Guds magt og menneskets ansvar – tre opfattelser

Armenianere, calvinister og lutheranere - hvordan opstod de og hvad er de hhv. enige og uenige om? Under reformationen brød protestanterne med den katolske kirke, men den protestantiske bevægelse delte sig hurtigt i flere mindre grupperinger. Peter Olsen forklarer hvordan og hvorfor det skete.

Protestantiske kristne har i århundreder delt sig i tre store grupper: lutherske, reformerte og arminianske. De to sidstnævnte har i 400 år udkæmpet drabelige, teologiske slag, som vi lutherske blot har betragtet på afstand. Men de senere år har vi modtaget mange impulser fra begge grupper. Derfor er det mere nødvendigt end nogensinde at være opmærksom på protestantiske ligheder og forskelle.

Reformationen blev indledt i 1517 med offentliggørelsen af Martin Luthers (1483-1546) 95 sætninger vendt mod den katolske afladshandel. Han var stærkt uenig i den tanke, at man kan betale sig til syndernes forladelse. I stedet sagde Martin Luther ligesom Hebr 9,12: Ved sin død og himmelfart gik Jesus én gang for alle ind i det Allerhelligste med sit eget blod og vandt en evig forløsning for vore synder. Når vi blot tror, at dette ene offer gælder for os, så står vi helt syndfrie foran Gud allerede i dag. Denne tro skaber Gud selv i os ved sit ord, sagde Luther. Genfødslen er en åndelig dødeopvækkelse. Men Den katolske Kirke lyste ham i band på grund af denne lære. Alligevel så mange i Nord- og Mellemeuropa op til Luther som den, der havde genopdaget det sande evangelium.

Men allerede midt i 1500-tallet udbrød der betydelige uenigheder mellem de protestantiske kristne. Mange af disse uenigheder blev bilagt i 1580 med Konkordiebogen, som er en samling af lutherske bekendelsesskrifter. Der var dog så store uenigheder, at det ikke var muligt at samle alle protestanter. De fleste i England og i Skotland, i Holland, i Nordfrankrig, i det sydlige Tyskland og i Schweiz stod uden for den enighed, der blev opnået blandt de lutherske. Skandinavien samt Nord- og Østtyskland blev langt på vej luthersk, mens Sydeuropa forblev katolsk. I et bælte mellem det lutherske Nordeuropa og det katolske Sydeuropa kaldte de fleste sig reformerte. De ville gerne være protestanter. De var enige med Luther i den nævnte ’en-gang-for-alle-virkning’ af Jesu sonoffer. De lå derfor Luther nærmere end de lå Romerkirken. Men på en række punkter afveg de alligevel fra de lutherske bekendelsesskrifter.

Den reformerte Kirke

I den reformerte verden betragter man franskmanden Jean Calvin (1509-1564) som kirkens vigtigste reformator. Han blev født den 10. juli 1509 i Noyon, 100 km. nord for Paris.

Calvin blev uddannet som jurist, men foretog på egen hånd omfattende teologiske studier. I 1533 var han endnu en del af Den katolske Kirke, men i 1534 trådte han pludselig frem som protestant. Hvad der skete med ham, og præcis hvornår det skete, ved vi ikke ret meget om. Men han siger selv, at Gud tvang ham ud af katolsk overtro ved en pludselig omvendelse. Senere hen omtaler Calvin ofte sig selv som discipel af Martin Luther. Vi må formode, at han er faldet over et af Luthers skrifter, og at Gud har brugt det til at omvende den unge franske jurist. Allerede i marts 1536 udkom Calvins hovedværk Institutio religionis christianae (undervisning i den kristne religion). Calvin var da 24 år gammel og nyomvendt, men hans bog er kommet i utallige oplag lige siden og genud­kommer stadig med næsten bekendelsesagtig karakter i den reformerte verden. Bogen blev i øvrigt udgivet i Basel, Schweiz, hvortil Calvin havde måttet flygte, fordi kong Fran­cois d.1. indledte en forfølgelse af alle protestanter i Frankrig.

