Kristus i ægteskabet

Ægteskabet er en utrolig smuk gave fra Gud. Men det er en forgængelig del af skabelsen og ikke et mål i sig selv. Lammets bryllup med sin brud, menigheden, er det evige mål uanset stand.

Derfor er den enkeltes forhold til Gud det mest grundlæggende fællesskab for mennesket. Dernæst følger det kristne fællesskab – herunder ægteskabet.

Ægteskabet er altså en gudvillet relation mellem en mand og en kvinde, som deler rigt ud af menneskelige og åndelige frugter, men det var aldrig tiltænkt som meningen med livet. Det var bestemt til at bære vidnesbyrd om den Gud, vi tror på.

Enhedens karakter og afgrænsning

Således kan vi præcisere, hvilken karakter et ægteskab har, hvorfor og på hvilken måde vi bør skelne mellem et verdsligt og et kristent ægteskab.

I skabelsesberetningen hører vi, at en mand og en kvinde skal blive ét kød, når de indgår ægteskab (1 Mos 2,24). Oprettelsen af en ny enhed og ægteskabsløftet foran Gud og mennesker konstituerer et ægteskab. Løftet er bindende uanset om man er Kristus-troende eller ej. Men så begynder vi at støde på problemer for det verdslige ægteskab.

Nok er ægteskabet skabt med henblik på at være en velsignelse for hele menneskeheden, men med syndefaldet opstår der komplikationer. For det er en fremmed virkelighed for en verden i synd at være ét med andet end sig selv.

Alle mennesker har en samvittighed og sund fornuft. De kan have gode værdier, og de kan forblive tro. De bærer med sig et vidnesbyrd om Guds eksistens, uanset hvad de selv måtte mene. Men de peger blot på det faktum at Gud er til. De kan ikke pege på, hvem Gud er, og hvad han har gjort for os, hverken på et individuelt eller kollektivt plan. De lever i ægteskaber på skabelsens plan.

I syndens verden har ægteskabet brug for forsoning, tilgivelse, selvopofrelse og tjenersind for at bære god frugt. Således har ægteskabet brug for Kristus som herre og frelser, først for den enkelte og i forlængelse af det for ægteskabet. Ægtefolk, som lever med Kristus, lever derfor i ægteskaber på frelsens plan. Deres ægteskab vidner ikke blot om vores skaber, men også om vores frelser. ¹Se evt. nytliv.dk/resource/singleliv-og-aegteskab og 9marks.org/article/can-christians-marry-non-christians-a-biblical-theology

Den komplimentariske orden

Gud ordner sit skaberværk, da han skaber. Både natur, dyreliv og ægteskab mellem én mand og én kvinde (1 Mos 1,31).

Mand og kvinde var fra begyndelsen skabt både forskellige og ligeværdige. De havde forskellige kroppe, psyker og sociale funktioner. Men de var, trods deres forskelle, præcis efter Guds ide – ligeværdige over for ham, begge skabt i hans billede og forvaltere af skaberværket (1 Mos 1,26-30).

Men de fik forskellige roller og opgaver: Han blev skabt først (1 Mos 2,7), skulle navngive dyrene (v.19) og skulle sørge for, at Guds bud blev overholdt (v.16-17). Han blev skabt af jord (v.7). Hun blev skabt af hans side (v.21). Hun skulle være en ligeværdig hjælper for ham (v. 18). Han skulle elske hende som sit eget kød (v.22-24).

Mand og kvinde er altså ikke skabt ligestillede, hvad angår deres positioner og roller i relation til hinanden. De komplementerer hinanden og danner på baggrund af forskellighederne en enhed.

Det forklarer ægteskabets orden ud fra skabelsens plan. I princippet gælder den derfor for alle ægteskaber. Men synden har kompliceret billedet.

Allerede i Første Mosebog 3 kommer synden ind i verden. Bemærkelsesværdigt nok ved, at Satan udfordrer de ordenener i skaberværket, som Gud har sat på hver sin plads og kaldt for ”godt”. Som en falden engel gør han selv oprør mod den himmelske orden (Luk 10,18 og Judas 1,6), og han går efter at bryde ordenen mellem både mennesket og Gud og mellem manden og kvinden. Satans strategi afslører, at oprør mod Guds orden rører ved kernen af syndens væsen.

