Lov og evangelium kan umiddelbart virke som et støvet gammelt ordpar, men handler i virkeligheden om, hvem Gud er, og om, hvordan han møder os. Gud er nemlig både den hellige, der hader alt urent, og er frygtelig i sin vrede og dom over synden, og på samme tid er han den ubeskriveligt kærlige, der elsker os så højt, at han ofrede sig selv på et kors for os.
Tre misforståelser
Man kan sommetider få en fornemmelse af, at der går lidt skematænkning i den, når man taler om lov og evangelium. Loven bliver forstået som det, der har til opgave at vise os, at vi ikke er gode nok i os selv, og evangeliet er så trøsten, der kommer og siger: ”Men bare rolig, Jesus har gjort alt for dig.”
Problemet, med en sådan skematænkning, er, at vi faktisk hverken tager loven eller evangeliet alvorligt, fordi vi tager brodden af det ene med det andet.
Der findes en række misforståelser af lov og evangelium, som bærer præg af denne skematænkning. Jeg vil nævne tre her, som jeg tror, er de mest udbredte:
For det første er der nogle, der tror, at loven er Det gamle Testamente, hvor vi møder Gud som den strenge, og evangeliet er Det nye Testamente, hvor vi møder Gud som den kærlige. Det er faktisk ikke sandt. Gud åbenbarer sig i lov og evangelium gennem hele Bibelen. Gud har altid været, og er stadig, den hellige og den kærlige på samme tid.
For det andet kan man møde den misforståelse, at loven er det, der fremkalder en følelse af angst, og evangeliet er det, der fremkalder en følelse glæde. Det er sandt, at lov og evangelium kan vække stærke følelser, men lov og evangelium er ikke bare et psykologisk trick. Lov og evangelium er et møde med Gud, sådan som han er i sit væsen.
For det tredje kan man få den tanke, at lov og evangelium har at gøre med en bestemt prædikenstruktur, hvor tilhøreren først skal møde Guds dom i loven og dernæst Guds nåde i evangeliet. Det er sandt, at en god prædiken godt kan have denne struktur, men strukturen er ikke det afgørende. Det afgørende er, at vi i lov og evangelium møder Gud, som han er: Hellig og kærlig.
Loven er radikal
Hvad er så loven?
Loven er alt det i Bibelen, der forkynder os, hvad Gud kræver. Loven peger på os og siger: ”Du skal”, eller: ”Du må ikke”. Dermed afslører den os, og fører os ind under Guds dom. Hvis vi tager loven alvorligt, indser vi nemlig, at vi er helt ude af stand til at frelse os selv. Loven afslører ikke bare, at vi ikke er gode nok overfor Gud (men måske kunne blive det, hvis vi virkelig tog os sammen), den afslører, at synden kommer indefra, og at vi i virkeligheden er i oprør mod Gud. Det betyder ikke, at der ikke er en masse positivt at sige om os som mennesker overfor hinanden, eller at vi ikke er værdifulde i Guds øjne. Vi kan nemlig være meget kærlige, omsorgsfulde og selvopofrende overfor hinanden, og uanset hvordan vi er, har vi ubegribelig stor værdi i Guds øjne, men loven afslører ikke desto mindre, at vi i os selv er åndeligt døde, at vi er i oprør overfor Gud og ude af stand til at frelse os selv (Ef 2,1-3).
Lovens krav er ikke bare, at vi skal gøre det så godt, vi kan, eller at vi skal føle os fromme i sammenligning med andre. Lovens krav er fuldkommenhed (Jak 2,10 og Gal 3,10), og det er Gud selv, der er målestokken (Matt 5,48).
Dermed går loven dybt. Den kræver ikke ”bare” et liv i det ydre, som mennesker ikke kan sætte en finger på, men den kræver fuldkommen renhed helt derind, hvor han, som kender hjerterne, ser.
Der er ligesom ingen grader mellem det at være fortabt, og det at være fuldkommen. Loven siger: ”alt eller intet”. Hvis du ikke er fuldkommen, så er du fortabt. Så radikal er loven.
Evangeliet er radikalt
Evangeliet er alt det i Bibelen, som forkynder os, hvad Gud skænker – stik imod vores fortjeneste. Evangeliet peger på Jesus og siger: ”Jesus har taget den straf, som du har fortjent og levet det hellige liv, som du skulle have levet – alt dette får du ufortjent ved tro på ham!”
Hermed sættes vi fri fra al vores egen stræben efter at leve op til Guds krav. Vi får lov at iklæde os Jesu retfærdighed og stå helt rene og fejlfrie overfor Gud i ham (2 Kor 5,21). Årsagen til denne frisættelse findes ikke i noget hos os, men alene i Guds hjerte, han, som er kærlighed (Ef 2,4-5 og 1 Joh 4,16).