Kort efter slog Calvin sig ned i Genève og blev øje­blikkelig sat til at lede den protestantiske menighed der. På grund af uenighed om kirkeordningen i Genève flyttede Calvin til Strasbourg i 1538, hvor han fungerede som præst. Men i 1541 fik han alligevel lov til at gennemføre sin kirkeordning i Genève, så han flyttede tilbage og blev der til sin død. Han indførte et fire-delt embede med præster, lærere, ældste og diakoner. Præsterne og de ældste udgjorde tilsammen byens kirkelige ledelse (konsistorium), der skulle tage sig af menighedens liv og af menighedstugten. Den verdslige myndighed skulle bistå den kirkelige ved at støtte den rette religion og undertrykke den falske. Dette sidste blev gennemført meget nidkært med pisk og kætterbål. Diakonerne skulle varetage kirkens omsorgstjeneste og lærerne skulle undervise i den rette tro. Vigtig for undervisningen blev desuden oprettelsen af et teologisk akademi i Genève. Menighederne skulle i øvrigt mødes i regionale synoder for at afgøre overordnede spørgsmål. På denne måde ville Calvin undgå den statskirkelighed og det hierarkiske præstevælde, der allere­de i 1530’erne kendetegnede de lutherske områder. Alligevel har den rette kirkeordning været en kilde til stadig uenighed blandt de reformerte. Til gengæld har spørgsmålet aldrig været afgørende for den lutherske kirke. I 1500-tallet var det i højere grad forståelsen af nadveren, der skilte de lutherske og de reformerte. Af pladshensyn vil vi dog her nøjes med at se på forsoningens rækkevidde og især på frelsens tilegnelse, fordi lutherske, reformerte og arminianske kristne har tre forskellige opfattelser af den sag.

Strid om forudbestemmelsen

Kort før år 1600 udbrød der en strid om forudbestemmelsen blandt de reformerte i Holland. Den klassisk reformerte lære om frelsen, udviklet på det teologiske akademi i Genève i årene efter Calvins død, hænger logisk sammen, så de enkelte lærepunkter følger som nødvendige konsekvenser af hinanden. Logikken tager her sit udgangspunkt i Guds almagt og det syndige menneskes afmagt. Men den reformerte logik blev angrebet af en gruppe teologer med professor i Leiden Jacob Arminius (1560-1609) i spidsen. Han døde den 19. oktober 1609 midt under striden.

En synode afholdt 1618-19 i byen Dordrecht i det sydvestlige Holland samlede officielle repræsentanter fra de reformerte kirker i Holland, England, Skotland, Schweiz og flere fyrstendømmer i Tyskland. Hensigten var at bilægge striden, men resultatet blev en splittelse mellem den egentligt reformerte kirke og det, som vi siden da har kaldt de arminianske kirkesamfund. Synodens flertal vedtog nemlig fem lærepunkter, som var helt i overensstemmelse med akademiet i Genève:

  1. Efter Adams fald er synden et så fuldstændigt fordærv, at intet menneske (undtagen Jesus) er i stand til at ville, hvad Gud vil, eller bare at tro på Gud. I åndelig forstand er ethvert menneske dødt, ikke bare sygt eller skadet. Et ugenfødt menneske kan lige så lidt vælge at tro, som en død kan vælge at leve. Når et menneske kommer til tro, er der derfor tale om en dødeopvækkelse, som Gud bevirker alene uden nogen indsats fra dette menneske.
  2. Før alle tider har Gud forudbestemt de mennesker, som han i sin nåde vil give troen og det evige liv. Samtidig har Gud forbigået alle de øvrige mennesker. Gud har ikke bare forudbestemt måden, hvorpå man bliver frelst, men også de enkeltpersoner, som faktisk bliver frelst.
  3. Her i tiden har Gud gennemført sin forudbestemmelse ved at sende Jesus som et sonoffer for de menneskers synd, som han har forudbestemt til frelse. Det betyder, at Jesus ikke døde for de menneskers synd, som Gud ikke har forudbestemt til frelse. Dette kaldes begrænset forsoning. Særligt på dette punkt adskiller klassisk reformert teologi sig fra den klassisk lutherske. Men en del reformerte kalder sig faktisk fire-punkts-calvinister, fordi de fastholder punkt 1-2 og 4-5, men ikke punkt 3.
  4. Her i tiden gennemfører Gud sin forudbestemmelse ved at virke uimodståeligt med sin genfødende nåde på de mennesker, som han har forudbestemt til frelse. Alle disse mennesker vil komme til at møde Guds nåde, og når de møder den, vil de også komme til tro.
  5. Her i tiden gennemfører Gud sin forudbestemmelse ved at virke uimodståeligt med sin bevarende nåde på de mennesker, i hvem hans genfødende nåde har bevirket troen. Det betyder, at for de sandt troende er frafald umuligt. De frafald fra troen, som vi desværre ser omkring os, forklares typisk på den måde, at de pågældende aldrig har ejet den sande tro. Også hér må vi som lutheranere erklære vores uenighed. Ganske vist bevarer Gud troen i os, men det umuliggør ikke frafald.