Det ser vi med al tydelighed, også i dag. Samfundet lever i åbenlyst oprør mod den naturlige, skabte orden for ægteskabet – i alle mulige variationer. Derfor styrtbløder vores ægteskaber og familieliv.

Men det er ikke blot ægteskaber i samfundet, som lever i oprør mod Guds orden. Det gør også ægteskaber i menighederne. Mange lever ikke efter Ny Testamentes vejledning. Derfor skal vi nu kigge nærmere på hustavlen i Efeserbrevet.

Det kristne ægteskabs kendetegn

Jesus kom til verden for at bryde syndens magt, og det sætter også ægteskabet i et nyt lys.

I indledningen til Efeserbrevet adresser Paulus brevet til de troende i Kristus Jesus (Ef 1,1). Brevet handler særligt om de troendes enhed med Kristus og hinanden.

Legemstanken udfoldes som den grundlæggende struktur for de troendes fællesskaber: I menigheden er alle forskellige lemmer på legemet. Legemet er et billede på kirken, og Kristus er hovedet – det vil sige kirkens herre (Ef 4).

Når vi således zoomer ind på hustavlen i Efeserbrevet 5,21-33, er feltet snævret ind. Det er påbud givet til ægtefolk, der lever på frelsens plan, ikke blot på skabelsens plan.

Struktur for Efeserbrevet 5,21-33:

• 21 Påbud til begge ægtefæller i forlængelse af hele det troende fællesskab
• 22-24 Påbud til hustruen
• 25-32 Påbud til manden
• 33 Påbud til dem begge

Vers 21 er adresseret til både manden og kvinden – og i princippet til hele menigheden (Ef 5,1-19). Alle på legemet skal underordne sig hinanden i ærefrygt for Kristus. Det forudsætter, at der må være en personlig tro på Jesus i den enkeltes liv. Både mand og kvinde i et ægteskab på frelsens plan står derfor først og fremmest under Jesu autoritet.

Vers 22-24 uddyber, hvordan underordning skal udfoldes for hustruens vedkommende. Paulus forklarer den komplementariske orden i ægteskabet med ufravigelige, læremæssige argumenter, som står i direkte forlængelse af læren om Kristus og kirken.

Hustruen skal underordne sig sin mand i alt som under Herren, og manden skal være kvindens hoved på samme måde, som Kristus er kirkens hoved. Ikke som hendes frelser(!), men som hendes kærlige autoritet i den gudskabte orden imellem dem. En væsentlig pointe er, at hustruen på denne måde underordner sig Herren, ikke blot hendes mand. Det burde principielt ikke være noget problem, for manden står jo selv i et underordnet forhold til Kristus. Og han står også, som nævnt i vers 21, i et underordnet forhold til sin menighed og dermed også til sin hustru. Forskellen mellem mand og hustru er den, at hans underordning består i at være en autoritet for hende. Det lyder selvmodsigende, men det er det ikke. Det handler nemlig om den selvopofrende karakter af hans autoritet, han bliver påbudt, og det dybdegående ansvar, som bliver pålagt ham.

Vers 25-32 adresserer manden. Det er et bemærkelsesværdigt afsnit, fordi det både er længere og mere detaljeret end til hustruen. Men det giver god mening. Da hustruen har fået påbudt at underordne sig ham i alt, får vi en grundig indføring i, hvor omfattende og grundlæggende mandens underordning af Kristus er, og hvordan det skal afspejles i hans måde at være autoritet over for sin hustru på, så hun netop trygt kan underordne sig i alt.

Vi skal lægge mærke til de overmåde kærlige, og menneskeligt og åndeligt involverede, beskrivelser, som bliver brugt om hans opgave: Han skal elske hende, give sig hen for hende, føre hende frem til et helligt liv gennem åndeligt lederskab, hun skal behandles og elskes som en del af ham selv, hun skal næres og plejes, hun skal mærke, at han har bundet sig fuldstændig til hende, og han skal være ét kød med hende. Her nævnes der ikke hverken råstyrke, at være den klogeste, mest verbale, første eller bedste, den, som har mest indsigt, eller den, der føler sig mest berettiget. Der nævnes heller ikke samlivs-områder, som manden med begrundelse i sin autoritet kan unddrage sig. Tværtimod. Karakteren af hans autoritet viser, at han har underordnet sig Kristus, og med sit tjenende lederskab, på sin vis, også underordnet sig hende. Alt skal han altså gøre med hendes bedste, og deres fælles bedste, for øje.

