det almindeligt, at de brændte og ødelagde høsten, træer og huse i området.
Teori og praksis
Vi har nu betragtet enkelte aspekter af Guds ideelle retningslinjer over for sit folk. Blev de så efterlevet af Israel?
I 1 Kong 9,20-21 ser vi, at Israel ikke overholdt buddet om udslettelse af folkene i Kana’an. Det er måske en lettelse for nogle af denne artikels læsere. Men bagsiden af det var, at Kana’ans Ba’al-dyrkelse blev en konstant trussel mod Israels tro – og derfor mod folkets liv som Guds folk.
Der er ikke noget enkelt svar på, om Israel altid udkæmpede sine krige på en efter datidens forhold human måde. Hvad der skete under kamphandlinger er langt på vej ukendt for os. Men vi læser faktisk, at aramæerkongen Ben-Hadads folk sagde, at ”Vi har hørt, at Israels konger er milde konger” (1 Kong 20,21).
Bibelen lægger ikke skjul på Israels kongers fejltrin. Gammel Testamentes vurdering af Israels konger er helt forskellig fra det, som blev brugt i den omliggende verden. Vi kan nævne omtalen af kong Omri. I 1 Kong 16,25 siges, at ”Omri gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og han handlede værre end nogen før ham”. Længe efter hans død omtalte assyriske kilder Israels hus som ”Omris hus”. I de bibelske kilder får vi en meget begrænset omtale af hans bedrifter, mens vi andet sted altså får indtryk af, at han var en betydelig person i den politiske verden dengang. Bibelen forherliger ikke Israels konger. Selv en ”ideal-konge” som David bliver ikke beskrevet som uangribelig. I 1 Krøn 28,3 læser vi, at David ikke fik lov at bygge templet, fordi han som kriger havde udgydt blod. Det er så meget mere slående, fordi Krønikebøgerne støtter Davids kongedømme. Blandt andre folk ville en kriger som David være blevet beundret på grund af hans succes i krig. I øvrigt fik Israels konger ofte folket til at overgive sig til afgudsdyrkelse. Således blev kong Salomo den type konge, som 5 Mos 17,17 advarer imod. Han erhvervede sig stor rigdom og tog mange hustruer, og de fik ham til at tjene andre guder (1 Kong 11,1-8). Rigets deling efter Salomos død var Guds dom over hans synder (1 Kong 11,9-13).
Frelseshistorisk perspektiv
Vi har nu betragtet nogle af de spilleregler, som Gud opstillede i forbindelse med Israels indtagelse og forsvar af det landområde, folket blev tildelt. Endvidere har vi sammenlignet disse regler med, hvad der var almindeligt gældende dengang. Vi vil nu prøve at betragte sagen i en større sammenhæng.
Gud havde givet Kana’ans land til Abrahams efterkommere – altså Israels folk (1 Mos 12,7). Hvorfor udvalgte han Abraham, og hvorfor netop det land? Der er vel ikke anden forklaring på det end, at det gjorde han – han som er den højt ophøjede og hellige Gud.
Valget af et land skete som led i Guds frelsesplan. Landet skulle være udgangspunkt for denne plan (Es 2,3b) og bolig for hans udvalgte folk, som hans tjener (1 Mos 12,7 og Es 44,1). Når det skulle realiseres, kunne det naturligvis ikke undgå at medføre krigshandlinger. Men som vi har set, skulle de gennemføres på bestemte vilkår.
I tiden mellem Jesu første og andet komme er der så indtrådt en ændret situation. Udbredelsen af kendskabet til Israels Gud tog ganske vist sin nye begyndelse samme sted som på Gammel Testamentes tid og skulle fortsætte ud over jorden (ApG 1,8) – ved at mennesker blev disciple af Jesus (Matt 28,18-20). Og et nyt folk blev etableret – et overnationalt folk af Jesus-troende jøder og hedninger (Ef 3,6). Også det folk ville komme til at stå i en kamp, som Gud har opstillet vilkårene for (Ef 6,10ff).
Dette fællesskab af troende jøder og hedninger er udtryk for Guds riges nærvær, uanset hvor på kloden det er. Da riget har åndelig karakter, er det også henvist til at gøre brug af åndelige midler, både ved etableringen og i den kamp, som kæmpes. Riget har selvfølgelig synlige konsekvenser, som et resultat af de troende fællesskabers evangeliserende og diakonale virke. Men begge dele er udtryk for et åndeligt virke.
Når Jesus kommer anden gang, vil Guds nærvær blive materielt og synligt på en ny måde. Guds rige når sit klimaks og sin fulde udfoldelse derved, at ”Nu er Guds bolig hos menneskene” (Åb 21,3). Men inden da bliver landet Israel centrum for voldsomme begivenheder (Zak 12,1ff). Frelseshistorien slutter synligt og særdeles voldsomt med opgøret mellem Gud og Satan i den endelige kamp om herredømmet i et fornyet skaberværk (Mark 13,7, Åb 6,3-8 og 19,11-21). Og da bliver det tydeligt, at kamp og krigshandlinger ikke er et mål i sig selv. Det var de ikke hverken i Gammel eller Ny Testamente. Men de har været nødvendige for at Guds modstander og hans medarbejdere kunne blive neutraliseret, og Guds fred få magten. Det har hele tiden været målet, som vi ser både i løftet (Zak 9,10) og ved Jesu fødsel (Luk 2,14). Idealsituationen er ikke krig men en fred, hvor folk ikke mere skal oplæres til krig (Mika 4,3).
Afslutning
Krig er noget midlertidigt, som hører til i den nuværende verden. Når Gud brugte krig til at fremme sin vilje og plan, var han ikke énsidig. Som vi har set, tjente Israel Gud i opgøret mod andre folks uretfærdighed (5 Mos 9,4). Omvendt måtte Babylon tjene Gud, når Israel blev tugtet for sit frafald (Jer 21,3-7). Vi ser således, at Guds dom over synden ikke alene er noget, som hører evigheden til. Guds vrede kommer også til udtryk i den nuværende faldne verden. Endelig er det vigtigt at understrege, at det ikke er givet os i dag at kunne gennemskue årsagen til aktuelle krigshandlinger. Når vi vover at tale om motiverne bag begivenhederne i Bibelen, er det fordi, vi har kendskab til Guds egen tolkning af dem – formidlet gennem hans profeters vidnesbyrd.
Til studium af Guds bestemmelser omkring spiseregler, krigsførelse m.v. kan henvises til en bog af lektor i GT Hetty Lalleman ved Spurgeon’e College i London: ”Celebrating the Law?”
Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.