Det arminianske svar

Det var denne logisk sammenhængende teologi, hvor al vægten ligger på, hvad Gud gør, der fik Arminius op på barrikaderne. Allerede den 14. januar 1610 havde godt 40 af hans disciple afleveret en såkaldt remonstrans (’en modsigelse’) til kirkens ledelse. Hvor de klassisk reformerte argumenterer ud fra Guds almagt, begynder arminianerne med menneskenes mere eller mindre frie vilje. Remonstransens forfattere hævdede, at Guds forudbestemmelse af de frelste skete på baggrund af forudset tro. Reelt betyder det, at Gud kun har forudbestemt måden, hvorpå et menneske bliver frelst; nemlig ved tro på Jesus. Han har ikke forudbestemt, men kun forudset, hvilke personer der faktisk vil blive frelst. Forfatterne hævdede videre, at Jesus døde for alle mennesker og sonede alle menneskers synd. Gud rækker sin nåde til alle som et tilbud om assistance. Ved hjælp af Guds assisterende nåde kan en fortabt synder nu vende sig om til Gud og blive frelst. Det er op til den enkelte selv at beslutte sig for eller imod Gud. Nådens virkning er ikke uimodståelig. Forfatterne gav til gengæld udtryk for usikkerhed angående frafaldets mulighed. Om nåden kan mistes igen, kræver et større bibelstudium, sagde de, end det, som remonstransen har mulighed for at levere. Siden da har de fleste arminianere hævdet, at den bevarende nåde kun er assisterende og at den derfor kan mistes igen. Det er altså muligt for en sandt troende at falde fra igen.

Remonstransens forståelse af menneskets syndefordærv er ikke entydig. Det står ganske vist så galt til, at intet menneske kan omvende sig uden Guds assisterende nåde. Men Jacob Arminius selv havde benægtet det totale syndefordærv, som både Luther og Calvin havde hævdet. Arminius’ væsentligste discipel, metodismens far John Wesley (1703-91), fastholdt i princippet læren om syndefordærvet. Til gengæld hævdede han, at Guds assisterende nåde rækker ud til alle mennesker og sætter alle i stand til at afgøre sig for eller imod Gud. En overnaturlig tilføjelse til menneskets faldne natur genopretter altså den trosevne, som vi ikke længere har af naturen. Derefter kan et menneske vælge at tro på Gud eller lade være. Omvendelsen er ikke en dødeopvækkelse i den forstand, som Luther og Calvin havde hævdet. Hvad enten arminianerne benægter det totale syndefordærv eller ophæver det ved hjælp af Guds assisterende nåde, er konsekvensen en logisk sammenhængende lære om frelsens tilegnelse, hvor ansvaret for tro og vantro placeres entydigt hos det enkelte menneske.

Arminianerne finder vi i dag særligt i Metodistkirken, i Pinsekirken og i de mange uafhængige, karismatiske menigheder. Det er meget misvisende, hvis vi kalder dem reformerte. I stedet bør vi kalde dem arminianere.

Vi kan som lutheranere hverken tilslutte os den reformerte opfattelse af forsoningens rækkevidde og frafaldets umulighed eller den arminianske forståelse af menneskets begrænsede syndighed og Guds nåde som en assistance. Vi må tage afstand fra begge disse udgaver af ’frelsens logik’, men vi ligger dog det reformerte syn nærmere end det arminianske.

 

Artiklen er tidligere blevet bragt i magasinet Budskabet.

 

Del:

Del på twitter
Twitter
Del på facebook
Facebook