Et af de helt centrale begreber i Bibelens forkyndelse af evangeliet, er ordet ”nåde”. Det betyder egentlig gratis, og skal forstås som gratis i allerstørste forstand. Når vi bliver frelst af nåde, er det ikke bare en gave, vi får, fordi vi er neutrale eller gode nok på bunden. Nej, det er en velgerning fra Guds side på trods af vores synd og oprør mod ham. Vi får det allerstørste; Guds overstrømmende godhed og Jesu egen retfærdighed i stedet for det, vi egentlig havde fortjent; en evig straf under Guds frygtelige vrede.
Loven siger: ”alt eller intet”, evangeliet siger: ”alt for intet” – eller måske rettere: ”alt af nåde, stik imod fortjeneste”. Her er der ingen plads til lovgerninger. Nåden står alene, og hvis den ikke står alene som årsag til frelsen, er det slet ikke nåde (Ef 2,8-9; Gal 5,4 og Rom 11,6). Hvis noget kun koster lidt, så er det jo ikke gratis længere. Hvis vi skulle yde bare lidt til vores egen frelse, så ville vi ikke være frelst af nåde alene. Evangeliet forkynder altså frelse stik imod vores fortjeneste på grund af Jesus alene. Så radikalt er evangeliet.
At møde Gud, som han er
Lov og evangelium er ikke bare ord, men udtryk for Guds eget væsen. Gud møder os i lov og evangelium, fordi han er hellig og kærlig, straffende og tilgivende på samme tid.
Gud hader synd, og i mødet med synden, er Gud frygtelig. Samtidig er Gud kærlighed, og han elsker så højt, at han gik ind under sin egen knusende dom og straf for at give os evigt liv. Denne dobbelthed står stærkt gennem hele Bibelen (se fx Es 53,5; Luk 19,41-44; Joh 3,16; Gal 3,13).
Det sted, hvor vi tydeligst ser dette tosidede gudsbillede, er i Jesu død og opstandelse. På Jesu kors mødes loven og evangeliet. Lige der, midt på korset i Jesu stedfortrædende lidelse og død for os, ser vi Guds uudholdelige vrede over og had til synden og samtidig hans ubegribelige kærlighed til os. De to sider af Guds væsen, som kan virke totalt modstridende, forenes i frelseshistoriens centrum: Jesu lidelse, død og opstandelse for os.
På den baggrund forkynder Bibelen os dom og fortabelse uden Jesus og frelse, fred og evigt liv i Jesus (Joh 3,16). Man kunne måske sammenfatte sådan: Det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder (Hebr 10,31), men det er fantastisk at være der som en frelst og tilgivet synder (Hebr 10,19-23).
Hvad vil Gud med loven?
Nu kunne man få den tanke, at loven er en negativ størrelse, fordi vi ikke kan blive frelst ad lovens vej, og fordi loven fører os ind under Guds dom, og viser os, at vi er fortabte. Det er imidlertid ikke sandt. Loven er god. Dette gode bruger Gud til at afsløre os, og dermed bliver det tydeligt, at vi er onde (Rom 7,7-13).
Loven er Guds gode vilje med vores liv, og Gud mener den dybt alvorligt. At vi bliver afsløret af den og kommer til kort, ændrer ikke ved det faktum, at loven er god.
Samtidig taler Bibelen tydeligt om, at loven ikke kan frelse os, netop fordi synden ikke er et overfladisk problem, vi kan overkomme, hvis vi bare hanker nok op i os selv. Derfor lukker loven munden på os, tager alle undskyldninger fra os, viser os, at vi er strafskyldige og driver os til Kristus (Rom 3,19-20 og Gal 3,23-24). Det er dette, som Luther kalder ”lovens anden brug”.
I luthersk teologi tales der også om ”lovens første brug”, som handler om loven som nødvendige leveregler i samfundet, og om ”lovens tredje brug”, som handler om loven som en rettesnor for den, som er kommet til tro. Det vil der blive gået mere i dybden med i en anden artikel.
For kristne mennesker er loven ikke en negativ størrelse. Den afslører os til stadighed og viser os, at vi har brug for Jesus, men den viser os også Guds gode vilje, som vi ønsker at leve efter, når vi er kommet til tro. Loven viser os vejen, men den giver ikke kraft eller evne til at gå den.
Hvad vil Gud med evangeliet?
Evangeliet er Guds kraft til frelse (Rom 1,16). Gennem evangeliets ord skaber Gud liv og tro og åbenbarer sin retfærdighed, som er vores ved tro på Jesus (Rom 1,17). Evangeliet peger på Jesus, gør ham stor for os og forkynder os frelse på grund af Jesus alene.
Når evangeliet gør sin gerning i et menneske, sker der et under. Bibelen bruger store ord om det, og kalder det en genfødsel, en dødeopvækkelse eller en nyskabelse (Joh 3,3-16; Ef 2,1-10 og 2 Kor 5,17).
Det er evangeliet, der sætter os fri i Jesus, men det er også evangeliet, der er drivkraften i en troendes kamp mod synden og den nye stræben efter det gode. Det nye liv er ikke længere trældom under loven, men et liv under nåden i frihedens kamp for at leve Gud til behag – ikke for at blive frelst, men fordi Jesus har frelst os og købt os fri.