Hustruen bør holde sin mand kærligt op på dette samlede billede, og hun bør formane ham, når hans måde at lede hende på bærer præg af manglende selvransagelse. Det samme skal han gøre med hendes underordning og ærefrygt for ham. Man bør tilføje, at det også er menighedens ansvar at formane ind i ægteskaberne og dermed give både mænd og hustruer støtte og oplæring i at leve sammen efter hustavlerne. Det er ikke tilfældigt, at vi finder hustavlen flettet ind i et brev til det troende fællesskab som helhed.

Vers 33 opsummerer Paulus’ budskab for afsnittet: at Kristus-hemmeligheden ikke kun skal manifestere sig i menighedens forhold til Jesus, men også i det kristne ægteskab.

Vi kan konstatere ud fra denne tekst, at Paulus hverken opløser skaberordningen mellem mand og kvinde eller opretter en ny orden i ægteskabet som den, vi kender fra ligestilling i samfundet. Han udfolder i stedet, hvad det vil sige at leve i et ægteskab med udgangspunkt i den oprindelige skaberorden, som forløses ved troen på Jesus og et liv i efterfølgelse af ham.

Han slår fast, at det kristne ægteskab rummer intet mindre end et vidnesbyrd om Kristus-hemmeligheden (v.32). Hemmeligheden er det himmelske bryllup mellem lammet og de troende (Matt 9,15, Åb 19,7-9).

Derfor er hustavlen på ingen måde blot en kulturel diskurs for datidens samfund. Det er gyldige og blivende påbud, som gælder i dag og for fremtiden, og som peger frem mod evigheden med Jesus. Kristus-hemmeligheden er det kristne ægteskabs kendetegn i verden.

Kampen i det kristne ægteskab

Selvom ægtefællerne på frelsens plan lever i en ny virkelighed som ”nye mennesker” (Ef 4,17-24), nager synden i os. Det er det kristne ægteskabs paradoks, at vi er både frelste og syndere i samlivet med hinanden, og det er en realitet, at der stadig vil være mørke pletter i vores ægteskaber. Dem er der kun ét middel imod, og det er åndelig kamp. Vi skal ikke kæmpe den selv, det vil Guds ånd virke i os, men vi skal være disciplinerede i at pleje vores relation til Gud og hinanden. Det indebærer blandt andet, at vi stræber efter:

• dagligt at komme frem for Gud i tilbedelse, bekendelse, bøn og bibeltid
• regelmæssigt at tage til gudstjeneste, kristne møder, bibelgrupper o.l.
• at samtale med hinanden om liv og tro
• en god praksis for tilgivelse, hvor begge parter kan tage ansvar og sige uforbeholdent undskyld, hvor der tages imod en undskyldning og ikke bæres nag, og hvor der også er en praksis til at genopbygge tillid, hvis den er blevet brudt
• at prioritere hinanden i hverdagen til hygge og afslapning, sex og intimitet, oplevelser, projekter eller aktiviteter, vi kan lide at gøre sammen
• at fremelske hinandens opgaver og roller i ægteskabet i tråd med hustavlerne
• kristne relationer uden for ægteskabet, som har taleret ind i ægteskabet, og som kan formane, støtte, trøste, opmuntre og bede med os

Disse er nogle centrale fokuspunkter for det kristne ægteskab over et langt liv.

En topaktuel vision

Kristne ægteskaber lever ikke grundlæggende for sig selv, men for det vidnesbyrd om Kristus-hemmeligheden, de bærer med sig: om verdens frelser, et liv i efterfølgelse af ham og et liv med ham i evigheden. Det kristne ægteskab rummer derfor en topaktuel vision, som kirken skal turde sætte på dagsordenen i verden. Og det er ikke mindst en udfordring, som kirken selv skal formanes til at efterleve.

Artiklen er fra Budskabet 05-2024 og er en del af temaet ”Kristus i relationerne”. Flere artikler i samme tema:

• Hustavlens pligter
• Arbejdstager eller arbejdsgiver? Gud er lige-glad
• Kristus mellem forældre og børn
• Godkender Bibelen slaveri?